Hej Alle


Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er i forstår ved Helligåndens indre vidnesbyrd?

Er det en form for indre stemme der taler til en eller en spirituel kraft der trækker i en?

Personligt ved jeg ikke hvad jeg skal mene, jeg ved bare den er i mig.

Jeg har den opfattelse, at Helligånden er indeni mig. Helligånden er en person med følelser. Hvis Helligånden har en bestemt følelse/opfattelse omkring en sag, og Han ønsker, at jeg skal kende Hans opfattelse, så kan jeg få en følelse omkring denne sag. Jeg tror normalt, kristne måler Helligåndens vidnesbyrd i, om de har fred i Ånden eller uro i Ånden omkring en sag. At have fred i Ånden betyder, at man på sit inderste sted, hvor kun Gud kan nå ind, har fred omkring en sag.

Må Gud velsigne dig.

Hej Krogh

Jeg ved ikke hvad der menes med Helligåndens indre vidnesbyrd. Men af nysgerrighed i hvilken sammenhæng har du hørt det i?

Venlig hilsen Michael Nygaard

Hej P



der er også kristne, der måler tingene ud fra om det de føler sig tilskyndet til passer med det, de kan læse i Bibelen.

Der er faldgruber i begge dele, vil jeg mene. Omvendt kan jeg godt tilslutte mig, at vi godt kan vide noget om, hvad der har Guds velsignelse, og hvad der ikke har.

Mvh. tau

Hej tau!
Jeg tror du er inde på noget vigtigt her!
Jeg er enig med dig i, at vi godt kan godt vide, hvad der har Guds velsignelse og hvad der ikke har - men jo kun hvis vi holder os til Guds ord - Guds befalinger og løfter.
Det kan umuligt være en smags sag eller en fornemmelses sag.

Når vi føler os urolige, anfægtede og usikre, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at vi er på vildspor. Det kunne sagtens være lige tværtimod!

Og når vi har fred og ro i sindet, er det desværre heller ikke noget sikkert tegn på, at det skyldes Helligåndens virke. Det er der uhyggelig mange eksempler på.

Paulus skrev til sin unge medstrider Timotheus:

Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!

For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.
De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.

Sandheden kan være ilde hørt.
Guds ord kan være til forargelse.
Mange kan føle lettelse og sjælero, når prædikanter og lærere kildrer deres ører med falsk trøst i stedet for at forkynde det sande budskab om Guds hellige lov og det evigt livgivende evangelium om hans frelsende nåde i Kristus.

kristina

Hej kristina

tak for kommentarerne. OG tak for Bibelcitatet - der fik du lige sneget ét ind! Ha!

Ja. Jeg er enig i princippet, men hvad der står i Guds ord, er ikke altid tydeligt, og somme tider synes jeg, der står ting der ikke burde stå!
Men altså der står, hvad der står, og så må jeg bare sige, æv, det kan jeg ikke være enig i, så jeg lader det ligge...men jeg ved jo godt, hvad der står. Det fremgår som regel, hvad meningen er, især hvis man læser et helt kapitel eller afsnit, fremfor enkelte linier og sætninger.

Enig. Meget.
Det er egentlig lidt underligt at tænke sig, hvor meget fred man kan have med synd, og hvor utilpas man kan føle sig, når man skal træde et skridt i tro (på Guds ledelse).

Ja. Det har jeg somme tider hørt : "hende præsten vi har er bare SÅ sød, hun siger jo også, at alle kommer i Himlen, for vi er jo døbt".

Men jeg har det bare sådan, det tror jeg så ikke, hun har sagt. Jeg har i hvert fald aldrig hørt en præst sige sådan. Det er noget folk selv hører, selvom det ikke blir sagt. Derimod har de præster - kvindelige som mandlige, jeg har hørt, sagt, at nu skal forældrene gå hjem og bede for og med barnet der er blevet døbt, minde vedkommende om sin dåbs nåde, og tage barnet med i kirke, osv. osv. osv.

Men gør de det? Måske. Men nok ikke ret mange der gør.

Tror at folk hører det, de vil høre, fremfor hvad præsterne faktisk siger. Som min erfaring er, er der rigtig rigtig mange gode præster, men nogle er bare mere utydelige end andre, mere upræcise og pakker tingene lidt meget ind, så det der høres ikke svarer til, hvad præsten faktisk selv tror på.

Hvad mener du om det? Eller, nej vi er vist røget off topic nu? ...Undskyld!

Mvh. tau

Jeg kan jo ikke svare for Krogh; men mon ikke det stammer fra 1Joh 5,6-12:
"v6 Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. v7 For der er tre, som vidner: v8 Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét. v9 Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd dog større; for det er Guds vidnesbyrd, at han har vidnet om sin søn. v10 Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. v11 Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. v12 Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet."

Jeg forstår det sådan, at ved troen har vi sandheden/Helligånden/vidnesbyrdet i os; men denne sandhed kan godt stride mod vores egen fornuft, vilje eller ønske.

Det vanskelige ligger i at skelne mellem sandheden og vore egne følelser, og dér mener jeg ikke, at vi har andre muligheder end Bibelens ord som pejlemærke.


venlig hilsen

Kirsten

Hej igen tau - jeg synes ikke det er spor off topic det du skriver, men tværtimod meget relevant!

Her er jeg nok lidt mere stædig: Når jeg "falder over" en bibeltekst, som jeg ikke umiddelbart kan få til at stemme med resten af Skriften, så bliver jeg liggende til jeg har fundet ud af det!

Jeg tror nemlig at ethvert skrift er indblæst af Gud, som Paulus skrev til Timotheus, og da det umuligt kan være Gud der har taget fejl, må det altså være mig.

Det, som hjælper mig bedst her - inden jeg tager kampen op med den pågældende tekst - at bede Gud om at åbne mig for den og give mig indsigt i, hvad han lige vil sige mig med den.
Det har resulteret i en hel del aha'er !

Jeg er helt enig med dig i, at der er rigtig rigtig mange gode præster, som du skriver. Det er - heldigvis da - også min egen erfaring.

Men hvis præster er "utydelige" med vilje og i deres forkyndelse prøver at drible udenom de alvorlige tekster, f.eks. om den dobbelte udgang - Helvedes forfærdende mulighed - så mener jeg at deres næstekærlighed kan ligge på et så lille sted, at de ikke fungerer som hyrder, men daglejere, jfr. Jesu ord i Joh. 10,11:

Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden ..

Men hvis de ikke selv tror på Guds ord/kirkens bekendelssesskrifter, og ikke tager deres præsteløfte alvorligt, men alligevel prædiker Kristus som de skal, så er deres vantro alene en sag mellem Gud og dem selv, som for så vidt ikke angår menigheden.

Fil 1.18: Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over. -

Og hermed fik du endnu et himmelblåt Bibelcitat at gumle på!

kristina

Jeg har googlet på "indre vidnedsbyrd" og fandt en interessant forklaring på udtrykket hos Dansk Bibelinstitut.


Kommentar til DBI's bibelsynsparagraf

Jeg håber ikke, at jeg overtræder nogle regler ved at copypaste fra sidste del:

"Vi tror og er overbevist
om, at Bibelen selv skal aflægge vidnesbyrd om, hvilken bog den er. I forbindelse med Bibelens
selvvidnesbyrd, opererer vi med Helligåndens ydre og indre vidnesbyrd. Bibelens ord er
Helligåndens ydre vidnesbyrd. Helligånden virker og vidner gennem Bibelens ord, og gennem
Bibelens ord skaber Helligånden tro og vished. Dette er Helligåndens indre vidnesbyrd. Dette
vidnesbyrd er i indhold det samme som det ydre vidnesbyrd. Det betyder for Bibelens
vedkommende, at vi i Bibelen møder dens vidnesbyrd om, at den er Guds ord (det ydre vidnesbyrd),
og Helligånden skaber gennem Bibelens selvvidnesbyrd tro, tillid og vished om dette i mennesker
(det indre vidnesbyrd). Derved bliver det skrevne ord sandt for os. Vores bibelsyn hviler da på disse
to: Hvad Bibelen vidner om sig selv (Helligåndens ydre vidnesbyrd) og vores vished om dette
(Helligåndens indre vidnesbyrd)."

Efter den forklaring er Helligåndens indre vidnedsbyrd = troen på, at Bibelens ord er sandhed.


venlig hilsen

Kirsten

Hej Kirsten -

- nej du overtræder så sandelig ingen regler ved at copypaste materiale fra fra dbi (Dansk Bibelinstitut) - det er ualmindelig relevant netop her: Helligåndens vidnesbyrd.

Jeg benytter lejligheden til også at linke til dbi's hjemmeside:
http://www.dbi.edu/

Jeg var selv deltager på det på siden omtalte januarkursus, hvor jeg fik min hjerne vasket på den gode måde!

kristina

Hej Michael

Det var et argument fremført af den amerikanske teolog og filosof William Lane Craig, der mente, at man kan vide, at kristendommen er sand ved hjælp af åndens indre vidnesbyrd.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale ham. Her er hans hjemmeside

www.reasonablefaith.org

Hej kristina



Jeg har det sådan med teksterne, at jeg tror på der ikke står noget, som Gud ikke vil skulle stå - men ufejlbarligt ved jeg ikke om det er, jeg tror måske også, at der står ting, som er forfatternes personlige indblanding i det, de skal fortælle os fra Gud.

Jeg er godt klar over, det må lyde enormt kættersk..
Men det er sådan jeg har det. Det er sådan det hænger sammen for mig.


Mht. aha-oplevelser ved læsningen, så har jeg tit bedt Gud åbne teksterne for mig.
Det er som om, der er en vældig forsinkelse på forståelsen af teksterne for mig.

Det er sjældent at jeg med det samme får noget brugbart ud af at læse Bibel.

Men lang tid senere støder jeg så tit på noget der forklarer noget jeg har læst, noget litteratur af nulevende forfattere, teologer eller lægfolk som skriver noget et sted f.eks. på nettet. Og SÅ falder ti-øren, omkring det jeg så har læst for laang tid siden.

Mvh. tau
God søndag!