Hej!

Findes der passager i biblen (eller andre antikke kristne skrifter),der udtrykker en holdning overfor enten stoicismen eller epikuræismen?

Hvordan forholder den tidligste kristendom sig til disse retninger? Betyder de noget for nutidens kristendom?

Tak
Jakob

Bibelen nævner så vidt jeg ved ingen af dem direkte.

Men eftersom de filosofiske skoler var ret udbredte ved Kristendommens start havde de kristne holdninger til dem.

Som udgangspunkt var kristne stærkt kritiske overfor begge, da de var baseret på "hedningetro". Faktisk ender de filosofiske skoler med at blive forbudt i 529 af kejser Justinian.

Jeg har fundet lidt citater på Wikipedia, som måske kan være af interesse for dig, eller hjælpe dig med at finde mere.

Epikuræismen blev set som værende i fuldstændig modstrid med den tidligste kristendom.



De fremhævede altså menneskelig nydelse frem for at tjene Gud, hvilket de første kristne ikke brød sig om.

I Dantes skuespil "Den Guddommelige Komedie" befinder epikurærerne sig også i Helvede.

Stoicismen har et mere mystisk forhold til Kristendommen. De blev også betragtet som hedninge, men mange mener alligevel, at de kristne lod sig inspirere af dem.



Så mange kristne udtryk blev altså allerede brugt af stoicismen inden Kristendommen, og der er ligheder mellem dem såsom at begge fremhæver, at man skal holde sine lyster tilbage og i stedet fokusere på væsentligere ting.

Faktisk er der noget, som hedder nystoicisme, som kombinerer kristendom og stoicismen http://en.wikipedia.org/wiki/Neostoicism som bl.a. Montesquieu (nok mest kendt for hans tanker om magtens tredeling) var inspireret af.

Men faktisk er der også filosoffer, der har forsøgt at bringe epikuræisme sammen med kristendommen, f.eks. Pierre Gasendi http://en.wikipedia.org/wiki/Pierre_Gassendi

Hvorvidt de filosofiske skoler betyder noget for nutidens kristendom er nok et åbent spørgsmål. Hvis Kristendommen fra begyndelsen blev inspireret af stoicismen, har den jo nok haft en blivende betydning. Ellers afhænger det nok fra kristen til kristen eller fra kirke til kirke, om man føler sig inspireret af dem. Du kan sikkert både finde kristne, der føler sig mest enige med stoicisme og kristne, der føler sig mest enige med epikuræismen - samt mange kristne, der ikke føler sig inspireret af nogen af dem.

Hej Jakob.

Stort spørgsmål

Ift. epikuræisme, fx
Lactantius, oldkirkelig teolog i romerriget, (Lucius Caecilius Firmianus) levede cirka i årene 250-325. Han skrev "Divine Institutes" (De guddommelige institutioner), hvori han kritiserer flere af Epikurs opfattelser for at være hendensk vranglære.

I Dante's "Den guddommelige komedie" bliver Epikuræerene fremstillet som kættere, der skriger af smerte i den sjette cirkel af helvede. (Dante Alighieri var italiensk forfatter og politiker, der levede i årene 1265-1321)
http://en.wikipedia.org/wiki/Epicureanism

I forhold til stoicisme skriver wikipedia bl.a.:
"Stoicisme blev af kirkefædrene opfattet som hedensk filosofi, men ikke desto mindre blev nogle af de centrale filosofiske koncepter i stoicisme brugt i de tidlige kristne skrifter. Eksempler inkluderer termer som "logos", "dyd", "Ånd" og "bevidsthed" [31]..."
http://en.wikipedia.org/wiki/Stoicism#Stoicism_and_Christianity

Deciderede filosofi-leksika er naturligvis hjælpsomme. Se fx The Internet Encyclopedia of Philosophy (IEP), der har en artikel om stoisk etik. Den indledes: "Den kolossale indflydelse stoicisme har haft på etikken i den tidlige kristenhed og frem til Immanuel Kant og ind i det 20. århundrede er sjældent forstået og endda sjældnere værdsat...". Hvis du skal skrive om stoisk etik ift. kristendom, så vil den være god lige at tjekke.
http://www.iep.utm.edu/stoiceth/

Lang tid senere, i slutningen af 1500-tallet forenedes stoicisme og kristendom i den filosofiske retning neostoicisme.
Se en god artikel i samme filosofileksikon: http://www.iep.utm.edu/neostoic/

Mvh ChristianF

ps: jeg kan nu se at Miggo, har skrevet noget af det samme, men du finder nok ud af det

pps: I filosofileksikonets artikel om neostocisme står der en lille sjov ting ift. stoisk etik: "Eksistensen af forfalsket korrespondance mellem Seneca og Apostlen Paulus, der var accepteret som autentisk af Augustin og Jerome, har ganske givet bedraget til den tanke at det var muligt at kombinere stoisk etik med kristen lære."

= hedensk...

Stoikerne og epikuræerne er begge nævnt et enkelt sted i Bibelen, nemlig i ApG 17,18, i optakten til Paulus' berømte tale på Areopagos. Imidlertid siger teksten ikke meget om de kristnes syn på filosofferne, og kun en lille smule mere om filosoffernes syn på de kristne. Jeg kan vældig godt lide Lukas' forklaring på grækernes interesse for at diskutere med Paulus: "For athenerne og de fremmede tilflyttere brugte ikke deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt" (vers 21).
Bortset fra det er jeg enig i det, de andre har skrevet: kristendom og epikuræisme blev (med rette) betragtet som helt uforenelige, mens forholdet mellem kristendom og stoicisme var mere tvetydigt.

mvh
Nikolaj

Selv om stoikernes opfattelse ændrede sig noget med tiden, gik deres filosofi i det store og hele ud på at materie og energi (sidstnævnte til tider kaldet forsyn, fornuft eller Gud) var de elementære principper i universet. For stoikerne var alt, selv laster og dyder, noget materielt. De troede ikke på en personlig Gud, men mente at alt var en del af en upersonlig guddom hvori menneskesjælen havde sit udspring.

Stoikerne forestillede sig at sjælen overlevede legemets død, og nogle mente at den til sidst ville blive udslettet sammen med universet, mens andre mente at den i sidste ende ville blive absorberet af guddommen igen. Stoikerne hævdede at for at nå det højeste mål, lykken, skulle mennesket bruge sin fornuft til at forstå og tilpasse sig de love der styrer universet. For dem var et retskaffent liv derfor ensbetydende med et liv i overensstemmelse med „naturen“. En mand der virkelig var vís, havde efter deres opfattelse sat sig ud over smerte og nydelse og frigjort sig fra rigdom og fattigdom m.m. De mente at menneskets anliggender blev styret af skæbnen, og hvis problemerne blev for overvældende, var selvmord en acceptabel udvej. En troslære som er helt uforenlig med den kristne tro.

Stoikernes særlige filosofskole blev oprettet af Zenon fra Kition (på Cypern) omkring år 300 f.v.t., efter at han i en periode havde haft forbindelse med kynikerne. Hans disciple fik betegnelsen stoikere efter Stoa Poikile, den malede søjlehal i Athen hvor han underviste i ca. 58 år. Stoicismen blev videreudviklet af især Kleanthes og Chrysippos, og den blev i vidt omfang antaget af grækerne og romerne. Blandt dens tilhængere var Seneca, Epiktet og den romerske kejser Marcus Aurelius. Den var fremherskende indtil omkring 300 e.v.t.

Epikuræernes og Stoikernes forhold til det kristne budskab.

I lighed med epikuræerne troede stoikerne ikke på den kristne lære om opstandelsen. Da Paulus forkyndte den gode nyhed om Jesus og om opstandelsen, kaldte de ham derfor et „snakkehoved“ og sagde at han syntes at være ’en som forkyndte fremmede guddomme’. Da Paulus senere blev ført til Areopagus, citerede han hvad stoikerne Aratos fra Kilikien og Kleanthes havde skrevet (i henholdsvis Fainomena og Hymne til Zeus), da han sagde: „For ved ham [Gud] lever vi og bevæger vi os og er vi til, sådan som også nogle af digterne iblandt jer har sagt: ’For vi er også hans afkom.’“ — Apg 17:17-19, 22, 28.