Hejsa, og god jul og nytår til dig som læser dette.

Jeg vil gerne skrive lidt om min erfaring med kampen mod synd i mit liv.
Jeg har nemlig opdaget at jeg er gået forkert til værks. Jeg troede at når jeg faldt i synd, så skulle jeg bede Gud om kraft til ikke at synde igen. Men gennem bibellæsning er jeg kommet til den overbevisning at det er forkert. Bibelen angiver en anden vej til sejr over synden. Nemlig Guds egen magt og kraft. Når David er presset af sine fjender, læser vi igen og igen i salmernes bog at Dadvid søger Gud og beder Gud om at beskytte han i sin fæstning. David kalder Gud for sin klippe, borg og befrier. Og Jesus lærer os i Fadervor at bede: Fri os fra det onde. Derfor er det Guds ansvar at fri os fra det onde. Vores kald og ansvar er at søge Gud. Holde os til Ham i vores dagligdag. Bruge tid sammen med Ham. Så vil vi erfare som Israel og David at Gud besejrer vores fjender foran os. Hvornår var det det gik Israel dårligt, det var når de ikke søgte Gud, men istedet dyrkede andre guder. Vi skal dyrke Gud, så vil Han være vores klippe, borg og befrier.
Det her er blevet mig til hjælp. Når jeg er faldet i synd, så søger jeg Gud på ny, Jeg fokuserer på Gud, hans kærlighed og gerninger for mig, istedet for at fokusere på synden. Derved mister synden sin dragende kraft over mig, for jeg er hos Gud, og som David må jeg have lov til at sige, at en dag foran Guds tempel er bedre end et helt liv i luksus.

Kære Mithrandir

Jeg kan kun give dig ret i at kraften ligger ikke i dig selv og dine egne anstrengelser, men den ligger hos Gud og i det han gør - eller mere præcist: allerede har gjort. Du skriver at vi skal fokusere på Gud og hans gerninger, ja, og jeg tror vi kan være endnu mere præcise: Når det drejer sig om kampen mod synden - det onde hos mig - så må vi fokusere på Guds tilgivelse, på den kærlighed som Gud viser os gennem Jesus.

Skal vi vinde kampen over synden, så skal vi på en måde slet ikke selv kæmpe, men derimod høste frugten af den kamp som Jesus kæmpede på vore vegne. Det er faktisk også en kamp, men den er til gengæld ikke håbløs. I troen på Jesus må vi regne os retfærdige. Gør vi det så mister synden sin kraft og jeg bliver fri.

Gud velsigne dig i den kamp.

Hej Mithrandir,

En lille tilføjelse til det Asbjørn skriver, og som jeg er helt enig i:
Jeg er selv så utrolig glad for, at Jesus er kommet for at
OPSØGE og frelse det fortabte.

Altså når vi er kommet på afveje, helt derude, hvor vi end ikke selv kan søge Gud,
så kan vi stole på, at han selv vil komme og lede efter os og give os kraft påny !

Hvilken kæmpestor trøst !

kristina

Hej Mithrandir,

At du er nået til den erkendelse at det ikke er ved din egen styrke du skal overkomme synd er et stort skridt. Jeg er enig med de andre indlæg, og ønsker lige at give dig et par skriftsteder til hjælp og uddybning...

1. Korintherbrev 10:12-13:
Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.

Gud ved altså, at når en fristelse møder, vil du være stærk nok til at overkomme den, og HAN vil skabe en udvej for dig. Du skal altså ikke selv gruble og bekymre dig om udvejen, men blot bede og lægge byrden på hans skuldre, og han vil vise dig udvejen.

Jakobsbrevet 1:12-15
Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.

Det er også vigtigt at vide at det ikke er Gud der frister dig med det onde (synd), men at det er dit eget begær som siger ja tak, fordi kødet siger ja, selvom din hjerne siger nej. Lidt ligesom en tidligere storryger, der fornuftigt nok er holdt op, men som liiiiiiiiiiiiige synes de skal prøve bare et enkelt sug. Dette kan udspringe i at denne uvane bliver taget op igen, og som for mange mennesker resulterer i kræftdød mellem 50-60 år eller tidligere.

1 Petersbrev 5:8-11:
Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed! Amen.

Hvem er det så der går rundt og prøver at sluge os, og hvem ser hellere end gerne at vi alle falder i synd og giver efter for fristelse? Hvem føder os konstant med de forkerte tanker, og frister os. Ja, du har gættet det...:-)

...Og det vi absolut ikke må gøre hvis vi falder i synd, er at løbe bort fra vores Fader på grund af dårlig samvittighed, eller fordi vi tror at nu elsker Gud os ikke mere. Det gør han. Menneskeforældre bryder sig heller ikke altid om deres børns opførsel, men de holder ikke op med at elske dem ad den grund. Som når menneskebørn løber til deres forældre når de har problemer, så skal vi også rende til vores Fader, klynge os til ham, og lade ham vise os udvejen, hvis vi har problemer. Af vor egen styrke eller med vor egen indsigt, går det aldrig...

Mvh. Carsten