Hej.

For nogle dage siden fortalte én mig om et møde, hvor der bl.a. blev fortalt om Jesu holding. Jesus gik bladt alle mulige forskellige mennesker, og behandlede dem med respekt. Det, som kunne gøre ham gal var farisæismen - det var de mennesker, der, i hvert fald i det ydre, lignede ham mest. Lad os aldrig ligne farisæer, men lad os forsøge at gøre Guds vilje og elske vor næste, selvom de ikke har samme holdning som os.

I bogen "Den nåde jeg ikke kendte" fortæller Philip Yancey om en kristen mand, der "springer ud" som bøsse:

Efter at Mel var "sprunget ud", og hans historie var blevet offentliggjort, mødte han en kold skulder fra sine tidligere kolleger og arbejdsgivere. Kendte kristne, som han havde overnattet hos, som havde rejst sammen med ham og som havde tjent hundredetusindvis af dollars på hans skrivetalent, ænsede ham ikke mere. I en lufthavn fik Mel øje på en kristen leder, som han kendte godt og rakte hånden frem. Manden skulede vredt, vendte ryggen til Mel og ville ikke tale med ham. Da Mels bog udkom, indkaldte nogle af de kristne, han havde arbejdet for, til en pressekonference. Her afviste de bogen og benægtede at have arbejdet tæt sammen med Mel.....

Philip Yancey beslutter at mødes med homoseksuelle, der boede i deres kvarter:

Nogle af dem havde en kristen baggrund. "Jeg tror stadig," var der én, der fortalte mig. "Jeg ville ønske, jeg kunne gå i kirke, men hver gang har nogen udspredt et rygte om mig, og pludselig holder alle sig langt fra mig." Han tilføjede: "Som bøsse er det lettere at få tilfældig sex på gaden end et knus i en kirke."

Philip Yancey fortæller om en person, som han har lært meget af:

Edward Dobson har jeg lært meget af om, hvordan man skal behandle mennesker, der er "anderledes". Han har tidligere arbejdet på den fundamentalistiske højrefløj. Dobson blev senere præst i byen Grand Rapids i staten Michigan. Han blev bekymret over AIDS-problemet i byen og forsøgte at mødes med homoseksuelle ledere i byen. Han tilbød også hjælp fra medlemmer af sin kirke. Selv om Dobson ikke havde ændret sit syn på homoseksualitets syndighed, følte han, at han skulle møde de homoseksuelle med kristen kærlighed. Bøsseaktivisterne var mistroiske for at sige det mildt. De vidste, at Dobson var fundamentalist.
Med tiden opnåede Ed Dobson de homoseksuelles tillid. Han opfordrede sin menighed til at give julegaver til mennesker, smittet med HIV, og tilbyde praktisk hjælp til de syge og døende. Mange af medlemmerne havde aldrig tidligere mødt en bøsse. Nogle få nægtede at medvirke. Men langsomt begyndte de to grupperinger at se hinanden i et nyt lys. Én af de homoseksuelle sagde til Dobson: "Vi er klar over dine holdninger og ved, at du ikke er enig med os. Men alligevel udviser du Jesu kærlighed, og det er vi tiltrukket af."

Tænk hvis vi som kristne kan leve så nær ved Jesus, at vi i afhængighed af Ham tiltrækker andre mennesker med Jesu kærlighed. Det vil for mig være et vigtigt bedeemne.

Jeg tror, at vores reaktion over for personer, vi ikke bryder os om, skyldes frygt.

Brug Helligånden som din advokat, din "body-guard", din vejleder, din rådgiver, og din trøster og din ven.

Philip Yancey har netop skrevet følgende:

Jeg ved godt, hvorfor nogle kristne opfører sig uden nåden: De er bange.

Førhen kendte jeg Bibelen mindre, end jeg gør nu, og var bange for at få spørgsmål, jeg ikke kunne besvare. Når man bliver fuldstændig afhængig af Guds nåde og kraft, vækker Helligånden en tørst og iver efter at læse Guds ord med glæde.

"Det er den verdslige verden i den kristne, der skaber problemer".

M.v.h. MDA

Hej MDA - -

- ja - nåden bliver vi aldrig færdige med at tænke over, tale om, bruge løs af!

Du efterlyser (i "Kirke og tro") kommentarer til nåden , så jeg prøver at tilføje et par ord, som lige falder mig ind her, til dine videre overvejelser:

Mange vil nok hellere frikendes end benådes, tror jeg.
Når man bliver frikendt ved en domstol, så betyder det nemlig, at man er kendt ikke-skyldig.
Og mange føler sig virkelig uskyldige.
"Det er ikke min skyld - det var mine forældres/læreres/dårlige kammaraters/samfundets/Adam og Evas skyld.
Når man har gjort sit bedste, så må det vel være godt nok, ikke?"

Nej, det er det ikke!

At blive benådet betyder, at man kender sig skyldig og kan bede som tolderen, der vidste alt om sine overtrædelser: "Gud, vær mig synder nådig!"

Det var ham, som af Guds nåde gik retfærdiggjort hjem. Ikke farisæeren, som havde gjort sig stor umage med sit liv. Han havde betalt tiende og fastet, ikke kun efter reglerne men meget mere!

Men uden for Kristus får vi intet af nåde, men efter fortjeneste.
I Kristus får vi den ufortjente nåde, i hvilken hverken vores gode gerninger eller vores mange synder tæller med.
Her gælder alene Jesu retfærdiggørelse: at han har købt og betalt os med sit blod og indbudt os til at følge ham i opstandelsen, iklædt frelsens klæder.

Jeg tror, at mange misforstår talen om Guds ubetingede nåde i retning af, at Gud nok ikke tager det så nøje. At han er er tolerant og ser igennem fingre med vores lovovertrædelser, fordi han ved, at vi er svage og ikke kan være fuldkomne.

Det er den form for nådeforkyndelse, som den gamle slange bruger til at bedrage os med!

Skriften lærer os noget ganske andet, nemlig at Guds nåde netop ikke er eftergivenhed, men fuldstændig retfærdighed!
Og - tak og lov: Retfærdigheden har sket fyldest:
Jesus har på sit kors betalt den høje pris for alle syndere til alle tider.

Men hans nåde kan afvises, og så må man selv retfærdiggøre sig og selv opfylde Guds hellige lov til punkt og prikke. Og da ingen overtrædelse af loven er så lille, at den ikke fører til forkastelse, er det et problem, der ikke er nogen løsning på ...

Sådan tror jeg det skal forstås.

kristina

Kære Kristina.

Tak for dit indlæg.

Hvis jeg må tilføje noget, så tror jeg, at benådning er et forhold mellem Gud og det enkelte menneske.

Når jeg f.eks. oplever en andens opførsel, som jeg ikke bryder mig om, må jeg hele tiden minde mig selv om, at det er noget, der kun vedrører Gud og vedkommende. Ligesom min egen daglige uheldige opførsel vedrører Gud og mig. Jeg synes, at have rigeligt i mine egne fejltrin, og ønsker langt fra at se min egen skyld i øjnene.

Forestil en situation, hvor du selv ved, at denne episode eller opførsel ikke lige var så heldig. Hvis dine omgivelser ser igennem fingrene med det og vælger at opfatte det positivt, har de på en måde fået din store sympati. Jeg ønsker langt fra offentligt at erkende min skyld, selvom jeg ved, at det er meget vigtigt over for Gud at erkende ethvert fejltrin.

Hvis vi blot kunne være et redskab til at vise andre, hvor stor en Gud, vi tror på. Han er den største, men vi bliver nødt til at erkende vor magtesløshed i alle situationer, og da vil Gud kunne udfolde sin magt gennem os.

Jeg er ikke uenig med dig Kristina, men ønsker bare at vise et eks. på den balancegang, det er i at elske sin næste, og stadig stå ved sin overbevisning om, at Jesus er vor Gud og Frelser.

At tror på Gud er et tilbud, som gives til hvert enkelt menneske.

Há det godt.

M.v.h. MDA

Hej.

Lige en enkelt tilføjelse med henvisning fra Bibelen:

"Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis." (Rom. 2, 1).

M.v.h. MDA