Hej JesusNet.dk

Jeg har et ægtepar tæt på, hvis ene barn ikke længere tror at Gud er til.

Det var meget meget hårdt for dem at få det at vide og det er stadig svært for dem at håndtere.

Det er forståeligt nok - Det er slet slet ikke nemt, når det mest værdifulde i ens liv og samtidig det, der beskytter mod Guds vrede og dom, at det ikke længere deles med sit barn.

Men, så har de Paulus som forbillede, der åbenbart har en idé om at skulle lide med de ikketroende, som om utryghed og selvpineri gavnede nogen som helst.

Og så mit spørgsmål:
Er det virkelig Guds ønske, at forældre hver dag resten af deres liv skal holde fast i smerten og skylden, for at opnå en mulighed for at formilde Gud til at gribe ind og give troen tilbage til deres barn?

Mvh
Bekymrede

Kære bekymrede!
At opleve, at ens børn ikke vil følge Jesus må være noget af det mest smertefulde en kristen kan opleve. Den smerte tror jeg vil være der, og jeg fornemmer at det, er du også klar over.

Din henvisning til Paulus derimod forstår jeg ikke. Paulus taler om, at han ville ønske, at Gud forbandede ham, hvis det kunne gavne hans vantro landsmænd, men han ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, for en er allerede forbandet for dem, nemlig Jesus gennem hans død. Gavner det ikke, er der intet der kan gavne. Det Paulus udtrykker, er den dybe kærlighed, han har til sit folk, og den nød, han har for at bringe dem frelsens budskab.

Paulus holdt ikke fast i smerten, men den ville ikke slippe ham. Samtidig holdt han selv fast i Guds nåde for sit liv, og det gjaldt også, når han måtte tænke på det han var skyld i. Han havde selv været med til direkte at føre nogen vild og han havde forfulgt de kristne. Som forældre, altså også som kristne forældre, må vi erkende at vores opdragelse er brolagt også med fejltrin og ord og handlinger, der aldrig skulle have været sagt og gjort. Er vi selv klar over, hvad det er, må vi ikke holde os for store til, at sige undskyld. Vi tror jo på nådens og tilgivelsens Gud, og også vore børn må gerne se, at dette også gælder i praksis. Vælger de stadig at fastholde deres vantro, må vi se i øjnene, at det er deres eget valg og ansvar. Intet menneske kan undskylde sig med, at vantroen skyldes andres fejl. Heller ikke selvom jeg ved, at der er ting i mit liv, der kan gøre det vanskeligt for andre at se Jesus.

Som kristne forældre skal vi altså ikke på den ene side dække over vore fald og fejltrin, men vi skal på den anden side heller ikke glemme, at vi tror på nåden og tilgivelsen gennem Jesus. Hvis du taler med dine venner om dette, skal du altså ikke ”nedgøre” deres skyld, men samtidig skal du i kærlighed pege på ham der tilgiver os al vores skyld. Måske du også kunne hjælpe dem med, at bede sammen med dem for deres barn. Som kristne forældre holder vi forhåbentlig aldrig op med, at bede for vore børn, og det er nok naturligt, at de, der har det vanskeligt, er dem vi kæmper hårdest for i bønnen.

Der kan selvfølgelig være tale om sygelig eller falsk skyldfølelse, og der vil de have brug for mere hjælp.

Med ønsket om nådens lys
Jørgen Bloch