hej.
Hvad er jeres holdning til organdonation? Jeg synes nemlig det er et svært emne at tage stilling til.

håber på nogle velbegrundede svar

Du kan jo bare spørge dig selv: Hvis jeg står og mangler en lever, nyre, hjerte eller noget helt fjerde, vil jeg så sige ja tak til en transplantation?

Hvis svaret er ja, må du selvfølgelig også selv melde dig som organdonor. Alt andet ville være hykleri.

Hej,

Jeg er for organdonation.

Min bedste begrundelse er, at der ikke er nogen ordentlige argumenter imod. Og hvis der er nogen som kan bruge mine organer på et tidspunkt, hvor jeg ikke selv har mere gavn af dem, så synes jeg bare de skal tage dem

Men jeg er modstander af at man aktivt skal vælge organdonation fra (hvor man i dag aktivt skal vælge det til), hvilket jeg synes er et overgreb på individets frihed.

Mvh. Steffen

Der findes ikke noget kristent grundlag for at være imod, kun en etisk, og tja, hvem ville ikke gerne modtage en ny lever hvis man var rigtigt udheldig?

Så Jalokin har en fin pointe

Jeg går også ind for organdonation og det er et meget vigtigt emne at debattere og tage stilling til - det kan redde liv, dit, dit barns, en andens.... vi kan ikke tale om det tit nok.
Det er også vigtigt at vi taler med vores familier om det, sådan at de ved besked om vores valg og ikke stiller sig i vejen for det.
Om Vorherre er for eller imod organdonation, kan hverken jeg eller nogen anden svare dig på, her må du mærke efter i dig selv og selv træffe dit valg.

hilsen Angela

Hej Simba

Jeg er en af dem med blandede følelser om end jeg ikke ved hvor velbegrundet det er. Så har da læst med interesse.

Min primære grund imod er at jeg ikke tror Gud lader noget op til tilfældighederne, han har en plan med alting. Vi kan ikke altid se den, men den er der.

Hvis det nu er min tid til at dø, er det så en god ide at forlænge mit liv ved brug af organtransplantation? Eller hvordan?

Grunden for er at det kunne hjælpe mange mennesker til et bedre liv eller til liv overhovedet.

Er lidt splittet?

Men ellers er jeg enig med Jalokin, hvis man er for er man helt for og hvis man er imod er man helt imod.

Må Gud velsigne dig
Kærligst Laugesen

Eller ved brug af medicin?

Jeg har arbejdet i 2 år med patienter, der får et nyt hjerte/lunger og jeg er for organdonation men det er et personlig valg så her er et par link der måske kan hjælpe dig. Det er ikke kun ældre mennesker der får et nyt hjerte/ lunger, det er også børn/unge. Som sygeplejerske har jeg været med til at gøre flere patienter klar til operationen og håb/frygt er tæt på de mennesker der vælger at sige ja til et nyt hjerte/lunger. Vores liv er i Guds hånd, håber dette kan hjælpe dig til at tage stilling.
VH Randi


http://www.transplantation.dk/

http://www.sundhed.dk/wps/portal/_s.155/4503?_ARTIKEL_ID_=1057050412110353

http://www.kristeligt-dagblad.dk/organdonation

Hej Steffen



God pointe

Men er det en god ide?

- Laugesen

Ja, det er en genial idé

Selvfølgelig må man indse, at når det er tid, så er det tid, og så må man tage herfra med fred i sindet. Men altså først når der ikke længere er nogen mulighed for behandling.

Der kan selvfølgelig være mange gode og fromme årsager til at sige nej tak til en operation - for eksempel at en anden har mere brug for den - men jeg mener ikke at det er sundt at sige, at fordi Gud har ladet mig blive syg, så er det hans vilje at jeg skal dø.

Man kan vel sige det sådan... hvis Gud vil have at jeg dør, så gør han mig uhelbredeligt syg. Indtil det sker må vi kæmpe for livet, både vores eget og vore medmenneskers, fordi livet er godt, og fordi Gud vil at vi bruger livet til hans ære og vor næstes gavn.

Hvad skulle formålet være, med at lægge sig til at dø?

Mvh. Steffen

Hej Steffen



Velbegrundet.
Og som sagt så har jeg ikke noget standpunkt, men har tænkt i begge baner. Men dit bud lyder fornuftigt!


Den åbentlyse og billige version? Fil. 1,21: Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. (Det skal vel retfærdigvis siges at din pointe kommer lige bagefter )

Men ellers bare at det kan virke som en måde at overtage styringen med selve livet fra Gud. At vi vil til at beslutte hvornår det skal være slut?
Hvad synes du om at man (lidt teoretisk og måske lidt langt ude, men bestemt ikke en udelukkelse) fryser folk ned og "genopliver" dem når der kan findes en kur for deres sygdom?

Men livet er en gave som man skal passe på, så er ikke helt utilbøjelig til at give dig ret. Jeg undrer mig bare

Må Gud velsigne dig
Kærligst Laugesen

Hej Laugesen.

Jeg er enig med Steffen her. Med tanken "hvad hvis det nu er min tid til at dø?" (som vel rummer tanken om, hvorvidt man går imod Guds vilje ved at lade sig organtransplantere?), kunne man stille det samme spørgsmål ved enhver anden form for livredning. Og den barmhjertige samaritaner ville pludselig ikke være så barmhjertig alligevel... måske en oprørsk samaritaner, eller?

I øvrigt: Hvis det vitterligt er meningen, at et menneskes tid er kommet, så kan Gud jo også lade den time være kommet, selv om man får et nyt organ. Det bliver man jo ikke udødelig af.
Og det er trods alt stadig Gud, der er almægtig, og ikke os - vi kan ikke ved en sådan operation sætte hans almagt ud af kraft.

Mvh. Anne.

Hej Steffen og Laugesen

Der er vel alligevel den forskel på medicin og organtransplantation, at medicin (forhåbentlig) ikke medfører, at man lemlæster et andet menneskes krop. Jeg er stadig i tvivl om organdonation. Min vigtigste indvending går nok på dette. Vi tror jo på kødets opstandelse – og vi tror, at kroppen ikke bare er et hylster for sjælen, men derimod, at krop og sjæl er en uadskillelig enhed. Endvidere tror vi, at kroppen er "et tempel for Helligånden" (1.Kor. 6,19). Så det, jeg er i tvivl om, er, om det under de forudsætninger kan forsvares, at man frivilligt lader sig lemlæste. Og om man anerkender hjernedødskriteriet eller ej, er sådan set underordnet i denne sammenhæng.

mvh
Nikolaj

Jeg har meldt mig som organdonor (og bloddonor) og jeg har ikke et sekund overvejet, om det skulle være forkert.

Jeg tror nok jeg - omend tøvende - er modstander af organtransplantation.
Det hænger sammen med hjernedødskriteriet, som jeg ikke synes er ganske underordet, fordi det er forudsætningen for overhovedet at kunne udtage brugbare organer fra døende.

Hvis en der stod mig nær var i fare for at dø hvis han ikke hurtigt fik transplanteret en nyre, ville jeg være bragt i den situation, at jeg skulle håbe på, at et andet menneske kørte galt på sin MC en af de nærmeste dage .. og den tanke ville jeg forfærdelig nødig udsættes for at komme til at tænke.

Det etiske problem med hjernedødskriteriet er for mig at se også, at det er mennesker, der bestemmer hvornår andre mennesker skal dø ... hvornår der skal slukkes for respiratoren.

Jeg går ikke ind for dødshjælp, men jeg synes det er uetisk at forlænge et menneskes allerede indtrådte dødsproces, fordi der er nogen der har brug for en del af det døende menneskes krop.

kristina

Med samme argument må du jo gøre alt hvad der hedder 'arv' ulovligt.

Hej Kristina.

Så du foretrækker at din nære veninde dør fremfor, at du skulle udsættes for måske at komme til at tænke en forkert tanke?

Det må være definitionen på egoisme.



Indlysende er det uetisk at tage et organ fra et døende menneskes krop. Det er jo derfor man venter til mennesket er dødt og under ingen omstændigheder kan komme til live igen!!



Mvh ChristianF

Hej Christian

Du har ganske ret i, at jeg er egoist, men jeg synes nu ikke det umiddelbart kan udledes af det jeg skrev.

Når jeg selv nødig ville udsættes for at stå i en situation, hvor jeg skulle håbe på at et ungt menneske kom ud for en ulykke, mente jeg naturligvis ikke noget personligt om mig selv, men generelt om menneskesyn.

Da jeg efter mange svære overvejelser ikke går ind for organdonation, ville jeg naturligvis heller ikke selv modtage organer.

Men det er et svært emne. Jeg er meget bevidst om, at organmodtagere, er dybt taknemmelige ..

Allligevel ville jeg ønske at muligheden ikke fandtes, og det har noget med respekt for det gudskabte menneskelegeme at gøre.

Hvad mener du f.eks. om, at fattige mennesker andre steder i verden sælger deres organer til os rige?
At det er fint, for så får de lidt penge til mad til deres sultne børn?

Joh, men der er mere i det end som så, jeg synes ikke det er "bare lige" at tage stilling.
Uanset hvor mange der her kan overtales til at være organdonorer, vil der nok altid være for få til at dække den formentlig stigende efterspørgsel, hvis jeg må sige det på den måde ..



Man tager faktisk, efter min mening, organet ud af et døende menneskes krop, i og med at man griber ind i dødsprocessen og forlænger den.

Den fysiske død sker ikke i et nu, men er en proces, som læger har mulighed for at gribe ind i og forlænge kunstigt ved hjælp af en respirator - dødsforlængende for den donerende, og, måske, livsforlængende for en organmodtager.

I min begrebsverden fortsætter respekten for menneskeleget kroppen endog efter at dødsprocessen er afsluttet, da jeg går ind for at de døde begraves og ikke kremeres .. Til jord skal du blive.. står der.

Men kremering er klart billigere og på alle måder mest praktisk. Man kan endda genbruge varmen fra krematorierne til boligopvarmning og således spare på olien, har jeg læst .. tjaa ...

kristina

Hej Jalokin og Kristina – undskyld jeg blander mig

Det er da overhovedet ikke det samme. Det er de færreste, der ikke har mulighed for at overleve, med mindre de modtager en arv. Det er jo det, vi taler om ved organdonation. Enten dør jeg, eller også dør en anden først, så jeg kan overleve.

mvh
Nikolaj

Hej Nikolaj.

Jeg er vist ikke helt med på, hvorfor troen på kødets opstandelse skulle være et argument mod organdonation. Under alle omstændigheder tror vi vel, at vi opstår med en nyskabt krop? Uanset om vi går i graven med alle vore organer eller ej, vil vores nuværende krop jo alligevel gå til grunde - og være nødt til at blive nyskabt fra bunden af. (Ja, også de (vi?), der lever, når Jesus kommer igen, skal nyskabes fra bunden af. )
Ellers så det vel også lidt skidt ud for dem, der fx havde mistet et ben.
Eller det ville være problematisk med ligbrænding (det er der nogle kristne, der har ment før, ved ikke hvad du mener.)

Mvh. Anne.

Hej Simda.

Personlig synes jeg det er fedt at videnskaben er kommet så langt at de kan redde et menneskes liv med organgdonation, så det er noget jeg går ind for.

Jeg er dog lidt splittet mht. hjertet, for det mener jeg er mit personligt, så det er jeg ikke så sikker på jeg vil give videre den dag jeg dør. Men så vil jeg tilgengæld heller ikke selv have et, hvis jeg får brug for det.

Hej Simda

Jeger også en af mange, der er for organdonation. Jeg er organ donor men der er nogle ting som jeg ikke vil give væk, eller det er egentligt ikke mig men min familie som skulle stå tilbage der ville have det svært med at det havde taget ex mine øjne. Jeg syntes det er vigtigt at give de folk der er ved at dø en chance for at leve videre. Og er jeg allievel hjernedød ser jeg intet problem i at de kan få lidt af midt som jeg jo alligevel ikke skal bruge til noget mere.

MVH Michael

Organ Donation.
Jo den er jeg med paa, hvis nogen kan bruge noget foer ormene bliver fodret, ja saa velbekom sig.
Taenk sig, mine oejne har seet meget og nu skal de se mere, mit hjerte har elsket den samme kone i 48 aar og nu faar den lov til at elske igen, Jamen hu ha da.
Naar bare de venter til det hele er i fuld stop.

Just a thought

Bluerover1

Jo jo, men vi mennesker er grådige. Man kan let komme til at tænke på "bare den og den dør, så vil jeg arve".

Det er op til dig selv. jeg er selv doner. jeg har den instilling at når jeg først er død skal jeg ikke bruge det til noget. Men det er ligeså meget op til ens moral og holdning. Man kan sige at der ikke er noget rigtig eller forkert svar/holdning til det. Det er kun dig der kender svaret. Må gud være med dig i svaret.

Hej Anne

Jeg mener heller ikke, at sammenhængen med kødets opstandelse er så ligefrem. For selvfølgelig kan Gud genskabe selv den mest lemlæstede krop. Ja, sågar en krop, der er blevet brændt. Alligevel betragter jeg ærligt talt ligbrænding som foragt mod legemet. Det handler ikke om, hvorvidt Gud kan genskabe en ødelagt krop, for selvfølgelig kan han det. Men det handler om, hvordan vi giver agt på Guds gode skaberværk. Mennesket er kronen på skaberværket, og det inkluderer kroppen. Troen på kødets opstandelse er et godt eksempel på, at kristendommen betragter kroppen som en integreret del af det hele menneske – ikke kun et hylster. Ja, vores krop vil blive genskabt, men det vil stadig være den samme krop. Ligesom der formentlig ikke er mange molekyler tilbage af den lille barnekrop, der så dagens lys en oktobereftermiddag på fødselsanstalten i Århus for lidt over 22 år siden. Alligevel var det ikke en anden krop end den, som stadig er min krop.

Men lad os lægge snakken om kødets opstandelse til side. Vi kan vel blive enige om, at man ikke bør lemlæste sin krop. Ligesom vi skal behandle hele naturen godt, fordi den er Guds skaberværk, som vi har fået ansvaret for, så skal vi ikke mindst behandle vores egen krop godt. Men vejer dette så højere end hensynet til den ukendte næste, hvis liv jeg eventuelt vil kunne hjælpe til at redde med mine organer, når jeg er (hjerne)død. Jeg er tilbøjelig til at mene, at det sidste vægter højest, men er stadig i tvivl (og har stadig et uudfyldt donorkort liggende), så gode argumenter er velkomne.

mvh
Nikolaj

Hejsa.

Jeg er 100 % for organdonation. Når man er hjernedød er alt håb ude for den. Samtidig med det læser jeg i min bibel.

"Du skal elske din næste, som dig selv."

En selv er der ikke meget af mere i den situation. Derfor kan jeg ligeså godt give mine organer til ens næste. Det er et af de første bud i biblen og det vil jeg ihvertfald overholde i den her situation.
Derfor har jeg også udfyldt et såkaldt donorkort (for flere år siden), og sendt det til de rette myndigheder.

Venlig hilsen

Bjarne.

Hej Nikolaj.

Som jeg ser det, så ønsker vi alle at værdighed og respekt må kendetegne vores forhold til vores døde. Det gælder uanset hvilken beslutning, der træffes i forhold til organdonation.

Vi ærer vore afdødes minde ved forskellige ritualer. Både i respekt overfor den afdøde, såvel som til hjælp for pårørende i deres proces med at tage afsked og erkende at døden er indtrådt.

Beslutningen om at sige ja eller at sige nej til at være organdonor mener jeg følger af en afvejning af de forskellige hensyn.
Det første for mig er derfor at afklare hvilke hensyn der er at tage og hvordan de afvejes i forhold til hinanden set i lyset af de værdier, som vi hver især har, som følge af tro, kultur og personlige præferencer.

Der er, som jeg ser det, tre væsentlige hensyn:
1. respekten for den afdøde.
2. varetagelse af de pårørendes behov for en ordentlig afsked.
3. og behovet for at redde et menneskeliv.

Uanset om jeg vælger at sige ja til at være organdonor eller ej, så er de to første hensyn væsentlige og de skal respekteres.

Spørgsmålet er derfor om det tredje behov, altså behovet for at redde et menneskeliv, vejer tungt og derfor må tages med som et af de hensyn, som vi respektfuldt vil varetage.

For mig er det at redde livet for en familiefar, en søn, en ægtemand, en ven – et andet menneske - af afgørende værdi. Har det betydning om hans datter, søster, mor eller bedste ven mister ham for resten af deres liv. Har det betydning om han mister livet? Mange har sat deres liv på spil for at redde et andet menneskes liv. Her taler vi om et langt mindre offer - her taler vi om at redde et andet menneskes liv ved at give afkald på et organ, efter at vi er døde. Et organ, der ellers ville gå i forrådnelse og omdannes og indgå i livet på anden måde i jorden.

For mig har de tre hensyn ikke lige stor vægt. De pårørendes afsked kan blive besværliggjort og det er bestemt ikke uvæsentligt, der skal findes en god måde at tage afsked på, men det må efter min opfattelse indpasses, så et andet menneskes liv reddes. Det samme gælder respekten for den afdøde. Der er en lang række etiske hensyn, som lægerne tager, når de arbejder med levende patienter og det er der også, når de arbejder med afdøde.

Under alle omstændigheder, skal respekten for afdøde sikres. Det er så væsentligt at se på hvad det vil sige. Den respekt handler netop ikke om at bevare kroppens indre intakt. Vi bevarer den afdødes ydre fremtræden værdigt fx til en evt. begravelse med åben kiste, men døden er indtrådt og uanset hvad, så vil en genopstandelse være et mirakel, hvor Gud genskaber fra ingenting. Den afdøde krop er ikke lig den levende persons krop. Ellers ville det være en katastrofe at den hurtigt går i forrådnelse. Døden er indtrådt og en opstandelse vil blive en nyskabelse af den levende sjæl, krop og ånd.

Mvh ChristianF