Så ruller en lavine af pædofil sager igen imod den Katolske kirke, hvilket giver anledning til en debat om kirkens/præstens tavshedspligt.
Præster må så vidt jeg har forstået gerne bryde tavshedspligten, hvis de kan forhindre en forbrydelse i at ske - som fek,s et mord, men i forhold til en indrømmet pædofil handling, må præsten kun råde gerningsmanden.

Men er det iorden at en gerningsmand der overfor sin præst måske indrømmer at have haft et seksuelt forhold til sin datter gennem mange, mange år, kan slippe for straf ?

Jeg synes det er et svært spørgsmål, fordi der naturligvis skal være plads til at angre sine synder og søge tilgivelse i kirken, men hvad med det offer, den pige der har fået ødelagt sin barndom - sit voksenliv, hun blir jo ikke hel igen, fordi gerningsmanden på et tidspunkt kommer på bedre tanker og bliver tilgivet af Gud?

Den forurettede kan selvfølgelig selv melde sin gerningsmand, man det er sikkert for mange, en så opslidende og ydmygende affære, at man vælger at lade være.

I den katolske kirke skrifter man så vidt jeg ved, bag et forhæng eller en væg. Præsten kan høre en men ikke se en - man er på en måde anonym...men i den danske folkekirke, sker "skriften" vel iform af en samtale mellem medlem og præst ansigt til ansigt - præsten er altså ikke i tvivl om hvem personen er og vil til enhver tid kunne udpege ham/hende i en retssag?

Jeg synes som sagt det er et svært spørgsmål, en svær debat, men kunne godt tænke mig at høre hvad i andre tænker?

Hilsen Angela

pointen er, at præsten er der for at formidle Guds benådning, Guds dom, eller hvad end Guds opfattelse er af den sag.

Der står i Bibelen, at hvis vi bekender vores synder, så er Gud trofast og renser os. Det at bekende sine synder og modtage renselsen er en løbende proces, og denne proces skal præsten så være medarbejder på.

Dette er fundamentalt anderledes end retssystemet i det borgerlige samfund, hvor det handler om at skabe tryghed for borgerne gennem at straffe forbryderne. Hensigten er at skræmme folk fra at gøre det onde.

Du vil selvfølgelig hurtigt blive enig med mig i, at det misbrugte barn ikke bliver mere hel af at forælderen får en straf. Gætter jeg på.

Det vigtigste for det misbrugte barn er dog, at der kommer en genoprettelse ind. Gennem misbruget af barnet har faderen/moderen ødelagt noget i barnets personlighed, og dette er der brug for Guds genoprettelse af.

Hej angela,


Det er ikke korrekt. En præst som røber hvad der bliver sagt under et skriftemål, uanset omstændighederne og uanset motivet er øjeblikkeligt og automatisk (latæ sententiæ) ekskommunikeret. Kun paven selv har autoritet til at ophæve ekskommunikationen, og præsten vil blive taget fra sit embede og måske gemt væk på et kloster langt væk, hvor han kan gøre bod resten af sit liv.

At røbe skriftemålets hemmeligheder er et alvorligt brud på tilliden.


Måske ikke, men det er ikke Kirkens opgave at svinge de verdslige myndigheders sværd.

Hvor skulle en far der har forgrebet sig på sin datter søge hen, hvis han vidste at hans præst ville udlevere ham?


Men det bliver hun hvis han bliver straffet?


Tror du den bliver mindre opslidende og ydmygende, hvis det er nogen andre som står for anmeldelsen?


En del skriftemål i den vestlige katolske kirke foregår ansigt til ansigt. En præst kunne sagtens udpege den mand som i sin naivitet har betroet sig til ham.

Mvh. Steffen

Hej Angela

Vi er ganske enige om, at det er en meget svær sag.

Formålet med straf for kriminalitet er jo ikke kun den formodede preventive virkning, men også at sikre retsbevidstheden i samfundet og hindre selvtægt.

Jeg hørte for nylig et foredrag af en tidligere retspsykiater i forvaringsanstalten ved Herstedvester.

Erfaringen med karakterafvigende (psykopatiske) pædofile er, at de er lige så forskellige som alle andre, men har til fælles at de er uhelbredelige og ude af stand til at styre deres stærke drifter, og ude af stand til medfølelse med deres ofre.

De kan således ikke komme på "bedre tanker", men er kun i stand til at fortryde, at de ikke havde sørget for at undgå at blive afsløret.

Der ses således kun tre muligheder for at forhindre gentagelse af pædofiles forbrydelser: livslang sikker forvaring, henrettelse eller medicinsk kastration, som nogle af de forvarede har accepteret som deres eneste mulighed for at komme på fri fod. Det går jeg selv ind for.

Jeg er enig med Steffen i, at præsters tavshedspligt skal være ubetinget.

Men at lade som ingenting og blot forflytte pædofile til andre sogne eller et andre lande og betale ofrene og deres pårørende for at tie stille mener jeg er en meget alvorlig forbrydelse,
som i hvert fald krænker min personlige retsbevidsthed, og
som heller ikke på nogen som helst måde sikrer kirkens renomé, men meget tværtimod.

Hvad skal en præst stille op med potentielle sex-kriminelle, som betror sig til en ham?
Mandsopdækning? Bodyguards?

Og hvad skal han sige til ofre og deres pårørende, hvis de betror sig til ham?

Nogen forslag, Steffen?

kristina

Hej Angela

Det ér et svært spørgsmål.

Gerningsmandens tilgivelse i forhold til Gud er ikke afhængig af, om gerningsmanden har fået en jordisk straf, og jeg mener, at præstens tavshedspligt er rigtig og nødvendig.
Det er ikke præstens opgave at sikre den jordiske retfærdighed, som er helt anderledes end den himmelske nåde.

Spørgsmålet er, om ikke præsten bør opfordre til, at gerningsmanden, for offerets skyld, får gjort sit jordiske regnskab op?

Gerningsmandens adgang til Guds Rige er kun betinget af Guds tilgivelse - ikke af offerets tilgivelse; men det forfærdelige for mig er , at offerets adgang til Guds Rige er afhængig af offerets evne til(mulighed for) at tilgive sin gerningsmand.

Hvis gerningsmanden virkelig angrer og forstår rækkevidden af Guds tilgivelse, bør han så ikke tage konsekvensen og give sit offer muligheden for konfrontation og tilgivelse?

venlig hilsen

Kirsten S

Hej Steffen.

Forleden aften så jeg i nyhederne 2 danske folkekirke præster der ville hande forskelligt, blev de bekendte med en pædofilisag. Den ene følte at gik hun ikke til myndighederne og fik forbrydelsen stoppet, ville hun selv være skyldig, mens den anden mente at præsten skal være der som det eneste menneske man kan betro sin synd til og vide at det sagte ikke kommer videre.

Jeg går ud fra at begge præster efter deres udtalelser i TV - stadig er præster i den danske folkekirke og at det var den Katolske kirke du talte om alene?

Jeg forstår begge argumenter, men ville nok som præst der fik at vide at der foregik noget frygteligt i en familie - at et lille barn blev misbrugt - ikke kunne lade være med at forsøge at redde dette barn.

Godt jeg ikke er præst.

Angela

Uddrivelse af den urene ånd ?