Nogen gange føler jeg en stor sorg inde i. Når jeg tænker på Jesus ord om hvad der skal ske for alle dem der ikke tager imod hans ord efter at have hørt det, så kan jeg godt føle at jeg selv er lidt fortabt. Jeg kommer fra en familie der ikke er udpræget kristen, ligeledes er de fleste af mine venner og veninder ej heller kristne. De har alle hørt Guds ord, og de lever alle retfærdige og gode liv. De behandler folk omkring sig godt og er vellidte. Men Jesus ord kan man ikke sige de lever direkte efter, og hvis de bliver spurgt om de er kristne vil de fleste nok svare ja, men at de ikke ved om de tror på Gud eller ej.

Når jeg så tænker på at den dag vi dør, så vil jeg, hvis Jesus vil det, kunne komme til at leve for evigt i Guds rige. Til gengæld skal jeg se min familie og venner, ja sågar min kone, bandlyst til et betydeligt væmmeligere sted. Det er en ubehagelig tanke at jeg måske ender med at skulle bruge evigheden uden alle dem jeg holder så meget af!

Jeg har valgt at tro på at til den tid vil Jesus og Gud være lydhør overfor min bøn om at alle de mennesker faktisk er gode og rare mennesker. Jeg håber på at Gud vil være barmhjertig netop fordi at selvom disse folk ikke går i kirke og beder til ham, alligevel har været gode, rare og givet andre mening og godhed i deres liv.

Men nu tænkte jeg at jeg ville høre folk her - hvad tror i der sker? Har i det godt med at alle de mennesker i kender, som ikke er dedikerede kristne, ikke vil komme ind i Guds rige sammen med jer? Hvordan retfærdiggør i det overfor jer selv? Tror i at Gud alligevel vil være tilgivende overfor alle de, mange, gode mennesker i verden der har fravalgt et liv med Bibelen?

Hej Raz

Tak for dit forfærdelig svære spørgsmål.
Den sorg, som du føler, tror jeg alle kristne kender til.
Sorg, frygt, fortvivlelse.
Og også uro og rådvildhed:
Hvad kan "jeg" gøre ved dette forfærdelige, som ikke er til at holde ud?
Og hvordan kan "jeg" stille spørgsmålstegn ved mine elskedes frelse, uden samtidig at stille spørgsmålstegn ved min egen?

Jeg véd det ikke.
Jeg klynger mig til Guds retfærdighed og den grænseløse og ubetingede kærlighed, som han har åbenbaret for mig i Kristus.

Og som jeg læser Guds ord, er den fortvivlelse, som vi, som tilhører Jesus Kristus, altid må bære på i tanken om de unåede, for intet at regne mod Guds egen sorg.

Hvad skal vi gøre? Hvad kan vi gøre?

Det eneste jeg er sikker på er, at vi, som er kaldet til som disciple at være Guds medarbejdere, skal bede for dem: at vi aldrig må blive trætte af at bede Gud om at give sig til kende for dem, som vi har nød for.

Bede Ham åbne deres øjne og smelte deres hjerter, så de kan komme til tro på, at de virkelig, virkelig er elskede af deres Skaber, og at de ikke kan undvære Ham, som har givet sit liv for at redde dem ud af mørkets magt.

At de ser hans fremstrakte hånd og griber den.
Om ikke før, så i deres sidste stund i denne faldne verden.

Gud hører bøn, det har vi et herligt løfte om i Joh. 15,7:
Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.
Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Se også Matt 9,35:
Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse.
Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde.
Da sagde han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne få.
Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«

Her er yderligere to svarpanel-svar til din overvejelse:
http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=504
http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=277

kristina

Tak for dit svar!



Det synspunkt du nævner her passer meget godt med det jeg selv tænker. Jeg kan dog have svært ved at håndtere den sorg jeg personligt føler over det. Når man specifikt tænker på folk man kender bliver det meget værre. Jeg kan sagtens sidde her og tænke "Alle dem som ikke tror vil ikke komme med ind i Guds rige" uden at synes andet end at det da er syndt for dem. Men så snart jeg tænker "Min mor vil ikke komme ind i Guds rige" så bliver det meget mere nært. Jeg sætter min lid til at Jesus vil være retfærdig og forhåbentligt lytte til mine bønner.

Men jeg synes det er en meget svær problemstilling som jeg tror at mange kæmper med!

Vi er fuldstændige enige.
Det ér smertefuldt.
Måske må og skal det være netop sådan.
Måske er det en smerte, som vi ikke skal kæmpe for at fortrænge eller bortforklare eller slippe for, men må leve med -
jfr. 2. Kor.6,9,10:

.. og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.

De ord er begyndt at give mening for mig, som netop er ved at læse en andagtsbog af Gert Grube.
"Slip glæden løs" hedder den - den styrker og opmuntrer mig.
http://www.lohse.dk/index.php?action=visvare&varenr=5750

kristina

Hej Raz,

jeg har tænkt nogle tanker der ligner dine, angående de mange der ikke bekender sig som kristne.

Jeg tror ikke at der kommer nogen ind i Himlen ad andre veje end via Guds nåde. Nok så gode mennesker har ikke en plads i Himlen, hvis ikke de er troende. Det er netop hele det der er med mennesker til alle tider.

Men Gud kan frelse hvem Han vil. Og vi ved at Gud ønsker at frelse enhver.

Vi kan gøre vores, bede for andre, og tale med dem om den tro vi selv har fået, troen på Gud.

Jeg ved ikke hvor meget ansvar der er lagt på os kristne..men jeg ved at det altid er Gud der skaber tro i et menneske, det er ikke hverken folks egen gerning eller vi andres.

Så jeg tror at jeg forsøger (men let er det ikke!) at hvile i, at frelse og fortabelse er Guds ansvar at holde styr på, hvem der skal hvor hen.

Jeg kan simpelthen ikke bære at spekulere over andres (eller min egen) frelse eller fortabelse, så det har jeg været nødt til at lade hvile hos Gud.

Jeg tror på at Gud hører bøn, og at Gud er både hellig og nådefuld.

Han glæder sig over godt, og bliver vred over uret og ondskab.

Men Han sidder ikke med regnestokken og finder ud af, hvem der har fortjent hvad på dommens dag. Den dag tæller det alene, om man har taget imod Hans Søn Jesus Kristus. Det er i hvert fald hvad jeg tror på.

Det er alvorlige sager, og jeg bliver heller aldrig færdig med at forfærdes over, at der er en mulighed for andres eller min egen fortabelse. Der er bare kun det at sige til det, at det er vores ansvar at der er så meget elendighed og ondskab i verden. Det ekstraordinære som kristina tit har skrevet, er, at Gud har lavet en vej for os der fører til Ham - navnet er Jesus Kristus.

Mvh. tau

Det er et ømtåleligt emne. Det tror jeg, det er fordi, det ikke er noget vi skal beskæftige os særlig meget med. Ikke mere end at vi skal vide, at vi rent faktisk har et ansvar for at følge Guds plan med os, og det han ønsker vi skal bruge vores evner på. Jeg siger ikke, at alle skal ud på gaden og prædike evangeliet til mennesker - det er ikke alles evne Men nogles er det.
Men vi har alle ansvar for andres frelse - så er det bare lige med, at lytte efter hvad Gud siger til os, vi skal bruge vores liv til. Han har en god plan for os alle, og vi kan alle i forskellig grad hjælpe til at vinde folk til Guds rige.

Jeg tror ikke, at det hjælper dig eller din familie, at du beder om, at Gud må "lukke dem ind" pga. deres rare sind. For det tror jeg ærligt ikke han gør. Ikke fordi han ikke vil - men fordi de ikke ville. Det er os der vælger Gud fra, ikke omvendt. Og det er vanvittigt vigtigt at have in mente.

Jeg tror til gengæld det er en fantastisk idé, at lytte, lytte, lytte og mere lytte til Gud. Hvad er det han siger? Hvad er det du skal gøre. Jeg har tillid til, at Gud kan skabe det vildeste mirakel - hele din familie, alle dine venner kan blive frelst. Det kan ske. Men vi ved det ikke. Men en start er, at lytte til hvad Gud siger, vores rolle skal være, i vores ikke-kristne medmenneskers liv. Så hvis du spørger mig, så vil jeg sige: bed ikke for at de slipper igennem nåleøjet uden at være kristne. Bed for at de bliver det - fordi vi har tillid til at Gud kan gøre det.

Mange tanker fra ene-kristen i familien.

Kære Raz

Jeg forstår godt dine tanker, som er helt naturlige. De viser at du har hjertet på det rette sted. Måske husker du Abrahams kvaler før Gud fjernede Sodoma og Gomora. 1 Mosebog 18:23-19:29.

Dog må vi have tillid til, at Gud vil finde alle de retsindige mennesker og tilbyde dem muligheden for at leve evigt. Læs 2 Peter 3:9. Men Guds ord viser at de der vil blive frelst, ikke blot må have ønsket om at opnå frelse; de må også samarbejde med Frelseren.

Det kan illustreres på følgende måde: En der er på vandretur, farer vild i ødemarken. Han har et desperat ønske om at finde vej. Vil han overleve eller omkomme? Udfaldet afhænger af hvordan han reagerer da en redningsmand kommer ham til undsætning. På grund af stolthed vil han måske afvise hjælpen, men han kan også taknemmeligt vælge at tage imod den og komme i sikkerhed.

På lignende måde kan de der vælger at samarbejde med menneskehedens Redningsmand, Gud, opnå frelse. Frelsen er en gave fra Gud, men det er ikke alle der vil opnå den. Guds søn, Jesus, sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Mattæus 7:21.