Hej Anne - jeg ser på det, som du ser på det, men vil dog ikke udelukke en tendens til, at vi kvinder - alt andet lige - kan have et lidt større "omsorgs-gen" end mænd, og at det måske kan resultere i, at en del kvinders sjælesorg får mere karakter af psykolog-hjælp end egentlig sjælesorg.
Eller tror du, det er helt forkert tænkt?
kristina
Hej Kristina.
Det kommer vel an på, hvordan man definerer "omsorg"?
Den sjælesorg, du beskriver i modsætning til psykologhjælp, er da om noget i allerhøjeste grad udtryk for omsorg!
Omsorg er jo ikke bare at snakke folk efter munden. Det kan også være at sige imod. Og ja, også at advare mod fortabelsen.
Det kan du jo også selv gøre her på nettet.

Ved ikke om der er noget om det eller ikke. Hvis der er, er det i hvert fald ikke noget, jeg vil bruge som argumentation imod kvindelig præstetjeneste. Vi har argumentation i Guds ord. Det er mere end nok.
Mon ikke denne tendens til at lære alles frelse eller være "vattet" eller hvad man nu skal kalde det, snarere bunder i en tendens i tiden? Der er som bekendt også masser af mandlige præster og lægmænd, der tror på og lærer alles frelse. Samt kvinder, der tror på og lærer dobbelt udgang. Ved ikke om der er flere kvindelige end mandlige præster, der lærer alles frelse. Men det behøver ikke have med køn at gøre i sig selv, det er snarere to sider af samme sag, tror jeg, at kvindelige præster og læren om alles frelse begge er udtryk for, at man ikke tager Bibelen alvorligt. I de fleste tilfælde, altså. Det kan naturligvis også bero på en misforståelse, selv om man i øvrigt ønsker at følge Bibelens ord.
Som jeg også skrev til Bluerover, ville det da ikke være rart, hvis vi som kvinder var tvunget til at tro på alles frelse eller være vattede / feje, blot fordi vi var kvinder - og at Guds Ånd derfor ikke kunne gøre sin helliggørende gerning i os alene af den grund!

Ellers bliver det vel også til, at mænd har den rette lære på det område eller har mod til at sige upopulære ting, alene fordi de er mænd - og at det derfor er deres eget værk og ikke Guds.
Det er værd at bemærke, at alle de mandlige(!) apostle løb deres vej, dengang Jesus blev taget til fange, mens kvinderne blev ved korset hos Jesus til det sidste - enten lige nær ved eller på afstand. (Johannes var den mandlige undtagelse, der blev ved korset; men også han løb sin vej i starten og snorksov i Getsemane).
Og både mænd og kvinder måtte vente på Helligåndens kraft til at blive frimodige vidner, der turde gå i døden for troen på Jesus.
Så heller ikke nok så stærke mænd kan stole på deres egne kræfter her.
Mvh. Anne.