Her er så en aflægger af mit indlæg om At lave og holde en andagt.

Det har sat nogle tanker igang. For mange mener at ens andagts liv er en privat sag. Ja, men hvad så med aften/mogen andagten, hvis vi har gæster. Der var en pige som fortalte, at hun da havde veninder, som var fra en kristen familie. De fortalte om deres andagter sammen i familien, men hun havde aldrig fået lov til at være med.

Så når ordret andagt betyder:

---

Andagt kommer af det tyske ord andact/andenken , som betyder tænke på eller blive mindet. En andagt i kristen sammenhæng er altså, at få dem jeg holder andagt for til at tænke på eller minde dem om en bibelsk sandhed.

---

.

Så er det vel ikke kun noget privat og intimt. For vi er jo alle med til at skulle udbrede evangeliet, der hvor vi er.

Vi har selv nogle gange ventet med vores aftenandagt, som normalt forregår ved aftensmåltidet, til vores gæster var gået, da vi blev bekymret på deres vegne. Men troen komme af det som høres, så hvorfor er vi så så bange for vores andagtsliv, altså det udadrettede?

Hvad gør Du når der kommer fremmede, der hvor i plejer at dele Guds ord?

Shalom:o)

Hmm... kan godt følge dig....

En af grundene.. eller grunden til at jeg holder min andagt for mig selv er, fordi jeg ikke altid oplever at folk vil få samme glæde af det som jeg selv har, da det jo er en personlig andagt... Jeg ville egentlig gerne lade andre deltage i det, men oplever ikke at lejligheden har budt sig...

Jeg har aldrig prøvet familie-andagter eller "private" andagter med andre som sådan... så det kan jeg ikke udtale mig så meget om:o)...

Guds fred...

kære Kefas Ben-Adam

Tak for dit ærlige og åbne indlæg. Jeg vil ønske for dig, at Du må opleve et andagstsfælleskab et sted. Men er det ikke rigtigt, at vi ikke altid tænker over, hvorfor andagten kun bliver privat og ikke evageliserende

Jo... men det har nok noget at gøre med, at man føler et form for fælleskab med dem man udfører andagt med, som man er bange for at miste, hvis der er flere der kommer med i det... måske...

Guds fred...

Hej Jacob, du skriver om dette med at holde andagt, når der kommer fremmede: :

---

Så er det vel ikke kun noget privat og intimt. For vi er jo alle med til at skulle udbrede evangeliet, der hvor vi er

---

Ja det har du da ret i, jeg er bestemt enig med dig i, at vores kristne tro ikke er en privat sag.

På den anden side mener jeg heller ikke det er forkert at prøve at vurdere, hvordan gæsten vil opleve situationen. Hvis nogen helt uforberedt kommer i et hjem, hvor der holdes andagt og bedes bordbønner, så kan jeg sagtens forestille mig, at de vil sidde lidt forlegent og stirre ned på forretten, temmelig skidt tilmode.

Måske kan man bare begynde med at tale med "de fremmede" om det, fortælle hvad man plejer at gøre og give dem anledning til at give deres mening til kende - det kan måske blive til begyndelsen på en god samtale. .

Vi vil jo intet hellere end dele vores kristne tro med både venner og familie og fremmede, men "der er en tid til at tie, og en tid til at tale ." som der står i Prædikerens bog

Ivrige evangeliseringsforsøg kan nok tit komme til at virke som en vaccination mod netop det, som vi så gerne vil dele .. eller hvad synes I andre?

kristina

Det er rigtigt, at forbereder vi ikke dem som kommer, når vi begynder en andagt, så vil det virke frastødende og man vil have det svært.

Personligt, når det gælder bøn før der skal spises, så har jeg en lille "vits", som slutter med et bord vers, eller hvis der er et barn, så slutter jeg bord vers af med noget som barnet kan være med til (banke i bordet)

Har selv oplevet at jeg ikke havde forberedt gæsten, på hvad der skulle ske, hvilket betyder, at jeg ikke direkte kan snakke med vedkommende om min tro, men må sige det gennem hverdags oplevelserne.

K.h.
Kim