Jeg kæmper med følelser for en anden mand. Han er - som jeg - gift. Jeg har ingen fornemmelse af, at han føler det samme som jeg. Hvorfor tager Gud ikke følelserne væk? Jeg har bedt ham om det. Min intention er at blive i mit ægteskab, da jeg tager mine ægteskabsløfter meget seriøse, og er kristen. Det er svært at undgå den anden, da vi arbejder sammen. Jeg synes det er meget svært at forholde sig til at være i sine følelsers vold på en måde, som man slet ikke kan kontrollere. Jeg ville være taknemmelig for rådgivning i denne situation, men kan ikke helt finde ud af, hvordan andre måske kan hjælpe? Det lettede at få det skrevet og bekendt.

Kære anonyme!

Tak for din henvendelse. Det er et godt skridt på vejen, at du har besluttet, ikke selv at bære dit problem.

På det du skriver, fornemmer jeg helt klart, at du godt ved, hvad der er det rette, og at du ønsker at efterleve det. Samtidig har du erfaret, at vore følelser kan drive os i en gard, så det kan føles helt ulideligt. Hvad kan vi så gøre ved det.

Som du skriver, er situationen ikke sådan for dig, at du bare kan undgå, at møde vedkommende. Det ville ellers være en god mulighed. Men du møder jo vedkommende i forbindelse med arbejdet. Det kunne også have været en fra vennekredsen, eller fra menigheden. Hvad kan du så gøre?

Ofte kan vi ikke flygte fra problemerne som her. Men vi kan alligevel bestemme os for, hvad vi retter vore øjne mod. Skriv evt. en liste med alt det, som du glæder dig over ved din ægtefælle. Jeg er ikke i tvivl om, at du med garanti også kunne finde negative ting. Noget som er blevet trivielt og grå hverdag. Når dette dukker op hos dig, så spørg dig selv, hvad du kan gøre for, at gøre det anderledes. Men tjek alligevel efter, om ikke der kunne blive en længere positivliste. Noter evt. også, hvad der gjorde, at du blev glad for din ægtefælle til at begynde med.

Endelig vil jeg også anbefale dig, at finde en du kan tale med. En, som tager sin tavshedspligt alvorligt, og gere en af samme køn som dig selv. Du har allerede oplevet, at det var en lettelse, bare det at få det skrevet. Det kan også hjælpe, at få talt om det med et andet menneske. Det hjælper bl.a. ved, at du ved, at få sat ord på det du føler, også får sat det i et større perspektiv.

Gud har lovet, at vejlede og lede os. Men han har ikke lovet os, at vi kommer til at undgå fare, heller ikke syndens fare. Når vi møder synden, er det for os altid en prøve og en kamp om at blive på den rette kurs.

Må Gud velsigne dig og åbne dine øjne for, hvad han har givet dig.
Jørgen Bloch