I forbindelse med, at jeg synes, jeg tit bliver stillet i samtaler med mennesker, som egentlig ikke ønsker en åben snak, men som blot vil fremføre argumenterne for deres egen tro, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan I andre forholder jer i en sådan situation. Som et eksempel på en person, der holder fast i noget, som vi andre vil synes er en vanvittig tro, har jeg plukket ham her: Daood Gilani. Hvordan ville du ændre hans tankegang?

(1) Den demokratiske diskussion: Jeg synes tit man prøver, med diskussionsmidler, at påvirke den slags mennesker. Jeg ved ikke om det virker. Hvis folk har en ide om, at det er Gud som siger således, så overtrumfer det argument jo alt andet, må man forvente.

(2) Skyde med skriftsteder: Jeg kan forestille mig, at det kan virke at skyde med skriftsteder!?

Men er skriftsteder virkelig det eneste som kan virke på et religiøst bundet menneske, og hvordan gør man, når man står i den dagligdags situation, hvor man blot tilfældigt møder et menneske. Så er der jo ikke lagt op til mere end højst en kort diskussion.

Hej P sniksnak


Hvis du ofte kommer i samtaler med mennesker om tro, kan jeg blive helt misundelig på dig.

Jeg ville så gerne tale om tro, både med kristne og ikke-kristne; men i min omgangskreds er tro nærmest et tabuemne.

Det er faktisk mere acceptabelt at tale om sex end om tro.

Hvis vi kommer ind på at tale om tro, så er jeg ærlig og fortæller, at jeg tror på Gud, og så standser snakken næsten altid dér; men jeg har oplevet nogle gange, at folk er vendt tilbage til mig, når de oplevede svær sygdom eller dødsfald i familien, fordi de begyndte at tænke mere over de spørgsmål.

Jeg tror ikke på at skyde med skriftsteder under nogen omstændigheder. Det lyder lidt á la at bruge Bibelen som et våben, og det bryder jeg mig ikke om, hverken overfor ikke-kristne eller mellem kristne indbyrdes.

Et skriftsted bør bruges som en gave eller en trøst.

Man kan og bør naturligvis debattere skriftsteder og udveksle meninger om forståelsen af disse, for hvordan skal vi ellers øge vores forståelse af Bibelen; men det må ikke udarte sig til en situation, hvor folk billedligt talt bruger Bibelen til at slå hinanden i hovedet med.


venlig hilsen

Kirsten

Hej P

I udgangspunktet er jeg enig med Kirsten i, at det ikke er nogen god idé at bruge skriftsteder som våben. Men måske kan man godt gøre en undtagelse netop i den situation, hvor man diskuterer med en urokkelig fanatiker (såfremt der altså er tale om en person, der anerkender skriftsteders autoritet). Det forekommer mig at være, hvad Paulus gør i Gal 3. Her skyder han det ene GT-citat efter det andet efter sine judaistiske modstandere. Men jeg tror, det er en taktik med rigtig mange faldgruber. Især er der risiko for at man ender med selv at blive som fanatikeren. Men hvis man tænker sig godt om og holder hovedet koldt, kan det formentlig godt gøres på en forsvarlig måde.

mvh
Nikolaj

Sådan som jeg ser det er der tale om hvorvidt Gud er til stede i samtalen.Om man trænger igennem eller ikke.

Bekend din tro for din egen skyld ikke for deres.

Gud er ikke med i en samtale hvis man slår folk i hovedet med bibelen.

Tit er det sådan her.Enten bliver du gjort til grin eller også bliver der meget stille.

Det er aldrig spildt at bekende sin tro for det første bliver Gud glad og det bliver regnet dig til retfærdighed.For det andet så bevæger man noget i den åndlige verden som kan blive til frelse for selv den mest spottende person.

Mvh PP