Menu
Hvem er online
1 registrerede (SørenK) og 10 gæster online.

Statistik
2536 Brugere
23 Fora
7153 Tråde
116397 Indlæg
JesusNet anbefaler
Muligheder
Gå til
#12563 - 25/05/2003 11:44 Bøn - Når i bedet om noget i mit navn......
Anonym
Anonym


I Bibelen står der en masse løfter om bøn. Der står bland andet: "Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det." og "Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.".

Det er også meget godt, men sandt at sige, så virker det jo ikke! Jeg kommer i en IMU-forening, hvor vi 3 gange inden for det sidste år har haft en taler, som snakkede om bøn. Ingen af dem har kunne give et fyldestgørende svar på, hvorfor det ikke virker. Og for at det ikke skal være løgn, så stod præsten i min kirke i dag og talte om det samme emne, og kunne heller ikke forklare, hvorfor det ikke virker. Det vil sige, at de kunne godt forklare, at det kun er, hvis vi beder om noget, som Gud alligevel ønsker, men hvorfor skal vi så bede? Hvis Gud ønsker det, kan han så ikke bare gøre det? ...Og hvis det kun er det, som Gud ønsker, hvorfor sagde Jesus så de ting som står i bibelen?

Til toppen 
#12564 - 06/06/2003 15:21 10 gode grunde til at bede
asas
GlobalModerator
Bruger

Reg.: 21/08/2001
Indlæg: 2338
Sted: Fredericia, Danmark
Kære anonym

Ja, der står meget godt og spændende i Bibelen om dette at bede. Man kan blive helt ør af de svimlende løfter som ikke mindst Jesus kommer med: Bed, så skal I få! Jamen kan det passe? Eller som du spørger: jamen, hvorfor virker det så ikke?

Jeg forstår godt din frustration fordi jeg selv har siddet med de samme tanker og spørgsmål: Hvad skal jeg med bønnen, når Gud alligevel kun gør hvad han selv vil og iøvrigt slet ikke er afhængig af vores bønner? Nogle af de svar jeg er kommet frem til vil jeg nævne her:

For det første, så gør Gud slet ikke kun det han selv vil. Der sker meget, rigtig meget, i verden - og i dit og mit liv - som Gud ikke vil. Guds vilje er altså ikke enerådende her på jorden. I så fald ville verden se meget anderledes ud. Og vi lever altså endnu ikke i himlen. Bl.a derfor er bønnen så vigtig. Fordi gennem bønnen er jeg med til at give Guds vilje mere plads - både i mig selv og i de mennesker og sager som jeg beder for.

For det andet så har Gud til dels gjort sig afhængig af vores bønner. Sådan at forstå at der er gaver Gud kun giver når vi beder ham om det. Der er svar vi kun får når vi spørger. Husk på at Gud er langt mere gavmild end du har fantasi til at bede. Det er ikke Gud der begrænser bønnens magt, det er vi mennesker selv.

For det tredje så virker bønnen altid. Dvs. at oprigtige bønner altid gør en forskel. Også selvom vi ikke umiddelbart ser eller hører svaret på den måde eller til den tid som vi forventede. At bede er at tro - at tro på at Gud hører og svarer sådan som han ser det bedst i sit guddommelige perspektiv.

For det fjerde så er bønnens løfter knyttet til bønnen "i Jesu navn". At bede i Jesu navn vil sige at bede "gennem" Jesus. Bede i tro på Jesus, i fællesskab med ham og hans ord. Bede med Jesus sindelag. Dvs. at bøn i Jesus navn i bund og grund er at bede om at Guds vilje må ske. Uanset hvad jeg ellers har på hjerte. Sådan gjorde Jesus nemlig selv!

Ved at læse en række gode bøger, studere Bibelen og diskutere med Gud er jeg kommet frem til det som jeg for at par år siden samlede i artiklen: "10 gode grunde til at bede." I artiklen samler jeg nogle af de pointer og "hemmeligheder" som gør at jeg i dag med stor frimodighed kan glæde mig over at bede til Gud - og vide at det virker!!

10 gode grunde til at bede:


Vi er mange som dagligt kæmper med bønnen til Gud. Kæmper for at få afsat tid til bøn og for at finde ud af hvordan og om hvad vi skal bede. Vendepunktet for mig kom da jeg begyndte at finde ud af hvorfor bønnen er så vigtig. Hvorfor det overhovedet er så nødvendigt at bede? Kampen er på ingen måde ophørt, men nu ved jeg i det mindste hvorfor jeg skal bede og dette er meget tit afgørende for at jeg så også får det gjort.

Hvorfor er bønnen da så vigtig? Jeg vil herunder nævne 10 gode svar som har stor betydning for mit forhold til at bede:

Fordi Jesus vil det
Matt. 7,7: ”Bed, så skal der gives jer”
Det er tydeligt at bønnen ikke alene er en gave og et tilbud som jeg kan bruge når jeg selv synes det. At bede er intet mindre end et påbud fra Jesus, som gælder alle der tror på ham. Bønnen er et arbejde og en vigtig tjeneste i Guds rige. Vi læser flere steder i evangelierne hvordan Jesus underviste disciplene i at bede og disse beretninger er givet overleveret fordi det også gælder hans disciple i dag. Jesus VIL altså at jeg skal bede. Derfor beder jeg.

For at følge Jesu forbillede
Joh. 17:18: ”Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden”
Jesus er selv det største og bedste forbillede for alle dem som han har påbudt at bede. Jesus kunne ikke selv udrette noget stort uden at Guds kraft virkede igennem ham. Derfor hører vi også at han brugte mange timer i ensom bøn til sin far i himlen. Når Jesus - Guds egen søn - havde brug for dette, hvor meget mere da ikke jeg, hans tjener. Derfor skal jeg bede.

Fordi det gør en forskel
Åb. 8,4: ”Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud”
Bøn til Gud er ikke blot meditation eller mentalhygiejne. Nej, bøn flytter noget i den åndelige verden, uanset hvad jeg beder om og hvorfor. Derfor er heller ingen troendes bøn nogensinde bedt forgæves. Bibelen bruger et billede med bønnen som en røg der stiger foran Guds trone og lægges i guldskåle på himlens alter. Gud samler og husker altså mine bønner, og de gør virkelig en forskel, uanset om jeg umiddelbart ser det eller ej. Derfor skal jeg bede.

Fordi det fremmer Guds vilje
1. Joh. 5:14: ”Hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os”
Den vigtigste bøn er den som også Jesus selv bad: Ske ikke min, men din vilje! Bøn handler ikke om at jeg skal forsøge at ændre på Guds vilje, men derimod om at åbne mig for at Guds vilje kan ske med mig og igennem mig. Gud er kærlig og omsorgsfuld på en måde som gør at hans vilje altid er til bedste for mig selv og alle andre. Men Guds vilje sker ikke altid, bl.a. fordi jeg ikke beder. Gud tvinger nemlig ikke sin vilje igennem med mig, men rækker den frem som et tilbud om frelse. Derfor skal jeg bede.

Fordi det er afgørende for vækkelse
Matt. 9:38: ”Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst”
Gud har valgt at udbrede sit rige gennem os mennesker. Han kalder os til at vidne og forkynde hans ord, og han kalder os til at bede for vækkelse og for at sende tjenere til arbejdet. Gud har på denne måde lagt en del af sit frelsesarbejde i mine hænder og dermed også gjort sig afhængig af mine bønner. Hvad der udrettes i Guds rige hænger altså nøje sammen med hvor meget jeg beder. Derfor skal jeg bede.

Fordi det herliggør Gud
Joh. 14:13: ”Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen”
Hensigten og formålet med bønnen er i sidste ende at herliggøre og ære Gud. At ære Gud er dybest set også meningen med at vi er sat på denne jord og er dermed mit vigtigste kald som menneske. I dette kald er netop bønnen det stærkeste redskab. Når jeg beder i Jesu navn herliggør Gud sig selv ved at give mig det jeg beder om. Gennem bønnen ærer jeg således Gud. Derfor skal jeg bede.

Fordi det åbner hjertet for Guds ånd
Åb. 3:20: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham”.
Bøn er ikke blot min tale til Gud, men også Guds tale til mig. I bønnen åbner jeg mit hjerte for ham og lukker ham ind i mine tanker, mine bekymringer, drømme, glæder og sorger. Gud ønsker at fylde mig med sin ånd, så jeg kan blive et levende vidne og en tjener for ham. I bønnen åbner jeg mit hjerte og lukker jeg Gud ind. Derfor skal jeg bede.

Fordi min næste har brug for det
1. Tim. 2:1: ”Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker...”
Alle har vi brug for Guds hjælp, hvis vi vil lykkes som mennesker og vore liv ikke skal gå til spilde. Gud har valgt at denne hjælp overvejende rækkes os gennem hinanden, og i særlig grad gennem os som tror på ham. Jeg er således kaldet til at være en kanal for Guds frelsende kærlighed til alle mennesker omkring mig. Denne opgave løser jeg stærkest gennem forbønnen. Enhver kan nemlig lukke øjne og ører for mit vidnesbyrd, men ingen kan lukke af overfor de frelseskræfter som sættes i gang når jeg beder. Især de mennesker som ikke selv kan eller vil bede har brug for at jeg bærer dem frem for Gud. Derfor skal jeg bede.

Fordi det baner vej for Guds gaver
Jak. 4,2: ”I strides og kæmper, men opnår intet, fordi i ikke beder”
Gud er gavmild og ingen behøver at aftvinge eller trygle ham om nogen af sine gode gaver. Han deler frivilligt og rundhåndet ud til alle mennesker. Også til dem som ikke beder. Men der er særlige gaver og hjælp vi ikke får medmindre vi beder ham om det. Ligeså er der meget kristent arbejde som er uden velsignelse fordi det ikke er båret af bøn. Bøn er at sige ja til Guds gaver. Derfor skal jeg bede.

Fordi det slipper Guds kræfter løs
Jak. 5:16b: ”En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er”
Bøn er kraftoverførsel! Det er i bønnen de store åndelige slag udkæmpes. Vi ved at den kristnes kamp ikke er mod kød og blod, men mod åndemagterne i himmelrummet. Denne kamp udkæmpes ikke med håndkraft og store ord, men først og fremmest i bønnens stilhed. Ved bønnen sætter Gud sin ånd i bevægelse og slipper sine kræfter løs. Og hvor Gud gør dette må Djævelen og alt det onde vige. Derfor skal jeg bede.

Asbjørn Asmussen
netmissionær

venlig hilsen
Asbjørn Asmussen
(Netmissionær)

Til toppen 



Ordstyrer:  Bloch, Kefas, kristina 

| Sitemap | Til toppen© 2001-2012 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.
Silkjær