Kære alle,

jeg har, siden jeg var 16 år gammel, lidt af en kronisk depression, således som den moderne sekulariserede lægevidenskab ville formulere det. For selv som moderne folkesygdom er en sådan ensidig psykologisk synsvinkel på tilstanden mig for blodfattig. Depressionen, til hvis kernesymptomer hører voldsomme og uforklarlige skyldfølelser, rummer nemlig tillige en eksistentiel eller religiøs side. For hvis da ikke depressionen kun skal tillægges en psykologisk forklaringsmodel, ifølge hvilken vi som kristne i al ensomhed blot projicerer vore egne sjælekampe over på en Gud, skabt i vort eget billede uden nogen objektiv eksistens, må vi ty til andre indfaldsvinkler.

En religiøs tilgang kunne være middelalderteologiens beskrivelse af fristelsen til desperatio; nemlig en tilstand af mistro eller skepsis over for Guds nåde. En mangel på tro på, at Guds nåde er tilstrækkelig lige netop for mig og mine synder, om end tilsyneladende for snart sagt enhver andens. Den viser sig i håbløshed, som om vor synd var for stor for Gud, som om Kristus kun har lidt for dukkesynder og ikke for hele verdens virkelige, store synder, som om Gud ikke også har beredt store ting for mig, som om han ikke også har beredt en arv i Himlen til mig.

Hvad der også er interessant her, talte middelalderteologien såvel som Martin Luther også om en tilstand benævnt desertionem gratiae, nådens bortvigen, der en Guds prøvelse af den enkelte, og som han omtaler som den sværeste og højeste anfægtelse og lidelse, hvormed Gud undertiden angriber og øver sin store helgen, hvor menneskets hjerte føler det, som om Gud har forladt det med sin nåde og ikke mere vil være hans.

Spørgsmålet er altså således: Hvordan kan man om den ene og samme tilstand skelne den rent sjælelige lidelse, altså de uforklarlige og ubegrundede skyldfølelser, der må bekæmpes terapeutisk, fra fristelsen til desperatio, der, såvel som en sjælelig lidelse, er en synd? En synd der rimeligvis omfattes af Guds tilgivende nåde, men i sin egen selvopfattelse, hvori synden jo består, er faldet ud af nåden. Og endelig; hvordan man da ved, hvorom næppe noget menneske har magt og myndighed til at dømme, om nåden under Guds tugtelse, som en stedvis prøvelse, ved Guds egen magt virkelig er villet at føles som om, at den er veget bort?

For nok kan denne antagelse for en psykologisk analyse kun udspringe af en sælsom blanding af megalomani og mindreværd. Men igen kan den psykologiske synsvinkel ikke stå alene. Hovedproblemet bliver altså tilbage, for så vidt det kan formuleres sådan: Hvordan skelner man egentlig angående den ene og samme tilstand syndens fristelse til desperatio fra den blotte sjælelige lidelse, der ikke tillægges synd? Og kan nåden tænkes at vige som en erfaring af syndens fristelse til fortvivlet at være uden for den, således at den lidende virkelig stedvist, som en prøvelse, af Gud er ladt tilbage alene med oplevelsen at være faldet ud af nåden?

Eller sagt kortest muligt: Er en depression, som i al sin pinsel sætter spørgsmålstegn ved Guds nåde, en synd i kraft heraf, eller er det en sygdom, som, ud over at være omfattet af nåden, tillige i sin selvfornedrelse nok håber på Guds nåde, men dog så at sige med sit lidende hjerte gør det på trods – og til trods for sin oplevelse af syndens håbløshed? Og er den lidende da ladt uden skyld, ikke i al almindelighed, men i dette henseende?

Og tillige: Kan den onde samvittighed, som Gud jo giver os af nåde, når vi er på afveje, og som altså forårsages af synd, selv være en årsag til synd?

Jeg kunne også, hvis disse spørgsmål er en kende abstrakte, komme med et konkret eksempel. Jeg håber ikke, at indlægget dermed bliver længere, end godt er.

Det skal i notabene bemærkes, at jeg befinder mig på en lukket afdeling på Sct. Hans Hospital. Her var jeg for få dage siden jeg var ude for noget, som satte en alvorlig religiøs krise i gang. Jeg skal prøve at fortælle tingene i rækkefølge.

Det første, der skete, var, at jeg for et par aftener siden stod op af min seng og opdagede, at hele gulvet på mit værelse flød af vand. Jeg erfarede senere, at det skyldtes en medpatient, som var gået i bad i badeværelset ved siden af og havde tilstoppet afløbet med et håndklæde, fordi hun som følge af sine forestillinger var angst for at flyde ud i afløbet med vandet. I hvert fald, efter at have svabet gulvet, masede jeg på mine knæ med at tørre det færdigt. Jeg blev ubehageligt varm og hed i kroppen og fik ondt i knæene og følte mig utilpas og ubehageligt til mode ved hele situationen. Da jeg senere bad for at få klarhed over en sådan for mig meningsløs og tillige lidelsesfuld hændelse, tænkte jeg, at mine smerter i knæene måske skulle bringe mig til minde om Jesus og apostlene – ja, endog Jesus i Getsemane – som altid bad på deres bøjede knæ. Min medpatient, som altså havde forårsaget denne hændelse, tilgav jeg gerne. Mig selv havde jeg af en eller anden grund, selvom jeg ikke havde noget med sagen at gøre, sværere ved at tilgive. Og da jeg senere gik ud for at få mig en cigaret, vrimlede det på afdelingen med personale og politi, der talte sit tydelige sprog om en tvangsindlæggelse. Altså en alvorlig hændelse. Samtidig med at det forstærkede min følelse af ubehag, gav det mig også anledning til en flygtig, men syndig, følelse af behag. For nu skete der da noget, der kunne støde min egne kvaler, forårsaget af en ubetydelig hændelse, væk fra min bevidsthed. Eller rettere, på afveje. Afveje er det rigtige ord, for denne syndige følelse fyldte mig kort efter med en uudholdelig skyld over denne min selviskhed, som jeg mærkede så påtrængende, at end ikke Jesus, sådan følte jeg dette øjeblik, kunne tilgive den.

Nu er spørgsmålet; er disse følelser af min synds utilgivelighed blot en følge af min depression, eller kan Gud virkelig stedvist prøve os ved at lade nåden være uendeligt fjern på grund af småsynder? Jeg håber vel nok det første, selvom denne min sygdom forekommer mig lige så meningsløs, som nådens egentlige bortvigen ville være det. Og dog håber jeg nogle gange noget andet. For er denne min sygdoms bedrøvelse ikke netop efter verdens sind, der virker død, og således ikke efter Guds sind, der virker omvendelse, eftersom sygdommens bedrøvelse i al sin verdslighed er hinsides både min kontrol og min evne til omvendelse? Således forvirret af disse spørgsmål beder jeg om hjælp.

Kærlig hilsen Ture.


PS: Jeg har ikke lige nu løbende adgang til Internet, så det kan godt vare en dags tid eller to at besvare eventuel respons på mit indlæg.

Kære alle,

igen tænker jeg over Guds nåde. Ikke fordi jeg tænker, at den ikke er stor nok for mig. Men fordi jeg tænker over hvordan, den er, og over hvorfor den er, som den er. Jeg vil prøve at formulere mig mere forståeligt denne gang. Jeg håber, at nogle kan genkende og kommentere det, som jeg har problemer med. Måske er der det, måske ikke.

For det kan også formuleres mere forståeligt. Alle kender formodentlig følelsen af, ikke at være god nok. At synde i tankerne, at have de forkerte følelser, selvom vi knap kan siges at have indflydelse på, hvad vi føler, og at handle forkert.

Der er flere problemer forbundet med dette. For det første er der den almenmenneskelige lidelse, der er forbundet med, ikke at være eller føle sig god nok. Ikke at leve op til diverse moralske lovmæssigheder, som vi selv eller andre stiller op. For det andet må vi også sande, at vi i en vis forstand heller ikke er gode nok, fordi vi aldrig vil kunne leve op til de krav, vi stiller til os selv.

Og det nytter ikke noget at slække på kravene. For kravene, også i det teologiske sprog kaldet loven, er såmænd gode nok; for en menneskelig betragtning er vi heller ikke gode nok. Og det gælder alle mennesker. Ingen af os kan leve op til det ansvar, som menneskelivet hele tiden stiller til os. Alle gør vi fejl.

Imidlertid er løsningen på dette problem for den kristne både meget åbenbart og meget mystisk. Den åbenbare løsning er denne, at Guds kærlighed til os netop ikke stiller krav. Han ved, at vi ikke er gode nok, og at vi aldrig bliver det. Alligevel elsker han os for det, som vi nu engang er, og ikke for det, som vi så gerne ville være.

Det mystiske er hvorfor. For hvorfor elsker han os for det, som vi er, og ikke for det, som vi gerne ville være? Det er svært for tanken at forstå, måske fordi Guds kærlighed til os er så anderledes end vores egen kærlighed til hinanden. Vi elsker hinanden, fordi vi mener, at den elskede fortjener vores kærlighed. Imidlertid er al tale om fortjeneste fremmed for Gud. Han elsker os ikke, fordi vi har gjort os fortjent til det. Måske kan han blot ikke andet.

Måske elsker han os så meget desto mere, netop når vi lider under ikke at være gode nok, fordi vi da erkender det ansvar, som vi aldrig vil kunne leve op til. Men det er jo netop ikke hans mening, at vi skal kunne leve op til det ansvar. Eller måske elsker han blot, uanset hvad vi gør, om det så er ondt eller godt. Eller hvad...?

Kærlig hilsen Ture.

"Spoiler Alert"













Der er ikke nogen gud

Åh nej. Mit liv synker i grus efter den afsløring.

– Nikolaj

glad for at jeg kunne hjælpe

Jo der er en Gud, han elsker sine børn og de ser det. At komme med sådan en ondskab i en tråd fra en mand der er sygeindlagt skulle du have en endefuld for. Men stakkels dig Abeham, du får ingen.

Til Ture. Det var virkelig gennemtænkte og dybe indlæg her. Jeg kender lidt til depression, og jeg har set, at det grufulde ved den er, at symptomerne forstærker sygdommen. At sygdommen gør en selvdestruktiv, og at denne selvdestruktivitet forværrer sygdommen.

Tænk på, at Guds Nåde er ny hver morgen. Læg så mærke til, hvor lang tid går der, fra du vågner op, til du opdager Nåden og prøver at lægge den fra dig? For jeg kender det godt fra mig selv, fra mine modgangstider. At jeg så at sige hvermorgen opdager Nåden er mig givet og at jeg har det udemærket, og så som den første reaktion kommer i tanke om at jeg har det skidt og er udenfor hjælp. Og så skal overbevise mig selv om at jeg er udenfor igen. Hver dag, for Nåden gives mig hver dag.

Men når jeg således skal kæmpe med Nåden hverdag, så er det som et tegn på at den er mig givet, ikke som et tegn på at den er mig frataget.

Tag istedet og prøv Guds Nåde af. Hvor længe kan du bevare dig i den fra du vågner, til du anfægtes af den og prøver at dømme dig selv? Så lav en gymnastisk øvelse, om jeg må kalde det således, øv dig på at beholde din tro i Nåden fra du vågner og frem. Når du anfægtes, så se det, se at du nu anfægtes, og husk at Gud bevare dig uanset.

Paulus skriver, at vi skal være små i ondskab. Og det er jo hvad dit eksempel omkring tvangsindlæggelsen er. Det kender vi nok alle til, og når vores indre vil fælde dom overfor os selv, så angriber den en ved første mulige lejlighed.

Men gør noget andet istedet, gør godt der hvor dit indre prøvede at fælde dom. Vær flink og gør en god gerning der hvor det er muligt.

Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde som Paulus lærer os. Der kan du nemlig se, at du gør godt, fordi du er i Guds Nåde. Så lad ikke synden dræbe dig, men lad Nåden give dig liv så alle kan se det, når muligheden byder sig.

Du tilgav din værelseskammerat så let som ingenting, husk det.

Tag kampen op, og glæd dig til himmerige, for du skal med, det er din tro når det kommer til stykket, og den forlader dig ikke, selvom du anklager dig selv. Jesus kender dig jo. Hvad du ser i dig selv, og fælder dom over, det vidste han før han valgte dig som sin. Han fordømmer dig altså ikke.

Gud være med dig i Jesu Kristi navn.

Kære Retriever,

mange tak for dit indlæg, som jeg først ser nu på grund af mangel på adgang til det virtuelle rum. Imidlertid er det stadig aktuelt for mig, og det varmer mit hjerte at læse et indlæg, som er rigere på forstandighed og indsigt end på retorik.

Ja, sandt, når man dømmer sig selv for hårdt, og endog mener sig frataget nåden, ligger der under lidelsen et kim af hovmod. Ikke at Gud straffer dette hovmod, men det bærer så at sige straffen i sig selv. For er man end blot i sin fantasi uden for nåden uden at være det i egentlig forstand, påvirker denne tanke ens selvopfattelse og besætter hele sjælen. Man kan endog, den dag man opdager, at nåden også findes i lidelsen, væmmes så meget ved den, at alting dog synes så uendeligt meget lettere, hvis man blev frataget nåden, og da slet ikke i lidelsen behøvede at søge Gud. Selvom du heldigvis er mildere over for mig, end jeg selv er, så er det nogle af disse ting, jeg læser ud af dit indlæg.

Jeg har det i øvrigt en smule bedre, og selvom jeg under bøn nogle gange kan mærke Guds vrede, så jeg må græde, og andre gange mærker hans kærlighed så stærkt, at både sjæl og krop fyldes af fryd og varme, er jeg hvad angår nåden mere afklaret. Også i lidelsen findes Gud, ja, selv i den lidelse, der føler sig uden for nåden, findes Gud, så meget mere som at Jesus ikke kun følte sig uden for nåden, men tillige var det på Golgata, idet han var under Guds forbandelse. Gid Gud aldrig vil lade noget menneske være en sådan skæbne forundt!

Kærlig hilsen Ture.

Kære Ture,

- hvor godt at høre fra dig igen!

Hermed min varme tilslutning til Retrivers ord!

Lad os sende en taknemmelig tanke til den første pinsedag for et par tusind år siden!
Den dag hvor Gud gav sig så tydeligt til kende over for mennesker, at vi i dag kan give os til kende over for nære og fjerne med-mennesker og ved Ånden bringe bud om Guds kærlighed -
- og en gang imellem trods alverdens sprogvanskeligheder finde hinandens forståelse ..

Glædelig pinse!

Kære Abeham,

du skriver, at der ikke er nogen Gud. Men ofte når jeg møder dette standpunkt, bliver det stående ved negationen, og sjældent ved en tilkendegivelse af, hvad den, der fører påstanden om, at Gud ikke findes, selv positivt tror på.

Hvad tror du da selv på, og hvad tillægger du værdi, hvis ikke Gud? Måske tror du ikke på noget, men i så fald ville det da også være en slags svar. Men i det tilfælde at du tror på noget, og dog tillægger et eller andet værdi, hvad er det da? Jeg savner, at også ateister ville melde ud, hvad de tror på, i stedet for ensidigt at hæfte sig negationen af den kristne tro.

Kærlig hilsen Ture.