Umiddelbart synes jeg ikke filmen har noget med kristendommen at gøre, men jeg må også advare om at jeg er så håbløs at jeg ikke mener at man skal tage alt der sker i filmen for gode varer*.
Antichrist er en sindssygt smuk film. Filmen i sig selv er ikke en gyser, men et intenst drama, et kammerspil med kun to medvirkende. Den Trier vi ser i filmen minder mere om den yngre Trier, fra forbrydelsens element, eller Europa. Dog er der lagt lidt ekstra godt i posen, både med ekstrem vold, og comic relief.
Som sædvanlig er han ekstremt effektfuld. Den fortættede stemning mellem ægtefællerne allerede fra første dialog, gjorde at jeg nærmest havde svært ved at trække vejret.
Der er for mig ingen tvivl om at det netop det psykologiske aspekt er det centrale i filmen, mens de pornografiske scener, volden og vittighederne, kun er redskaber.
Det er desværre også mit problem med filmen. Jeg kunne ikke leve mig ind i personerne, så deres kamp blev på det intellektuelle plan. Måske viste han for meget for tidligt?
Min korte konklusion: En meget smukt filmet film, filmteknik og skuespil er i sand mesterklasse, men mangler det sidste for at være forførende, og derfor kommer den ikke op at ringe. Et stort 11 tal efter den gamle skala, eller 12 på den nye.
SPOILER:
* For eksempel er jeg ikke sikker på at scenen hvor hun giver drengen skoene omvendt på, eller hvor hun ser drengen falde ud af vinduet nødvendigvis repræsenterer hvad der virkelig skete. Jeg tror ligeså godt at de kan have samme status som de tre budbringere - psykologiske effekter der flyder over ind i virkeligheden
For men become civilized, not in proportion to their willingness to believe, but in their readiness to doubt