Vi er et vennepar, som har kendt hinanden i 7 år. Vi er meget tætte venner.
Jeg er gift på 33. år med en dejlig mand- men "gnisten" er forsvundet. Det er som om den ene dag går med den anden, vi giver hinanden frihed på den måde, at vi laver forskellige ting i løbet af dagen, og ikke "klistrer" op af hinanden.
Vi tre har - alle tre- været tætte venner i den tid.
Vennen er skilt, og p.gr.a. sin kærlighed til Jesus, har han ikke haft en kvinde i 15 år.
Min mand og jeg er også kristne, frikirke, og elsker Jesus overalt på Jorden!

Der er sket det, at vennen og jeg sad og så TV med hinanden om skuldrene, som vi ofte har gjort også mens min mand har været der- men nu skete der "et eller andet" og vi gik videre end "Jesus tillader"...! Vi havde et forhold 2 gange, og nu er det slut -
men vores samvittighed er SORT - og hvis jeg taber en kop eller andet, tror jeg det er Gud som straffer mig, og at jeg, og vennen, vil ende i Helvede, for vi, af alle, ved jo, at det, må vi IKKE!
Vennen og jeg har selvfølgelig talt meget om det, helvede o.s.v. - vi vidste det jo godt inden, men ja, vi er mennesker af kød og blod...
Vi har bedt og bedt Jesus om tilgivelse og at han viser os sin nåde .... det gør Jesus... måske... han elsker os- men IKKE handlingerne.... og hvad nu? Skal vi sige det til min mand, hvis verden vil bryde sammen og dermed vores alle 3.`s verdener ... eller tie. Det vil IKKE ske mere!
Hvis vi tier, gør vi ikke min mand ked af det!
Hvis vi siger det- ødelægger det alt!

Elskede Jesus: igen igen: TILGIV OS VORE SYNDER!!
VI VIL ALDRIG GØRE NOGEN ONDT - ALDRIG! Og HAR aldrig gjort det!! Tværtimod taler vi meget med andre venner om netop TILGIVELSE... i andre sammenhænge!

GODT RÅD SØGES I HÅB OM AT BLIVE FORSTÅET!

Kærlig hilsen venneparret

Kære vennepar!

Jeg kan til fulde forstå, at det er en vanskelig situation, som I har bragt jer i. Der er virkelig mange aspekter i det du skriver, og om jeg her kan få givet et svar, der vender alle aspekter er jeg meget usikker på.

Jesus har virkelig lovet os, at hvis vi kommer til ham, vil han ikke støde os bort. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; Joh 6,37 – 38.
Johannes forklarer os i sit første brev, at hvis vi vandrer i lyset, så vil Jesu blod rense os fra al synd. Det, der altså kan udvirke, at vi ikke får Guds tilgivelse er, at vi ikke vender os til Jesus. At vi vælger at beholde vore synder, skjule dem og ikke bringe dem frem i lyset for Jesus. Det var det, der til sidst fældede kong Saul. Saul havde syndet mod Gud, men tænkte alligevel mest på, at det kunne få folket til at tænke nedsættende om ham, så han bad profeten Samuel om, at hjælpe ham til at bevare folkets agtelse. Saul sagde: »Jeg har syndet, men vis mig nu den ære over for de ældste i mit folk og over for Israel at vende tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren din Gud.« 1 Sam 15,30. Det jeg med dette prøver at sige til dig er, at søger I Guds tilgivelse, så har I hans ord for, at han ikke vil støde jer bort. Det er så også vigtigt, at I indser, at selvom det er en lavine, I har skubbet til, så er det alvorligste, at I har syndet mod Gud og mennesker.

Jeg kan ikke her råde jer til, hvad I skal gøre i den konkrete situation. Men jeg vil gerne opfordre jer til, ikke bare a feje det under gulvtæppet, eller tro, at I kan tie det ihjel. Hvis ikke du allerede har talt med en sjælesøger, vil jeg meget kraftigt opfordre dig til det. Jeg kender ikke dem, der kommer i din kirke, men der må være modne ledere. En praksis, som jeg her haft stor glæde af selv at bruge, og også at række til andre er med håndspålæggelse at få tilsagt syndernes forladelse. Jeg håber, at du har en sjælesørger, som du kan tale med om dette.

Du bør også overveje, om du fortsat bare skal acceptere, at jeres ægteskab har mistet gnisten. Jeg tror, at din mand enten er meget tålsom eller også har han affundet sig med, at han ikke længere er den mand, som har førstepladsen i forhold til andre mænd eller….. Hvordan ville du selv føle det, hvis din mand sad omslynget af en anden kvinde i sofaen mens du selv måtte sidde og se på? Det kunne være, at det er en overvejelse værd, om du skulle f talt med din mand om, at du er ked af, at jeres ægteskab er blevet uden gnist. Der findes også rigtig god hjælp til, at komme videre. Der er bl.a. noget, der hedder parseminar , og det er i øvrigt ikke kun for mennesker, hvor det knirker i ægteskabet. Flere vælger at tage på seminaret for det knirker.

Du skriver, at det ikke vil ske igen. Jeg betvivler ikke jeres gode hensigter, men det eneste værn, der kan beskytte dig, er at du gør noget for at give dit eget ægteskab nyt liv og ægteskabelig glæde. Ligeledes skriver du, at I aldrig har gjort nogen ondt. Men er det ikke, at gøre ondt, når vi synder mod andre mennesker og mod hinanden? Jeg tror, at det du tænker på er, at du hverken har stjålet eller slået ihjel. Men glem alt om, at din synd bliver mindre fordi du ikke har begået nogle andre synder. Jesu måtte dø på korset også for det I gjorde, og han gjorde det.

Jesu død på korsetbetyder, at han kan række dig tilgivelsen for den synd du har begået mod ham, mod din mand, mod jeres ven og mod dig selv. Tror du, at Jesus kan det?

Vil du også jeres ægteskab så meget, at du vil satse på det?

Med bøn om Guds lys for jer

PS.: Læs også svaret utroskab på adamogeva.dk