Markusevangeliet kapitel 8, vers 33:

Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Lukasevangeliet kapitel 8, vers 19-21:

Jesu mor og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå hen til ham for folkeskaren, og der gik bud ind til ham: »Din mor og dine brødre står udenfor og vil se dig.« Men han svarede dem: »Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.«

Lukasevangeliet kapitel 9, vers 41:

Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer og holde jer ud? Kom herhen med din søn!«

Fra tid til anden, synes jeg ikke, at Jesus opfører sig særlig pænt. Er der andre, der også har fået den tanke? Hvordan forklarer/"forsvarer" vi det?

Hej SometOut

Jesus har været PÆNT frustreret fra tid til anden over omgivelsernes reaktioner på Ham, og deres vantro. Det er der ikke noget galt i - for Jesus kunne rent faktisk gøre KRAV på det som de kristne endte med at give Ham: Tro, tilbedelse, og tillid. Alle tre steder du har citeret her mangler dette.

Vi skal gøre op med forestillingen (som er udbredt, også, omend ubevidst, i kristne kredse!) om at Jesus aldrig sagde eet grimt ord til nogen, og bare var en eller anden slags hyggeonkel som rendte rundt og ikke bestilte andet end at hygge med hjemløse og fattige, snakke med børn, osv, og kun talte hårdt til de "onde" farisæere som mente de var bedre end alle andre.
(en typisk dansk misforstået tankegang).

Jesus er faktisk den person i NT som hyppigst taler om helvede, og grunden til at Han gør dét, er at Han ønsker at vække os, at få os til at indse at det er et sted vi skal gøre alt for at undgå.

Summa summarum: Det var ikke Jesu mission at sige en masse pæne og venlige ting som kan gøre os selvtilfredse og glade. Jesus kom for at vække menneskeheden, for at tilbyde en vej ud af den fortabelse som vi egentlig alle har fortjent.

Mvh

JF

Høfligt? Nej, det kan man ikke sige. Men nogle gange er sandhed og nidkærhed vigtigere end høflighed.

Tak for dit svar. Forestillingen om Jesus som "hyggeonkel" var netop den, der fik mig til at spørge. Jeg anser ham nemlig heller ikke som en sådan.

Det forklarer måske i virkeligheden også Lukasevangeliet kapitel 12, vers 49-53 - eller skal den tolkes i en helt anden sammenhæng?

Hej SometOut

Jeg tror, at noget af det stykke helt sikkert kan forklare det som i er nået frem til som konklusion (en konklusion jeg er helt enig i). Men jeg tror også der er andet og mere i versene. første vers lyder: "ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget." (luk. 12,49). Her tror jeg, han snakker om Helligånden, som skal spredes i verden. Hvad mener i?

Hæhæ, JF - god beskrivelse af mange danskeres opfattelse af Jesus...
Jeg kan heller ikke lide Jesus "temperament", men: Gud sendte jo Jesus til jorden som menneske, og derfor havde han altså også menneskelige træk. F.eks. har han nok været virkelig frusteret grænsende til vrede, når folk var for dumme til at fatte noget som helst! Han ville så gerne have dem til at forstå, fordi han elsker os, men de kunne ikke...
Og udover det, så er "Guds veje uransaglige", vi kan altså ikke nødvendigvis forstå, hvorfor Gud gør, hvad han gør - før vi kommer i Himlen...

Markusevangeliet kapitel 8, vers 33:

Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Oversat står der at Peter endnu ikke havde været på "Forklarelsens bjerg" og havde lært Guds vilje (Ordet) at kende.

Lukasevangeliet kapitel 8, vers 19-21:

Jesu mor og brødre kom til ham, men de kunne ikke nå hen til ham for folkeskaren, og der gik bud ind til ham: »Din mor og dine brødre står udenfor og vil se dig.« Men han svarede dem: »Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det.«

Her står der det samme; Jesus mor og hans brødre havde lært på forklarelsens bjerg, den samme sandhed at kende som jesus bekender, (eller ikke vil tale om, og derfor pakker tingene ind i lignelser.) (Luk 8 10)

Lukasevangeliet kapitel 9, vers 41:

Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer og holde jer ud? Kom herhen med din søn!«

Igen det samme, De der endnu ikke har været på Forklarelsens bjerg og lært Guds ord at kende, er underlagt denne verdens regler, og vil derfor være et "Ureligiøst" menneske. Religion er jo latin og betyder "At genforene sig med sig selv". At kende til det jordiske alene, er ikke at leve efter Guds ord, som vi først kender efter Forklarelsens bjerg. Så kun at være her i det Jesus kalder forvildelse, er hverken helt eller halvt en Genforening.

Hvor har du den idé fra?

mvh
Nikolaj

Til Nicolaj

Religion kommer fra gammel latin Religare og betyder noget som at knytte eller binde. Re-ligare (Genbinde)
Brugt i den proces vi almindeligt benytter ordet, får vi at vide i Bibelen at vi er skabt i guds billede.

Religion kommer af religio, men oprindelsen til religio er uklar.

man finder både

re-ligare , at binde igen

og

re-ligere , at læse igen

Begge oprindelser kan findes i ordbøger og ingen ved hvad der er den rigtige.

Nogle gange finder man kun den ene oprindelse citeret i en ordbog, hvilke kan være en grund til at nogle tror at det netop er den oprindelse der er ordets oprindelse. Begge må vel anses for gyldige og ordet "religion" bruges da også i forskellige betydninger som kan henføres til den ene eller den anden af disse.

Mvh,
Lars Peter

Mine tanker omkring emnet her er; at Jesus først og fremmest, ja helt og aldedes, havde for øje at fuldføre sin Faders vilje.

Derfor er hans godhed som sådan et produkt af Faderens vilje. At Jesus er god skyldes at Faderen er God, at han er Faderens vilje.

Steder, hvor for eksempel Peter tror han skal overtage styringen, bliver føjet til side med stor fynd. Ja som i eksemplet som om Satan har taget Peter og nu prøver at afvæbne Jesus og føre ham væk fra Guds vilje.

Men så ville han også have først Jesus væk fra Gud, og derved væk fra lyset og ud i mørket. Så ville det hele fejle.

Man må ikke glemme, at denne vej der for Jesus kostede alt, fik mændende omkring ham til at elske ham, hans styrke i tro vakte kærlighed. Også, og allermest hos Peter.

Jesus havde intet sted at hvile sit hovede, står der. Og det betyder jo at ingen forstod ham, han kunne ikke sætte sig hos en anden der forstod ham. Heller ikke hos Peter, han syntes nogle gange det gik over gevind.

Ja, at djævelen troede, han kunne lokke Jesus væk fra Gud, beviser vel, at Jesus ikke bare er Gud, men at han også var menneske! Han var jo født af en kvinde, og derved var han samtidig med, at han var Gud, også menneske: selvom hans bevidsthed var opfyldt af Guds vilje, og han var ufejlbarlig, var en del af ham også menneskelig, og det vil så forklare, hvordan djævelen troede, han kunne adskille Gud og Jesus og hvorfor Jesus kunne blive frustreret og vred, som jo er menneskelige træk. Intet, han gjorde og sagde, var jo direkte syndigt, bare lidt mærkeligt, når han nu var Guds søn. MEN hvis vi selv havde fået den vigtigste opgave, der fandtes, og tingene gik imod os, ville vi nok ikke kunne nøjedes med at blive vrede og frustrerede...?

Nu tror jeg ikke Peter var nogen djævel. Når Jesus bruger ordet satan, skal det vel forstås som i dets betydning; gudsfjende.

Hvorfor så stærk en reaktion. Jeg tror at Peter her, som den han er, siger hvad de alle tænker. At konfrontationen her er et "kupforsøg blandt venner".

At alle disciplene her efter Peters ord kigger hen på Jesus, og er klar til at give Peter ret, om Jesus tøver. Så at hele discipel flokken sættes på plads her, og lukkes munden på, med Peter som deres instinktive talsmand.

Og nogenlunde den samme situation opstår, i det andet ord hvor Jesu mor og brødre kommer for at få ham til at holde inde med sit uforståelige forehavende, og komme med dem hjem. Overfor den slags pression afviser Jesus så stærkt at emnet er uddebateret.

Husk på, at et andet sted, nemlig i Getsemane have, der trækker Peter et sværd og hugger øret af en soldat (mener at have fået at vide at det var Peter, ellers ret mig venligst). Er denne overtrædelse ikke større? Det skulle man måske tro, men igen, Guds plan er ikke truet her på samme vis.

Og her reagerer Jesus ikke med hårdhed overfor Peter. Derfor skal vi forstå Jesu reaktion, i henhold til hans vilje til at efterleve den plan og gode gerning, som ingen der befandt sig midt i den, var i stand til at forstå.

Med hensyn til det sidste citat, kan vi se i sammenhængen her:

Dagen efter, da de var kommet ned fra bjerget, mødte Jesus en stor skare, v38 og en mand i skaren råbte: »Mester, jeg beder dig, se til min søn, for han er den eneste, jeg har. v39 En ånd tager fat i ham, og pludselig skriger han op, og den river i ham, så fråden står ham om munden, og den mishandler ham næsten hele tiden. v40 Jeg har bedt dine disciple om at drive den ud, men det kunne de ikke.« v41 Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer og holde jer ud? Kom herhen med din søn!« v42 Endnu mens han var på vej derhen, rev og sled dæmonen voldsomt i ham. Men Jesus truede ad den urene ånd og helbredte drengen og gav ham tilbage til hans far. v43 Og alle blev overvældet af Guds storhed.
Jesus forudsiger sin lidelse

Mens alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine disciple: v44 »Læg jer disse ord på sinde: Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.« v45 Men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord.

Hvis vi læser vers 44 og 45, så opdager vi, at Peters reaktion og indsigelse imod Guds plan, lægger direkte i forlængelse af det forløbne her. At ti-øren falder så at sige og disciplene forstår hvad vers 44 og 45 betyder. Og prøver at gøre indsigelse.

Jesus forudsiger sin lidelse og død og opstandelse

v31 Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter. v32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham. v33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Hej Retriever - nu tænkte jeg mere på SomeOuts oprindelige spørgsmål, ikke så meget dit eksempel, jeg tænkte f.eks. på satans fristelse af Jesus i ørkenen...

Nu er synd, at sætte sig op imod Guds vilje og handle imod den, og Jesus var derfor netop uden synd idet han ikke fraviger Guds vilje med hamselv som menneske så meget som en tøddel. Hvem kan sige at han synder når han gør præcis hvad Faderen ønsker af ham? Han var lydig og eftergjorde uden synd, og vredes når mennesket nøder ham til at gøre noget syndigt.

Efter Jesu dåb ved Hellig Ånden, drives han ud i ørkenen. Dette er en del af Guds frelsesplan for mennesket. Og ved at kunne stå imod viser Jesus at han er Gud, for der er intet menneske der klarer denne prøvelse.

Alle, måske med Apostlen Thomas som undtagelse, hvorom Jesus sagde, at han skulle ikke dø, drives ud i ørkenen. Men Thomas lærte jo også i forvejen, hvad ørkenen lærer os andre, derfor blev ham måske sparet for ørkenens prøvelser.

Når mennesket fødes af Ånden, så drives de også ud i ørkenen, efter den vej Jesus har banet. Ørkenen her er for mig at forstå isolationen ved at komme til tro, fremmedgørelsen overfor mennesker der kendte en, der ikke forstår, og måske nøder en som Peter gjorde overfor Jesus. Ørkenens prøvelser udmønter sig i konfrontationen imellem mennesket og djævelens fristelser og såen tvivl.

At mennesket ender med at ønske at det bare kunne være som før, at ville vende tilbage til det gamle liv og væk fra ørkenen. Vi fristes ikke med alverdens magt, nej meget mindre kan gøre det, stærkere er vi ikke. Altså dør vi åndelig talt i ørkenen, men derved kommer vi også til live i Jesus. For det første vi skulle lære, det var at på trods af dåb er vi ikke Gud selv, og ikke stærke nok.

Vi lærer fra start, at Jesus fuldførte, der hvor vi fejler. Og gøres dermed klart, at Jesus er Herren, og vi selv frelses ved ham og ikke ved os selv. At vi dør som det første, og derved levendegøres igen ved tro som tegn på genopstandelsen i Jesus. Ørkenen fører til syndserkendelse hos mennesket, og dette er Vejens første vigtige lære.

Dette er mine tanker og hvad jeg som så tror, efter selv at gå på Vejen og grunde over det jeg læser. Om jeg tager fejl i min udlægning, så er det altså ikke for at støde nogen, og vil gerne debattere Ordet med jer andre.