Jeg er en pige på 21, som har meget svært ved at forholde sig til døden og Gud i det hele taget.
Som yngre har jeg altid set Gud som en barmhjertig og beskyttende faderfigur, men nu hvor jeg er ældre virker han hårdtslående og som en man skal frygte.

Der står skrevet, at porten til himmelen ikke er særlig bred og, hvis jeg har forstået det ret, kommer man kun gennem denne, hvis man har erkendt Jesus som sin eneste frelser - noget i den stil.

Hvis man så formår at knibe sig gennem denne port, hvordan kan man så være evigt lykkelig vel vidende at langt størstedelen af verdens befolkning er dømt til evig forfærdelig lidelse heriblandt ens far, familie, kæreste og veninder?

Med det i baghovedet bliver livet på jorden jo én lang lidelse, fordi man blot kan se på sine nærmeste og vide at de højst sandsynligt bliver tortureret i sidste ende. Jeg er klar over at man selvfølgelig kan forsøge at overbevise Dem om "den sande vej", men vi er jo alle klar over, at det nærmest er umuligt nu hvor videnskaben påstår at have svar på så mange ting.

For mig at se ville det være så meget mere enkelt uden et liv efter døden. Man ville have den tid man nu engang fik, og man kunne bruge denne på at skabe så meget godhed i verdenen som muligt. Men som det er ifølge kristendommen, er det fuldstrændig ligegyldigt hvor mange mennesker man gør godt, hvis man ikke også erkender Jesus som sin frelser.

Jeg forstår bare ikke, at hvis Gud er uovervindelig og ved alt hvorfor så lod han så det onde/djævelen eksistere? Gud må jo have vidst at hans skaberværk (mennesket) i langt de fleste tilfælde ikke fatter en brik og går djævelens veje uden at være klar over det. Det er jo op til os selv at finde ud af det - vi har fået det frie valg ja, men det ville jeg da ønske jeg ikke havde fået. Det var da på ingen måde barmhjertigt at give os valget mellem godt og ondt. Hvorfor kunne det ikke være mellem godt og godt?

Nå, jeg kunne blive ved længe men jeg må hellere stoppe her.
Jeg har forsøgt at opsummere til to overordnede spørgsmål:

1. Kan man virkelig være glad i himmelen vel vidende at nærmest alle man har holdt af på jorden lider i helvede?

2. Hvorfor valgte Gud at give os det frie valg når han var udmærket klar over, at det ville betyde at milliarder af mennesker ville ende i helvede til evig tortur?

Kære dig!

Tak for dit spørgsmål. Jeg tror faktisk, at rigtig mange kristne kender til, at netop de spørgsmål du stiller, trænger sig på. Dels har jeg ofte selv tænkt dem, og jeg har ofte mødt spørgsmål, der minder om dette.

For, at tage det bagfra, så spørger du om, hvorfor Gud har givet os mennesker muligheden for et valg. Det havde været bedre, om vi aldrig havde haft noget valg.
Jeg ved det helt ærligt ikke. Gud har ikke fortalt os hvorfor, og så vil det være forkert af mig, at forsøge, at gætte mig til hvorfor, han besluttede det sådan. Han er Gud, og det er ham, der har skabt os, altså har han også ret til, at bestemme reglerne for os. Men, jeg har ofte tænkt på, hvordan det ville være, hvis valget ikke ville være der. Prøv selv, at tænke på, hvordan det ville være, hvis en mand elsker dig, fordi han simpelthen ikke kan andet. Han gør det så at sige ikke frivilligt, for han ejer slet ikke evnen eller muligheden for, at vælge dig fra.
Der kan siges meget om kærligheden, og en af de ting, jeg stadig kan undres over er, at være gift med en kvinde gennem mange år, som stadig erklærer sin kærlighed til mig. Det endda på trods af, at markedet (undskyld udtrykket) er rigeligt stort. Nej, med al det, det desværre har ført med sig, er jeg mere end taknemmelig over, at jeg ikke er blevet en forud programeret robot, der ikke har nogen mulighed for, at vælge selv. Endnu mere lykkelig er jeg over, at han som skabte mig, stadig elsker mig, trods mine vrange og forkerte valg.

Om man så virkelig kan være glad i himlen, selvom nogle af dem, vi kender ikke kommer med. Ja, det tror jeg. Heler ikke her, kan jeg give dig en god forklaring. Det eneste jeg kan sige er, at Gud har lovet os det. Vi kan bl.a. læse i Johannes Åbenbaring: Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. (Joh.Åb. 21,1-4)
Min tillid til Gud er, at han holder sine løfter. Hvordan han så vil forvalte det, er hans ansvar.
Men netop det spørgsmål du stille her, er årsagen til, at mission er så vigtig for kristne mennesker. Vi vil gerne bringe lindring og hjælp til mennesker, som trænger til det, men der er intet vi ønsker mere, end at mennesker må lære Jesus at kende. Det fylder dagligt i vore bønner. Det optager os, når vi giver til Guds riges arbejde.
Jeg kan ikke bære verdens lidelse, men det kan Gud. Han har gjort det, også for de mennesker du holder af. Bliv ved med, at bede for dem. Jeg har set mennesker højt oppe i årene som er kommet til tro på Jesus. Du må ikke opgive håbet, så længe der er liv.

Må Gud velsigne dig med glæden over hans frelse
Jørgen Bloch