Kære anonyme!
Tak for dit spørgsmål. Jeg synes bestemt ikke det er fuldstændigt uoverskueligt endsige forvirrende. Hvis du blot tjekker artiklen i Fokus fra den 18/02-09 om
Darwinismen , kan du se, at argumenterne er mange.
For det første må jeg sige, at jeg kan undre mig over, at nogen kan beskrive Darwin som et usympatisk og ondsindet menneske. Jeg tror gerne på, at Darwin var et meget sympatisk menneske. Jeg tror heller ikke, at han bevidst har gjort noget forsøg på, at ville bekæmpe kristentroen. Desværre optræder Djævelen ofte som en lysets engel. Ikke, at jeg vil påstå at Darwin var Djævelen, men jeg tror, at han blev forført.
Jeg er ikke videnskabsmand og kan sagtens køres i sænk, hvis det kom til en faglig diskussion. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at der også findes seriøse videnskabsfolk, som argumenterer for et bibelsk skabelsessyn.
Principielt lyder det som et vældigt fornuftigt argument, at de seks skabelsesdage kunne dække over længere tidsperioder. Intet menneske har jo oplevet skabelsens dage. Vi har skabelsesberetningen i de første to kapitler af 1. Mos., fordi Gud har givet os en tilbageskuende profeti.
Argumenterne for, at dagene i skabelsesberetningen er symbolske, kan altså være gode nok. Vi møder jo den symbolik andre steder i bibelen. Alligevel er det forbundet med store problemer, hvis du forsøger at gøre skabelsesberetningen enig med evolutionsteorien.
Bibelen er helt klar, når den taler om, at døden kom ind i verden ved ét menneske, nemlig ved Adams fald. Lige så klar er bibelen, når den siger, at døden ikke var i verden før syndefaldet. Døden er resultatet af synden.
Hvis evolutionsteorien, som ganske rigtigt ikke siger noget om livets opståen, har ret, betyder det, at døden var i verden før mennesket. Døden vil i så fald ikke være et resultat af synden, men et redskab til gavn for vores eksistens. Hvis dette er rigtigt, tegner det et anderledes billede af Gud, mennesket, synden og døden.
Det giver et anderledes billede af Gud, for han vil være en Gud, der ikke tager sig af de svage, men ser en glæde i, at jungleloven gælder, nemlig at det er den stærkes ret at overleve. En Gud, som har brugt racehygiejne ved at rense syge, svage, mindre kløgtige og i det hele taget rense ikke levedygtige individer væk. Dette ændrer entydigt bibelens billede af hvem den levende Gud er.
Det ændre billedet af mennesket, for så er mennesket blot et højerestående dyr, og ikke en unik skabning. Det store spørgsmål er, om vi kan være sikre på, at vi har nået det højeste udviklingsstadie eller om vi blot er et skridt på vejen.
Det ændrer billedet af synden. Bibelen lærer os, at Gud skabte mennesket uden synd og, at synden kom ind i verden ved, at Adam og Eva lod sig friste. Er mennesket et resultat af en længerevarende evolution er spørgsmålet jo: Hvornår kom synden så ind i verden? Hvorfor skulle det pludselig være synd at slå ihjel, drab og udstødelse har jo netop været det, der har ført os frem til det vi er.
Det ændrer billedet af døden. Døden er blevet det gode redskab, der har ført os frem mod målet.
Jeg må derfor sige, at Darwin og kristentroen ikke er nogen god blanding. Vi har som kristne op gennem historien gjort os pinligt bemærkede, fordi vi har bekæmpet ting, som vi troede ville være en bombe under bibelens budskab. Det gælder f.eks. dengang spørgsmålet om jorden er fald eller rund opstod. Vi ved i dag, at jorden er rund, og det har ikke ændret en tøddel ved bibelens budskab.
Jeg har gode venner, som jeg ikke har nogen grund til at betvivle som værende seriøse og gode kristne. Der er bla.a. den forskel på dem og mig, at de tror evolutionsteorien kan hænge sammen med bibelens budskab. Jeg er ikke enig med dem, og ingen har indtil nu, kunnet give et godt svar på de problemstillinger, jeg her har stillet op. Indtil det sker, har jeg ikke noget problem ved, at stå op imod flertallet.
Må Gud give dig liv i troen på Jesus
Hilsen
Jørgen Bloch