Kære forum

kender I begrebet "eksistentiel angst", og har I oplevet det ?

Jeg spørger, fordi jeg selv har oplevet "fænomenet" siden de tidlige teenageår. Jeg vil nærmest betegne tilstanden som helvede.

Hvordan skelner man i den situation, mellem hvad der har med ens tro at gøre, og hvad der har med ens psyke og menneskelighed at gøre ?

Når jeg er i situationen, truer den med at kvæle min tro. Den fylder simpelthen næsten det hele.


Midt i angsten, har jeg et håb og en formodning om, at Gud vil trække mig ud på den anden side. Også selvom angstens natur netop truer med at udviske og slette min tro på Gud.
Men måske er det ikke tro, måske er det blot en naturlig overlevelsesreaktion midt i en svær situation. Vi mennesker vil jo så nødig give op, uanset hvor svært vi har det.

søster B

Jeg tror vi er rigtig mange som vil bede for dig, kære Søster. Jeg tænker på, at når hverken livet eller døden er til at holde ud, og panikken sniger sig ind på os, så kan det være en hjælp at huske på, at vi ikke er alene, at Gud er med os i angsten og mørket, og ikke bare sidder og venter et eller andet sted ude i lyset ..

Han ved hvordan det står til med hver eneste af os, vi behøver ikke at holde fast, det er Gud der i al sin kærlighed holder fast i dig med sin højre hånd og bærer dig igennem. Her er min yndlingssalme,
Sl. 139,7-10.

---

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.

Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

---

kristina

Kære Søs B

Du spørger: "Hvordan skelner man i den situation, mellem hvad der har med ens tro at gøre, og hvad der har med ens psyke og menneskelighed at gøre ? ".

At føle angst hører med til det at være menneske. Angsten gør at vi flygter fra fare ! Det kan være reelle trusler på vort liv eller det kan være mennesker der overskrider vore psykiske grænser - så gør denne følelse, at vi kan komme væk ! Set i dette lys er angsten, eller frygten, når vi får defineret hvad vi er bange for, positiv !

Så er det at hvis man har oplevet fare (eller krise) situationer mange gange i sit liv, skal der forholdsvis lidt til at aktivere de gamle følelser - kroppen glemmer ikke !

I min depression drukner jeg i følelser af håbløshed, følelsesafmatning (kan slet intet mærke) og angst - på skift. Men jeg trøster mig med at Gud ABSOLUT intet har med MINE følelser at gøre, Han er UAFHÆNGIG af mine følelser!

” Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.”(1. Mos 15,6).

Spørgsmålet er om vi tror !

Det er klart at følelsestilstandene påvirker vores tro, så når vi har det godt er Gud helt fantastisk, og når vi har det dårligt kan han synes usædvanligt langt væk…og vi kan spørge med Leif Andersens ord : ”Gud, hvorfor sover du ?”. Vi kan også komme derud hvor vi tvivler på OM han overhovedet eksisterer. Jeg har når disse tanker opstod, skyndet mig at bede : ”Gud bevar mig ! ! !”, og det har han altså gjort, så det kan jeg kun anbefale dig. Jeg tror nu hvor det værste er drevet over, at Gud ville have gjort det alligevel, men for min egen sjælefreds skyld !!!

Kære Søster, jeg har læst nok af dine indlæg til at udtale mig om dette: Du bliver aldrig ateist ! Du kan lige så godt se det i øjnene – så GLEM det! Gud lader os gennemgå prøvelser og anfægtelser for at udruste os, for at styrke vores tro, for at vi kan erfare Hans nådes dybde – Hans kærlighed.
Og ikke "bare" det, det handler også om at udruste os til de store sværdslag, vi ved at vi får trængselstider, og så er det om at have fundamentet i orden. Nej, det er ikke os der arbejder her, men Gud, der arbejder med os - i os.

”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.
Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom. 8,28-39).

Hav TILLID ! - også i mørket.

Med kærlig hilsen
Malli

---

Søster B skrev om “eksistentiel angst”:
Når jeg er i situationen, truer den med at kvæle min tro. Den fylder simpelthen næsten det hele.

Søster B skrev:
Midt i angsten, har jeg et håb og en formodning om, at Gud vil trække mig ud på den anden side. Også selvom angstens natur netop truer med at udviske og slette min tro på Gud.

---

Kære Søster B

Jeg forstår dit udtryk “eksistentiel angst” således at du gribes af en tvivl der får dig til at føle at du er ved at miste dit åndelige fodfæste - uanset om dit åndelige fodfæste er religiøst, som det er nu, eller mere verdsligt, som jeg forstår det var for 3 år siden - altså før du blev en overbevist kristen!

Det er ikke sikkert jeg har forstået dig rigtigt, men hvis jeg har, så tror jeg du har fået din del af det man lidt poetisk kalder “tvivlens nådegave”.

Jeg kalder den sådan, fordi jeg personligt betragter tvivlen som en uundværlig og grundlæggende positiv del af min tro. Det generer mig ikke at henvende mig til Gud med ordene: “Gud - hvis du er til, vil du så ikke nok hjælpe mig?”

Jeg tror heller ikke det “generer” Gud, for Gud véd naturligvis at jeg ikke KAN vide om Gud er til. Og jeg tror ikke Gud forlanger det umulige af mig, og det har givet mig en stor tryghed i mit gudsforhold. Guds kærlighed og omsorg bliver ikke mindre fordi jeg tvivler.

Derfor føler jeg ikke at tvivlen kvæler, udvisker eller sletter min tro. Tværtimod synes jeg at tvivlen gennemryster og renser, lutrer, min tro - og derfor føler jeg ikke mit åndelige fodfæste truet. Især ikke efter at jeg har oplevet at troen hver gang kommer større og stærkere ud af “slagsmålet”.

Jeg tror problemet for dig og andre “religiøse teister”, som jeg kalder folk der har knyttet sig til en bestemt religion, er at I har underlagt jer religionens bestemte forestillinger om Gud, og derfor “forbyder” I mere eller mindre tvivlen at arbejde med jeres tro på disse områder.

Men tvivlen retter sig overhovedet ikke efter hvad den må eller ikke må sætte spørgsmålstegn ved. Tvivlen “blæser, som ånden, hvorhen den vil”, om jeg så må sige. Og når tvivlen rører ved det man opfatter som bærende og “urørlige” værdier i ens personlige livsgrundlag, så oplever man “eksistentiel angst” - tror jeg!

Med venlig hilsen
Vagn Bro

Hej!

Tak for din mail.

Ofte, ja næsten hver gang, jeg føler mig angst, bedrøvet eller utilpas, beder jeg Gud, om at fortælle mig det, han vil lære mig. Jeg forsøger at huske nogle af de bibelvers, jeg kan uden af, og Gud har noget nyt at sige mig hver gang.

Det har taget mig meget lang tid at finde ud af og lære at lytte til Gud.

Jeg vil meget gerne bede for dig og há det rigtig godt!

M.v.h. MDA

En psyk. professor fra Århus Kom. Hospital, skriver:

Normal angst
Angst er en naturlig tilstand hos mennesket, som vi alle kender til. Den har en vigtig funktion i vores dagligdag, idet angsten er en medfødt reaktion, som er udviklet under evolutionen. Stillet over for en pludselig fare aktiveres organismen øjeblikkeligt enten til kamp eller flugt.
I filosofisk sammenhæng har man interesseret sig meget for den angst, der er et værn mod at leve et tomt og meningsløst liv, og som man derfor ofte omtaler som eksistentiel angst. Det er en angst, som skal få et menneske til at tage sit liv op til nærmere vurdering.
Angst er kendetegnet ved en række legemlige ændringer som hjertebanken, blodtrykstigning, svedtendens og ændret vejrtrækning, samt følelsesmæssigt ubehag og særlige tanker med fokus på den angstprovokerende situation. Angst kan i intensitet variere fra let uro til en uudholdelig paniktilstand.

(min fremhævning)

søster B

Jeg er p.t. tilbage i den tilstand, hvor jeg så ofte var, før jeg blev kristen.

Et udgangspunkt, hvor livet er meningsløst.
Derudover 2 fjender: Døden og evigheden.

Jeg fandt Gud, eller Gud fandt mig. Det er sådan set underordnet, når Gud på sin vis er kilden til min angst.

Gud kunne tilbyde mening med livet, Gud blev meningen med livet.
Gud kunne overvinde døden. Han havde endda allerede gjort det.

Tilbage var, er, evigheden.

Den måske største fjende. Den kan Gud ikke overvinde, for Han Er evig(t).

Derfor er jeg kommet frem til, at jeg reelt ikke kan bruge Gud til noget.
Jo, hvis jeg stopper med at tænke, og tvinger tankerne væk når de bobler frem..
Men det holder ikke i længden. Dette indbildte tilflugtsted, vil opleves som en hån, når der tilstøder kriser i mit liv engang.
Derfor er jeg jo tilbøjelig til, at ville droppe Gud nu. For nok tror jeg på Ham, men jeg bryder mig ikke om det Han Er. Nemlig evig. Evigheden er angstfremkaldende for mig.

søster B -

Kære Søs B

Du skriver: " Evigheden er angstfremkaldende for mig. " Det forstår jeg godt ! Det kan man ikke rigtig rumme.

Når jeg har haft det dårligt har jeg slet ikke kunnet rumme tanker om Gud (eller kristendommen i det hele taget). I øjeblikket er det i perioder, hvor jeg ikke skal tænke, men foretage mig noget fysisk (fx. havearbejde eller gåture) eller bare ingenting. Jeg tror at det er vigtigt også at tage vare på sin skrøbelighed, og så acceptere at man ikke kan fatte en dyt og rumme endnu mindre.

Med kærlig hilsen

Malli

Det er lidt forskelligt hvordan vi bruger ordene. Jeg tror at de fleste psykologer/psykiatere skelner mellem frygt og angst. Frygt er så en hensigtsmæssig og naturlig følelse i akut krise eller fare, som får os til at flygte eller tage kampen op mod fjenden. Den forårsager akut forøget adreanalin-produktion, som styrker lunge- og muskelkapaciteten. (Til gengæld reduceres fordøjelses-aktiviteten tilsvarende)

Det vil sige, at når vi frygter, så ved vi godt hvad det er, vi er bange for, og når faren anses for at være drevet over, forsvinder frygten også.

Derimod er angst en sjælelig lidelse, som mangler et genstandsled. Jeg tror at eksistentiel angst er det samme som det mange kalder panikangst. Det opleves ualmindelig ubehageligt i kroppen, en angst uden forklarlig mening, uden objekt.

Men tit fremprovokeres sådanne angstanfald af ting, som i dybeste forstand ikke har spor at gøre med angsten. Det kan f.eks. være sommerfugle, pelsværk, telefoner, edderkopper, brusebade, broer, busser, sypermarkeder, edderkopper -absolut hvad som helst, både abstrakte begreber og helt konkrete genstande. Jeg husker en barndomsveninde, hvor det drejede sig om perlemorsknapper.
Jeg havde svært ved at tro på at det virkelig var sandt, men efterhånden gik det op for mig at det var alvorligt, og så holdt jeg op med at drille hende, kan jeg huske.

Den der er grebet af angst er som regel udmærket klar over, at der ikke er noget at være bange for, men kroppen reagerer altså. Det er en meget ubehagelig, og desværre hyppig lidelse, der tit kræver medicinsk hjælp, hvis den er meget udpræget. Det er ikke altid muligt at finde ud frem til angstens egentlige årsag.

Der kan selvfølgelig også ligge åndelige årsager til grund for lidelsen, f.eks. døds- eller fortabelsesangst, men jeg mener ikke det er særlig hyppigt. Religiøse og kristne og åndeligt søgende mennesker er, så vidt jeg ved, ikke hyppigere ramt end andre.

kristina

Kære Vagn

der er noget rigtigt i dit indlæg, men det er ikke det, der er min situation.

Mit problem er ikke, at jeg har mistet min tro, eller er begyndt at tvivle. Jeg tvivler skam tit, men det kaster mig ikke ud i en angst som den her.

Problemet er, at jeg er bange for evigheden, og jo mere jeg lever i troen på Gud, des mere går det op for mig, at det lige præcis er evigheden vi er på vej mod.
Så man kan sige, at min tro egentlig er stærkere end nogensinde før, men min lyst til den kan ligge på et meget lille sted.

- søster B

Shalom søster:o)

Hmmm... det er trist at du har det som du har det... Jeg ber til at Gud må røre dit hjerte og bringe fred i dit sind...

Jeg kan ikke helt sætte mig ind i din tilstand... eller... det kan jeg godt, men ikke baggrunden...
Nogen gange når jeg ligger i mørket og tænker (sker nu og da:o), og filosoferer, så slår tanken mig: "Hvad nu hvis Gud ikke vil kendes ved mig..." hvis jeg er en af dem der siger Herre, Herre, men som Han ikke vil vedkendes... Det er noget der virkelig skræmmer mig... som at komme hjem til kvinden man elsker og opleve at hun ikke vil elske én tilbage... Jeg vil hellere leve evigheden med Gud end én dag uden:o)... ja, hellere én dag med Gud end en evighed uden:o)...

Hmmm... jeg kan ikke sige de rigtige ting... jeg kan kun sige, at jeg føler med dig og vil bede til at Gud styrker dig i din kamp....

Gud velsigne dig....

Peter...

Kære Søster B

Hvor ville jeg gerne jeg kunne hjælpe dig med et befriende svar. Men måske kan disse spørgsmål hjælpe dig:

Hvorfor er du bange for evigheden. Hvad er det ved evigheden der gør dig så bange?

Med venlig hilsen
Vagn Bro

Kære Peter

tak for dit indlæg. (har jeg husket at takke Jer andre for Jeres indlæg...?)

Du har ret i, at det ikke virker til, at du kan forstå hvad min angst kommer.
Du har det modsat, nemlig at du g e r n e vil evigheden. Det er netop dét jeg ikke vil.

Men jeg kender godt tanken om, tænk hvis Jesus siger til mig: Gå bort, Jeg har aldrig kendt dig.
*glups* Det er ikke en tanke der er fordrende for nattesøvnen.

---

Hmmm... jeg kan ikke sige de rigtige ting... jeg kan kun sige, at jeg føler med dig og vil bede til at Gud styrker dig i din kamp....

---

Peter, de ting er lige præcis rigtige at sige, fordi det er det du kan.
Man kan gøre alt hvad man kan, og intet mere. Tak fordi du gør dét.

Ind imellem har jeg også lysglimt, hvor jeg fornemmer, at Jesus vandrer med mig, og ikke bare sidder og afventer at jeg selv filtrer mig ud af tankerne.
Men det er som sagt heller ikke min tro der er gået i stykker.
Gid Jesus kunne blive fysisk igen, så man kunne få et knus af Ham.

søster B

Kære Vagn

---

Hvor ville jeg gerne jeg kunne hjælpe dig med et befriende svar.

---

Tusind tak. Du skulle bare vide, hvad den udmelding betyder for mig.


Jeg er bange for evigheden, fordi den aldrig slutter. Døden er skræmmende, dvs. det at være død, at være væk, ikke at eksistere. Men "værre" er det heller ikke. Det er vel bare som før man blev undfanget.

Men evigheden, er jo evig. Dvs. den slutter aldrig. Men hvordan kan noget værre evigt ? Hvad er der så om 100 milliarder år ? Stadig den samme Himmel ? Hvad så derefter ? Hvordan finder vi hvile, når det aldrig slutter ? Hvor bliver ´jeg´af, - jeg kan ikke leve så længe.

Det minder meget om "hvad er der udenfor universet", og "hvem har skabt Gud", "Hvorfor har Gud valgt at eksistere ?" osv. osv.
Måske banale og fjollede tanker, som der i sagens natur ingen svar gives på.
Men de fylder ganske meget i mit liv, og har altid gjort det. Startende med det uendelige univers, og efter jeg blev kristen, så de to andre tanker.

Alle mennesker har nok disse tanker ind i mellem, men måske mest som noget forbigående, der sætter nogle overvejelser i gang hos dem. Noget som fører til noget konstruktivt.

Men hos mig, medfører det angstanfald blot jeg tænker en af tankerne til ende. Altså ´anfald´ hvor jeg får de alment kendte fysiske symptomer på dette.
Det er meget ubehageligt, og når jeg er i sådan en periode, skal der intet til at udløse et anfald.
Denne skrøbelige "fred" betyder, at jeg er i en nærmest depressiv tilstand, fordi jeg konstant trues af tankerne. Jeg ser mig ikke i stand til, at komme op til overfladen, og trække luft.

En lille tilføjelse: Som bekendt er jeg adoptivbarn, og for mig (det er nemlig ikke sådan for alle) har det medført en slags kronisk angst for at blive isoleret og forladt. Eksistens er for mig noget man gør helt alene. Vi kan være venner og være gift osv., men vi er alligevel hver for sig alene.
Når jeg så forestiller mig evigheden - i ensom eksistens - får jeg de nævnte angstanfald. Jeg kan slet ikke have det.

Det er nok lidt af forklaringen på hvorfor evigheden står som noget angstfremkaldende. Evigheden i sig selv er skræmmende, men ovennævnte gør det ikke ligefrem bedre.

Tak fordi du spurgte. Nu fik jeg sat nogle ord på.

Hvis nogen synes, at det er totalt mærkeligt, at jeg skriver disse ting online, så må I undskylde.

Ikke mærkeligt... men meget meget stærkt... det har jeg respekt for:o)... vi burde som kristne brødre og søstre dele alt... også vores sorger og bekymringer... men det er ikke alle der tør... Jeg synes det er virkelig dejligt at du viser dig som menneske for os andre... ja, ikke kun her, men generelt... der er glæde, kærlighed og... mja, bare følelser bag dine indlæg:o)....

Jeg er ihvertfald glad for at du deler tanker med os:o)....

Guds fred....

Tak for indlægget, Eva.

Jeg tager dine ord, som kommende fra Jesus. Måske er det Ham, som skænker mig kærlighed og støtte gennem Jer.

Forresten var der lidt jeg konkret kunne tage, og arbejde med i det du skrev:

---

At være til i al evighed kan også skræmme mig, men kun, hvis jeg tænker på at være til, som det begrænsede menneske jeg er nu - i den begrænsede verden, jeg lever i.

---

Tak.

Bønnen (Jesusbønnen?) kender jeg vist godt.
Men jeg har ikke lyst til at bede p.t., og slet ikke på den kontemplative måde. Jeg er nødt til, at holde åndelighed lidt adskilt fra min hjerne nu, for det er netop i åndeligheden, at jeg mindes om angtens grund.

Men tak for idéen. Hvis ikke du havde skrevet noget, havde du jo heller ikke skrevet det som jeg faktisk kan tage og bruge.

- søster B

Nu har jeg set de indledende indlæg - og føler mig lidt 'ups' ved at træde ind i debatten uden at have haft styr på emnet.

Jo, den eksistentielle angst kender jeg til fulde. Jeg kender den mest som et udtryk for, at der er ved at ske forandringer i mit liv, sådan som du nævner i citatet i et tidligere indlæg.

Ofte, når jeg er overvældet af sådan en angst, så tænker jeg (trøster jeg mig med) at netop angsten er et tegn på, at jeg er på rette vej. Der er et eller andet, jeg har fat i, bevidst eller ubevidst, som kræver en forandring, og angsten er en måde at finde stabilitet på - tvinge mig væk fra forandringen.

Angst er en måde at beskytte mig selv på, når noget nyt truer. Desværre en forkert måde, for vi kan ikke leve i kronisk stabilitet uden at visne.
Den bliver derfor også et signal om, at jeg vokser og udvikler mig. Et tegn på noget godt, selvom den opleves som noget skidt.

Jeg ved, det må lyde forfærdeligt filosofisk -

Det er bare i orden.

Det er lidt svært for mig, at følge dig helt. Du skriver i et sprog, jeg ikke er vant til.
Men jeg forstår dig sådan, at angsten i sig selv ikke er det hele. Den er "blot" et symptom, et tegn på noget andet, som det i virkeligheden handler om ?

Det der holder mig i live, er Gud. Han har hjulpet mig så mange gange før, at jeg endelig fatter, at Han også vil hjælpe mig med dette, selvom jeg ingen udvej ser.
Jeg må indrømme, at jeg føler en tryghed i, at jeg kan "flygte" ind i bøn, hvis jeg ryger for langt ned....

Bønnen flytter måske ikke noget straks, men den giver ro til et forpint sind, imens man beder.

- søster B
som måske har skrevet et modsætningens indlæg. Gud som redning og problem på én gang. Han redder mig fra Sig Selv, om man kan sige det sådan........................

En tilføjelse:
Jeg skrev, at angsten truede med at kvæle min tro.
Det er imens anfaldet står på. Der kan jeg intet foretage mig.

Bagefter, er det lidt mere indirekte. Da er det, at selve angstens indhold, viser mig, at jeg intet kan bruge troen til. For troen er på Ham der er problemet, Ham den Evige.

Kære Søster B

Vi kan være venner og være gift osv., men vi er alligevel hver for sig alene, skriver du.

Jeg genkender det du siger præcist fra mig selv, og jeg tror det er et livsvilkår at vi kan føle os ensomme og forladte og trække os ind i os selv.

Men vi ER ikke ene og forladte - se blot hvordan alle her i forumet forsøger at lette din angst og komme dig til hjælp. For jeg tror vi alle selv kender til din angst i større eller mindre grad.

Du er ikke alene om denne angst, du er ikke alene med denne angst. Du ER ikke alene!

Og med hensyn til evigheden!

Jeg tror ikke DIN omsorg for os bliver mindre i evigheden - og heller ikke VORES omsorg for dig. Og da slet ikke Guds omsorg som jeg tror omslutter os alle.

Det er flot gjort af dig at du lægger din angst åbent frem. Dermed hjælper du andre med at erkende og overvinde deres angst - og jeg er overbevist om at du vil overvinde din!

Med venlig hilsen
Vagn Bro

---

“tvivlens nådegave”

---

Tvivl er en kile mellem mennesker og Gud. Den blev skabt i haven hvor Eva fik spørgsmålet " Kan det passe at Gud har....". Selv Jesus fik et tvivls spørgsmål, for at få magten over Jesus, forskellen var bare, at Jesus valgte rigtigt, det gjorder Eva ikke.

Jesus siger med sennepsfrøet, at det er ikke mængden af tro der tæller, men det er troen der er vigtig. Hvad tro er, læser vi i brevet til Hebræerne, hvor der står tro er fast tillid. Nu er jeg måske ikke så god til dansk, men jeg kan ikke se nogen sammenhæng mellem tillid og tvivl. Disse 2 ord er modsætninger.

---

Jeg tror heller ikke det “generer” Gud, for Gud véd naturligvis at jeg ikke KAN vide om Gud er til.

---

Jeg tror også at Gud godt véd at vi ikke kan vide det, men Han forventer at vi tror på Ham (har tillid og ikke tvivl, i flg. det jeg skriver oven over)

---

“Gud - hvis du er til, vil du så ikke nok hjælpe mig?”

Jeg tror heller ikke det “generer” Gud, for Gud véd naturligvis at jeg ikke KAN vide om Gud er til. Og jeg tror ikke Gud forlanger det umulige af mig, og det har givet mig en stor tryghed i mit gudsforhold. Guds kærlighed og omsorg bliver ikke mindre fordi jeg tvivler.

---

Du har ret i, at Guds omsorg bliver ikke mindre af at du tvivler, men lige som vi voksne er glade for vores børn, så er Gud lige så glad for sine børn. Jeg tror fast på, at Gud troner i vores midte, når vi mødes for at være sammen om Hans ord og Nadver. Han siger i den Åndelige verden. Mine børn er samlet i mit navn, nøjagtig lige så stolt, som når det lille barn tager det 1. skridt på egen hånd. Når tro nu er tillid, hvorfor så tvivle?At sige "Gud må hjælpe hvis du er til", er det samme som at sige, "Gud du er ikke til, medmindre du hjælper mig." Når tro nu er tillid, hvorfor så ikke vende sætningen på hovedet (antitvivl, hvilket Guds modstander hadder), "Tak Gud for at du findes og at du vil hjælpe mig i den svære situation."

Det er ikke for at være bedre vidende, at jeg skriver det her om tvivl, men det har sikkert været en redning på mit liv.
Jeg gik rundt i Grækenland, hvor jeg farede vild. Der var ingen der kunne hjælpe. Jeg spurgte politi, kørte taxa, spurtge næsten alle jeg mødte, men ingen kunne fortælle hvordan eller hvor jeg skulle gå hen for at kunne komme hjem. Hvis jeg havde tvivlet, så sad jeg ikke her i dag, men ville i et heldigt udfald leve meget fattig i Grækenland. I min afmagt takkede jeg Gud for at han ville hjælpe, for jeg havde fast tillid til at Han er til. Jeg kom så til en bus der holdt parkeret, til den skulle hen på stationen og ud på turen. Her satte jeg mig ind og takkede Gud for at den vil køre mig der hen hvor Gud ønskede det. Jeg vil ikke fortælle hvor den kørte hen, for det vil troende vide, men for tvivler vil jeg sige, at bussens endestation var det hjem som ingen kunne hjælpe mig med.
Jeg kom tilbage til Danmark og her bedte jeg "tvivls bøn" og ikke et eneste bønnesvar har jeg føet til dato. Jeg var dog sammen med nogle kristne, hvor vi skulle ud til nogen og kom af et forkert sted, så vi løb rundt ude på marken efter et villa kvarter der var nyt. Her bedte jeg en bøn i tro på Gud ved at sige tak, før der kom bønnesvar. Kort efter bønnen fandt vi det.

Det er heller ikke uvæsenligt, når vi i Biblen bliver opfordret til at takke i alle forhold, for man kan kun takke hvis man ikke tvivler.

K.h.
Kim

Kære Søster B

Har det på den samme måde som du skriver her, at troen er stærk, men lysten er der faktisk ikke. Hovedet er fyldt med tanker om undskyldninger for at blive væk fra det kristne fællesskab og det at være med til de forskellige arrangementer, er noget jeg helst ville være fri for. Her i morgen bliver jeg hentet, for at være sammen med mellem 3000 og 4000 kristne på camp i en uge. Men jeg tager nu af sted, i forventning om at denne uge er speciel.

Det med at du er bange for evigheden og hvad der sker når du er sammen med andre ud i tiden som ingen ende har. Om hvordan du vil have det.

Jeg kan kun sige til dig. Du er død og lever ikke mere. Prøv og gå ud til gravpladsen hvor de døde ligger og sige til dem der er begravet :"Rejs til Italien og bliv der i 2 uger". De vil rejse lige så meget til Italien, som du vil i din krop leve evigt. Du er død lige som os andre kristne, men er opstået til et evigt liv i Kristus og ikke et liv i dig.

Angsten du har, er du død for. Du lever i evigheden nu, p.g.a. at det er ikke dig, men Jesus som lever. Angsten har lige så meget magt over dig, som den magt du har over dem der er begravet. Så du kan hoppe rundt og sige til angsten hvad den vil i dig som er død.

For at komme tilbage til starten. Forventningen til ugen, har jeg kun, ved at lysten til at blive væk, er jeg død for. Den kan godt komme til mig, men den har ingen magt, for uanset hvad den siger til mig, så tager jeg af sted, for lige som den begravede forbliver i graven til Herren kommer, lige så vil lysten til ikke at tage af sted, være en tanke og følelse der kan lade mig blive hjemme men jeg er taget afsted.

K.h.
Kim

Kære Kim

tak for indlægget. Jeg kan godt følge dig.

Sagen er dog, at mit problem nok ikke er rent åndeligt.
Jeg har mailet med en psykolog som siger, at det efter hans mening er psykologisk men med en åndelig overbygning.

Det skulle bunde i at jeg blev forladt af min biologiske mor, inden jeg blev 3 mdr. gammel.
Jeg regner med i de nærmeste dage, at finde en psykolog at tale med. Derfra kan jeg forhåbentlig komme videre.

Tak for alle Jeres indlæg her i ventetiden.

Kærlig hilsen
søster B

---

Steincke skrev:
At sige "Gud må hjælpe hvis du er til", er det samme som at sige, "Gud du er ikke til, medmindre du hjælper mig."

---

Kære Kim

Der er stor forskel på de to sætninger.

I den sidste stiller mennesket betingelser for at tro på Gud.

I den første udtrykker mennesket håb om at Gud er til.

Det er mit håb at Gud er til. Jeg kan ikke vide det, kun tro det. Og selv den stærkeste tro kan ikke eksistere uden tvivlen, for så bliver troen til viden!

Men hvis du siger at du véd at Gud er til, så vil jeg ikke betvivle dine ord!

Med venlig hilsen
Vagn Bro

NB: Hvis du vil fortsætte debatten om dette, vil jeg opfordre dig til at oprette en ny tråd.

Shalom:o)


Er enig...

Som descartes sagde: "Det eneste jeg kan være fuldstændig sikker på er, at jeg eksisterer..."
Men kun som bevidsthed... alt andet kan i sagens natur være blændværk... spørgsmålet om vores sanser er falske input, sendt til vores bevidsthed... "Den onde dæmon"......

Vil dog sige, at jeg er TEMMELIG sikker på at der er en Gud:o)....

Guds fred...

Hej Kim. Jeg har med interesse læst dine betragtninger her. Som du selv antyder, kan det godt være noget rent sprogligt, som vi "læser" lidt forskelligt. Du skriver:

---

det er ikke mængden af tro der tæller, men det er troen der er vigtig. Hvad tro er, læser vi i brevet til Hebræerne, hvor der står tro er fast tillid. Nu er jeg måske ikke så god til dansk, men jeg kan ikke se nogen sammenhæng mellem tillid og tvivl. Disse 2 ord er modsætninger

---

Ja, der står "Tro er fast tillid til det der håbes. Et håb er jo ikke en garanti, så jeg ville ikke kalde tro/tillid for det modsatte af tvivl.

Jeg vil hellere definere tvivl som vaklende tro, hvor den tvivlende så gerne vil fastholde troen. Det modsatte af tro vil jeg kalde vantro , som er en bevidst afvisning af troen.

Når vi tvivler er vi slet ikke herre over det - for hvem vil ikke gerne have frelsesvished? Hvis du prædiker for en tvivlende at Du SKAL tro, så vil den tvivlende nok blive endnu mere for-tvivlet! . Jeg tænker at der nok ikke findes en eneste ærlig kristen, der ikke tvivler en gang i mellem og er anfægtet, og må bede om hjælp: "Herre hjælp mig, styrk mig i min tro", og bede sine medkristne om forbøn. At tro er jo ikke nogen egen-præstation men en gave fra Gud.

Hvis man er gået så meget i sort, at man ikke engang magter at bede hverken Gud eller mennesker om hjælp, så kan man måske styrke sig med dette at "Er vi utro, forbliver Han dog tro!" - Han som elsker os og kender os bedre end vi kender os selv, og lige ved hvordan det står til med os lige nu ..

En vantro kommer ikke til Jesus med sin vantro. En tvivlende kommer til Jesus med sin tvivl.
Og Jesus siger jo "Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" - det er et herligt løfte!

Men det var sådan set bare en lille sprog-kommentar.

kristina

Descartes..lyder som en interessant tankegang. Den kender jeg vist godt..

Hej alle

jeg indsætter et link til en artikel, som måske kan forklare hvad eksistentiel angst går ud på.
Den giver faktisk også en vej ud af angsten...måske.

http://www.kristenmystik.dk/ks4johnston.html
(rul lidt ned, og læs et uddrag fra hans bog, som omhandler emnet)

Hej Kristina.

Vi er enige om Guds trofasthed. Når det gælder tvivl, så forbinder jeg det med mismod/opgivelse af håbet. I opgivelsen kan man jo stadig komme til Jesus og det er jo der, at Gud virkelig maniifasister sig.

Nu er jeg lige kommet hjem fra landsmøde, hvor en meget respekteret pinseven (Anders Ova), siger, at hvis vi beder om Guds Kraft, så beder vi for noget som vi har fået. Kilden til Guds Kraft findes i Hans ord og ikke i os selv. Så hvis vi beder om Guds kraft, så kan det aldrig blive en kraft der gives os som menneske, men kraften er i Biblen og tillid til at Gud griber ind. VÆK med OS SELV og FREM med JESUS.

K.h.
Kim