Vi må som kristne ikke bringe andre til falds. Vi må altså ikke sige eller gøre noget, som kan lede andre til at begå synd.

En ganske fornuftig regel, som det også er let at se det næstekærlige i: At vi skal være med til at hjælpe hinanden med ikke at begå synd.

Men jeg mener også, at det er en regel der kan misbruges: At hvis man ikke kan finde andre skriftsteder, så kan man altid hive denne joker ud af ærmet og sætte alle andre skakmat.

Selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden til ikke at begå synd, men vi har også alle selv et ansvar for vores liv. Vi har alle vores forskellige laster der føres os på afveje. Men at nogen har en last mener jeg ikke skal medføre, at vi nedlægger et absolut forbud for andre.

Hvis vi bruger skriftstedet på denne måde, så mener jeg, at der er tale om misbrug. Konsekvensen vil nemlig være altødelæggende, da vi ville være nødt til at forbyde alt – inkl. vores egen eksistens.

Ovenstående ville også fratage folk ansvaret for deres eget liv, da man indirekte kaster skylden for deres synd over på andre.

I stedet for disse absolute forbud, så må løsningen være at finde en balance mellem det personlige ansvar og andres ansvar for ikke at friste andre.

Skriftstedet skal ikke bruges til at syndiggøre ting, der i Bibelen ikke optræder som en synd.

Hej LordDean

Hvilket skriftsted? Det i bjergprædikenen?

Eller er det Mattæus 18?

Og hvad får dig til at skrive derom? Hvad har du i tankerne?

Normalt plejer folk ikke at sætte vers på, når de fremføre det, men Matthæus 18 er nok det mest oplagte skriftsted.

Det der får mig til at skrive om det er, at jeg synes ofte at opleve, at nogen kristne søger at vælge den lette løsning: At andre skal bøde for ens laster og kæmpe kampen mod synden.