Kære du!
Tak for din henvendelse. Det lyder for mig, som om du har haft, og stadig har mange vanskeligheder at kæmpe med.
Du skriver, at du har bedt til Gud, men ikke fået noget svar, og du mangler at blive overbevist om, at han er til. Af gode grunde, ved jeg ikke, hvad det er, du har bedt om. Men for mig lyder det, som om du spejder efter et helt bestemt bønnesvar og et helt bestemt bevis på Guds eksistens. Måske tager jeg fejl, men det er sådan, jeg hører det, du skriver.
Hvis du skal over en bro, kan du vælge, at vente til der er nogen, der har bevist for dig, at den holde, og at den holder hele vejen over. Også selvom det er en gyngende hængebro. Men reelt ved du først, om broen holder til dig, hvis du selv vover dig ud på den. Sådan er det også med troen. Den overbeviser os først, når vi vover, at tro, at Gud er til, og vi møder ham i Jesus.
Der findes ikke nogen bestemt formel eller bøn, som vi skal bruge, når vi vender os til den levende Gud. Jesus lærte os dog en bøn, som kan være os en rigtig fin og god hjælp, når vi beder. Vi kan bruge den ved, at lade de enkelte bønner i bønnen hjælpe os med, at forme det, som vi beder. Når du f.eks. beder ”fri os fra det onde”, kan du bede ham fri dig fra alt det, som er ondt, og som gør ondt i dit liv.
Du spørger, hvad du skal gøre. Det enkle svar er, at du skal tro Jesus på hans ord. Men det er meget muligt, at du har brug for hjælp til, at blive holdt fast i det. Jeg håber, at du har en god kristen ven, som du kan have fortrolighed til, og som du kan bede sammen med. Hvis ikke du har det, vil vi gerne være behjælpelige med, at finde en, som du kan snakke med. Du er også velkommen til, at henvende dig til mig pr. mail. Det du skriver vil i så fald ikke blive offentliggjort.
Med ønsket om, at Guds fred i Jesus må må være i dit liv
Jørgen Bloch
Jørgen Bloch