Jeg er født og opvokset i et kristent hjem. Og har alle dage kommet i kristne sammenhænge og troet på Gud. Jeg har altid haft et bønsliv og været aktiv i kristne sammenhænge.

De seneste mange år er alt gået galt. Jeg har fået et fysisk handicap og kroniske smerter. Jeg har dermed mistet mit arbejdsliv, overskud til fritidsaktiviteter.
Det har påvirket relationer, selv til min nærmeste familie idet handicappet er usynligt så folk som kender mig giver udtryk for, at jeg bare må tage mig sammen og blot er doven, da jeg ikke beklager mig. Jeg har tilbudt de personer, at læse mine journaler og tale med dem. Men det er blevet afvist. Jeg forstår godt med mit hoved, at det er en forsvarsmekanisme da de har været i sorg over min situation og ikke har kunnet håndtere at læse journaler og blive konfronteret med virkeligheden. Deres pårørende (mig) har et livslangt handicap og kroniske smerter. Langt lettere at acceptere jeg er doven, selvom det er en negativ påstand da det kan fixes via viljestyrke. De fejlantagelser om dovenskab er blevet spredt vidt omkring.. For i det handicaps er forholdsvist usynlige er der intet folk kan forholde sig til.Og fremmede lader til syneladende hele min identitet blive handicappet. Hvis de ser mig med rollator er alt jeg er, en stakkel eller 'kan bruges som vidnesbyrd' når jeg viser mig i kristne sammenhænge.

Jeg forsøger, at gøre hvad jeg kan og bruge mit uheld positivt samt tale om alle andre emner end mit handicap og de negative ting.. Jeg forsøger, at være et vidnesbyrd.
Men jeg ønsker stadig udelukkende at blive vurderet på min personlighed. Jeg er mig - ikke et handicap. Men ingen ser min personlighed mere. Virker til alle har erstattet min personlighed med mit handicap og gjort det til min identitet.

Ifor hold til forhold har der været tilløb til noget virkeligt positivt flere gange. Men straks jeg har følt en interesse for et andet mennekse er der sket et eller andet uden for menneskelig kontrol! Møg timing og alt er blevet noget rod.
Jeg har mistet mit arbejde og også kræfter/overskud til "fritidsaktiviteter".
Idet hele taget er alt som kunne gå galt gået galt. Enkelte gange har Gud som nævnt 'sendt mig duften af frikadeller'..altså en antydning af at lidt positivt kunne ske, men når jeg er begyndt at bede og sige tak er frikadellerne blevet fjernet før jeg kom hen til dem.
Har jeg bedt til Gud ifht noget, er de ting enten gået i ged eller hvis allerede i ged kun blevet langt langt værre. Selv de kristne personer som jeg har tillid til og delt det med, undrer sig over mit liv og hvorfor alt går galt for jeg er sjældent uheldig

Det er ikke fordi, jeg bruger bøn som ansvarsforkastelse og bare kræver ind og forventer at Gud giver og giver til mig. Jeg har selvfølgeligt bedt Gud om hjælp o forskellige sitautioner men de bønner jeg oftest har bedt er bare at få et break eller en time out hvor nye problemer ikke opstår eller bare føle, at Gud er med mig. og jeg ikke er alene om alting. Men nej. Har jeg takket Gud for de ting og mennesker jeg stadig har er de nærmest straks blevet ramt af alvorlige sygdomme eller døde.
No kidding. Det er sket flere gange.

Det svar jeg kan få på om Gud er der, hører bønner og hvorfor alt går galt for mig er 'Vi har jo lært, at Gud altid er der og hører bøn og grunden til alt det her sker er fordi du skal bruges til noget'. Men hvis alt bare skal gå galt nonstop har jeg ikke overskuddet til at være noget for nogen.
Jeg har også 'lært' at Gud altid hører bøn. Hørt det, fået det fortalt men de seneste 7/8 år har jeg intet mærket til det. Jeg kan ikke se Gud.
Jeg har forsøgt, at læse Jobs bog.. Men den giver mig langt mere tvivl og spørgsmål end svar. Ikke fordi jeg ikke forstår og tror på, at Gud var med Job. Men på trods af mange lighedspunkter er jeg ikke en mand som Job.
Jeg kan ikke hylde Gud mens jeg ligger i venteværelset på hospitalet, efter en opration som var ved at gå galt og venter på at hjemmeplejen skal få arrangeret hjemmehjælpen såjeg kan komme hjem. Da min mor ikke vil tale eet ord til mig, så jeg ikke kan overnatte hos dem da det er pinligt jeg ikke vil tage mig sammen..
Job hyldede Gud konstant og blev ved med at være fast i troen. Jeg står efterhånden ved klippeafsatsen og med hvert ting der går galt bliver jeg skubbet længere og længere ud mod afgrunden. Jeg er altså ikke den gode kristne. Jeg har ondt af mig selv. Synes det er unfair at alt skal være kaos hos mig og føler mig forladt af Gud.

Jeg tror stadig på, at Gud findes - MEN, jeg tør ikke blive ved med, at bede til Gud ret meget længere, for hvis Gud konsekvent vælger ikke at høre mine bønner eller lade mig mærke sit nærvær - så vil min tro forsvinde.
Jeg tror på at Gud hører alle andre menneskers bøn. Men på det seneste har jeg fået tanken at der jo er en undtagelse for enhver regel og ifht Gud er det mig. Gud hører ikke mine bønner.

Hører Gud bøn?
Er han der?
Hvordan kan man mærke ham?

Kære Du!

Jeg har forkortet dit indlæg en smule, da det er meget langt, men jeg har det stadig gemt på min pc. i sin fulde længde. Når jeg læser det du har skrevet, så forstår jeg godt, at du stiller de spørgsmål du gør til sidst, for hvor må du være presset i dit liv, uden at jeg på nogen måde helt og fuldt kan sætte mig ind i, hvordan det må være at være dig.
Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor det er gået dig som det er, og vil derfor heller ikke prøve på at give dig en. Jeg vil blot dele nogle af de tanker jeg har fået ved at læse dit indlæg og prøve at svare på dine spørgsmål.

Lad mig allerførst slå fast, at din takkebøn for mennesker på din livsvej, er ikke skyld i at du så har mistet dem, eller de er blevet alvorligt syge, sådan virker det ikke! Heller ikke selvom man nemt kunne få den tanke, når man læser det du skriver.
Men Gud er ikke en lunefuld Gud, som udnytter enhver chance han får til at gøre dig ondt! Det er stik imod hans væsen.
Synden er i verden, ondskab og sygdom blev lukket ind i verden sammen med den og derfor er der lidelse og modgang i vores verden og i menneskers liv.
Det valg Adam og Eva tog, da de spiste af frugten i Edens have, har fået konsekvenser, som det stadig er vores lod at leve under, og det lider vi under.
Men Gud er langt fra ligeglad og han ønsker ikke at gøre ondt værre. Han ønsker at styrke dig til det som er dit liv. Så JA han er der, han er hos dig.
Og du skal ikke gøre dig fortjent til noget før han er dig nær!

Når du skriver at du har forsøgt at læse Jobs bog, men at du ikke kan hylde Gud, når du ligger ned, på samme måde som Job kunne gøre det. Så kan jeg virkelig godt forstå du ikke kan, og du behøver det heller ikke!
Jeg tror Gud ønsker din ærlighed, frem for pæne ord du ikke mener. At du kæmper sammen med Gud imod alt det som er ondt og gør ondt i dit liv, råber din smerte, psykisk/fysisk ud til ham, og fortæller ham præcis som du har det. At du synes det er uretfærdigt osv., forsat råber og beder om hans hjælp, ligeså vel som du siger tak, når du vil det.
Du skal vide, at Gud kan rumme alle dine følelser, der er ingen grund til at pynte på noget. Det vigtigste er at være hos ham, og blive der, have ham med i kampen!
Det var jo også det Job gjorde, og jeg tænker at Job først kommer til erkendelse af hvem Gud virkelig er og finder fred midt i smerten, da han har fået talt ud, sat ord på det hele, og Gud har vist ham, at Han er større end noget andet Job kan forestille sig. At Han har styr på tingene på en måde, som Job slet ikke kan forestille sig det.
Men inden Job når til det punkt, hvor han anerkender Guds magt og forstår at Gud virkelig har alt i sin hånd, så har han klaget sin nød og været meget direkte. Og han har ikke tænkt så meget på at han skal hylde Gud, kun gjort det, hvis det har fyldt hans hjerte. Job var ikke uærlig over for Gud, men holdt Gud fast på hans løfter og væsen, og blev bevaret i troen gennem det, trods al ulykken.

Kan du så bruge det til noget?!? Tja… det kan måske være svært nok, for der er jo ikke nogen garanti for at du vil opleve at Gud træder i karakter over for dig, på samme måde som han gjorde det over for Job i slutningen af Jobs bog. Men hold ud, bid dig fast, hvis du forstår hvad jeg mener. Hold Gud fast på hans løfter.

Jeg er 100 % overbevist om at, ligesom Jobs bøn blev hørt, så hører Gud, ikke bare andres, men også din bøn! Jeg er også sikker på at han er lige ved siden af dig, i alt det som du synes der er svært – for han mener det, når han siger at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Han ønsker at hjælpe dig til at bære den sygdom du har.
Jeg kan godt se, at der ikke er meget som tyder på at Gud hører din bøn, når du beskriver det som sker i dit liv, men jeg har alligevel en fast tro på at du ikke er undtagelsen, når det handler om bønhørelse.
Gud hører alle vore bønner, men det er ikke ensbetydende med at svaret er det som vi synes det burde være.
Men han har ikke valgt at ignorere dig og så kun tage sig af alle andre!! Selvom du synes at dit liv vidner om alt muligt andet.
Du spørger om, hvordan du kan mærke han er nær. Det tror jeg ikke der kan gives noget entydigt svar på. Jeg tror det er forskelligt fra menneske til menneske. Nogen mærker det sjældent og må måske kæmpe rigtig meget med tvivl. Mens andre hviler i at det er han fordi, det har han sagt. Nogle har en stærk indre fred, mens den følelse af fred kan svinge hos andre.
Men igen, Guds nærvær hos dig er ikke afhængig af, om du kan mærke det eller ej.
Jeg kan kun opmuntre dig til at bruge din bibel rigtig meget, og holde Gud fast på de løfter han giver os der om sit nærvær og hjælp.
Det er jeg overbevist om at han ønsker du skal gøre, han ønsker din ærlighed, dine spørgsmål, dine ønsker og tanker. Han ønsker at være lukket ind i dit liv, men ingen kan diktere ham hvordan han skal gribe ind.

Der er flere steder i bibelen, hvor der bliver talt om, at Guds veje er højere end vore f.eks. Esajas. 55 8-9, men det betyder ikke at vi ikke må sige det som vi har det, og bede om det vi ønsker os. Men vi må stole på, at Gud svarer os som han ser det er bedst for os, med det fortegn, at han kan se længere end os, OG med det klare mål, at han ønsker at vi skal blive bevaret i troen på ham og holde fast i det håb vi har om at vi en dag skal leve et sted, hvor der ikke er synd, sygdom, og ondskab.


Jeg ved ikke om mit svar har givet nogen mening for dig og hjælp til dig, for det er vanskelige ting, du kæmper med. Men du er velkommen til at skrive til mig på susanne@jesusnet.dk. Så vil du ikke længere være anonym, men jeg har tavshedspligt. Og så kan vi ”tale” lidt mere om din situation.

Må Jesus være din fred og din styrke!

Kærlig hilsen
Susanne K