hej jeg er en pige på 20 år, som er ret frustreret over mange ting i øjeblikket. Jeg ved ikke helt hvor jeg starte... men det drejer sig om 2 ting. For det første føler jeg, at jeg er ved at glide lidt væk fra Gud. Det er ikke fordi jeg ønsker det, men har ligesom mistet lysten til at læse i biblen, holde andagt. Det er ret frustrerende....og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Desuden vil jeg virkelig gerne have en kæreste, og græder nogle gange over at jeg ikke kan finde den rette, fordi det er sådan en dyb længsel inde i mig.
Jeg tager tit på kristne lejre og sådan, men hver gang jeg prøver at lære en person bedre at kende, ender det enten galt eller også bliver vi kun venner.

her på det sidste har jeg også været til en del fester, hvor der har været mange fyre. her nytårsaften var jeg lidt sammen en dreng(vi kyssede dog ikke) selvom jeg godt vidste, at han var en player og ikke ville noget seriøst, desuden er han heller ikke kristen og derfor ikke noget for mig. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv det jeg havde gjort og begyndte også at dømme mig selv, tænkte jeg havde gjort noget forkert, ved ikke hvorfor jeg var sammen med ham, tror det var fordi han gav mig det jeg længes efter, bekræftelse og tryghed og en som gider holde om en. men jeg blev stadig ked af det, fordi jeg jo ikke ville have ham og vidste at han kun var sammen med mig, fordi han var fuld.

Desuden siger venner til mig at jeg skal lade være med at lede efter en kæreste, men jeg synes det er svært når jeg virkelig gerne vil finde en og har det behov. Det gør det heller ikke lettere at 2 af mine bedste veninder er forlovede og snart skal giftes. Synes det er ret hårdt at stå i midten af det hele.... selvom jeg selvfølgelig er glad på deres vegne.

jeg kan bare ikke forstå at alt det med fyre skal fylde så meget i mit liv, jeg ville virkelig ønske at jeg kunne lade være med at tænke på det. Men jeg tager mig selv i det hele tiden. Det skræmmer mig at jeg ikke kan tænke på andet for tiden, håber virkelig at I kan hjælpe mig.

Hej 20årige!

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer


Sådan elskede min gamle højskoleforstander at synge det. Han sang altid med en særlig ømhed og iver, når vi havde emner som ”kærlighed” og ”parforhold”. Han var ikke helt gal på den, den gamle forstander. I vinterens hårde kulde, nytter det ikke noget, at vi går ud og presser blomsterknopperne. Gør vi det alligevel, opnår vi det modsatte af, hvad vi ønsker. Vi risikerer, at slå dem ihjel.
Gud siger det på en anderledes måde: Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil! (Højs. 2,7).

For nogen af os, kan tålmodighed være en af de vanskeligste lektier at lære. Tålmodighed er ikke en medfødt egenskab hos os alle. Men meget ofte tager ting tid. Vi kan finde mange eksempler på, at Gud giver et løfte, og så går der mange år, inden vi ser opfyldelsen. Tænk blot på, at de yngste løfter i GT om, at Jesus skulle fødes, er udtalt ca. 500 år før det skete. Eller Abraham, der fik løfte om en søn. Der gik 25 år, hvor han ventede på opfyldelsen. Ønsker Gud, at lære os tålmodighed, så er han nødsaget til, at lade os vente. I den øvelse, kan du jo så overveje, om det er så vigtigt for dig, at finde en kæreste, at du er villig til, at sætte frelsen over styr, og risikere at ende i et forhold, hvor ham du binder dig til, egentlig slet ikke er interesseret i dig, men blot i et jagttrofæ?

Husk også på, at når Gud efter mange år opfyldte løftet, så blev det meget større, end mennesker havde ventet. Jeg ved godt, at det kan være meget vanskeligt at se, når man selv befinder sig i en situation, hvor ventetiden føles uudholdelig. Men jeg håber alligevel, at du kan høre, hvad jeg siger.

Det er slet ikke mærkeligt, at du oplever panik, når du ser, at dine veninder er ved, at være klar til giftermål, og du selv ”risikere at stå alene”. Når jeg læser dit spørgsmål, er det det, jeg hører du siger. Det er en meget menneskelig reaktion, når vi oplever, at vores omgivelser, får del i noget, som vi egentlig også gerne vil have del i, men tilsyneladende ikke får. Det er rigtig godt, at du får det sagt. Men livet består af en lang række af valg, og ingen andre end en selv, kan tage disse valg. Vi kan så spørge nogen om råd, og endnu bedre, vi kan bede Jesus vejlede os. Et af de valg, du står med lige nu er, om du vil bruge din tid på, at spejde efter alt det du ikke har, eller du vil rette dine øjne mod det, som du har? Som jeg forstår dig, har du gode veninder. Hvad med et godt helbred? Eller -? Ja, du ved nok selv, hvad du har. Ved at jage efter det du ikke har, kan du faktisk miste det du allerede har. Dels fordi du slet ikke ser det, og dels fordi du ikke plejer det, og så bliver du dobbelt fattig. Men jeg vil også gerne anbefale dig, at finde en moden kristen, helst en moden kvinde, som du har tillid til. Det er rigtig godt, at have en, som kan give modspil til alle de tanker, man gør sig. Og det er rigtig godt, at have en, man kan bede sammen med.

Du har allerede opdaget, at når vi i panik gør noget dumt, risikerer vi, at brænde fingrene, ligesom vi bagefter fyldes af skyldfølelse. Jeg behøver altså ikke, at sige, at det var forkert, det du gjorde nytårsaften, det ved du godt. MEN – husker du også, at Jesus er nådens og frelsens Gud? Johannes siger i sit første brev: Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os. 1 Joh 1,9 – 10.

Med bøn om, at du må hvile i Jesus
Jørgen Bloch