Hej!

Jeg beundrer de personer, der med deres væremåde, kan fascinere andre så dybt, at det sætter spor. Mennesker, der har karisma og virkelig lever kristendommen ud i hverdagen. Det er hverdagen, som vi har mest af, så det er der, Gud gennem os skal virke.

I bogen: Et smil på Guds ansigt af Adrian Plass, der handler om et menneskes utrolige lidelser og Guds ufattelige omsorg, har jeg læst følgende:

Bedstemor var mors mor, og Philip elskede hende med hver en celle i sin krop, fordi hun var alt det, mor aldrig havde været. Hun var én, man kunne dele hemmeligheder med og krybe ind til, når han fik lov at besøge hende i hendes lejlighed, hvor hun boede sammen med bedstefar.....Han fik hjemmebagt brød, som smagte himmelsk, og kager og søde sager, og han havde en vidunderlig følelse af at være hjemme, som han aldrig følte i mors hus...... Philip besluttede, at hvis bedstemor var kristen, kunne han godt lide kristne.
Jeg ved, det er taget fra en drengs synsvinkel, men alligevel gjorde den sidste sætning et stor indtryk på mig. Tænk, hvis vi som kristne kunne være gode ambassadører. Lad os hver dag have det mål, at leve kristendommen ud i vores væremåde, så vi bl.a. bygger på troværdighed og tillid.

M.v.h. MDA