Kilde: TV2 Nyhederne, fredag den 24. juli 2009



Så må vi vist efterhånden have fået banket en kæmpe pæl igennem den påstand, som alt for mange kristne render rundt med, om at homoseksualitet er noget, man vælger...

Hej Sometout.
Som kristen laerer man at homo sex er en synd, lisom man laerer at mange andre ting som vi goer, er synd men de fleste af os goer dem alligevel. Det med at goere som det passer os goer det paa ingen maade mere eller mindre synd. En synd er ikke mindre eller stoerre end en anden, f.eks en 'lille'Loegn er ikke vaerre som en stor loegn, og hverken 'lille' eller 'stor' er ikke vaerre end mord, tyveri, vold og tugt samt homosexuality. Man kan undvige dem alle hvis man vil. Det er ikke det samme som at sige at det er nemt, slet ikke, men det er en formanig fra Gud at vi holder os fra det.
Det er jo ikke alene Bibelen og de kristne 'foelgere' som siger det. Muslimerne har deres Koran, Joederne deres Torah, som vel godt nok er naesten den samme som 'Det gamle Testamente'
Nok med det. Selvmord eller selvmords forsoeg stammer, for det meste, ikke om hvad andre taenker om sig, men hvad individet taenker om sig selv. Saa det er ikke fordi kristne eller muslimer, Joeder og hvad saa siden der er, doemmer individet. Hvis vi bliver spurgt om et eller andet er synd, saa maa vi gerne sige hvad vores tro fortaeller, det er ytringsfrihed, men vi maa ikke gaa og genere nogen for deres tro.
En analyse Re: selvmord, selvmord forsoeg giver jeg ikke store tanker. Jeg tror ikke der er ret mange mennesker som aldrig har taenkt paa selvmord. Selv har jeg taenkt paa det mange gange, men det var altid for at saare andre. Naar jeg saa havde taenkt paa det for en kort tid gik jeg gerne hjem igen. Som voksen har jeg aldrig skaenket det en tanke.
MVH
Bluerover1

Ja, somethout, det er frygteligt, at homoseksuelle skal føle sig så anderledes end alle andre og dermed have større selvmordsrisiko!

Jeg mener (I må rette mig, Bibelkyndige), at homoseksualitet kun bliver nævnt i DGT og ikke det nye? For alle de andre gamle, jødiske lovbud, er der jo ingen kristne, der holder mere(altså loven om, hvordan man skal ofre og behandle de forskellige religiøse genstande og udføre kristne ritualer.) - så hvorfor skulle det være anderledes for homoseksualitet. Er nysgerrig, for kan ikke helt forstå, hvorfor vi ikke holder alle de gamle bud, som Gud jo har sagt, vi skal holde??...

Nej, homoseksualitet bliver også nævnt i det Nye Testamente.
Jeg fandt et link omkring det på jesusnet.dk, her kommer det:

http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=108

Hej LHJ, du spørger:



Vi skal ikke holde den gamle pagt, den var midlertidig og er ikke gældende for os kristne, men for det daværende Israel.

Her er link til et panelsvar om emnet (se især sidste afsnit):

http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=481

kristina

Hej Kristina..



I har aldrig skullet holde den "gamle" pagt.. Den blev givet til Israel, ikke til nogen anden.. I skal dog naturligvis stadig holde de syv Noahitiske bud og de gælder stadig..

Udover det, så er Pagten mellem G-D og Israel naturligvis ikke "midlertidig".. I så fald ville dette jo være fremgået.. Nej, den er evig, netop derfor der står "evigt" og "altid" i den sammenhæng flere steder;o)

Dette viser jo egentlig også, at kristendommen ikke stemmer overens med Torah, lige så lidt som Islam gør det, da I lærer noget andet end Torah lærer;o)..

Mvh

Hej Sammy - det kommer an på, hvad der menes med "vi".
Jeg havde hele Abrahams slægt i tankerne, inklusive mig selv, når jeg skrev at den gamle pagt var midlertidig.

Vi kristne tror, at Gud har givet sig til kende fremadskridende over tid, og at jødedommen er kristendommens rødder. (Jfr. den norske teolog og kirkehistorier Oskar Skarsaunes bøger herom).

Og når de ti bud stadig har gyldighed for os kristne, skyldes det at de er bekræftet, og endda (med undtagelse af sabbatsbudet) udvidet af Jesus, jfr. hans bjergprædiken.

Jeg vil her også henvise til ApG 13,26-33:

Brødre, I som er børn af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud!
Det er til os, ordet om denne frelse er blevet sendt.

For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat.

Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette.
Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav.

Men Gud oprejste ham fra de døde, og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket.

Og vi forkynder jer det evangelium, at løftet, der blev givet til fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn, da han lod Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme:
Du er min søn,
jeg har født dig i dag.

kristina

Hej Kristina



Med "I" mener jeg folk der ikke er medlemmer af Israels folk (og - for kværulanternes skyld - indbefattet patriarkerne)..



Og jeg forholder mig til hvad Torah selv siger..

I forholder jer jo heller ikke til de Ti Bud.. Se bare med Shabbat.. I holder jo ikke Shabbat.. Shabbat er ikke en eller anden tilfældig dag, men den syvende dag, som har et konkret navn, nemlig "Shabbat".. Søndag er den første dag på ugen, så det er jo ikke søndag der bliver omtalt, når man skal helligholde Shabbat..

Torah siger at Torah er evig.. Torah siger endvidere at man ikke må trække fra eller lægge til.. Så når I pludselig vælger at det kun er de Ti Bud, så må man da sige at I har trukket fra..

Mvh

Tak for svar!

Jeg mener bare, Jesus i DNT siger, at folk stadig skal holde de gamle bud også? Men gælder det kun jøder?

Hej LHJ:o)

Det er altid rart med et smil:o)



Jeg vil umiddelbart tro, at Jesus ville sige ja, uden at have spurgt ham.. Eller, to sek..

Han sagde ja..

Så, ja, det er kun jøder:o).. Men han sagde også, at man skal konsultere en rabbiner, inden man kaster sig ud i fortolkning af hvordan man forholder sig til Torah;o)..

Mvh

Der er immervæk forskel på selvmordstanker og selvmordsforsøg!

Jeg tror også at rigtig mange et tidspunkt har følt at livet var meningsløst og derfor også har tænkt på at tage deres eget liv*.

Men fra tanke til handling er der da et stykke vej.

Jeg ved ikke, hvordan et selvmords-forsøg er defineret i omtalte rapport. Men der må formentlig være tale om en indlæggelse for at det er blevet registreret. Men det vil nok være fair at antage at der bag et sådant selvmordsforsøg ligger et råb om hjælp, snarere end et ønske om rent faktisk at dø. Jeg tror de fleste, som virkelig ønsker at dø og forsøger selvmord, også lykkes med det.

* Derfor er det også temmelig patetisk når medierne blæser sådanne udsagn (fx. fra kendisser) op.

Ligesom med selvmord (og mange andre forhold i livet) er det gavnligt at skelne mellem tanker og følelser på den ene side og handling på den anden. Med den indgangsvinkel er homoseksualitet noget som personer med homofile følelser måske kaster sig ud i.

Hehe, tak sammy

Og jalokin, er ikke helt sikker på, hvad du mener med dit ovenstående indlæg?
Jeg er enig i, homoseksualitet er en synd, som så meget andet, men jeg tror altså ikke, man med viljestyrke kan "holde sig fra" det - på den anden side findes der jo munke og nonner og andre der lever i cølibat...

Efter min mening, er det nok den synd, der er sværest at overvinde, for hvordan lever man et liv uden en partner, uden den slags kærlighed?! Det drejer sig vel om, at holde så mange bud som muligt og leve så syndfrit et liv som man kan, men hvis jeg var homoseksuel og kristen ville jeg leve som homoseksuel, men sørge for at leve kristent på andre måder.

Det føles naturligt ikke at fordømme andre menneskers kærlighed, fordi det lige netop er kærlighed! Og det var jo det Jesus "was all about". Det føles som en god ting, ikke som en synd, når man ser to mennesker, der virkelig elsker hinanden, lige gyldigt hvilket køn, de måtte have!

Jeg er lidt forvirret - først skriver du at homoseksualitet er en synd - så skriver du indirekte at det ikke er.

Der er en del kristne, som har levet hele deres liv som singler. Derfor er det en falliterklæring at sige, at det er en umulighed at leve som single. For det er det ikke!

Hvis man tror at Gud har reserveret det seksuelle samliv til ægtefolk, så må man også tro at det er muligt at leve et meningsfuldt liv som single. Hvis man har et andet indtryk, har det nok forskellige årsager. Det kan ikke være fordi det er 'out' at leve som single i den sekulære verden, for der er masser af mennesker der lever som singler, dog ofte med løse seksuelle forbindelser, og der er vel også en forventning at alle singler lever sådan. Jeg tror at denne forventning er langt mere demotiverende end menigheden, hvor alle aktiviteter er bygget om omkring kernefamilien, og hvor singler på en eller anden måde føler sig udenfor.

Viljestyrke er godt og vigtigt, men alene rækker den ikke for at undgå synd. Viljestyrke er en menneskelig egenskab med menneskelige begrænsninger.

Nej, alene visheden om, at Gud elsker os helt vildt,kan gøre os stærke nok til afholdenhed. Hvis vi virkelig elsker Jesus mere end noget andet, vil vi miste vores lyst til synd. Alene Helligånden kan gøre det i os, for kødet og Ånden strider mod hinanden. Vi er alle fejlbehæftede; den eneste måde at helliggøre sig selv, er at leve tæt på Gud. Tale med Ham, hver gang vi fristes. Og opsøge en åndelig vejleder, som kan stå sammen med os.

"Min nåde er dig nok, for Min magt udøves i magtesløshed".

Jeg har læst en omtale af undersøgelsen i fredagens udgave af Information. Der er nok ikke mange der rent faktisk har læst den pågældende rapport, så vi kender den kun gennem et journalistisk filter, og det påvirker formentlig sagligheden negativt.

Men altså: På dene ene side er der et problem, som skal tages seriøst. På den anden side hænger det bare ikke sammen, sådan som det bliver præsenteret. Eksempel: Homoseksuelle forsøger langt oftere selvmord, og det skyldes angiveligt diskriminering. Men selvmordsforsøg ses også blandt 4-6-årige, der senere springer ud som homoseskuelle. Her duer forklaringen om diskriminering i sagens natur ikke, men så opfinder ma en ny forklaring om at "man ikke vil være pige på den normale måde at være pige på".

I artiklen nævnes også at unge homoseksuelle ikke føler de kan leve op til normalsamfundets familieidealer. Det samtidig med at Berlingske har bragt en artikelserie om at flere og flere kvinder får børn på egen hånd.

Religion - herunder også kristendom - bliver også udråbt som en af de store skurke, på trods af at kristendommen mister sin betydning med hastige skridt. Ofte (ikke i førnævnte artikel) bliver kristen 'fundamentalisme' gjort til forklaringen på at bøsser udsættes for vold kl 3 om natten i det indre København...

På et eller andet tidspunkt, når/hvis kristendommen stadig har mistet sin betydning til fordel for sekulær tænkning, når 'normalsamfundets familieværdier' er i endnu mere opløsning end i dag etc., og homoseksuelle stadig føler sig diskrimineret, må nogen finde på nye forklaringer. Jeg ved ikke hvad de bliver, men jeg har på fornemmelsen at det bliver lidt søgt.

Miriam - jeg er enig med dig, og er glad for, nogle kristne har fundet den ultimative hjælp hos Gud - men andre kristne kan ikke, selv hvis de beder af hele deres hjerte - det betyder jo så bare, at de er større syndere end dem, der har opnået sjælefred, og fremover skal arbejde hårdere for Gud - det er nok de færreste kristne, der kan gøre som dig, men Jesus elskede også syndere, og så længe man bliver ved at prøve at ændre sig til det bedre, må det også regnes for noget! At rigtig mange (måske alle kristne?) lever hele livet med kronisk dårlig samvittighed og skyldsfølelse, ja det er vel prisen for frelsen?



Jeg mener helt klart, homoseksualitet er en synd, men tror også, det er en af de sværeste synder at afstå fra, og derfor synes jeg, det er ok at være homoseksuel kristen, hvis man ellers holder budene (så godt som vi mennesker nu kan) og er et godt menneske.

Jeg respekterer dem, der kan leve som singler, helt klart, men tror også, der er virkelig mange, der ikke kan, dels fordi kærligheden fra en partner er en så grundlæggende ting i den menneskelige kultur, dels pga. den rent biologiske effekt af (for) meget testosteron hos nogle mennesker.

Jeg mener ikke, det er kristendommen, der driver bøsser og lesbiske ud i selvmord! Du siger selv, artiklen fortæller om 4-6-årige der har det ligeså slemt som voksne. Dette tror jeg dels har grund i, at mennesker (i hvert fald mig) selv som små kan "føle" at homoseksualitet er forkert (pga. Guds indflydelse), men også fordi, de føler sig meget anderledes end alle andre: drengene leger måske med dukker osv - og omgivelserne prøver at gøre dem til "rigtige" drenge, ikke bare ud fra kristendommen, men ud fra samfundets normer generelt.

At mennesker er næstekærlige, søde og venlige er det vigtigste for mig i forhold til Gud - hvis disse mennesker viser sig at være homoseksuelle, så kommer det i anden række - for mig i hvert fald. Det må være forfærdentligt at blive dømt på, om ens livs kærlighed er af samme køn, og føle sig skamfuld og udenfor. Hvad hvis vedkommende samtidig er kristen og ender med at begå selvmord, fordi han/hun ikke kan holde sig på "den rette sti" og føler sig som den største synder? (Det er kun et eksempel, det kan jo også ske med ateistiske og samfundets pres.)...

Her kan man måske også snakke om, hvad der er det største bud? I vil nok agumentere, at alle bud skal holdes på lige vilkår, men efter min mening er kærligheds/næstekærlighedsbuddet fra Jesus det største og er derfor vigtigst?! Føler I ikke (for det gør jeg) at "det gode" og kærlighed mellem mennesker er selve meningen med at eksistere?! Så må resten vel komme i anden række??...

Det er faktisk rigtig spændende at diskutere med jer, (jeg er splinterny herinde!)...

Hvem er det, der skal dømme om det er ok? Det er Gud der er dommer, og derfor hverken kan eller skal du eller jeg dømme - uanset om vi dømmer 'inde' eller 'ude'.

Vi skal altså ikke fordømme homofile, der lever deres homoseksualitet ud, men vi har heller ingen ret til at sige, at Gud bærer over med det.

Hvis et liv som single / i cølibat* er en byrde - uanset om man er homoseksuel eller ej. Men Jesus har lovet enhver kristen, at hans byrde er let:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Det gælder uanset, hvad man slider med, og det må vi tro, selv om det kan være svært at huske på. Det nytter ikke selv at tilføje eller trække noget fra, for så kan vi jo lige så godt droppe det helt.

* At bruge begrebet 'cølibat' er egentlig lidt indskrænkende, for det dækker kun over det seksuelle. Men et samliv indeholder meget mere end det.

Jeg er glad for at se, at mit lille indlæg har startet en spændende diskussion.

Ja, at sex mellem mænd er syndigt fremgår flere steder både i NT og GT men intet sted er det forklaret. For mig er det logisk, at man ikke må stjæle. For mig er det også logisk, at man ikke må begære din nabos kone. For mig er det i det hele taget logisk, alt det som Bibelen forbyder os at gøre - lige bortset fra sex mellem mænd (og kvinder).

Det ville virke logisk, hvis der var tale om et forbud mod at heteroseksuelle mænd havde sex med andre mænd, men at to mænd (eller to kvinder), der elsker hinanden som en kvinde og en mand ville gøre det, begår synd ved at blive "et kød", det finder jeg ulogisk.

Er der nogen af jer, der tør komme med et bud på HVORFOR, Gud/Paulus* opfatter det som en synd? (Bare et gæt, et skud i tågen eller et slag på tasken... :))

*) Jesus nævner ikke homoseksualitet med ét eneste ord i evangelierne. Det gør Gud i GT og Paulus i NT.

Jeg tror nu godt, der kan findes en række af de gammeltestamentlige regler, du ikke vil kunne se logikken i, men lad det nu ligge.

Den for mig mest åbenlyse grund til bibelens afvisning af praktiseret homoseksualitet er skabelsesordnen, hvor Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, der skal forenes og blive et kød. Samtidig skal jeg dog også erkende, at jeg ikke har beskæftiget mig særlig meget med emnet siden debatten omkring 1995, hvor jeg fandt mig selv enig med rapporten Kærligheden glæder sig ikke over uretten

Jeg skrev "jeg synes", ikke fordi jeg dømmer om det er rigtigt eller ej, men fordi det er min egen mening i forhold til kristendommen: det vigtigste bud er kærlighedsbuddet. Og nu vil du nok argumentere at kærlighed kan man få fra Gud osv. - har du set "Brokeback Mountain"? Det er nok den mest sørgelige film, jeg nogensinde har set, netop om to bøsser, der ikke kan få hinanden fordi det var fuldstændig utænkeligt i datidens USA, og faktisk livsfarligt - men kunne risikere at blive slået ihjel! Nok om det, jeg vil bare forklare, hvorfor jeg har fået en stærk passion for lige netop det emne (man er vel skabsromantiker;)).

Jeg kan bare ikke forestille mig, at to mennesker der lever sammen i kærlighed, kan være særlig slemme i Guds øjne. Som Sometout siger, det giver ikke rigtig mening, i forhold til f.eks. De 10 Bud, som man sagtens kan forstå. Jo, det giver mening på den måde, som øhlenschlæger skriver, at Eva og Adam blev skabt for hinanden osv, men det giver ikke moralsk mening for mig, som at det er forkert at stjæle, dræbe og være utro. Og derfor tror jeg, homoseksuelle, der ellers har levet på en god måde, har hjulpet mennesker mm, vil få en mindre streng straf på dommens dag. Det er min personlige mening.

Problemet med Biblen er, at den kan fortolkes til det bedste, der findes, men også til det værste. Djævlen kæmper konstant (og har desværre ofte held) med at gøre forfærdentlige ting i kristendommens navn, og det er en hårdfin balance. F.eks. må det have været rædselsfuldt at være homoseksuel bare for få år siden, jeg kan ikke forstå kristne, der forkaster andre, fordi de ikke har samme tro som dem eller ikke kan holde bestemte bud, selvom de prøver.

Du har ret i, at det er Gud, der skal være dommer, og at det derfor ikke duer, hvis vi kristne fordømmer homoseksuelle og ser skævt til dem, for det er jo ikke vores bord - det er Gud, der skal dømme til syvende og sidst. Vi skal være gode mod alle mennesker, det er jo netop, hvad Gud fortæller os.

Og nu er det bare sådan, at de fleste virkelig kæmper med kristendommen og at "holde sig på måtten", så at sige: det ER ikke nemt at være kristen, for man går som sagt med konstant dårlig samvittighed og ingen kan overholde alle bud, det er menneskeligt umuligt.

Så siger du måske, at det netop ER nemt at være kristen: man skal bare tro, bede og holde buddene, men så må svaret være, at det er meget nemmere for nogle end for andre! Det ville jo også være mærkeligt, hvis alle kristne syndede præcis lige meget, ligesom det er forkelligt hvornår folk bliver kristne: om de har været det altid eller bliver omvendt så sent som røveren på korset.

Særdeles spændende læsning! Mange tak for linket.

Her gik jeg og troede, at der aldrig rigtig var forsket seriøst i emnet efter en idé om, at "Det har alligevel ingen relevans for os. Vi er jo alle heteroseksuelle i den dansk folkekirke...", men der blev jeg positivt overrasket.

Hej LHJ.

Jeg er ikke med på din tanke om, at hvis der er en bestemt synd, man falder i gentagne gange trods kamp, så kan man kompensere ved at være et ekstra godt menneske på andre områder og vil så få en mildere dom på den yderste dag.
Det lyder lidt kræmmer-agtigt for mig at se? Som om man alligevel blev frelst ved en ophobning af gode gerninger og ikke ved tro? Eller som om de gode og onde gerninger vejes i to vægtskåle, og hvis de gode gerninger vejer tungest, bliver man lukket ind i Himlen? Nej, så var Jesus jo død forgæves.

Vi har allesammen synder, vi falder i gentagne gange og ikke kan få bugt med (endnu), men derfor skal vi ikke opgive af den grund.
Vi skal heller ikke gå med en konstant dårlig samvittighed, som om Gud først var os nådig, den dag det lykkedes at få bugt med den ene eller anden synd. Langt mindre skal vi tage vores liv pga. en sådan synd.
Den dårlige samvittighed skal vi gå til Jesus med, og bede om tilgivelse for synden. Det, der er tilgivet, skal vi ikke gå og ruge på.

Men der er forskel på at vælge at indrette sig med en synd, fordi man alligevel ikke kan overvinde den - og så at falde i en synd, man har forsøgt at modstå. Også selv om man er faldet gentagne gange.
Helliggørelse er en livslang proces, og vi må ikke udelukke muligheden for, at man kan overvinde en bestemt synd på længere sigt, selv om det måske tager længere tid, end vi troede. At det "ikke altid" sker, er ikke det samme som, at det "aldrig" sker.

Mvh. Anne.

Homofile tendenser/lyster er vel ikke noget man aktivt selv vælger at ville have, og det tvivler jeg på at nogle mener (selvom jeg ikke vil udelukke det - der findes mange mærkværdige påstande i omløb...).
Det der menes er, at det at praktisere homofili i høj grad er noget tilvalgt. Et menneske er ikke et dyr, som ikke har andet valg end at følge sine impulser.

Nej, det har du da helt ret i, men ville du ikke synes, at det var lidt træls, hvis din religion hindrede dig i at have sex med den person, du holdt allermest af?

Men siden mit første debatindlæg i denne tråd har jeg også fundet ud af (ved hjælp af rapporten, som Jakob har linket til), at det ikke er mænd, der elsker mænd, som Bibelen har noget imod. Det er mænd, der elsker med mænd. Det er altså ikke selve kærligheden, som Bibelen advarer imod. Det er den fysiske seksuelle agt.

Impulser lyder så primitivt. Hvis det er en impuls at ville være sammen med den man elsker så meget som muligt. At støtte den anden gennem de hårde tider, og dele hverdagens glæder, at blive så forelsket at resten af verden falder bort pånær ens elskede, så har du selvfølgelig ret.

Selv om man ikke vælger at blive forelsket, så kan man blot vende den anden kind til når det sker, og glæde sig over ens livstidsdom i ensomhed.

Sådan taler Jesus om farisæerne.
Det virker så farisæisk at debattere om det her emne som kristen, hvis ikke man selv er villig til at lide afsagn for himmelrigets skyld.
Hvor utroværdige er vi, når vi lever mageligt og behageligt, og samtidigt råber højt om, at andre skal korsfæste en synd, som har dybe rødder helt ned i deres identitetsdannelse!
Kun hvis vi selv går foran, kan vi være troværdige. Hvis vores valg og fravalg vidner om, at vi virkelig satser på Guds evige rige, og ikke på livet i denne verden. Hvor mange af os praktiserer det, og udstråler den himmelske fred, som får andre til at længes efter det samme?

Jeg finder det problematisk at debattere emnet homoseksualitet i en debatforum, når jeg samtidigt tænker på mine bekendte, som må leve med det. Der er ikke to af dem, der er ens, alle har deres egen historie. Derfor kan løsningen for enhver homoseksuel heller ikke være ens, eller være genstand for et debatforum. Jeg er bange for for, at det altid vil komme til at lyde generaliserende og fordømmende.

Jamen, det er da flot, I kan "gå foran" og være så gode forbilleder - det respekterer og beundrer jeg jer for. Men stadig er der altså mange, der lige netop med henblik på kærlighed mellem partnere IKKE kan, selvom de er kristne, og det må I også respektere. De har jo evig dårlig samvittighed og prøver deres bedste! At være kristen betyder jo ikke, man er syndfri, det er som sagt umuligt - det vigtigste er, at man prøver - og lige netop tror, Anne.

Jeg mener IKKE, at den ene synd kan opveje den anden, men det er jo Gud, der bestemmer, når vi dør, jeg har bare en forestilling om, at hvis man ellers er et godt menneske, at denne synd er "lettere" end de andre - jeg ved godt, jeg tolker Biblen lidt mere frit, men det kan også være farligt at gå for bogstaveligt op i det. Jeg har den mening, at det meste i Biblen skal fortolkes. Måske ser I jer så som "mere" kristne end jeg, men det gør jeg ikke selv.

Der er mange måder at være kristne på, og derfor kan vi aldrig blive helt enige. Men det er også spændende så at kunne diskutere og få nye meninger om tingene...

Hej Miriam

Dit afsluttende spørgsmål er bestemt en lang overvejelse værd. Men jeg vil alligevel godt have lov at gøre opmærksom på, at det altså ikke kun er homofile, der kan lide afsavn på det seksuelle område. Og det er ikke kun for homofile, at seksualiteten er en vigtig del af identitetsdannelsen.

Jeg er ikke gift, og derfor kan (vil) jeg ikke praktisere min heteroseksualitet. Jeg har ikke mindre brug for at korsfæste mit kød end en homoseksuel har. Hvad er forskellen?

mvh
Nikolaj

Kære LHJ,
du misforstår desværre mit indlæg på et helt afgørende punkt - undskyld, hvis jeg har udtrykt mig uklart. Det lyder lidt, som om nogle kristne skulle være bedre eller stærkere end andre, og at jeg regner mig selv med i den gruppe... Hvis du kendte mig, ville du vide, at jeg er langt fra en mønsterkristen...
Evangeliets kerne er netop, at ingen er perfekt (undtagen Gud), men alle er elskede med en kærlighed, der overgår al forstand.
Alle kan blive frie for synd - men ingen kan gøre det af egen kraft eller viljestyrke. Hvor Ånden er, der er der frihed! Frihed for synd i alle dens afskygninger!
Det var Jesus, der "gik foran" med det gode eksempel. Overmandet af angst og sorg bad Han alligevel: Din vilje ske.
Den som ikke tager sit kors op og følger Ham, er Ham ikke værd.(Matt. 10:37)
Hvordan skal vi nogensinde kunne følge hans selvudslettende eksempel?
Fordi han stod op fra de døde, og overvandt! Fordi hans Ånd bor i os! Det er vores eneste håb - men hvilket håb!
Bare alle måtte indse, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke (Ef 1:18).
Jesu Ånd kan sætte os fri fra al synd! Så tit er vi ikke bevidste om den magt, der står til vores rådighed. Vi har gudsfrygt i det ydre, men vi fornægter dens kraft...

Forskellen er, at du har håbet om et velfungerende og legaliseret seksualliv, hvis du en dag skulle gifte dig. En anden forskel er, at du kan date, flirte og gøre dig forhåbninger om et forhold uden at møde fordømmelse fra omgivelserne og dig selv. Jeg er personligt ikke sikker på, at vi som kirke kan/skal velsigne homoseksualitet, men jeg tør ikke pålægge mine homoseksuelle venner en byrde, som jeg ikke selv ville kunne bære - nemlig at leve uden håbet om et kærligt og forpligtende parforhold med en person af det køn, man nu en gang er tiltrukket af.

Med venlig hilsen
Henoch

Meget rammende - det er præcis sådan, jeg også har det!

Og Miriam - smukt indlæg!

Hej Henoch

- der er nu mange andre end homoseksuelle, som må leve uden et sådant håb:
De mange som må opgive at finde én der vil gifte sig med dem: handicappede, gamle osv. - og de, som er blevet forladt af deres ægtefælle, og ikke kan/vil gifte sig igen, så længe deres ex lever ..
Ja, det er en tung byrde.

Lige som sygdom og fattigdom megen anden nød kan være tunge byrder.

Men i Kristus har vi et levende håb, som aldrig blegner, uanset hvor svært livet kan være.

1. Pet. 1: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene ...

At nogle viser homoseksuelle foragt og fordømmelse og i manglende næstekærlighed udelukker dem fra fællesskabet, det er under alle omstændigheder forfærdende, og de har i hvert fald noget meget alvorligt at bede om tilgivelse for ...

kristina

Jo, men kærligheden er vigtigst: man kan leve med at være syg og fattig, men kun hvis man har mennesker, der elsker en: man kan ikke leve uden kærlighed selvom man er nok så rask og rig. Men selvfølgelig er det nogle slemme byrder.

Hej LHJ, ja, kærligheden er det vigtigste for mange. Dog næppe for de hungersramte.
Jeg hørte lige, at der hver dag er over 7000 mennesker, der lider den smertefulde sultedød.
Og der er - også blandt os priviligerede - nogle, der henvist til at leve deres liv uden noget andet menneskes kærlighed.
Hvis de så heller ikke kender Kristi kærlighed og omsorg, synes jeg det må være nærmest ubærligt ..

Dog er behovet for et kærligt samliv med andre, og for et aktivt sexliv, vidt forskelligt fra menneske til menneske.
Nogle, men jo ikke slet ikke alle, ville hellere dø end leve uden ...

kristina

Ja, det er selvfølgelig rigtigt, at der er folk, der sulter så slemt, at intet andet kan have betydning for dem. Jeg tænkte ikke i de baner, da jeg jo lever i "sus og dus" her i I-landene...

Og det eneste, der kan trøste folk, der ikke har nogen til at elske sig, er kærligheden fra Gud - jeg kan ikke forestille mig, hvor forfærdentligt, det må være at leve uden!

Det er rigtigt at seksualdriften er meget forskellig fra menneske til menneske - problemet er lige netop at for folk med meget testosteron er det næsten umuligt at afstå fra et sexliv. Derfor synes jeg ikke, det er retfærdigt, for disse mennesker kan have stort set umuligt ved at afholde sig fra det. Jeg tror ikke, viljen fejler noget, men simpelthen biologien...

Hej LHJ.

Nu er der jo også anden kærlighed til, end den der findes i et parforhold, ikke? Jeg tænker fx på kærlighed mellem venner og familie.
Så et ugift / uregistreret (?) liv behøver bestemt ikke at være et kærlighedsløst liv. (Har aldrig selv været gift, og ville da være ked af hvis mit liv af den grund skulle opfattes som et kærligheds- og lykkeløst et af slagsen. )
Omvendt findes der også kærlighedsløse ægteskaber. Og sexløse, for den sags skyld.

Mvh. Anne.

Det var egt også det, jeg mente, men måske ikke så gennemskueligt skrevet - elsker f.eks. mine forældre utroligt højt, har et super forhold til begge, men nogle mennesker kan ikke nøjes med det, og det kan være psykisk eller biokemisk, det er derfor jeg ikke synes, der er lige muligheder for alle, det er lidt uretfærdigt, synes jeg...

Ja, hvor er vi mange der har tænkt - og måske stadig tænker - at Gud er uretfærdig!

For hvad er meningen med, at nogle fødes af kærlige forældre til velstand og gode levevilkår - andre til store lidelser, tvunget til at blive børnesoldater, solgt til prostutution og mange andre forfærdende skæbner?

Kan Gud virkelig ikke gribe ind og forhindre al den ulykke og elendighed?
Siden det rent faktisk sker, må det jo ske med Guds tilladelse??
Hvad er meningen???

Paulus forklarer, at Gud forbarmer sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.
Alle mennesker står i tjeneste for Gud!
Nogle på en positiv måde, andre på en negativ måde.
Gud bruger mennesker som sine redskaber, uanset om de vil det eller ej, og uanset om de véd det eller ej.

Hvis vi nøjes med at læse netop den tekst, hvor der står, at Gud forbarmer sig om hvem han vil, kunne det se ud som om Gud er en vilkårlig, ubarmhjertig dispot, som er ligeglad med os.

Men det er så sandelig ikke det, Paulus mener!
Det ser vi i Romerbrevet, hvor han skriver, at Gud er barmhjertighedens Gud..
Gud er ikke afhængig af noget andet end sin egen kærlighed og barmhjertighed!

Guds helt overordnede plan med os mennesker kan vi kun erfare småbitte brudstykker af, og det kun glimtvis.

Men vi véd, at hans vilje er, at alle skal nå til frelse.
Igen igen: Joh. 3,16: Således elskede Gud ...
Vi véd også, at vi ikke er født ens, men at hver eneste af os har sin egen helt enestående personlighed, som er forskellig fra alle andres.

Derfor ville det ikke være retfærdigt om vi fik samme levevilkår!

Til slut et per trøstevers fra Rom. 8:
Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.
[.....]
Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.
Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Og ja, mange sukker med god grund så dybt, at deres trøst er menneskelivets korthed:
1. Pet. 1,24-25: ..
"alle mennesker er som græs,
al deres herlighed som markens blomster.
Græsset tørrer ind, blomsterne falder ....

Men Herrens ord forbliver til evig tid.
Det er dette ord, som er forkyndt for jer.

kristina

Jeg tror vist lige at kæden hoppede af for mig her. Siger du, at når et barn fx fødes til at liv i prostitution, så skyldes det, at dette liv harmonerer bedst med dette barns personlighed?

Nej, det siger jeg bestemt ikke!
Det kan jeg umuligt vide noget om!

Jeg tror, at kun Gud selv véd, hvad der bedst tjener både hele den faldne menneskehed og hvert enkelt menneske til frelse.

Es 55,8-9:
For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.

Og så tror jeg, at alt hvad vi, hver enkelt af os, gør, og hvad vi ikke gør, kan være bestemmende for vores medmenneskers evige skæbne.

Så stort et ansvar er der (jfr. missionsbefalingen!) givet os små mennesker, at vi som Jesu disciple er kaldet til at være hans medarbejdere.

Rom 8,28: Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.

kristina

Jeg tror ikke på, at Gud har en mening med at give hvert eneste menneske deres specielle skæbne.

Jeg tror faktisk ikke, han blander sig i livet på jorden overhovedet: det er vores ansvar, at gøre jorden til et bedre sted og at søge Gud, selvom han er så uhåndgribelig.

Efter min mening, er lidelserne på jorden prøvelser, vi skal gennemleve, men jeg ved stadig ikke, HVORFOR - det vil vi nok få oplysning om i Guds rige, indtil da ved kun Gud, hvad meningen er.

Det vigtige er lige netop, at TRO, PÅ TRODS AF, at Gud lader til at være så ond og uretfærdig, når han lader alle de frygtelige ting ske. Det er den ultimative test: at tro selvom Gud synes fraværende på jorden, at finde hans kærlighed i sit hjerte og fortolket gennem menneskers kærlighed.

Men jeg tror på, at Gud kender til alles skæbne og at han har et skjult formål med at have sat os på jorden som mennesker, med alt hvad det indebærer af godt og ondt.

HAN SENDTE SIN EGEN SØN!

Hehe, jo, det er rigtigt! MEN det var dengang, for at vi kunne få frelsen og lære Gud at kende. Det har vi DNT til nu, og jeg mener ikke, Gud blander sig mere: måske sker der mirakler af og til, og i fremtiden vil Jesus jo også vise sig igen, men i mellemtiden tror jeg ikke, han blander sig (særlig meget).

Han har givet os troen og følger selvfølgelig med i vores liv, han er jo i os, det er rent fysisk, jeg ikke mener, han blander sig.

Jeg oplever så tit, at Gud "blander sig", når man beder Ham om det. Når det sker, er det bare såre godt. Dejlige løfter har Jesus knyttet til vores bøn! De mirakler, der stadig sker, skal man nok ikke bagatellisere , men sige tak for
Når Gud Helligånd lever i alle kristne, er Gud jo overalt tilstede på jorden. Kristus lever i os - kan Gud overhovedet komme tættere på? Måske kan vi ikke se Gud, fordi Han er så tæt på. Kan man få øje på en elefant, når man ser på den fra 1 cm afstand?

Det er det, jeg mener: os kristne kan føle hans tilstedeværelse, men han er jo lige netop usynlig, så troen ikke er for "nem" - så kunne alle jo tro, måske af frygt for fortabelsen. Kristne kan godt føle, han "blander sig", og det er jo forskelligt fra person til person.
- god en, den med elefanten

Hej Miriam



Nej, slet ikke!
Heller ikke hvis man er en mus i dens snabel ?
Eller er en astronaut på månevandring?

Sådan er det jo med alting - hvordan det ser ud afhænger af hvem vi er, og i hvilken afstand og hvilket perspektiv vi anskuer det.

Den bjælke, man selv har i øjet, kan også være svær at få øje på! - så er det meget lettere at identificere de enorme kævler, der blænder næstens øjne!

kristina

Taget til efterretning!

Du har ret i at der kan være mange ligheder. Men der er også nogle forskelle:
- Farisæerne opfandt selv byrder, som de pålagde folket. I debatten omkring homoseksualitet er referencen Bibelens udsagn om skabelsesordningen. Uanset hvad du eller jeg måtte mene, kan vi ikke ændre på dette. Men vi kan - som du skriver - tage vores egne kors.
- Når dette debatteres teologisk er det meget ofte på baggrund af udspil fra liberalteologer (verbale angreb mod konservative/ortodokse eller forslag om 'velsignelse' i kirken etc.). Jeg mindes ikke umiddelbart at have hørt en prædiken, hvor prædikanten uden videre langede ud efter homoseksualitet.

Når lige netop homoseksualitet (og fx. abort) fremhæves i den offentlige debat til at skille mellem 'fundamentalister' og alle andre, så er det formentlig fordi kulturen i dag er temmelig sex-fikseret. Konservative/ortodokse er dog ikke uden skyld i at lige netop homoseksualitet fylder så meget. En del skyles måske en slags farisæisme (at man selv er faldet af på den og ikke har taget sit kors op). En del skyldes måske (højkirkeligt) kirkesyn. Man har lært at leve i en læremæssig pluralistisk folkekirke, og dermed også fokuseret på det formelle: Hvad er folkekirkens bekendelse og lære formelt. Da folkekirkens ritualer beskriver læren, bliver ordination af kvindelige præster og velsignelse af homoseksuelle par meget hurtigt centrale punkter fordi det er de ritualer, der dækker over den største uenighed.

Det med håbet er nok meget forskelligt fra person til person. Nogle har måske helt opgivet håbet om en ægtefælle. Omvendt kan en person med homoseksuelle følelser også have håbet om at blive dem kvit.

Men dine (og mine, og alle andres) følelser er forpestet af vores syndige natur. Jeg har også været i situationer (som ikke har noget med seksualitet at gøre), hvor jeg gjorde noget, som jeg 'følte' var rigtigt, og som jeg overbeviste mig selv om, var det rigtige, men hvor jeg inderst inde godt ved, at det var det ikke.

Følelser kan ikke bruges til at finde ud af, hvad der er er rigtigt og forkert, det sker under bøn og bibellæsning.

Det du giver udtryk for her, er vel så snarere 'LHJ-dom'?

Jeg har respekt for at du har disse synspunkter (bl.a. fordi jeg kan følge dig et stykke ad vejen), men for mig at se, er der også grænser for, hvor langt man kan bøje den kristne lære. Her er diskussionen omkring homoseksualitet, men det kunne være mange andre forhold. Men uanset hvad det drejer sig om, så må man spørge sig selv om man lægger sine egne synspunkter ned i kristendommen. I så fald, har man "skabt gud i sit eget billede", og så giver kristendommen ikke så meget mening udover at være et selvudviklingsværktøj.

Der kan slet ikke være nogen diskussion om, hvad det største bud er. Det er - i følge Jesus:

» ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« (Matt. 22,37ff).

Så der har du (delvist) ret. Uenigheden opstår nok dels af udeladelsen af den første del af Jesu udsagn, men også, hvordan disse bud skal tolkes? Skal vi selv tolke vores egne tanker om, hvad kærlighed er, eller er der en anden måde - fx. at lade Bibelens øvrige vidnesbyrd tolke buddene?

Biologien er en del af os, ligesom viljen.

Med dit udsagn om testosteron har du i øvrigt udelukket kvindelig homoseksuelitet fra denne diskussion

Samtidig har du også sagt, at kristen seksualmoral som vi kender den, ikke er gyldig, fordi den er i modstrid med vores biologi. Men det er jo netop det, der adskiller kristendom fra ateisme/darwinisme. Gud har blæst sin livsånde i os, og derfor er vi ikke blot en art avancerede dyr.

Jeg tror i øvrigt ikke det er biologien der er (hoved)problemet, men de indtryk vi bombarderes med og som vi selv bombarderer os med.

Jeg fornemmer en vis selvmodsigelse i ovenstående. Hvis man vitterligt får overbevist sig selv om noget, så ved man altså IKKE inderst inde noget andet. Så er man i hvert fald ikke 100% overbevist.



Jeg bliver helt fortvivlet på dine vegne, Jalokin, når du skriver sådan. Stoler du virkelig så lidt på dig selv og dit hjerte, som du her giver udtryk for?

Det mener jeg er noget vrøvl. Vores trang til sex er ikke afhængig af, hvor meget hud vi ser. AIDS/HIV udbreder sig i mange tilfælde langt hurtigere i samfund, hvor kvinderne er tildækket af hijab og burka og der er dødsstraf for utugt, end i vores seksuelt frigjorte samfund. Det har selvfølgelig noget at gøre med kondomer, men det viser også tydeligt, at homoseksualitet og promiskuøs adfærd ikke holdes nede med forbud eller påklædning.

Så kan man jo så undre sig over, hvad de to her har foretaget sig i lukketiden, siden de valgte at springe ud!

Homosexualitet er en naturlig del af biologisk adfærd hos en lang række arter, om end det darwinistisk ikke er indlysende let at forklare.

Eftersom mennesket fungerer lige som (de andre) dyr, hvad angår styring af drifter, må det følgeligt være biologien, der spiller en meget stor rolle i ens sexualadfærd.


mvh
LarsBj

HIV/AIDS er et kæmpe problem i Afrika syd for Sahara. Derimod hører man ikke meget om det fra Mellemøsten. Og på trods af de mellemøstlige kulturer og regimer vil en epedimi ikke kunne skjules.

Spredningen af HIV/AIDS er en kompliceret problemstilling. Bl.a. er forskere, der mener, at afrikanere er mere modtagelige overfor virusen. Det kan du også koble til den generelle sundhedstilstand (sygdomme bliver ikke opdaget fordi de er mere almindelige). Jeg tror ikke du bare kan bruge HIV/AIDS til at underbygge din pointe.

Men du har ret i, at mennesker altid vil fristes til hor og utugt (og der er heller ikke noget, der tyder på, at burka giver færre voldtægter fx.). Men at sige, at det er ligegyldigt hvilke film, tv-serier, reklamer etc. man ser, hvis man som kristen vil leve et rent liv - det synes jeg er naivt (for at sige det direkte).

Homoseksualitet er en temmelig sjælden forteelse i dyreverdenen, ligesom det er det blandt mennesker.

Men hvis du nu læste hvad jeg skrev, frem for - som du har en udpræget tendens til - at pådutte en simpel holdning du kan modsige, ville du se, at jeg for det første skrev at biologien ikke er (hoved)problemet og at det er skrevet i en sammenhæng om at leve uden et aktivt sexliv.

Ja netop! Og din pointe var, at det er sociale påvirkninger, der styrer trangen, og det kan det vel ikke være, hvis vi og (de andre) dyrs sexualdrift styres på samme måde?

mvh
LarsBj

Man kan ikke forhindre fulgene i at flyve over sit hoved, men man kan forhindre dem i at bygge rede i sit hår.

J: - Homoseksualitet er en temmelig sjælden forteelse i dyreverdenen, ligesom det er det blandt mennesker.

hej Jalokin!

Den type homoseksualitet, der er kendt blandt mennesker, findes mig bekendt ikke hos nogen dyreart. Der kan hos dyr forekomme noget, der ligner. Forsøg på at parre sig med en artsfælle af samme køn er et almindeligt fænomen. Det er, så vidt jeg forstår, ikke homoseksualitet, men forsøg på at markere brunst, dominans og frustationer.

I debatten overses ofte, at homoseksualitet hos mennesker kan være et forbigående fænomen. Det overses også, at homoseksualitet kan helbredes ved samtaler med sagkyndige. Det er påfaldende, at ingen tilsyneladende søger at informere herom. Årsagen er selvfølgelig, at det ville være politisk ukorrekt at stille spørgsmålstegn ved homoseksualitet og/eller antyde, at tilstanden er sygelig og unaturlig.

Med venlig hilsen
hoeg

Aha! Er det så det, der er tilfældet her?

SJÆLDENT blandt dyr er det i hvert fald ikke!


mvh
LarsBj

PS! De røde ord med understregninger er hyperlink til hjemmesider med uddybende information. Pointerne går ofte tabt, hvis man ikke følger dem.

Hej SometOut

Jeg tror ikke vi gør klogt i at stole på vores følelser og vores eget svigefulde hjerte.
Så jeg er enig med Jalokin her i, at vi i stedet skal lade Guds ord være er en lygte for vor fod, et lys på vor sti.
(se Sl. 119,105f)

.. og Jer 17,9ff:
Hjertet er det mest bedrageriske af alt,
det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?

kristina

Hej hoeg



Jeg mener jeg ikke, at homoseksualietet er unaturlig!

Men ifølge Guds ord blev mennesket blev skabt i Guds billede:

1. Mos. 1,27: Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

Mand og kvinde blev skabt for hinanden til at blive ét kød.

Men dette billede af Gud blev som bekendt skadet ganske alvorligt ved syndefaldet: Det som for mennesket oprindelig var unaturligt, gik hen og blev naturligt.

Så jeg tror ikke vi som kristne skal følge vores egen natur - ej heller på dette område - men i stedet bestræbe os på at bøje os for Guds ord.

kristina

hej kristina!

Du skriver: - Jeg mener jeg ikke, at homoseksualietet er unaturlig!

Det kan da ikke være naturligt, at mennesker og dyr kun vil parre sig med artsfæller af samme køn..? Det er ren propaganda, at homoseksualitet hos mennesker er naturligt. Hos dyrene kan fænomenet forklares med adfærdsforstyrrelse og adfærd i forbindelse med dominans og yngelpleje. Jeg har aldrig hørt eller læst om dyr, der kun vil parre sig med artsfæller af samme køn.

Det er for mig at se underligt, at offentlig oplysning om, at homoseksualitet kan behandles, undertrykkes. Der kan kun være én forklaring, nemlig at en sådan oplysningskampagne betragtes som politisk ukorrekt.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej hoeg - du citerer en enkelt linje af mit indlæg og misser pointen: at det er naturen den er gal med ..

kristina

1) Jeg mener ikke, at homoseksualietet er unaturlig!
2) Jeg mener, at homoseksualitet er naturlig!

hej kristina!

Hvilken af de to sætninger øverst er korrekt...?

Så vidt jeg kan forstå, skelner du mellem før og efter syndefaldet: Før syndefaldet er homoseksualitet unaturligt, mens det er naturligt efter syndefaldet - altså er homoseksualitet en af følgerne af syndefaldet ..?

Med venlig hilsen
hoeg

Hej hoeg
.. ok, ja, lad os bare sige det på den måde så.
--------------------------------------------------------

1) Her mener jeg, at du har ret.
2) Her mener jeg ikke, at du har uret.

Hvilken af de to sætninger er mon så korrekt, 1) eller 2) ?


Men mener du, at når noget er naturligt, så må det være noget godt?

Jeg benægter ikke, at det kan det være, men det er det ikke nødvendigvis.

Naturen indeholder ikke kun sunde frugter, men også livsfarlig gift ...

kristina

Trist, trist, trist...

Jamen til gengæld er det da glædeligt, at vi har en anden at stole på! -
ham som aldrig svigter, hvis vi lader ham være Herre i vores liv!
Ham som har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende!

kristina

Jep! Når vores eget hjerte fordømmer os, er Gud større end vores hjerte, og Han kender alle ting

Hej igen SometOut - - jeg kan se, at du synes det er en forfærdelig tanke, så jeg vil da lige tilføje, at vi jo dog ikke er sat ud af spillet - der ér faktisk noget, vi kan gøre!
Se hvad Jesus siger, Luk 6,47-48:

Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer:
Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt.

Hvis vi retter ind efter vores egne ustabile følelser og bygger på dem i stedet for at bygge på Guds ord, så er det på en måde som at kaste troens anker i sit eget skibs lastrum.

Så risikerer vi at blive ført hid og did og måske kæntre, når det bliver uvejr.

Når to mennesker elsker hinanden, kan de love at forblive hinanden tro i medgang og modgang til deres dages ende, og hvis de vil, kan de holde deres løfte.

Men de kan ikke garantere for, at de bliver ved med at have lyst til det!

Joh 15,10: Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.

Så kærlighed handler mere om vilje og beslutning end om vores følelser, som kan være ret så omskiftelige.

Tak og lov at Guds kærlighed ikke er omskiftelig, men var, er og evigt forbliver den samme åndelige klippe, som er Kristus.

kristina

hej kristina!

Du skriver: - Men mener du, at når noget er naturligt, så må det være noget godt?

Naturen, dyrene, for eksempel, er hverken onde eller gode. En hund, der skambider et lille barn (for eksempel), er ikke ond. Den kan kun følge sine instinkter, der dikteres af arvelige anlæg (muskelhunde, der angriber uden at give signal). En hund, eller alle andre dyr, kan ikke drages til ansvar, anklages og dømmes.

Det væsentlige er, at der findes stor og meningsløs lidelse i naturen, hvilket efter min mening kan forklares med syndefaldet.

Derfor er det, som du skriver: "Naturen indeholder ikke kun sunde frugter, men også livsfarlig gift..".

Med venlig hilsen
hoeg

Hej Hoeg



Her er jeg for en gangs skyld meget enig med dig. Dyrene er netop ikke ansvarlige, når de f.eks. slår andre dyr ihjel, opfører sig "promiskuøst" eller udviser homoseksuel adfærd. Når vi er enige om det, så har jeg så svært ved at forstå, hvordan du kan springe til dette:

Syndefaldet er beretningen om, hvordan mennesket ville være som Gud, og derfor begyndte at bryde Hans anordninger. Det er altså kun mennesket, der kan synde, fordi det kun er os, der har forstået, at vi skylder Gud vores tilværelse og har et valg med hensyn til, hvordan vi vil forvalte vores liv. Dyrene har slået hinanden ihjel i hundreder af millioner af år, og det er der ikke noget ondt eller meningsløst ved. Det er Guds gode skaberordning.

Med venlig hilsen
Henoch

henoch: - Dyrene har slået hinanden ihjel i hundreder af millioner af år, og det er der ikke noget ondt eller meningsløst ved. Det er Guds gode skaberordning.

hej henoch!

At Gud skabte ved evolution, som du påpeger ovenfor, kan efter min mening ikke forenes med troen på en kærlig Gud. Hvorfor ikke tro på at en alkærlig Gud holder mindst lige så meget af dyr, som mennesker kan holde af dyr..?

Dyrenes lidelser som følge af evolutionen må derfor være en konsekvens af syndefaldet. Hvordan og hvorfor de uskyldige dyr er påført alle slags lidelser, kan mennesker ikke gennemskue.

Naturalismen har imidlertid haft stor succes med at pådutte kristne troen på evolutionen som skabende mekanisme eller "Guds skabelses-metode" (teistisk evolution).

Det, vi kan iagttage, er det modsatte af en skabende evolution, nemlig at arterne er skabt med et optimalt genom, der langtsomt udtyndes. Det sker ved evolution, hvor arterne tilpasses omgivelser og miljø. For eksempel har geparden nået et kritisk lavt niveau i den oprindelige genetisk variation, så arten derfor er truet af uddøen.

Med venlig hilsen
hoeg

henoch skriver:
- Syndefaldet er beretningen om, hvordan mennesket ville være som Gud, og derfor begyndte at bryde Hans anordninger. Det er altså kun mennesket, der kan synde, fordi det kun er os, der har forstået, at vi skylder Gud vores tilværelse og har et valg med hensyn til, hvordan vi vil forvalte vores liv.

Det, du skriver i citatet, er noget formidabelt sludder: Det betyder, at du mener, at hvert INDIVID er skabt med et optimalt genom, der dels
1) har stor variation, hvilket ET genom ikke kan have og
2) alligevel ikke er optimalt, da det skal tilpasses, "udtytndes" (sic!), ved "evolution", hvilket er en indbygget modsætning i udsagnet.

Så hvad mon du egentlig mener?


MÅSKE mente du, at arterne er skabt som populationer med stor genetisk variation, hvoraf evolutionen udvælger de varianter, der passer til visse økologiske nicher: For eksempel kan planter udvise variation efter jordbundsforhold og mikroklima? Det er nogenlunde i overensstemmelse med, hvad man kan udlede af de faktiske observationer.

MEN du ser tilsyneladende helt bort fra, at arter kan gå igennem genetiske flaskehalse, og derefter ved mutationer få ny variation SAMT, at muligheder for helt nye egenskaber kan opstå ved genduplikation og ændret regulering af de gener, der styrer fosterudviklingen.

Hej hoeg



Hvorfor mindst lige så meget?
Dyr er dog ikke skabt i Guds eget billede.



Nej, vi er enige om, at vi ikke kommer langt med at stille en hel masse hvorfor-spørgsmål. Hvis vi havde kunnet rumme svarene, havde vi nok kunnet finde den i Guds ord.

Men at dyr lider kan jeg ikke se noget mærkeligt ved, for på samme måde som menneskers adfærd har indflydelse på andre menneskers adfærd, har vores handlinger - og manglende handlinger - naturligvis også indflydelse på dyrene.

Jeg tror at syndefaldet var en global katastrofe, som hele verden stadig lider under.
Rom. 8,22-23: Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Altså hele skabningen som jeg tror her betyder
hele skaberværket.

kristina

hej kristina!

Du skriver: - Men at dyr lider kan jeg ikke se noget mærkeligt ved, for på samme måde som menneskers adfærd har indflydelse på andre menneskers adfærd, har vores handlinger - og manglende handlinger - naturligvis også indflydelse på dyrene.

Vilde dyr lider. Rovdyr plager byttedyr, for eksempel når gepardens unger øver sig i fangst og drab på et af moderen indfanget gazelle-kid. Menneskelig tilstedeværelse er selvfølgelig ikke nogen betingelse for, at dyrenes lidelser kan finde sted.

Jeg er enig, når du skriver, "at syndefaldet var en global katastrofe, som hele verden stadig lider under."

Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen (Rom. 8,22-23).

Vi er derfor enige om, så vidt jeg kan forstå, at al lidelse og død hos både mennesker og vilde dyr er et resultat af syndefaldet.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej Hoeg

jeg vil gerne spørge dig om noget i forhold til det med om noget er naturligt, og hvis det er, hvad du så mener om, om det er godt eller dårligt, eller kan være enten eller.


Kristina skrev:

 Citat:

- Men mener du, at når noget er naturligt, så må det være noget godt?

Og du svarede:

 Citat:

Naturen, dyrene, for eksempel, er hverken onde eller gode. En hund, der skambider et lille barn (for eksempel), er ikke ond. Den kan kun følge sine instinkter, der dikteres af arvelige anlæg (muskelhunde, der angriber uden at give signal). En hund, eller alle andre dyr, kan ikke drages til ansvar, anklages og dømmes.

Det væsentlige er, at der findes stor og meningsløs lidelse i naturen, hvilket efter min mening kan forklares med syndefaldet.

Derfor er det, som du skriver: "Naturen indeholder ikke kun sunde frugter, men også livsfarlig gift..".

Jeg er ikke helt klar over, hvad du så mener om homoseksualitet i denne forbindelse.
Mener du, at homoseksualitet er unaturlig, det mener jeg at du skrev tidligere i tråden, hvor du var inde på, at selvom visse eksemplarer af dyr i en dyrerace kan ville parre sig med et dyr af eget køn, så er det ikke korrekt at drage en parallel til mennesker der elsker (og elsker MED) én af eget køn. Dette læste jeg som at du mente, at det er pga. at dyrenes "homoseksualitet" handler om noget andet end det gør for mennesker, at det faktisk mere handler om dominans og afløb for frustration osv., så kan man ikke sige, at dyr er homoseksuelle, derfor er det unaturligt, det, vi ser hos mennesker der er homoseksuelle.
Er du med så langt her?

Ok. Men havde homoseksualitet nu været naturlig, f.eks. ved at dyr i naturen besad denne "personlighed", ville du så mene at så var det som det skulle være i forhold til Guds forordninger for mennesket? Jeg ved godt, at det er et tænkt eksempel.

Det jeg spørger om kan måske koges ned til dette her: Hvis nogen er naturligt, mener du så, at det altid er godt - altid er dårligt, eller er det delt, så nogle naturligheder er gode, og andre ikke ? Er spændt på dit svar, for er ikke selv færdig med at tænke over det. Jeg tænker primært på forhold og situationer i menneskers liv, som kan være drevet af naturlige behov, ønsker og idéer, og ikke så meget på hvad dyrene angår.

mvh. Tau

Tau: ”Hvis nogen er naturligt, mener du så, at det altid er godt - altid er dårligt, eller er det delt, så nogle naturligheder er gode, og andre ikke?”

Hej Tau!

Det afgørende må være at skelne mellem mennesker og (vilde) dyr i naturen. Vilde dyr i en natur, mennesker ikke har manipuleret, er hverken gode eller onde. I den forbindelse er ”naturligt” hverken godt og ondt i bibelsk forstand.

Som alle ved, medfører selektionen store lidelser hos de uskyldige dyr. Ud fra en bibelsk betragtning må disse store lidelser tilskrives eftervirkningerne af syndfloden. Måske indgår alle disse lidelser i Guds opgør med Djævelen.

Homoseksualitet blandt vilde dyr, forstået på den måde, at et individ kun vil parre sig med artsfæller af eget køn, kan ikke være hensigtsmæssigt og må derfor betragtes som ”unaturligt”. Selektionen ville på kort tid udrydde forekomsten af sådanne homoseksuelle individer, så denne form for dyrisk homoseksualitet kan næppe forekomme.

Homoseksualitet blandt mennesker, forstået på den måde, at et individ kun vil parre sig med artsfæller af samme køn, kan ikke være naturligt. Biologisk er det uden mening. Der må være andre årsager til menneskelig homoseksualitet.

Med venlig hilsen
hoeg

Hej Hoeg
- og tak for dit svar. Det får mig til at stille et spørgsmål mere:

Mener du, at homoseksualitet hos mennesker er imod Guds forordning for mennesket? Og hvis ja, er det så noget du mener, fordi at du siger at homoseksualitet blandt mennesker er unaturligt -> så må det også være imod Guds forordning?

Eller er der andre grunde til at du (evt.) mener, at det er imod Guds forordning for os? F.eks. at det er skadeligt (jeg kan ikke give eksempler) for mennesker at leve som homoseksuelle.

Mvh. Tau

Ordsprogenes bog kapitel 27, vers 19:
Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket.

Jeg kender flere meget næstekærlige* personer. De fleste af dem er næstekærlige simpelthen fordi, det ligger i deres natur at være det. De resterende agerer næstekærligt, fordi de ved, at de bør være det, men det skinner igennem, at det ikke er noget, som kommer naturligt til dem. (De falder af og til i.)

Kender I begge typer?

Den første type behøver ikke at læse i Bibelen (længere) for at vide, hvordan de skal agere overfor andre mennesker - det fortæller deres hjerte dem. Det er den sidste type nødt til.

Gæt, hvilken type, jeg håber at blive som?



Det har jeg aldrig sagt, at vi bør. De fleste af vores følelser stammer bestemt ikke fra hjertet, men de af dem, der gør, dem mener jeg bestemt, at vi bør overveje at følge. Det er efter min mening vejen til et lykkeligt liv (her på jorden). Muslimerne, budisterne, hinduerne og alle de andre vanhellige tager fejl - tror vi. Sæt nu, det er os, der tager fejl, og vi ender i helvedet, fordi vi ikke overholdt Koranen (eller en tilsvarende hellig bog). Havde det så ikke været godt, om vi havde haft et lykkeligt liv her på jorden, hvor vi tillod os selv at følge vore hjerter omend de fra tid til anden umiddelbart - måske i første omgang - bad os om at gøre noget, der ikke var 100% i tråd med Bibelen?

*) Imødekommende, nærværende, kærlige, omsorgsfulde, pligtopfyldende... osv.

Selvfølgelig kan man også få et lykkeligt liv, selvom man tilbringer det med næsen i Bibelen, men det sker bare ofte, at livet kører forbi os, uden at stoppe, hvis vi tøver for meget.

Hej!
Hvor stammer de andre følelser så fra? Forstår ikke helt hvad du mener.



Følelser er MEGET vigtige og vi gør klogt i at lytte til dem, men de skal ikke lede os. De er for omskiftelige!

Selv de mest næstekærlige menneker har gang på gang brug for at påminde sig selv om Guds kærlighed ved bibellæsning og bøn. Vores hjerter glemmer så hurtigt...vi lever så meget i øjeblikket.

Vi er langt bedre stedt, hvis vi lader os lede af Guds Helligånd i stedet for følelser. Han er det sikreste kompas!
Det gjorde Jesus også - ført af Ånden blev han, fx, ført i ørkenen. Ikke just det sted, men selv har mest lyst til at gå hen...
Hvis Jesus havde brug for at trække sig tilbage for at få vejledning, hvordan kan vi så gang på gang tro, at vi kan stole på vores egen følelser?
Lever vi af Ånden, så lad os også vandre i Ånden.
De, som drives af Guds Ånd, er Guds børn!

Hej Miriam - ja, det er vi enige om.
Det er forfærdende at tænke på, at verdens mest nærstkærlige menneske kan gå fortabt,
hvis det menneske ikke går gennem døren, som er Jesus Kristus.

Men det er hvad Jesus siger:
Ingen kommer til Faderen uden ved mig.
Og: Uden mig kan I slet intet gøre.

kristina

Hej SometOut



Hmmm - jeg tror nu ikke det er særlig bibelsk at tilbringe sit liv med næsen i Bibelen!

Jesus har sendt jo sine disciple ud i alverden for at gøre alle folkeslagene til hans disciple!

Men hvis vi pludselig overrumples af kærlige følelser for an andens ægtefælle, så tror jeg vi skal kigge i Skiften og bede "led os ikke i fristelse" - også selv om det føles som om det vi oplever er verdens største og reneste kærlighed ..



Nej, det tror jeg så ikke!
Du deler os mennesker op i to grupper: De som er kærlige, fordi det er naturligt for dem, og de andre, som er det fordi de mener, at det er deres pligt at være det, og som falder i en gang i mellem.

Jeg tror ikke, at Gud opererer med en sådan opdeling!
Jeg tror det afgørende er, om vi er grene på vintræet, som Jesus kalder sig selv, om vi lever i Kristus i tro og tillid.

Uanset hvor mange gange vi falder i og handler ukærligt og imod Guds bud!
Men der er forskel på at forlige sig med synden og holde op med at kæmpe imod - og at falde i!
Hvis vi forliger os med synden, fordi der er så fristende at følge vores egne følelser, så vil Helligånden, med sorg, forlade os ..

Men vi falder i alle som en, det er jeg sikker på, og selv vores allersmukkeste og mest næstekærlige tanker og handlinger er smittet med selviskhed ..

Sådan tror jeg ..

kristina

Hej alle
Jeg har lige taenkt paa det med homosexualitet og kommet til den konklusion at det er langtfra naturlig, lige meget hvor mange dyr man ved er homosevuals, men kunne det ikke godt vaere en besaettelse af onde aander, saasom djaevelen og hans engle?
just a thought.
Bluerover1

Jeg prøvede at slå det op i en NKJV Studybible.



I Romerbrevets kapitel to siges det altså nærmest, at afsporet seksualitet bærer straffen i sig selv. Den er ikke årsagen, men følgen - den er nærmest selve straffen.

Homoseks kaldes desuden for naturstridigt i dette kapitel:

Tau skriver:
- Mener du, at homoseksualitet hos mennesker er imod Guds forordning for mennesket?

Ja, det er i modstrid med Guds skaberorden og tilmed uden nogen biologisk mening.

og tilføjer:
- Og hvis ja, er det så noget du mener, fordi at du siger at homoseksualitet blandt mennesker er unaturligt -> så må det også være imod Guds forordning?

Ja, jeg mener helt bestemt, at det er unaturligt og derfor også uden nogen biologisk hensigt.

Tau slutter:
- Eller er der andre grunde til at du (evt.) mener, at det er imod Guds forordning for os? F.eks. at det er skadeligt (jeg kan ikke give eksempler) for mennesker at leve som homoseksuelle.

Jeg ved ikke, om homoseksuel praksis er skadeligt fysisk set, men måske er det skadeligt, hvis nogen fortryder..? Er det muligt at fortryde homoseksuel praksis..? Det ville næppe være politisk korrekt at hjælpe en homoseksuel til at "skifte kurs".

Med venlig hilsen
hoeg

Min selverkendelse er åbenbart lidt større end din, ja

De følelser, der ikke stammer fra hjertet, stammer fra henholdsvis hjernen og "lille-hjernen" (den mellem dine ben, hvadenten du er en kvinde eller en mand). Det er min overbevisning. Kærlighed stammer uden tvivl fra hjertet.

Det menneskesyn, der ligger bag dine udtalelser (og ja, jeg ved godt, at de også omfatter dig selv) er det, der i sin tid fik mig til at vende kristendommen ryggen. Heldigvis er jeg nu havnet i en menighed, hvor man prædiker de positive budskaber fra Bibelen og ikke hænger sig i synd og selvundertrykkelse, men fokuserer på den positive uslukkelige ild, der er tændt i os alle.

"Impulser lyder så primitivt. Hvis det er en impuls at ville være sammen med den man elsker så meget som muligt. At støtte den anden gennem de hårde tider, og dele hverdagens glæder, at blive så forelsket at resten af verden falder bort pånær ens elskede, så har du selvfølgelig ret."

Flot forsøg på spin....men det virker ikke, thi det er ikke relevant for sagen.
Sagen er nemlig den, at man selv vælger at udleve homofile følelser. Quod dixit, dixit.

"Selv om man ikke vælger at blive forelsket, så kan man blot vende den anden kind til når det sker, og glæde sig over ens livstidsdom i ensomhed. "

Jeg ved ikke om det er mig du tilskriver en sådan holdning, men hvis det er er jeg nødt til at melde hus forbi.
Jeg har aldrig påstået at det skulle være "let", eller noget man skal "glæde" sig over. Men hvad så med de personer med naturlig seksualitet som ikke finder en partner? Eller hvad med pædofile? Skal de så også bare følge deres lyster på hvilke måder de nu finder for godt?

Det går jeg meget kraftigt ud fra at du ikke mener. Altså: Dit implicitte argument er en non-sequitur.

Hvilken kirke er det?

Det lyder som om, du tidligere har hørt meget om synd og fordærv, og meget lidt om frelse og glæde. Samtidig vil jeg gætte på, at du nu hører meget om glæde, en smule om synd og absolut intet om fordærv.

De gode og dårlige nyheder hænger sammen. De dårlige nyheder er, at vi alle dybest set er syndere, og at synden er med i alt hvad vi tænker og siger og gør. Den gode nyhed er, at Jesus har løskøbt os fra synden og fordærvet. Men hvis synden og fordærvet ikke var så dybt, kunne vi jo selv have reddet os ud af det, og så er Jesu død forgæves.

Hej SometOut

Hvis man kun prædikerer de positive budskaber, og som måske endda prædiker nul fortabelse, så synes jeg det gode, glædelige budskab om frelsen mister sin mening.
Hvorfor skulle Jesus så dø for os?

Se Johs. 3.16: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
65

Jeg synes ikke det er spor selvundertrykkende, men lige tværtimod verdens største befrielse at kunne slippe alle bekymringer, lægge alt sit eget i Guds kærlige hænder og leve i Kristus og fokusere på ham i stedet for på os selv!

kristina

Hej SometOut,

du skrev:

Har du lyst til at fortælle lidt mere om, hvordan du oplevede, at man hang sig i synd og selvundertrykkelse?

Her kommer en forsigtig beretning om, hvordan jeg havde det, da jeg følte som du muligvis gør, eller har gjort, før du fandt den nye menighed, som du nævner.

Jeg har selv følt det samme, og måtte en overgang træde et par skridt bagud, mærke efter indeni samt med en god præst som sjælesørger og vejleder, finde ud af hvor jeg stod, og hvad jeg kunne holde til.
Forsøgte at finde ud af, hvad jeg havde brug for at lytte til af forkyndelse, hvor tit, hvor henne, hos hvem, osv.

I en overgang kunne jeg ikke holde ud at høre ordet om Jesus der døde for os og bar vores synd. Jeg blev helt dårlig. Og når folk sagde, at de havde sluppet roret og lod Gud styre deres liv, så blev jeg både bange og urolig og følte, at Gud i deres fortælling masede sig ind på mit liv, uden at spørge mig først.

Så gik der noget tid, hvor jeg gik og tumlede lidt med de store spørgsmål i troen, og så fik jeg lige så stille lyst til at høre hele budskabet igen. Bl.a. i samtale og bøn, læsning og korrespondance, og i sjælesorg hos førnævnte præst.
Jeg var, mente præsten, blot vokset ud af mine religiøse barnesko. Før skulle alt handle om Gud, men nu gør jeg alt MED Gud, frem for at gøre det FOR Gud, kan jeg på en måde sige.

Nu føler jeg, at jeg kan få vejret igen, og at tingene har fundet en god plads.
Gud betyder stadigvæk alt (som i at Han er min Frelser og min Gud, selvom der også er andre jeg ikke kan undvære), men jeg har fundet ud af, at jeg godt må tænke, tale, skrive og være optaget af andre og andet.

Guds gode velsignelser, familie, venner, diverse gøremål i hygge og arbejde, alt det er til at for at nydes og opleves, og det er OK.

Jeg ved ikke, om du kan bruge dette til noget, men jeg kom til at tænke på det, ud fra hvad du skrev, at du ligesom havde fået nok af alt det hængen sig i synd og selvudslettelse.
Sådan var det også for mig, selvom det ikke behøver være helt lig din situation alligevel.

Gud ved godt, at vi så let bliver optagede af alt andet end Ham, og jeg tror, at Han endda billiger det, for verden rummer så meget, som Han har villet.. Og selvom Han længes efter os, når vi tulrer rundt og laver noget verdsligt, så tror jeg også, at Han smiler - for vi er jo Hans børn. Han elsker os jo!

Mvh. Tau

Hej Tau



Jeg smiler for mig selv og nikker bekræftende, når jeg læser ovenstående. Det er rigtig godt formuleret. Jeg er helt enig med dig i ovenstående.

Det lyder som om, du hele dit liv har været tæt på folk, der var relativt bibeltro. Det har jeg ikke. Jeg har aldrig været "tættere" på Gud, end jeg er nu. (Det er derfor jeg stiller alle de spørgsmål her på debatten :)) Derfor har jeg ikke været gennem samme "fald" som du beskriver. Nej, jeg nærmer mig stille og roligt noget, der (stille og roligt er ved at gå op for mig) er noget rigtig godt!

Nogle af mine venner er tilfældigvis kristne - og de har noget næstekærligst over sig, som ingen af de andre venner har. Det er dejligt, at kristendom kan have den indvirkning på folks personlighed. Men det er ikke det, man typisk oplever, synes jeg.

Prøv at gå ind i en typisk dansk folkekirke og lad som om, du aldrig har været der før, og du ikke ved, hvad kristendom er for noget. Du kan næsten være 100% sikker på, at der et eller andet sted hænger en død person på et kors. Du kan også være rimelig sikker på, at der er et kalkmaleri af en djævel. Hvor er næstekærligheden???? Ja, Jesus døde for vores synder. Fint nok. Men lad os nu ikke hænge os ALT for meget i det. Vi skal alle dø på et tidspunkt - det ved vi. Men det hænger vi os heller ikke i hele tiden. Gør vi det, så bliver alt trist og gråt.

Det var lige lidt strø-tanker fra min side.

Ok, Jesu død (og opstandelse!) er ellers det absolut centrale i kristendommen.

Men hvorfor er din løsning at vi skal nedtone Jesu død for vores synder? Hvorfor ikke få med at Jesus brød dødens magt og opstod igen, og at vi skal opstå med ham?

Hej SomeTout
Tak for dine skønne indlæg!

Er enig med dig omkring det med næstekærligheden. Men som udlænding tror jeg også lidt, at det ligger til danskerne at man er lidt reserveret omkring sin tro. Det er ikke så velset at drøfte sine personlige overbevisninger over kaffebordet; da synes jeg det er nemmere i mit hjemland at få en diskussion (og være lige så gode venner bagefter)

Ellers synes jeg at danskerne er enorm gæstfrie og viser næstekærlighed på den måde, også over kirkekaffen!



Jeg spiller tit musik til begravelser, hvor jeg ikke kender folk særlig godt. Selv synes jeg at det sætter livet lidt i perspektiv når man "har døden med".
Det er som om det hjælper mig med at prioritere hvad der væsentligt. I stedet for trist og gråt, gør det livet mere intenst synes jeg!
Hjælp os at tælle vores dage, så vi får visdom i hjertet.

Hej SometOut

Jamen Jesu død på korset er da netop det ultimative udtryk for Guds kærlighed til os. Og det er den kærlighed, som vores næstekærlighed udspringer af. Som Johannes skriver i 1.Joh. 4,19: "Vi elsker, fordi han elskede os først." Eller som han skriver i vers 10: "Deri består kærlighed: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder."

Du skriver, at vi ikke skal hænge os så meget i, at vi skal dø engang, og det har du helt ret i, men det synes jeg også, at netop Jesu død og opstandelse hjælper mig til. Hvis ikke Jesus var død og opstået, så ville der virkelig være grund til at grue for døden og bekymre sig om livets korthed, som Paulus skriver i 1.Kor. 15,20: "Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen" – og i vers 32: "Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!" Men netop fordi Kristus er opstået, så behøver vi ikke bekymre os for døden: vi skal også opstå til evigt liv ligesom ham.

mvh
Nikolaj