Hej.

Jeg er ved at læse bogen "Et råb i ørkenen" af Keith Green. Han advarer om, at vi ikke må glemme angeren.

Gud har aldrig lovet os, at vi, når vi bliver kristne, får et lettere og lykkeligere liv, men han har lovet at gå med os og hjælpe os til at komme hele igennem de udfordringer og prøvelser, som vi møder i livet.

Keith Green skriver det på følgende måde:

Bibelen er ikke fuld af historier om, at Gud gør folk lykkelige. Den er fuld af historier om, at han gør dem hellige. Og det at gøre folk hellige er en lang proces. Det tager tid. Det er ikke behageligt. Sommetider gør det direkte ondt. Men hvis vi er tålmodige og samarbejder med Gud, vil vi høste goderne af hans gerning i vores liv. Måske oplever vi ikke altid lykke, men vi kan få hans fred gennem hele forløbet.

I Bibelen står der et sted, at alle har syndet.

Keith Green skrever videres:

Men anger og omvendelse betyder at lave om på vores måde at tænke om Gud og om syn på. Det betyder at regulere vores følelser og handlinger. Vælge at hade synden og elske Gud. Se den smerte og ødelæggelse, vores synd har betydet for Gud, andre og os selv. Og så forsage synden og leve et liv, som behager Gud. Charles Finney udtrykte det sådan her: Anger betyder en ændring af ens vilje, følelser og levevis i forhold til Gud.

Det er svært - men lad os se sandheden i øjnene; anger er ikke tomme ord. Anger er at se, hvor sort vores synd er, og sige til Gud: "Jeg er godt klar over, hvor meget ondt jeg har gjort dig. Jeg var på grund af min synd med til at bore naglerne ind i dine hænder og fødder." Det er først, når vi ser, at vores synd har kostet Jesu blod, at vi kan vende os fra os selv og villigt leve for at behage Gud. Derfor sagde Johannes Døberen, at vi må bære den frugt, som omvendelsen kræver (Matt. 3,8). Derfor mindede Paulus sine tilhørere om, at de skulle bevise deres anger gennem deres handlinger (Ap.G. 26,20). Anger skal komme fra hjertet. Så skaber den et forvandlet liv - et konkret bevis over for Gud, os selv og folk omkring os på, at vi virkelig har omvendt os.

Hvordan fremkommer sand anger så? Jeg tror, det må være noget, Helligånden bevirker. Hvorfor? Fordi vi er blændet af vores synd, og vi tror, vi er meget bedre, end vi i virkeligheden er. Kun Gud kan se ind i hver eneste sprække i vores hjerte. Han ved, hvor meget skidt der er dynget op derinde. Han vil have os til at se det, som han ser det - og beslutte os til, at vi vil skaffe os af med det. Jeg taler om ting som selviskhed, vrede, misundelse, selvmedlidenhed, begær og besiddertrang. Freden kommer, når vi er ærlige over for os selv om den synd, der har hobet sig op inde i vores hjerte - og beder Gud fjerne den. Så bliver vi rene for Herren.

I 1. Joh. 1, 9 står der:
Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.

M.v.h. MDA

Hej.

I lørdags læste jeg et andagtsstykke af Billy Graham (fra bogen "Håb til hver dag", 15. AUGUST).

Han skrev bl.a. følgende:

Der er brug for en bekendelse af synd og en fuldstændig overgivelse af hvert eneste område af vores liv, personlighed og vilje til Jesus Kristus - og desuden tro på, at Kristus vil acceptere denne overgivelse....

Daglig overgivelse - det er nøglen til sejr hver dag.

Jeg har selv erfaret, at være fuldstændig magtesløs, og det er netop på sådanne dage, at jeg beder Gud hjælpe mig med ALT.

M.v.h. MDA

Keith Green ifølge MDA:
"Hvordan fremkommer sand anger så? Jeg tror, det må være noget, Helligånden bevirker."

Sand anger består i at bekæmpe vanetænkningen. Det kan aldrig blive vanetænkning at rette opmærksomheden mod Gud og acceptere Guds vilje og almagt. Derimod er det så nemt som ingenting at undlade at angre. Det er så nemt at acceptere den naturalistiske ideologi som vanetænkning, nemlig den vanetænkning, at Gud ikke har nogen indflydelse på den fysiske og biologiske verden. Vi har alle syndet og gør det til stadighed. Derfor bør vi som kristne dagligt omvende os ved at lovprise Gud og dermed acceptere Gud som altets skaber og opretholder.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej hoeg.

Hvor er jeg glad for at læse dit indlæg.

Jeg har lige læst mere, som jeg simpelthen måtte dele med jer.

Bogen "Et råb i ørkenen" af Keith Green kan jeg varmt anbefale - jeg ved ikke, om den stadig kan købes. "Anyway" -Keith Green skriver bl.a. følgende:

Da jeg lige var kommet til tro, forstod jeg slet ikke noget om omvendelse, så jeg brugte megen tid på at søge sjælesorg. Jeg sagde til sjælesørgeren: "Jeg føler mig ikke frelst. Der er så mange områder, hvor jeg svigter. Jeg er svag og frustreret."

Og så siger en sjælesørger måske: "Nåh, jamen det er bare Djævelen, der anklager dig. Du må stå ham imod og tro på, at Jesus elsker dig."

Keith fortæller om, at han stædigt ville bede til Gud, indtil han fik Guds fred - og han fik fred...

Så lod Helligånden sit lys stråle ind i mit hjerte. "Kan du ikke se det?" sagde han til mig. "Dit hovmod har ladet dig tro, at disse svage sider er noget, du må lære at acceptere. Men det er ikke sandt. Du er en synder, og du har brug for at angre."

Jeg sagde til Herren: "Ja, men vi er jo alle sammen syndere. Jeg er bare en almindelig synder. Ingen er fuldkommen!"

Herrens irettesættelse standsede mig brat: "Lad være med at komme med undskyldninger. Du er en synder." Så begyndte han at vise mig det, jeg kunne mærke var hans dom. Gud forsøgte at føre mig til anger - og jeg havde givet Djævelen skylden!"

Hvad jeg ikke vidste - fordi ingen havde fortalt mig det - var, hvordan jeg skulle tage imod hele frelsens budskab. Jeg havde ikke set min synd i øjnene og angret den. Det gjorde jeg den dag, og mit liv begyndte at blive forvandlet.

Senere skriver han om forskellen mellem Helligåndens og Djævelsns gerning:

Helligånden vil overbevise os om synd, så vi kan angre og få genoprettet vores forhold til Gud. Djævelen vil tage modet fra os og i sidste ende ødelægge os. Forskellen er enkel. Helligånden er altid specifik. Han siger: "Hold op med at råbe ad dine børn," eller: "Du skal bede noget mere." Djævelen er derimod generel i sine anklager. Han siger f.eks.: "Du er en elendig far og en ynkelig kristen, der aldrig beder. Hvorfor giver du ikke bare op?"

Det er vigtigt at vide, hvem der taler til os, så vi kan reagere rigtigt på det.

M.v.h. MDA

Hej MDA, Hoeg - og andre

Hvad forstår I helt konkret ved anger? Er det, at fortryde noget, man har gjort, anger? Er dårlig samvittighed anger?

SometOut: - Hvad forstår I helt konkret ved anger? Er det, at fortryde noget, man har gjort, anger? Er dårlig samvittighed anger?

Man kan angre overfor et medmenneske og forsøge at gøre skaden god igen, og søge tilgivelse for dumheden, fejlen, det ubetænksomme, etc. At angre noget overfor Gud kan ikke være det samme. Omvendelse er mere nærliggende.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej SometOut

jeg tænker at anger betyder noget med at erkende, at der begik jeg en ukærlig eller ond handling. Ikke helt det samme som dårlig samvittighed, men de hænger vist sammen på en måde alligevel.
At fortryde ligger tæt op af anger, men den virker på mig mere som hen i retningen af at: Gid jeg ikke havde gjort x og x, for så havde jeg undgået at xx..osv.
Anger er mere at ganske enkelt erkende, at dér var jeg ukærlig eller ond (eller hvad ord man kan beskrive synden med), uden at tænke videre hen til, hvad der ville være for en situation, hvis ikke jeg havde gjort den givne ting.

Kunne være interessant at se, hvad ordbogen siger henholdsvis fortrydelse og anger.

Mvh. Tau

Hej Tau



Erkende overfor andre, eller "blot" overfor sig selv?

Hej tau - ja hvis jeg angrer, så er det min samvittighed der fortæller mig at jeg har gjort noget forkert, som jeg har brug for tilgivelse for.

Hvis jeg fortryder er det snarere sådan, at jeg ærgrer mig over konsekvenserne af min handling - hvis jeg f.eks. fik en P-bøde .. - for nu at vælge noget dags-aktuelt..

Men det fremgår nok som regel af sammenhængen, hvordan ordene skal forstås ..

kristina

Hej SometOut,



Hm? Det har jeg ikke helt tænkt til ende, men det er nok både overfor én selv, OG overfor Gud. Angre - jeg har kun hørt det brugt af religiøse (kristne og muslimer), og aldrig af dem der ingen gudstro har.

Mht. at angre overfor (andre) mennesker, så tænker jeg at der ville jeg ikke bruge ordet "angre", som i; Jeg angrer overfor dig at jeg xx og xx. I de tilfælde ville jeg nok nærmere bede dem om at vi blev forsonet, og at de tilgav mig.

Mvh. Tau

Hej kristina,

jeg er helt enig. Tak for tankerne.

mvh. Tau

Det jeg fisker lidt efter, det er, om forholdet mellem at have dårlig samvittighed og angre lidt er det samme forhold, som der er mellem at håbe på noget og at bede for at opnå det.

Uddybning:

Der står i Bibelen, at Gud allerede ved, hvad man vil, inden man beder om/for det. Alligevel står der også, at man skal bede. Den aktive handling er altså her vigtig.

Har man dårlig samvittighed over noget, så har man allerede erkendt overfor sig selv, at éns handling ikke var ok. Men man har ikke gjort noget aktivt. Skal/bør man her folde hænderne og bede: "Kære Gud, jeg er ked af at jeg har..." ?

Skal synes I?

Jeg synes, at du rører ved kernen nu.

"At fortryde" og "at angre" bliver nok betragtet som synonymer; men jeg opfatter de to udtryk forskelligt.

Hvis jeg fortryder noget, så ønsker jeg ganske vist, at jeg havde handlet anderledes; men jeg accepterer, at sket er sket, og jeg kan lægge det bag mig uden at blive ved med at gruble over det.
Handlinger, som jeg fortryder, kan jeg bede om tilgivelse for hos det menneske, som jeg gjorde ondt, eller hos Gud, fordi jeg på en måde allerede har tilgivet mig selv eller undskyldt handlingen overfor mig selv.

Hvis jeg angrer noget, så stikker det dybere. Anger bliver ved med at gøre ondt.
Jeg ved godt, at man ikke kan sige, at nogle synder er større end andre; men jeg synes, at det er sværest at bede om tilgivelse for de synder, som jeg har begået over for andre mennesker - handlinger eller onde ord, som jeg ikke kan gøre om, og som jeg ikke kan gøre godt igen.

Hvad nu hvis min synd er, at jeg ikke selv kunne tilgive et andet menneske?
Hvis det bliver ved med at plage mig, at jeg var stejl og uforsonlig?
Det gør ondt og jeg angrer; men findes der tilgivelse?

Vi beder: "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere"; men kan jeg bede; "Tilgiv mig, at jeg ikke kan/kunne tilgive"?

For mig betyder "at angre" at det bliver ved med at gøre ondt, fordi det er så svært at turde tro, at Gud kan tilgive det, som man ikke kan tilgive sig selv, at man gjorde.

Jeg er bange for at ovenstående indlæg gik udenfor emnet, så jeg vil prøve at lede det tilbage igen.

Kan man angre passivt? Er det nok at føle anger, hvis man ikke aktivt har handlet eller udført en gerning for at rette op på det, som man angrer?

Det er aktuelt for mig, fordi jeg har oplevet at jeg kun kunne tilgive en bestemt person, hvis jeg holdt afstand, da vedkommende sårede mig igen og igen.

Jeg følte oprigtigt, at jeg havde tilgivet vedkommende, og at jeg derved havde lagt megen vrede og skuffelse bag mig; men jeg var ikke "stor nok" til at FORTÆLLE vedkommende, at jeg havde tilgivet, fordi hun på grund af psykisk sygdom slet ikke var bevidst om, at hun havde såret mig så dybt, og jeg kunne ikke, som Jesus siger, blive ved med at tilgive 70 x 7 gange, fordi enhver kontakt med vedkommende gav nye sår og rev op i de gamle.

Nu er det for sent.

Hun døde for en uge siden, og jeg ved ikke om jeg gjorde det rette.

I den tid hvor jeg forsøgte at hjælpe var jeg konstant vred eller såret.
Det var først efter at have sagt fra, at jeg kunne gøre op med fortiden og forstå og tilgive.

Der var heldigvis andre til at tage over og hjælpe hende; men JEG svigtede min pligt, og det angrer jeg nu.

Er det nok at tilgive en person i sit hjerte; når man ikke har gjort det overfor personen med ord og gerning?