Det er for nemt at henvise til 'den åndelige verden' som noget eksistentielt.

Hvad er din 'erkendelse' andet end en indbildning, en selvsuggereret tilstand?

Planeten Jorden fylder næppe så meget som en nanostørrelse i universet, som er et af de for mennesker totalt ubegribelige fænomen.

Skulle en påstået gud mon have 'forvildet' sig ned i dette ekstremt ubetydelige sandskorn, have udvalgt en endnu mindre del (Israel) og der give sig til kende gennem en søn (undfanget ved noget hokus pokus af en ånd)?

Der skal en stor indbildningskraft til for at kapere dette.

Enfin, hvis frygt, angst, usikkerhed er mægtigt dominerende, da søges der psykologisk set en forsikring – men den gør menneskelig hensynsfuld aktivitet slap og afsporet.

Derfor er al religionsdyrkelse en trussel mod mennesket.

Hej kristina,


Nu har du, mig bekendt ikke nogen personlige erfaringer med at miste troen, men det har jeg, og det er ikke helt så simpelt som du gerne vil have det til at fremstå som.


Jeg har fortalt dig det ved tidligere lejligheder, men gentager gerne: En kraftig medvirkende årsag til at jeg har mistet troen, er netop indtagelse af den "åndelige føde".

Men det var nu ikke det som var min pointe, men derimod at Ånden tilsyneladende ikke foretager sig andet end blot at være tilstede, den gør intet for at forhindre at troen mistes, men konstaterer det blot, for så derefter at forlade personen.


Hvis du i fuld alvor sammenligner mit spørgsmål med slangens fristelse i Edens have, så mener jeg at du er dybt urimelig.
Det er ikke mig som frister, det er derimod dig som ikke kan modstå fristelsen om at blive som Gud.


Ikke blot viser han hvad der skal ske med Guds folk, han viser også hvad der skak ske med "de andre". Det kan være svært at tro at Åbenbaringen er skrevet af den samme som påstår at Gud er kærlighed.

mvh Tom

Det mener jeg er en kortslutning At der kun findes én sand Gud medfører ikke pr. automatik, at det så må være ham muslimer og jøder tilbeder, blot fordi der er fællestræk. Der er en smule Erasmus Montanus over logikken bag det ræsonnement: En sten kan ikke flyve. Det kan mor heller ikke. Derofr må mor må jo være en sten. Men det er hun naturligvis ikke - selv om mor og stenen deler én egenskab, så er de evigt forskellige. På samme måde: Selv om jøder og muslimer siger, at deres gud er almægtig, så betyder det ikke, at han også er treenig.


Det kommer an på, hvad indianeren ellers siger om "den store ånd" - det er bestemt ikke givet, at det går an at knytte kristentroen til en naturlig religion, der kan indeholde mange elementer (mana, shamanisme, totemisme for nu blot at nævne et par mulige problemer). Jeg mener også, at denne form for kontekstualisme ikke altid har vist sig heldig, fordi modtagerne har fået et vrangbillede af kristentroen. Det kan naturligvis heller ikke udelukkes, at naturfolk på en eller anden måde har fået en erfaring af den levende Gud, men det går ikke an at regne med, at fordi de fx tilbeder en fetich, så må det være den treenige Gud.

For resten mener jeg ikke, at det er relevant i forhold til det aktuelle spørgsmål - jøder og muslimer har konkret, eftertrykkeligt og konsekvent afvist, at Kristus er Gud. Derfor har de også afvist den Gud, som Jesus åbenbarer.

Ja, dét er tydeligt nok - pas på du ikke blive fejlernæret.

Vi er nået over de 100 indlæg (og debatten har også bredt sig i meget forskellige retninger), så vi vil lukke tråden i løbet af dagen - ellers vil vi opfordre til at fortsætte debatten i nye tråde.

Hej Tom
Tak for dit seriøse svar.


Enig, det er ikke altid så simpelt. Det er det for nogle af os, men bestemt ikke for os alle.
Og jeg erkender, at jeg har haft, og af og til stadig har, mine egne personlige kampe ..


Nu kan jeg jo ikke vide det, men det kunne måske være, at du fik serveret noget giftigt ..



Jeg beklager, at jeg misforstod dit spørgsmål, og fik svaret på en måde, som du så misforstod.
Det var slet ikke sådan jeg mente - jeg troede at dit spørgsmål var en retorisk fælde.


Ja, det kan det.
Hermed er vi tillbage i teodicé-problematikken, som kun kan løses, hvis vi omdefinerer
og får en ny og sand indsigt i det begreb, vi kalder kærlighed.

kristina

Tom: Det kan være svært at tro at Åbenbaringen er skrevet af den samme som påstår at Gud er kærlighed.
kristina: Ja, det kan det. Hermed er vi tillbage i teodicé-problematikken, som kun kan løses, hvis vi omdefinerer
og får en ny og sand indsigt i det begreb, vi kalder kærlighed.

Det, Tom påpeger, har vist ikke noget at gøre med teodicé-problemet. Det er mere et spørgsmål om fortolkning af forskellige bibeltekster om frelsen ved Jesu genkomst: Er frelsen en straffeekspedition eller en genoprettelse af de skader, synden har påført mennesker..?

Med venlig hilsen
hoeg

Frelsen er ikke en straffeekspedition, det kan du ikke finde bibelsk belæg for at tro.

Forsoningen - eller genoprettelsen af Gud/menneske relationen - fandt sted på Golgatha, og enhver, som holder sig til Jesus Kristus som sin Frelser og Befrier lever under Hans beskyttelse, som med sit eget dyrebare blod har betalt og gjort fyldest for alle synderes synder.

Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Men det står enhver frit for at afvise Hans fremstrakte frelserhånd og evigt forblive under Guds vrede over synden.
Guds nåde og syndsforladelse er en gave, som vi frit kan vælge at modtage, eller afvise.

5. Mos. 30,19:
Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet -

kristina