Hejsa.
Jeg står i den situation at jeg er begyndt at komme i et kristent ungdomssamfund, men jeg er ikke født og opvokset som kristen og derfor har jeg mange overvejelser omkring mig selv i forhold til andre kristne.

Jeg er født og opvokset i en familie hvor tro ikke var hverken et tvangs-spørgsmål eller et tabu. Med andre ord: Det er ok at tro og man må helt selv om hvad man tror på. Dog er min familie kultur-kristen ligesom de fleste danske familier og jeg har derfor en kristen basis, hvis man kan sige det sådan.

Jeg begyndte ret tidligt selv at søge Gud og Jesus. Det kom naturligt til mig at det var det jeg troede på. Jeg kan huske at jeg ønskede at blive konfirmeret – ikke for festen og gaverne, men for at bekræfte min tro. Det var dog ikke muligt, da min familie flyttede meget rundt i landet på daværende tidspunkt. Jeg har siden hen været meget ked af det over at jeg ikke blev konfirmeret og været virkelig bange for at Gud så ikke ville acceptere mig, men jeg har så snakket med en præst om dette og lært at konfirmationen er en menneskeskabt tilkendegivelse af sin kærlighed til Gud, men ikke et krav.

Jeg har jo aldrig levet decideret kristent, udover at jeg har haft min tro og bedt til Gud og Jesus hver dag samt opsøgt troen. Det har ikke været en livsform jeg har fået præsenteret rigtigt før senere hen. Det vil sige at jeg fx både har drukket mig fuld, haft en del kærester og været i seng med nogen.

Det at gå i seng med nogen betyder ikke det store for mig fysisk. Det vil sige, at jeg ikke har den store fysiske trang til det, men at det måske bare har været noget man har gjort (i nutidens ikke-kristne kultur), men jeg kunne for min skyld sagtens ha’ ventet med sex da jeg ikke føler et behov og jeg fortryder da også det meste af det, men jeg har ikke været bevidst om at der var andre muligheder. Der har været en enkelt kæreste jeg virkelig har elsket og troet på at det ville være os to for evigt (jeg har selvfølgelig holdt meget af ”alle” de kærester jeg har haft) og der var det at gå i seng med ham så også en fysisk manifestation af kærligheden, men ellers har det kun været ”noget man bare gjorde når man var kærester.”

Mit ”problem” er at jeg føler mig forkert i forhold til andre kristne unge. Jeg føler mig ikke forkert på den måde, at Gud elsker dem mere end han elsker mig. Jeg har levet ud fra det jeg havde lært og ikke valgt at leve et liv i synd bevidst, men jeg har bevidst valgt at tage Jesus til mig og lægge mit liv om, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg havde levet sådan altid, hvis jeg havde kendt til det. Men de fleste kristne unge er jo født og opvokset i kristne familier og miljøer og har derfor fra barnsben lært at leve rigtigt og dermed har de et livsgrundlag jeg ikke har. Jeg tror at mange vil se ned på mig, fordi jeg i deres øjne har levet ukristent (jeg har jo troet på Gud, men jeg har ikke levet mit liv i overensstemmelse med denne tro) og jeg er bange for at det ikke vil blive opvejet af, at jeg af mig selv har fundet den rigtige vej, selv om det aldrig er blevet givet til mig, som det er blevet givet til dem.

Jeg er bange for hvordan jeg skal tackle det når jeg skal tale med de andre unge. Når jeg måske er så heldig at få nogle nære kristne venner eller måske at møde en jeg kunne tænke mig at leve mit liv med. Hvordan skal jeg så forklare at jeg altså har levet sådan, men at jeg føler mig ligeså kristen som dem og at jeg igennem min tro føler mig renset fra mit tidligere liv?

Hvordan ser i på sådan en som mig? Er jeg bare mindre værd, selv om jeg ikke har haft de samme muligheder for at kende til kristendommen som jer? Eller er jeg netop ligeså meget værd som jer, fordi jeg selv har fundet den rigtige vej og vælger at leve sådan nu?

Hejsa ven

Jeg vil gerne sige til dig, at du er akkurat lige så meget værd som alle andre!
Og så vil jeg sige til dig, at jeg har haft det nogenlunde ligesom dig, har egentlig altid troet på Gud/Jesus, men det blev først rigtig personligt for mig da jeg blev voksen. Jeg har således også haft kærester og gået i seng med dem fordi jeg ikke kendte andet, og fordi jeg følte det var naturligt. Det var først da jeg kom til personlig tro at jeg blev bevidst om at det var forkert at have sex udenfor ægteskabet. Jeg havde også drukket mig fuld til fester o. lign. selvom jeg egentlig ikke brød mig om det, så jeg kender godt til det du skriver om.
Jeg kan så også fortælle dig, at jeg ALDRIG har følt fordømmelse eller foragt fra andre kristne over det liv jeg levede førhen, tværtimod!! De har altid vist stor forståelse for mig og accepteret mig som jeg er. I starten følte jeg det også som et handicap at jeg ikke kom fra en kristen familie, og kan da også stadigvæk være lidt misundelig på dem som har fået kristendommen ind med modermælken, men jeg har også opdaget at det kan bruges konstruktivt, især i forbindelse med at tale med andre om kristendommen som heller ikke kender ret meget til det, så det er ikke kun dårligt at komme fra en ikke-troende baggrund, selvom man da kunne ønske sig at være det, så fat mod ven og fortæl bare om dit li når du bliver spurgt om det, og du vil forhåbentlig opdage at dem, som er vokset op i troende hjem slet ikke er så fordømmende som man kan frygte :-)

Mvh. Maijannes

Hej Seifos!

Gud være lovet! Og må Han fortsat velsigne dig

Du og jeg står i nogenlunde samme situation! Jeg er også ført kommet til tro "sent", som 18-årig i 2.g, og har altså også levet i hvert fald dele af det du snakker om inden jeg blev kristen.

Jeg tror, og håber, at det du siger med at andre kristne skulle se ned på det er noget du enten bilder dig selv ind, eller noget som satan forsøger at binde dig på ærmet.
Skriv lige til mig (du kan finde min e-mail adr på min profil), så skal jeg fortælle hvad jeg mener. Det er ikke noget jeg har lyst til at lægge frem åbent her.

Men jeg har i hvert fald aldrig mødt noget der bare minder om det du er bekymret for. Tværtimod har jeg oplevet at folk er blevet opløftede af at høre min historie, om hvordan jeg kom til tro, og at det faktisk skete PÅ TRODS AF min familie, og ikke på grund af den.

Det jeg nemlig kan forestille mig, er at mange som er vokset op i kristne hjem kommer i tvivl om hvorvidt de tror fordi de er blevet opdraget til det, eller om de tror fordi de rent faktisk TROR, hvis du er med?
Når der så kommer en som IKKE kommer fra en kristen baggrund og fortæller hvordan han/hun blev kristen, så er det min erfaring at folk elsker at høre om det.

Der er ikke nogle der er mere eller mindre værd end andre her! Det er nok det jeg lige vil slå fast her til sidst, så hårdt som jeg kan. Vi er forskellige! Godt nok kommer vi fra forskellige baggrunde, og er vidt forskellige mennesker, men vi er allesammen eet i Kristus. Os som ikke har troen med hjemmefra har brug for de der har, og de der har den med hjemmefra, har brug for os som ikke har.

"Grenene er mange, træet er ét!" står der et sted i Salmebogen

Hvis du har nogle spørgsmål, af HVILKEN SOM HELST ART, så skriv til mig. Jeg kan godt huske hvordan det var at være ny kristen, og alle de spørgsmål man havde. Hvis jeg kan hjælpe dig med nogle af dem, så gør jeg det gerne.

Må Gud velsigne dig, og lade dig vokse i troen på Ham!

JF

Kære Seifos.

Du skriver;

"De fleste kristne unge er født og opvokset i kristne familier og miljøer og har derfor fra barnsben lært at leve rigtigt."

Du har ret i at os der er vokset op med bibelens ord, har haft en bedre forudsætning for at leve sådan som man som en kristen bør, men dette betyder dog langt fra at vi er bedre end andre.

Jeg er vokset op i et kristent miljø, har en kristen familie, har haft kristne venner og er kommet alle de "rigtige" steder. Een ting jeg har lært gennem min opvækst er, at kristne unge også falder for fristelsen, har sex før ægteskab, bliver gravide, er homoseksuelle, drikker og taler ondt om andre sommetider. Som voksen har jeg lært utrolig mange mennesker at kende, muslimer, hinduer, jøder, ateister, new age folk mfl. der bestemt opfører sig ligeså "pænt" som jeg og mine troesfælder.

Min erkendelse af at der er ondt skabt i os alle og at kristne ikke nødvendigvis er de mest hellige mennesker på joren altid, har betydet at jeg har opgivet det med at passe ind.
Jeg kommer ikke fast i nogen bestemt menighed eller forening, men har fælleskab med både kristne og ikke kristne i min hverdag. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om at Jesus er sandheden, vejen og livet og det er de mennesker jeg omgåes heller ikke i tvivl om at jeg tror på.

Jeg vil ønske dig held og lykke med fælleskabet med andre kristne og håber at de vil tage godt imod dig.Du er absolut lige så velkommen og ligeså meget værd som alle de andre, så kast du blot den tvivl bort og glæd dig over dit personlige forhold til Jesus, der vil skinne igennem dig for enhver at se.

Hilsen Angela

Mange tak for jeres svar.
Jeg er glad for at høre at de færreste ser ned på en, bare fordi man har haft en andet udgangspunkt og jeg synes også kun at jeg er blevet taget godt imod der hvor jeg er begyndt at komme.

Men jeg tænker stadig, at der næppe er nogen der ville være interesserede i at have et forhold til mig. Én ting er at man kan lade være at dømme en tilfældig person eller en ven, men hvordan er det når det handler om at skulle være kærester og der er nogle helt andre følelser involveret? De fleste kristne unge mænd har jo levet i afholdenhed og ønsker jo også at deres kærester/koner har det, indtil de mødes og bliver gift. Hvad gør man lige her?
(Det er nok mest henvendt til dem der rent faktisk er opvokset i et kristent samfund).

Hej Seifos

Velkommen her.
Først af alt vil jeg sige, at jeg håber, at vi i den kristne menighed synes, at alle er lige meget værd - uanset hvad vi tror på og har bedrevet i nutiden eller i fortiden. Desværre er vi jo stadig syndige mennesker, og der findes derfor stadig personsanseelse i den kristne menighed. Men jeg tror ikke, at man vil se ned på dig, fordi du har levet som "almindelige" danskere og haft et sexliv, før du kom til en anden overbevisning. Det gør jeg i hvert fald ikke.
Jeg tror, at mange af os, der er opvokset i kristne menigheder, kan gribe os selv i at være misundelige på nyomvendte. Ikke fordi vi er utilfredse med det liv, vi selv har haft, men fordi det virker mere autentisk at have prøvet et andet liv, og så selv vælge at blive kristne. Vi spørger jo konstant os selv, om vi nogensinde har haft et valg. Hvis du har oplevet, at folk har stillet spørgsmål til din fortid, så er det måske snarere fordi, at de er misundelige, end fordi at de er forargede.
Hvis du får en kæreste, der er opvokset i et kristent hjem og er jomfru, så kan hun være usikker på din fortid og hendes egne manglende erfaringer. Det skal du måske huske at snakke med hende om. Men ellers lad være med at tage problemerne på forskud. Vær imødekommende over for dine kristne venner, så tror jeg også, at de vil være imødekommende over for dig.

Med venlig hilsen
Henoch

Hov. Det skal lige siges at jeg er en pige!
Og at mit spørgsmål som gik på at de fleste kristne mænd jo har levet i afholdenhed og også ønsker det af en kvinde, var ment som, hvad de ville synes om en kvinde som mig. Ved ikke om det er anderledes når det er en kvinde i stedet for en mand, der har levet anderledes?

Hej Seifos

Ups! Det må du undskylde! Men argumentet gælder vel begge veje rundt. Jeg kan godt føle mig usikker på, at jeg ikke har nogle rigtige sexuelle erfaringer, og den usikkerhed kan måske øges, hvis jeg får en kæreste, der har prøvet en masse. Men jeg har ikke nogle moralske problemer med at blive kæreste med en "erfaren" pige. Vi er jo alle syndere, og har man ikke lavet den ene fejl, så har man lavet så mange andre. Men hvis hun har været gift, og vi en dag skal giftes, så ville jeg dog vælge rådhuset frem for kirken.

Med venlig hilsen
Henoch

Hej JF.

Jeg er helt enig...

M.v.h. MDA

Hej Seifos.

Velkommen hertil, og tillykke med at du er kommet til tro!

Mht. synet på dem, der ikke er vokset op i kristne hjem, har jeg ikke noget at tilføje ud over det, der allerede er blevet sagt her. Der er ikke nogen, der ser ned på en, fordi man ikke er vokset op i et kristent, hjem, tværtimod er det noget, man glæder sig over!

Jeg er heller ikke selv vokset op i et decideret kristent hjem. Begyndte så småt at komme til tro som 8-9-årig (via bøger) og kom først i et kristent fællesskab som 15-årig. Derfor har jeg heller ikke gjort mig de erfaringer, du nævner, fordi det skete så tidligt.
Men mht. min vej til troen vil jeg skrive mere om det en dag, når jeg har bedre tid.

Mht. kærester tror jeg heller ikke, at de vil se ned på en, som har "erfaringer" fra sin ikkekristne tid. (Hvis de gør, er det i hvert fald et problem!) Hvad der er bekendt for Gud, er også helt og fuldt tilgivet!
I kristendommen er der ikke, som i islam, noget krav om en intakt mødom på bryllupsnatten (den kunne jo i øvrigt også være gået i stykker på anden vis ). Så det skal du ikke bekymre dig om.

Mvh. Anne.

Hej Seifos

Først vil jeg sige, at det er super fedt du er her ,og at du har valgt at leve sammen med os i jesu kristi fællesskab.

Jeg vil dernæst gerne tilføje noget, som jeg syntes er utroligt vigtigt. Herinde har du kun fået positive kommentarer på din omvendelse (Jeg melder mig glædeligt ind i gruppen af lykkeønskere:D). Men hvis der skulle være kristne, som ser ned på dig på grund af dine handlinger før din omvendelse, skal du ikke tage dig af det. For som du selv siger så er du sikker på, at Gud elsker dig = vi som Guds tjenere også burde elske dig som vores søster. Altså er det ikke dig der har et problem, men dem, der ser ned på dig (hvis du nogensinde skulle opleve det)..

Til slut vil jeg ønske dig Guds velsignelse med udviklingen af din tro (en udvikling som vi alle er i gang med, selv os, der har været kristne hele vores liv), og har du spørgsmål omkring din tro eller noget andet i forbindelse med at være kristen, så skal du endeligt bare skrive en mail på jesus_freak60@hotmail.com så vil jeg hjælpe så godt jeg kan.

venlige hilsner Nygaard

Jeg har - på opfordring - for overskuelighedens skyld delt tråden (den anden halvdel er her, da debatten begyndte at gå i lidt forskellige retninger. Velkommen til at fortsætte debatten begge steder.

Hej igen Seifos.

Som jeg skrev før, er jeg heller ikke vokset op i et kristent hjem, og sagde at jeg ville skrive om det en anden dag.

Jeg kan ikke sige, at jeg nogensinde har været ateist, men har altid haft en "barnetro" på Guds eksistens.
Da jeg var omkring 8-9 år, fandt jeg en kristen børnebog, som havde været min mors, i reolen (min mor var vokset op i et kristent hjem, og hos mine bedsteforældre oplevede jeg ting som at synge til bords, aftenbøn og kirkegang).
Det var en længere bog, der handlede om en dreng, hvis forældre fortalte ham om Gud, om Bibelens beretninger, de 10 bud, Fadervor mv. Da jeg havde læst den, tænkte jeg, at det ville jeg da tro på!

Imidlertid var det noget, jeg gik alene med i en del år, hvor jeg hovedsageligt læste bøger om troen; fx. salmebogens liturgi, salmer og tekster til de enkelte søndage (jeg vågnede altid før de andre søndag morgen dengang ), siden en billedbibel og et NT fra gideonitterne på skolebesøg.

Da jeg blev lidt ældre (13 år), stødte jeg på en lokal kristen radio, som jeg havde megen glæde af at lytte til, især, fordi de mennesker, som fortalte om deres tro der, gjorde det på en måde, så jeg klart fornemmede, at det ikke kun var teori - hvilket det evt. kan blive til, hvis man kun læser om det.
Sidenhen kom jeg i en kristen teenklub som 15-årig og havde stor glæde af det. Det kan vel ikke kaldes en omvendelse, da jeg jo allerede var troende, men det var et væsentligt vendepunkt. Der lærte jeg Bibelen og Jesus at kende på en helt anden måde og oplevede også på andre områder i mit liv en stor og glædelig forandring. Dvs. at jeg var blevet mobbet i skolen de sidste 7 år inden, men da mobningen en dag tog overhånd, og lærerne endelig fandt ud af, hvad der egentlig foregik, kom jeg i en ny klasse på samme skole, og mobningen holdt op.
Både det og så, at jeg havde fundet et kristent fællesskab og en ny dimension i troen, betragtede jeg som 2 store undere! Det var som om, jeg bare blev overøst med al velsignelsen på en gang.
Jeg havde ikke drømt om, at det var muligt, at mobningen skulle stoppe og havde heller ikke tænkt på, at man kunne bede Gud om det (nok det med det teoretiske igen). Jeg havde heller ikke drømt om, at jeg skulle komme i et kristent fællesskab og lære andre kristne at kende, endda på min egen alder.
(Før troede jeg, at det kun var ældre mennesker, der var kristne - og så mig! Samtidig var jeg på flere områder meget fascineret af, hvordan folk levede i gamle dage, og så nok min kristne tro / interesse som delvis en side heraf.)
Og så var det jo fantastisk at komme i et fællesskab, hvor man blev inddraget, respekteret og holdt af, til forskel fra de mange år med mobning. Det var også stort at læse / høre om alle de beretninger fra evangelierne om, hvordan Jesus viste dem kærlighed, som andre holdt udenfor eller foragtede. Han ville være ven med dem, som ingen andre ville være venner med!

Nå, men det var så lidt af min historie. Har du lyst til at spørge om noget, er du velkommen til det.

Mvh. Anne.