Altså; hvordan skal vi som kristne forholde os til lidelsens uomgængelighed – som en meningsløs omstændighed ved livet, eller som et tegn og segl på vores tro?

Kære alle,

Hvordan skal man mon forstå lidelse? Lider vi for derigennem at føle Jesu lidelse, som han led for vores synd, og dermed gennem lidelse at komme ham så meget mere nær?

For nok led Jesus for at tage vores synd på sig, og lidelsen har i al dens uomgængelighed dermed nok fået en syndebuk, vi kan se hen til, når vi selv lider, fordi han ifølge Skriften har gennemlidt enhver lidelse. Og nok vil der i det Nye Jerusalem ingen lidelse være, men så meget desto mere interesserer jordelivet mig. For her er lidelsen uomgængelig, og tilsyneladende tæt knyttet sammen med vores tro, som den var det for Jesus selv.

Hvad er da det nye? Er det, som nogle ville påstå, at lidelsen tillægges den egenskab at være en dyd, snarere end et uomgængeligt livsvilkår? Jeg kender intet skrift, der som Det Nye Testamente tillægger lidelsen positive egenskaber – men gør Skriften hermed blot en dyd af nødvendigheden, som følgelig tillægges salighed? Hvad skal vi som kristne, med korset som vores symbol, svare, hvis en religionshistoriker nu udlægger sagen sådan?

Altså; hvordan skal vi som kristne forholde os til lidelsens uomgængelighed – som en meningsløs omstændighed ved livet, eller som et tegn og segl på vores tro?

Kærlig hilsen Ture.

......... Lider vi for derigennem at føle Jesu lidelse, som han led for vores synd, og dermed gennem lidelse at komme ham så meget mere nær?

det er et godt svar. Måske endda, ville jeg tilføje, er det eneste, der midt i meningsløsheden giver mening, selve troen på, at alt det, der tilsyneladende er meningsløst, har en mening.

Kære kristina,

tak for dit link til Leif Andersens smukke og trøsterige ord til den lidende. Jeg tror også, at lidelsen skyldes syndefaldet. Og dit citat fra Leifs svar vidner om, at hvor der i Det Gamle Testamente er tale om en slags ufred med Gud som følge af den retfærdige, der lider (som eksempelvis Job, der nok kan underkaste sig Guds enerådende almagt i ærefrygt, men næppe sige tak for sine trængsler), så kan denne i den nye pagt, hvor Gud har taget både ufreden og trængslerne på sig, bedre sige ham tak.

Ja, han kan kun sige ham tak, for Gud har nu sat sig selv i stedet for den retfærdige Job, der lider, ved så meget mere at lide og dø for uretfærdige. Og nej, vi siger sandt nok ikke Gud tak som følge af vores lidelse, det har du ret i, men som følge af selve bevidstheden om, at den almægtige Gud ganske frivilligt er kommet til os i syndigt køds lighed, og i dette kød har gennemlevet både en trængsel og ufred med Gud, som ingen kan eller skal forestille sig.

Derfor, sandt, er det nærmest en slags omvendt gerningsretfærdigheds fortvivlelse eller desperation at tro sig nærmere Gud gennem lidelse. For sandt nok er det modsat; det er ikke os, der nærmer os ham gennem lidelse, men ham, der gennem lidelse er kommet os så nær, at vi har lod og del i det Guds Rige, som Åb 21,3-5 vidner om. For jeg, skønt jeg ikke har megen indsigt i Johannes’ Åbenbaring, opfatter ikke blot versene her som omhandlende en hinsidig, men også en dennesidig tilstand i den nuværende tid. I den nye pagt har han, der sidder på tronen, allerede gjort alting nyt – til dels.

Stadig er der synd i os, men vores dødelige synd har Gud taget på sig. Således er den blindfødte i Joh 9 ikke, som disciplene forudsætter, blind, fordi han eller hans forældre har syndet, men for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. Og det bliver de også, for han bliver jo helbredt. Ja, end mere; han bliver seende i åndelig forstand, som det fremgår sidst i kapitlet.
Således gælder det alle, der lider i den nye pagt. Sandt, man skulle dog være noget middelalderkatolsk i hovedet for at mene gennem egen lidelse at komme Jesus så meget desto nærmere. Det er ikke summen af vores lidelse, endsige synd eller dyd, der gør os mere eller mindre elsket af Gud. Han elsker os blot for det, vi er. Og som han elskede os først, bliver vi dernæst i stand til at elske ham, således, som du citerer Paulus for, at alt, også lidelsen, virker til gode for os.

Kærlig hilsen Ture.