Jeg tvivler. Jesus er Guds søn. Gud er vel så Jesu far. Mænd og overmænd. Himmel og Helvede. Vor kultur er altså grundlagt på disse mænd og deres fædre. Jeg tvivler. Jeg er kvinde, og tror langt mere på Moder Jord. Vi kommer fra Jorden, tror jeg. Hvem skabte så Jorden? Ingen! Jorden skabte sig selv. Sådan tror jeg. Skabelse er konstant, ikke en èngangs-forteelse. Jorden bliver skabt i skabelse, som hele tiden fornyr sig. Jorden er guddommelig. Mennesket ligeså. Gud og sønnen er det givet også, men de bor nok indei mennesket selv. Vi kan være nøjagtigt lige så guddommelige som spiren, der kommer op, når vi - efter at have nydt et græskar - samler dets kerner og lægger dem i jorden, for at de må spire og give nyt liv.
På samme måde skal vi nok ikke lede efter guddommelighed udenfor os selv, for vi er guder selv. Og nej! Det er ikke farligt at være guddommelig som menneske, som så mange fejlagtigt mener. Det farlige er, at tilbede hvad man tror, ligger udenfor én selv. Dvs afguder.

Bedste hilsner fra en troende, som fornægter kirken og tror på - om ikke sig selv så - på det, som er indeni mig selv.

Venligst

Kære dig!
Tak for din henvendelse. Jeg har overvejet meget, om der overhovedet skulle lægges et svar ud, da det jeg ikke kan finde noget spørgsmål i det du skriver.

Spalten her er ikke en debatspalte. Det er der rum for andre steder på sitet. Når jeg så alligevel ender op med at give et svar på det, som du nok ikke spørger om, er det fordi, jeg er usikker på, hvorfor du egentlig skriver.

Du kalder dig ”tvivlende”. Jeg ved ikke, hvorfor du kalder dig det, for dit indlæg giver meget mere udtryk for, at du er overbevist. Du er overbevist om, at der ikke findes nogen Gud uden for os selv, at der ikke findes en kreativ skaber. Det er du i øvrigt ikke ene om. Mange andre tror det samme. Det står jo enhver frit for, hvad man vil tro, men det er ikke det samme, som at al tro er lige godt eller lige værdigt.

Jeg tror på en kreativ skaber, som udelukkende er god. Jeg tror, at han åbenbarede sig gennem sin egen søn Jesus, og han gjorde det, fordi det er den eneste vej til frelse for en fortabt verden. Ja, det er rigtigt, jeg tror at verden er fortabt. Vi mennesker, som du kalder for guder, har jo desværre bevist, at det vi bedst mestre er, at være destruktive, at skabe kiv og krig. Jeg har endnu til gode, at møde et ærligt menneske, som ikke er en mester i, at såre andre. Ikke mindst dem, der er en nærmest. – Det er en frugt, af det som bibelen kalder for synd. De sætter skel mellem mennesker, og det sætter skel mellem mennesker og Gud. Alene Jesus kan genoprette dette.

I mine unge dage var jeg meget optaget af bl.a. blomsterbørn og al deres tale om kærlighed og fred. Men det var jo ikke andet end blåøjet illusion. Desværre må man også sige, at de fleste fredsbevægelser i dag er fyldt af den samme urealistiske blåøjede illusion. Nej, jeg har ikke opgivet håbet om fred for mennesker, tværtimod. Jeg har fundet håbet. Han hedder Jesus. Jeg har erfaret, at han formår at skabe fred mellem de argeste fjender, og endnu mere, han har formået at skabe et sted, hvor vi kan få fred med den evige skaber.

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.« (Johannesevangeliet kap. 3,16-21)

Med bøn om, at du må kende sandheden
Jørgen Bloch