Kære Alsndaj!
Tak for din reaktion. Jeg kan fint se, at jeg som du skriver, ikke helt fik svaret på det du egentlig spurgte om. Dit spørgsmåls karakter samt det, at jeg dels tror, at det er relevant for andre, og dels ikke polemisk fra din side gør, at jeg vælger at lægge det på nettet.
For at tage det bagfra, så synes jeg, der er en væsentlig forskel på det, at apostlene ikke undsagde sig døden og så det, at nogle vælger at springe sig selv og andre i luften eller soldaten i selv en tvivlsom krig. Ekstremisten tror, at det han gør tjener en god sag. Højst sandsynligt fordi han er blevet indoktrineret. Soldaten går ikke i krig for at dø, men vil kæmpe til det sidste for, at overleve. Apostlene har vidst, om det er sandt eller løgn, at Jesus fysisk stod op af graven.
Jeg vil gerne medgive dig, at der kan gives mange argumenter også på dette spørgsmål, og ja, i sidste ende handler det om tro. Du spurgte, om der fandtes saglige argumenter for Jesus, og mit svar er, at ja, det gør der, men ingen af dem ar så vandtætte, at de ikke kan modsiges.
Det samme gælder også det, der var dit egentlige ærinde. Et saglige argument er, at det, der har dannet baggrund for Jesus troen de sidste 2000 år bygger på det, der er vidnesbyrdet fra de mennesker der var tættest på Jesus samtidig med, at deres vidnesbyrd stemmer med profetierne om messias, som vi finder i GT. Men igen, dette kan modsiges, og det bliver i den grad gjort.
Vi får ikke noget sikkert bevis på, at Jesus er den bibelen siger, før han kommer igen i skyen, og da har vi ikke længere brug for noget bevis.
At nogen arbejder sagligt og videnskabeligt med spørgsmål på en sådan måde, at det bekræfter det bibelske videnskab, ser jeg ikke noget problem i. Problemet er, hvis vi tror fordi nogen videnskabeligt kan ”bevise”, at bibelen har ret, eller modsat, at vi vrager Jesus fordi nogen kan ”bevise” det modsatte. Hvis vores tro baserer sig på disse beviser, så vil vores tro svinge hurtigere end nogen svingdør, da videnskabelige beviser har det med at ændre sig.
Jeg tror, at Jesus er messias, at han døde og opstod for at frelse os fra fortabelsen. Jeg tror det, selvom nogen kommer med, hvad de mener, er beviser for det modsatte. Men som dig kan jeg ikke sige mig fri for, at kæmpe med tvivlen.
Må Jesus messias styrke dig i troen
Hilsen
Jørgen Bloch
Jørgen Bloch