Hej.

Jeg kan huske, at den 11. september 2001 gjorde mig så bange, at jeg begyndte at gå i kirke. Jeg var fortvivlet og både bange og bekymret for fremtiden.

I kirken fortalte præsten, at bekymringer var en synd. Det var svært for mig at forstå, men jeg tror måske, at mange bekymringer kan overskygge vores forhold til vor Herre.

I bibelen står der et sted, at vi ikke skal være bekymret for noget, men lægge alt frem for Gud.

Jeg har en bønnebog. Hvis der er noget, der bekymrer mig, lægger jeg det i Guds hånd ved at skrive det i min bønnebog. Derefter ønsker jeg bevidst ikke mere at tænke på det, for mine bekymringer kan ikke løse problemet.

M.v.h. MDA

Hej MDA..

Hvordan kan bekymringer være en synd?

Mvh

Hej Sammy.

Det samme har jeg også gået og tænkt meget på.

Jeg tror, at bekymringer kan blive så store, at de bliver "større" end Gud, og dermed en slags afgud.

For mit eget vedkommende er det lettere at forholde mig til den tanke, at det er forkert at bekymre sig. Bekymringer kan gøre stor skade, og er ikke til nogen gavn.

Jeg vil med mit indlæg ikke fremhæve synden, men ønsker blot at give et løsningsforslag.

Læg alt frem for Gud og vær bevidst om, hvad du tænker på.

Há det godt.

M.v.h. MDA

Hej MDA .. ja, jeg har hørt den formulering, at hvis jeg har det med at bekymre sig for dagen i morgen, så skyldes det, at jeg vil være mit eget forsyn og mangler tillid til at

jeg er vi er i Herrens hænder
i alt som med mig sker.
I smil og gråd jeg kender,
at Herren er mig nær
Om jeg i dybe dale
må gå den tuænge vej
fra Himlens høje sale
hans øje følger mig
(DS 51,2)

Det har været mig en hjælp og trøst at være opmærksom på netop det!

Men der findes nok også "gode bekymringer", som vi ikke behøver at skamme os over og bede om tilgivelse for ... ?

kristina