Hej

Jeg er en dreng på 21, jeg har haft et levende helvede af et liv, lige siden jeg blev født. Jeg kom til verden i sorg,vrede,depression og ulykke, og det er blevet værre hele mit liv. Der har værret et helt kavalri af folk i Danmark til at gøre mig fortræd, da jeg var lille blev jeg udsat for omsorgssvigt af min mor, efterladt på børnehjem hvor de andre bankede og tæskede mig. Om natten låste de mig inde i små rum alene, hvor jeg brød sammen psygisk og begyndte at græde. I skolen blev jeg mobbet fordi jeg kommer fra en fattig familie, og ikke havde råd til dyrt tøj. En fra minn familie forsøgte engang at tage et seksuelt overggreb da jeg var helt lille. Jeg er blevet tvangsindlagt som lille på offentlige hospitaler, her var der en læge der udsat mig for seksuelt overgreb og begyndte at operere mig i den nedre del af kroppen.

Jeg har været placeret på opdragelsesanstalter, hvor de har banket og tæsket mig. I psyikatrien har de tvangsindlangt mig flere gange og tvandsmedicineret. Jeg har op til flere gange smadret hele mit mors hus, og har tit og ofte overvejet at slå hende ihjel. Jeg kom for kort tid hjem fra et fiktivt opholdssted, som Albertslund Kommune havde lavet til mig, hvor de ville have mig ned at bo. Da jeg kom der ned begyndte personalet at køre på mig, med at jeg var et dumt svin, og at min barnddom havde været elendig. Da jeg kom hjem fandt jeg ud af, at min mor havde været et del af nummeret, og at hun havde siddet og skrevet breve til dem og kommunen om hele mit liv og hele min barnddom, så nu går der folk fra kommunen og andre steder rundt, og har adgang til mine personlige oplysninger. Jeg er smidt ud der hjemmefra, og endt på gaden.

Der har aldrig været noget godt i mit liv,aldrig. Kun intensiv lidelse,psygisk smerte og fysisk mishandling. Jeg har også været for dårlig til at passe på mig selv. Hele mit liv har været et levende helvede, som jeg har kæmpet for at overleve.

Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg indser at der intet er at leve for. Det er den samme smerte, den samme tunge byrde, den samme sorg og depression jeg går igennem hver dag. Der er ingen til at hjælpe mig, min egen mor hader mig, min familie hader mig, mine venner har forladt mig for længst, nu vil jeg bare dø.

Mit spørgsmål er så, når jeg begår selvmord og dør, fortsætter mine lidelser i helvede, eller vil gud acceptere at han har udsat mig for nok lidelse, og lade mig være i fred.

Kære dig!

Det gør ondt, at læse din beskrivelse. Du har uden tvivl været udsat for mange grimme ting, og din tillid til andre mennesker er tabt. Selv mennesker, der vil dig det godt, for de er der også, har du ikke tillid til. Jeg vil sådan håbe for dig, at du tør vove, at have tillid til nogen af dem, som vil gøre et forsøg på, at hjælpe dig.

Endnu mere, vil jeg ønske for dig, at du må se og erfare, at Gud ikke ønsker dig noget ondt. At der ikke findes noget så ondt i denne verden, at Jesus ikke har været der før os. Påsken som vi netop har fejret, er et af de stærkeste udtryk for, hvor meget Gud elsker os, og hvor meget han ønsker, at vi skal finde hvile hos ham.

Som jeg læser det, du skriver, stiller du reelt kun et spørgsmål, nemlig om du vil ende i helvede. Det er ikke op til mig, eller noget andet menneske, at svare på dette. Men jeg kan fortælle dig, hvad Jesus siger, nemlig at de, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det står i Johannes evangeliet kap. 3,16.

Jeg vil endnu engang opfordre dig til, at vove, at have tillid til et andet menneske. Det, som du gennemlever, klarer du ikke alene, men du har brug for nogen, der kan hjælpe dig. Jeg ved de er der. Du må blot også huske, at de også er mennesker med deres fejl og mangler. Giver du dem lov, vil de gøre deres bedste for at hjælpe dig.

Med ønsket om Jesu fred til dig
Jørgen Bloch