Jeg vil indlede med et par bibeltekster.

Matthæusevangeliet 5, v41
v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.

Første Petersbrev 2, v13-14
v13 For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver v14 eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.

"Buk under for uforstandige!"
"Lad dig trække i ydmyghed!"
"Dø med et ydmygt bøjet hoved!"

Læser vi i evangelierne, ser vi at Jesus gjorde det samme på hans færd fra Herodes til Pilatus og til Golgata. Han underlagde sig totalt og forsvarede end ikke sig selv, da han havde ordet.

Er det sådan, vi bør være som kristne frem for med oprejst pande at føre vores sag 'i godhedens navn', som Johan Hus, Martin Luther og mange andre har gjort gennem tiden?
Eller er der grænser for, hvor ydmyge vi skal være?

(Denne diskussion er også sat i gang på Giraffens forum)

Nu har jeg kigget på dit indlæg et par gange, og jeg synes, du har valgt citaterne noget ensidigt.

Hvad med, at man ikke skal kaste perler for svin, at man skal adlyde Gud mere end mennesker, at man ikke skal være som folkenes herskere. Hvad med Jesu veråb og hans barske ord som 'øgleunger', hans sønderlemmende kritik at den velanskrevne, etablerede fromhedspraksis osv osv osv......

Jeg synes ikke ligefrem, at evangeliets 'helte' kan sammenlignes med dikkende lammehaler, heller ikke selvom Jesus bliver sammenlignet med et offerlam - undskyld sammenblandingen Offerlam er jo et andet ord for syndebuk.

Nu er de citater, du har plukket, hentet så vidt forskellige steder fra, at man ikke uden videre kan sætte dem ind i en fælles sammenhæng. Der er forskel på at give efter for den, som stiller krav til mig som sin næste (den med skjorten og de to mil) og så på at underordne sig øvrigheden, som især Paulus har travlt med at formane f.eks. sine oprørske korintere om. Og der er forskel på, om man skal underordne sig øvrigheden, fordi de kristne ikke skal danne en slags subkultur eller en stat i staten og så på, om vi skal gøre det uanset øvrighedens magtmisbrug.

Der er mange måder at kæmpe på. En af de meget væsentlige er at gøre det, som man ved er det rigtige, fordi det lever op til evangeliets etiske krav, også selvom det er upopulært. Den kamp kan ende med, at man står foran sin Pilatus og ikke har flere svar, for man har gjort det, man er dømt 'skyldig' i.

Jeg synes, du kommer for nemt om ved din konklusion, også selvom jeg desværre må medgive, at evangeliet ofte er blevet misbrugt til at fremme magtmisbrug og knægte de svage.

Hej Eva

Du skriver:
Hvad med, at man ikke skal kaste perler for svin, at man skal adlyde Gud mere end mennesker, at man ikke skal være som folkenes herskere. Hvad med Jesu veråb og hans barske ord som 'øgleunger', hans sønderlemmende kritik at den velanskrevne, etablerede fromhedspraksis osv osv osv......

Du taler overraskende meget indforstået til mig...
Hvor står alt det der henne? (Ikke at jeg ikke tror på dig, men det er jo altid rart med kilder)

Du skriver:
Der er forskel på at give efter for den, som stiller krav til mig som sin næste (den med skjorten og de to mil) og så på at underordne sig øvrigheden, som især Paulus har travlt med at formane f.eks. sine oprørske korintere om.

Jeg har oprigtig talt svært ved at skelne mine næste fra mine øvrige, deraf er forvirringen jo just opstået: "Hvordan formaner bibelen mig egentlig at føre min sag i dagligdagen?"

Du skriver:
Jeg synes, du kommer for nemt om ved din konklusion...

Hvilken konklusion er det helt præcist, du taler om? Jeg havde ingen konklusion, jeg sluttede jo netop af med et spørgsmål, fordi jeg endnu intet havde konkluderet! Og sandt at sige finder jeg selv spørgsmålet ganske relevant (for mig selv, i hvert fald).

Guds fred
Dorland

Hej Dorland.
Jeg slog lige op på "Bibelen online"s uundværlige søgemaskine og fandt ud af at
citatet om øgleyngelen er fra Matt. 3,7

---

Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?

---

og at det med at man ikke skal kaste perler for svin står i Matt. 7,6.

Du stiller, synes jeg, et vigtigt spørgsmål:

---

Er det sådan,(som Jesus, der sagtmodigt fandt sig i at blive korsfæstet) vi bør være som kristne frem for med oprejst pande at føre vores sag 'i godhedens navn', som Johan Hus, Martin Luther og mange andre har gjort gennem tiden?
Eller er der grænser for, hvor ydmyge vi skal være?

---

Jeg mener bestemt, at der er grænser for, hvor ydmyge vi skal være, når det gælder kampen mod uret.
At Jesus døde for at sone vore synder var jo en helt speciel og helt enestående handling - netop derfor kom han til verden.

Når vi læser evangelierne ser vi, at Jesus også kunne blive vred, og gribe ind mod uretten, læs f.eks. Matt. kap 21, 12-13

---

Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule

---

Vi skal kæmpe for det som er ret, men skal som kristne lige så vel som alle andre
rette os efter loven og al lovlig myndighed, også selv om vi måske af og til synes, det kan være urimeligt .. .

kristina

Hej Kristina

Tak for svaret.

Du siger:
At Jesus døde for at sone vore synder var jo en helt speciel og helt enestående handling - netop derfor kom han til verden.

Ups, ja, han havde jo en speciel rolle at udfylde, hvor det jo netop var meningen, at han skulle være offer for uret, så det var da et dårligt eksempel fra min side.

Du skriver:
Når vi læser evangelierne ser vi, at Jesus også kunne blive vred, og gribe ind mod uretten...

Ja, og den side af Jesus har jeg altid fundet meget interessant, da den jo desuden vidner om, at kontrolleret vrede ikke er syndigt. Tak igen.

Guds fred
Dorland

Shalom....

Du skriver:

Ja, og den side af Jesus har jeg altid fundet meget interessant, da den jo desuden vidner om, at kontrolleret vrede ikke er syndigt. Tak igen.

Så længe den er kontrolleret og berettiget er der vel ikke noget galt i det... Vi ser jo også i Jesus forklaring om myndighed i menigheden, at vi skal gå hinanden i rette når vi synder mod hinanden (Matthæus 18,15-20)...
Desværre oplever jeg (for) tit, at når man prøver at tale til sine brødres og søstres fornuftige side, er der mange der opfatter det som et angreb, istedet for at lytte og tænke over om det er rigtigt hvad der bliver sagt... Jeg er selv (desværre eller heldigvis) ikke perfekt, så jeg har da lavet en del fejl, men gør det så, at jeg ikke må tale med andre om at de er på vildspor?? Jeg forventer det samme af dem....

Guds fred...

Disse diskussioner vil selvfølgelig vinde meget ved, at man har konkrete sager at forholde sig til. Det er dér, vi for alvor skal besinde os.

De overordnede betragtninger skal selvfølgelig også til, men de skal finde deres udtryk i den konkrete handling ellers bliver det lidt ligemeget........