Jeg har været en kristen siden 93, men før jeg blev kristen spillede jeg rollespil og syntes det var godt.

Men efter at jeg blev kristen kom jeg væk fra det, men på et tidspunkt kom jeg sammen med nogle af mine gamle venner for at spille det, jeg fik det så dårligt i mit indre, jeg var ikke klar over at der var noget åndeligt involveret, som nyfrelst er man meget følsom, og derfor holdt jeg mig væk fra det fra den dag af.

Rollespil er ikke noget jeg kan anbefale nogen, at man kan være i en atmosfære af eventyr og eskapisme kan være en kilde til åndelig manipulation som gør at man bliver påvirket af det fordi man fylder sig med det.

Ole

Hej !

Jeg har ikke selv nogen som helst erfaring eller viden mht. rollespil udover hvad jeg har læst her på JesusNet - men jeg kom til at tænke på, om mon også vores skuespillere skulle være i farezonen? Det kræver stor indlevelse at spille en karakterrolle, som måske er aktøren selv fremmed - f.eks. som kriminel eler alkoholiker.

Alle børn leger jo spontant rollelege - Superman - røvere og soldater - far-mor-barn - - og jeg sludrede forleden med en ca. 4-årig gut bevæbnet med en kraftig kæp. Han forklarede stolt, at han var bin Laden, og han så godt nok også så grum ud , at jeg nødig ville møde ham en mørk aften ... !

kristina

Hej Kristina

Det er klart, at det kan tære på de psykiske ressourcer at spille en karakterrolle som f.x. alkoholiker. Men at være skuespiller er et arbejde ! og der findes kristne skuespillere. Jeg tror Gud bruger disse mennesker til få sit budskab frem. Skuespillerne må, ligesom vi andre, sige fra, hvis de af omgivelserne tvinges ind i en situation, som de ikke kan forene med deres tro.

Med kærlig hilsen

Malli

Hej Ole

Du skriver: "Rollespil er ikke noget jeg kan anbefale nogen, at man kan være i en atmosfære af eventyr og eskapisme kan være en kilde til åndelig manipulation som gør at man bliver påvirket af det fordi man fylder sig med det."

Jeg kender ikke meget til rollespil, bortset fra at min søn for mange år siden legede det ude i en skov sammen med en masse andre. Og jeg skal da lige love for at han gik op i det......................men det ebbede da ud igen. Han talte i denne periode om magikere og "elvere" om kampe mellem "de gode og de onde" osv. med stor begejstring. Men næste dag skulle han i skole, og hverdagen trængte sig på, og han "kom ned på jorden igen"!

Ud fra det sønneke har fortalt, er det som at man befinder sig i et eventyr, lidt i stil med at man tog til Disney-land.
Jeg har svært ved at se at rollespil skulle være farligt, jo, hvis man går så meget op i det at man ikke kan se at det er fantasi, får man et problem!

Med kærlig hilsen

Malli

Jeg er enig i at man godt kan spille rollespil på almindelig basis, men der er nogle aspekter som gør at de mennsker man befinder sig med, at de får en med ind i et åndeligt rollespil (de selv er meget påvirket uden at vide noget om det), hvor det ikke bare er det at lege. Der kan faktisk godt være åndeligt uden at man tænker over det, jeg ved godt at det i siger er rigtigt, men der er nu også andre sider af sagen.

Ole

Jeg skulle have udtrykket mig lidt anderledes, jeg mente en åndelig atmosfære, selvfølgelig er det ikke skadeligt for skuespillere

Ole

Hej Ole, kristina og Malli

jeg forstår virkelig godt hvad du mener Ole, man er SÅ skrøbelig når man er nyfrelst. Det er jo en kæmpe opbyggelsesprocces man går igennem, og der er bare ikke plads til andet end Gud. Sådan havde jeg det med alm. musik da jeg blev frelst, jeg kunne ikke hører andet end kristent musik, i meget meget lang tid, pga at det nedbrudte mig mere end det opbyggede mig åndeligt. I skal jo også tænke på at Satans største våben er at få os til at tro at han ikke er der.. men han sniger sig ind overalt. Men han er der, og han vil nedbryde os, i alt hans magt. også gennem rollespil, musik, kampsport, tv, radio, alle ting som vi omgiver os i i vores hverdag. Og det er vi ikke klar til at stå overfor når vi er ny-frelste.

MariaMaria

Hej MariaMaria

"Men han er der, og han vil nedbryde os, i alt hans magt. også gennem rollespil, musik, kampsport, tv, radio, alle ting som vi omgiver os i i vores hverdag. " Og arbejde, familie, venner, litteratur - det minder mig lidt om, at jeg af en kristen søster blev advaret imod genbrugstøj, for tøjet kunne jo have tilhørt en alternativ behandler, og så sad dæmonerne stadig i tøjet ! ! ! ! Lad os da flytte ud på en øde ø....

Man skal altså som kristen ikke være bange for sin egen skygge, verden eller Satan.

Den ENESTE vi skal frygte er ham der er i stand til at smide os i helvede! Og det er ikke Satan !
Gud har givet os de 10 bud vi skal følge ( og det kniber da engang imellem), derudover står der noget om "kødets frugter", også nogle ting vi skal undgå. Det er de retningslinjer vi har fra Gud.

Der står jo også skrevet, at vi skal underordne os (1) Gud og stå (2)Djævelen imod, så vil han FLY fra os. BEMÆRK rækkefølgen ! ! !

Derudover er der noget vi "befinder os godt ved" eller "befinder os dårligt ved" - men det kan kun være op til den enkelte, for vi skal jo kunne sige Gud tak for alting !.

Vi skal ikke give menneskebud.

Mkh Malli

Til de der har nævnt det farlige ved at magi ofte indgår i spillene, vil jeg blot gøre opmærksom på følgende:
Langt de fleste (dvs. over 80 %) af rollespillene har J.R.R. Tolkiens bøger Ringenes Herre m.fl. som største inspirasionskilde.
Og den har jeg fået bekræftet ret mange gange fra forskellige kristne anmeldere at den er "clean". Selvom den indeholder magi.

Jeg spiller selv rollespil , og kan godt forstå dem der går op i det. Det er ud fra mit synspunkt latterligt at bede folk gå op i noget andet, "for det kan de jo ligeså godt".
Man går op i det man nu gør, det bør man ikke ændre på.

Der hvor rollespil kan blive farligt, for det kan det, er hvis man spiller de "skumle" typer for meget, det begynder at fylde for meget i ens hverdag (som f.eks. fjernsyn eller internet ) eller at ens gruppe påvirker en negativt.
Der skal man så passe på, særligt hvis man er nyomvendt og åndeligt sårbar.

Hvad angår Tolkien så læs denne artikkel http://www.stkstrings.dk/poulhoffmann/artikel.asp?artikel=3

Ole

Hej Malli

Ja jeg er helt enig med dig.. jeg siger også bare at det var noget personligt for mig, som jeg blev nødt til at holde mig fra, ligeledes har det været noget personligt for Ole at han skal holde sig fra.. Jeg tror heller ikke på at rollespil er farlivt for alle overhovedet.. det er noget religiøst pladder mener jeg. også det med tøjet som du siger, det er også langt ude. Men jeg siger at man som nyfrelst har brug for at blive opbygget, og derved er der nogle ting for den enkelte som man måske skal holde sig fra fordi det forhindre ens vægst med Gud. Jeg mener heller ikke at vi skal frygte satan, men at vi skal være opmærksom på ham. Hvad har vi at frygte? Når Gud er for os, hvem kan da være imod os?

Det du siger med rækkefølgen, hvorfor er den så vigtig i lige nøjagtig det her eksempel?? Andre steder i bibelen er rækkefølgen underordnet, det forstår jeg ikke..

MariaMaria

Hej MariaMaria,
Med hensyn til om rollespil er farligt eller ej, så vil jeg da i hvert fald indskyde, at det kan være noget af en tidsrøver...

Mvh. Carsten

Hej MariaMaria

Fordi det ikke hjælper noget at stå Satan imod, hvis vi ikke vil underordne os Gud. Nogle kristne (som hende med genbrugstøjet !), er så obs på Satan, at Gud næsten træder i baggrunden.

Men Jesus Kristus HAR besejret Satan !

Med kærlig hilsen

Malli

Hej Malli,
VIGTIG POINTE!
Satans magt ER brudt! Satans eneste våben er løgn og forførelse. Kan han få os til at tro på sine løgne, kan han lokke os ned ad den forkerte vej, men en troende der er grundfæstet i sandheden kan han ikke røre...

1 Johannesbrev 5:18
Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder(fører syndig livsstil), men han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham.

Mvh. Carsten

Hej Malli

Nej sådan skal det jo ikke være..

MariaMaria

Hej Carsten

Hehe ja det har du sikkert ret i.. nu har jeg aldrig prøvet det.. men det kunne jeg forestille mig.

MariaMaria

Hej Carsten

Glæder mig at vi er enige

"Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang,
vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." (Rom. 8, 31-39)

Med kærlig hilsen

Malli

Hej, Ove!


Det er en interessant artikel, du har linket til. Lad mig for det første gøre klart, at jeg ikke er nogen fan af Tolkiens værker. Genren siger mig ganske enkelt ikke noget. Derfor er det mig også ligegyldigt, om det overordnede budskab i Ringenes herre er kristent eller ikke-kristent (hvordan man så end drager dette skel), eller om det er litteratur, man som kristen ’bør’ eller ikke ’bør’ læse. Disse spørgsmål er op til den enkeltes samvittighed, så jeg vil ikke gå nærmere ind på dem her.

Det, jeg vil fremlægge, er min egen vurdering af Hoffmanns argumentation for det synspunkt, han fremfører i sin artikel, nemlig: Er Tolkien en kristen eller ikke-kristen forfatter? – ikke at forveksle med spørgsmålet: Er Tolkiens forfatterskab kristent eller ikke-kristent? Men nok om det.

Poul Hoffmanns artikel er skrevet umiddelbart efter den posthume udgivelse af Silmarillion, Tolkiens sidste store litterære værk. Hovedærindet for Hoffmann er en besvarelse af spørgsmålet, om Tolkien, set i lyset af Silmarillion, er en kristen eller hedensk forfatter, og præmissen er den intentionelle fejlslutning:

---

”Det er først og fremmest Tolkiens teologi, der her [i ”Silmarillion”] omsider gøres klar” – Poul Hoffmann, Tolkien-mysteriet

---

Den intentionelle fejlslutning består ganske enkelt i, at man som læser af en tekst sætter lighedstegn mellem dennes forfatter og fortæller: Det synspunkt, der udtrykkes i teksten, sluttes fejlagtigt at være direkte udtryk for forfatterens eget synspunkt. Det er på den baggrund, at Hoffmann kan bevæge sig fra en redegørelse for det grundlæggende synspunkt i Silmarillion til den konklusion, at værket udtrykker ”Tolkiens teologi”, der ”omsider gøres klar”. Hoffmanns svar på det overordnede spørgsmål er derfor heller ikke overraskende:

---

”Afkrævet et kontant svar på det spørgsmål, om Toikien er kristen eller hedensk forfatter slipper man ikke for at svare: hedensk. […] Alt andet ufortalt siger Toikien det også selv, når han rent ud erklærer, at han ikke kender nogen anden end Beren, Barahirs søn, der er vendt tilbage fra de dødes boliger ("The Silmarillion" s. 104 f). Og det er man nødt til at respektere. Det tjener intet formål at forsøge at kalde en mand kristen, når han ikke selv vil være det.”

---

At basere så alvorlig en beskyldning på så elementær en fejlslutning er vel intet mindre end uforfalsket tåbelighed? Det er i hvert fald meget bemærkelsesværdigt, at Hoffmann intetsteds inddrager biografisk materiale om Tolkien, men udelukkende baserer sin konklusion på, hvad Tolkiens litterære produktion udtrykker.

Min egen konklusion er, at uanset om de holdninger, der udtrykkes i Tolkiens forfatterskab, er kristne eller ej, så har Hoffmann intet grundlag for at fradømme Tolkien kristennavn.

Om Hoffmann så har ret i, at Tolkiens litterære produktion strider mod en kristen tankegang, er en anden debat. Jeg vil blot antydningsvis sige, at hvis det skal give nogen mening at fordømme et forfatterskab som ’hedensk’, må der kunne opstilles nødvendige og tilstrækkelige betingelser for brugen af denne betegnelse – hvilket vil sige at kunne definere, hvad der i givet fald vil være udtryk for en kristen tankegang. Jeg tvivler på, at det kan lade sig gøre.


Mvh.

Martin

Hej

---

Rollespil er ikke noget jeg kan anbefale nogen, at man kan være i en atmosfære af eventyr og eskapisme kan være en kilde til åndelig manipulation som gør at man bliver påvirket af det fordi man fylder sig med det.

---

Vil det sige at skuespillere i højere grad er udsatte for åndelig manipulation? De går jo ekstremt meget op i at blive opfyldt af eventyr og eskapisme.

mvh

joppe

Det har jeg svaret på i et senere indlæg, det er ikke det det drejer sig om, men de mennsker som man omgås med, hvad giver de lov til at få magt i deres hjerter.

Ole

I tilslutning hertil (din artikel) kan jeg da tilskyde, at Hoffmann - givet fejlagtigt, håber jeg - i en artikel i Indre Missions Tidende bekendtgjorde, at en kristen ikke kunne frembringe noget værk, der ikke afbillede, at vedkommende var kristen. Og i direkte forståelse heraf konkluderede, at hvis et værk (bog, musik m.m.) ikke havde et kristent budskab, var forfatteren ikke kristen, eftersom en kristen forfatter ville blande kristne budskaber ind i det.

Jeg har ikke lige et link til artiklen, men jeg har så absolut sat Hoffmann's udtalelse på min Top 5 over det største vrøvl jeg endnu har læst.

Jeg må give dig absolut ret i dit indlæg.

I øvrigt er "rollespil" ikke bare det, man kender som "det dér med dæmoner og så'en". Det er ganske vist at det mest (først) kendte er Dungeons & Dragons, men der findes et ocean af forskellige rollespil, der opererer i hele perspektivet mellem real-time "skuespil" der nærmest minder om teaterforestillinger til brætspil som Risk og Settlers som de mest simple.

Spørgsmålet er vel derfor, om kritikken er imod rollespil med dæmonisk indhold (af den ene eller anden art) eller mod det princip, at man spiller rollen som en anden person eller væsen. Jeg har hørt begge versioner og må blankt afvise spevielt den sidste som noget vås.

At "lege" med dæmoner og lignende kan jeg godt være med til at sætte spørsmålstegn ved. Men måske skal man i sø fald bare huske at frasortere alle andre hændelser med samme indhold - eksempelvis de yderst populære ungdomsserier som "Angel", "Dark Angel", "Buffy", "Campus" og hvad de nu hedder.....

Shalom....

Hmmm.... Nu er serierne (buffy, angel, heksene fra WM og så videre) jo ikke lige rollespil... eller... ihvertfald ikke indforstået under det denne diskution handler om:o)
Men... Hvordan bør vi forholde os til den slags serier... nogen af dem kan da være ret underholdende... Heksene fra WM ser jeg da selv nu og da.. Men... det religiøse aspekt i det tager jeg afstand fra... problemet er jo lidt, at den slags serier tager meget fra Bibelen, blander det lidt sammen med newage og en smule wicca og præsenterer det som en kamp mellem det gode (Guddommelige) og onde (dæmoner)... det er selvfølgelig "kun" et underholdningsprogram, men i disse tider er der efterhånden mange, som pga manglende viden, tager de ting til sig og ser det som et bud på sandheden...
Dog skal det siges, at jeg endnu ikke har hørt nogen der er begyndt at "slå dæmoner ihjel" i USA, så det må vel være et tegn på at det ikke er så slemt endnu:o).... Jeg synes bare jeg kan se tegnene på en påvirkning når jeg taler med folk omkring den kristne tro.... som ikke tillader troldom...

Guds fred....

Hej.

Nej det er rigtigt serierne nok hører under en anden tråd.

Men nu de er her, kan jeg da sige jeg også ser dem engang imellem til morgenkaffen (??? - DooooH)

Dét, jeg kan frygte ved sådan en kommercialisering af disse emner er, at det bliver "almindeligt" og ... værst af alt ... "accepteret". Det er fint nok selvfølgelig at se det onde som det onde, men man klarer altså ikke lige det onde ved et dobbelt cirkel-spark. Og det bliver slet ikke bedre, hvis man accepterer, at nogle af de onde faktisk er gode nok på bunden.

En af mine ynglinge er absolut Hades fra tegnefilmen Hercules. Han er faktisk enormt underholdende og har en masse vittige bemærkninger. Man har næsten lyst til at kalde ham for en "flink fyr" og han kunne vel sætte godt "fut" i en fest. Selve det identiske mellem Hades og Djævelen er enormt slående - bortset fra at Hades er sjovere selskab. Men kan man egentlig se forskel?

Jeg ved godt det nok er sat på spidsen, men alligevel? Og for at komme tilbage til rollespil; hvor meget kan man spille en dæmons personlighed, uden på en eller anden måde at blive påvirket eller fachineret af dæmonen og dens kræfter?

Shalom....

Dit sidste spørgsmål:

hvor meget kan man spille en dæmons personlighed, uden på en eller anden måde at blive påvirket eller fachineret af dæmonen og dens kræfter?

Nogen gange ser vi forskellige skuespillere (Kim Bodnia er et godt eksempel) som lever sig så meget ind i deres roller, at de har svært ved at komme ud af dem... I Bodnias tilfælde resulterede det i en depression... Jeg tror det kan være lidt det samme i rollespil...
For at sige det lidt strengt:o).. Rollespilsnørder laver ikke meget andet end, at mødes om rollespil... Det resulterer i, at de langt hen af vejen bliver defineret som den rolle de spiller, godt nok stadig kun et spil, men det er en person de lægger energi og, for en dels vedkommende, en person de gerne ville være..... Kan det ikke føre dem hen til vrangforestillinger på langt sigt??
Jeg har (Gud ske tak for det) ikke hørt eller oplevet nogen som er blevet skizofrene eller på andre måder mentalt påvirkede af Rollespil... men der er trods alt også masser af andre ting man kan blive påvirket af i dag.....

Skal lige siges, at jeg selv har været rollespilsnørd:o)... havde dog ikke problemer med at skille det...

Guds fred..