Hej alle

Tror I, at mennesket er i stand til at elske sin fjende(I må meget gerne begrunde svaret)?

Tak på forhånd

Det er det vel. Er det ikke det fænomen, der hedder "Stockholm-syndromet"?

mvh
LarsBj

Hej mikael

Godt spørgsmål!

Jeg vil svare ja, det er muligt at elske sine fjender.
Det er muligt at elske dem, man er vred på.

Når jeg uden videre kan sige det, skyldes det, at jeg ikke tror at påbudet om, at vi skal elske - både Gud og næsten, som kan være både venner og fjender - har ret meget at gøre med den betydning vi i dag tillægger kærligheden: varme følelser, bankende hjerte og blussende kinder.

Sådanne følelser har vi ikke selv megen indflydelse på -
det vil jeg hellere kalde forelskelse ..

Det var vistnok først med romantikken i 1800-tallet, at kærlighed i alment sprogbrug helt mistede den betydning, som jeg tror den har i Bibelens tekster, hvor det mere handler om vilje, beslutning og, især, handling.

Vi ér faktisk som regel i stand til at handle godt også mod dem, vi ikke kan fordrage!

Vi kan også ærligt love vores udkårne livslang kærlighed (= troskab og hjælpsomhed) men bør ikke afgive nogen garanti for altid at have varme følelser for vedkommende -

Hvis vi skal indkredse betydningen af et ord eller et begreb, er det tit en god ide at tænke over, hvad dets modsætning er -
- og jeg tror ikke, at kærlighedens modsætning (i den oprindelige betydning af ordet) er hverken had eller vrede.

Kærlighed er: at ville hinanden det bedste - at handle til næstens gavn.
Kærlighed er: sandhed og retfærdighed.

Jeg tror det snarere er ligegyldighed, der er kærlighedens modsætning.

Hvis vi er vrede på nogen, så vil vi dem noget!
Sådan er det ikke, hvis vi er ligeglade .. så er forbindelsen brudt.

Der er noget der hedder hellig harme.
Vreden over at se sin elskede handle selvdestruktivt.

Gud selv er kærlighed! - og kærligheden rummer alle følelser, både glæde, sorg, frygt og altså også vrede - men aldrig ligegyldighed.

Sådan tror jeg det skal forstås.
Hvad tænker du selv om det?

kristina

Jeg mener at mennesket selvfølgelig er i stand til at elske sin fjende, men det er noget der er virkelig svært, da det kræver stor selvovervindelse at give godt tilbage for skidt. Ens stolthed stiller sig let i vejen og et ønske om hævn.
Men hvis vi blot handler som vore fjender, gør vi os vel også skyldige i det samme som dem. Og hvis vi ikke gør bedre end dem, hvorfor skulle Gud så hjælpe os?

Desuden kristina, jeg vil være meget glad hvis du også prøver at besvare mit andet indlæg, da jeg godt kan lide dine svar(som jeg har læst før).
Tak på forhånd.

Hej mikael - jeg må lige komme med en tilføjelse til det jeg skrev, en meget vigtig tilføjelse, som jeg forsømte at skrive:

Vi kan ikke til fulde opfylde Guds bud om at elske Gud og næsten som os selv, som Jesus siger vi skal (Matt. 22,37-40):

›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Vi kan bestræbe os af alle kræfter, og så kan det lykkes os at elske (= handle vel imod ... ) men intet menneske kan opfylde dette største og første bud, som er essensen af alle de andre.

Vi kan - og skal! - bestræbe os på det af alle kræfter.
Men synden, som bor i os, forhindrer os i at gøre det fuldt ud: Vi elsker os selv mere end Gud og næsten.

Derfor behøver vi Jesus som vor Frelser !

kristina

Jeg tror ikke at det kødelige menneske kan elske sin fjendeog tilgive personen. Det er jo ikke naturligt for et menneske at elske sin fjende.
Men jeg tror at Gud kan give os noget af sin kærlighed så vi kan elske alle, både venner og fjender, med noget af den kærlighed han har.
Gud kan "lære" os at elske vores fjender, men som alm. mennneske er det ikke noget vi kan per automatik finde ud af.
Eks. Åbne Døre har skrevet om en kristen kvinde, hvis man blev myrdet af religiøse årsager, hun bad om at hun måtte kunne tilgive hendes mands mordere.

Sådan tror jeg det er, men har ingen bibelvers.

Vh Mathias

Jeg er ikke kristen, jeg tror ikke på gud; ja jeg finder faktisk idéen om noget som helst overnaturligt for ganske grinagtig.

Jeg kan godt tilgive mine fjender og jeg har sågar oplevet at elske dem.

Så jeg tænder lidt af på en påstand, som f.eks. at det ikke skulle være naturligt, at tilgive eller elske sine fjender. Hvad er naturligt i det hele taget? Og hvad med alle de mennesker der synes at idéen om den kristne gud er latterlig, men alligevel har det i sig, at elske og tilgive på trods?

For mig er det at tilgive og elske på trods, en coping strategi. Jeg bliver lettere i stand til at lægge konflikter bag mig og derved bruge energien og tiden på noget andet og mere konstruktivt.

Det fungerer for mig uden troen på gud, så hvorfor skulle det ikke gøre det for andre?

Men hvad er fjender, kærlighed, tilgivelse og naturligt i det hele taget?

Uden en klar definition, så er det jo bare ævl og bævl, at snakke om hvad der skal til for at kunne elske og tilgive. I hvert fald som jeg ser det

Den med Stockholm-syndromet er god humor:-)

Hvorfor ikke bare forknudre spørgsmålet yderligere og sige: Hvis du elsker din fjende, er han så ophørt med at være din fjende?

Pointen er ikke om man kan eller ej. Pointen er, at den kærlighed der tales om, ikke hindres må hindres at det objekt den rettes mod, den skal være betingelsesløs i den forstand at den ikke selekterer (hvilket måske er lig med et absolut altruistisk punkt - hvad ved jeg!)

Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller. Jeg har også selv tænkt på det og har fundet frem til et tilfredstillende svar (for mig).

Jesus gav en vigtig grund til at man skulle elske sine fjender: „Så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene“. (Matt. 5:45a)

De der følger Jesu råd bliver „sønner“ af Gud i den forstand at de efterligner ham ved at genspejle hans upartiske godhed mod både ven og fjende. (Jævnfør Mattæus 5:9; Efeserbrevet 4:31 til 5:2; Første Johannesbrev 3:9-12.) Gud sætter et fuldkomment eksempel — „han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige“ (Matt. 5:45b); „han er venlig mod de utaknemmelige og onde“. — Luk. 6:35b.

For at understrege hvor vigtigt det var at hans tilhørere ’blev ved med at elske deres fjender’, tilføjede Jesus: „For hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning har I så? Er det ikke også det skatteopkræverne gør? Og hvis det kun er jeres brødre I hilser på, hvad særligt gør I så? Er det ikke også det folk fra nationerne gør?“ — Matt. 5:46, 47.

De der ønsker at efterligne Gud, kan ikke nøjes med at vise kærlighed mod dem der gengælder deres følelser. Derved ville de ikke gøre sig fortjent til nogen særlig „belønning“ eller gunst fra Guds side. Selv skatteopkræverne plejede at vise kærlighed mod dem der elskede dem — og jøderne betragtede skatteopkræverne som nogle af de mest foragtelige mennesker. — Luk. 5:30; 7:34.

Jeg vil også mene at det kan lade sig gøre at elske sine fjender, hvis ens kærlighed er mere fremherskende i ens sind og hjerte. Men ja stoltheden er jo den barriere der gøre at visse personer har mere svært at tilgive og elske deres fjender, end andre mennesker.

Det kommer vel an på definitionen af 'fjende'. Hvad jeg forstår ved ordet fjende, er en form for antagonist overfor dig selv, der modarbejder dig eller ønsker at skade dig.
Denne antagonist kan stadig være i stand til og ville skade dig eller hindre dig i noget, selvom du elsker/tilgiver denne og dermed stadig være din fjende.

Hej Zarathustra

Jeg er ikke helt sikker på, at man godt kan elske sine fjender. Jeg har i hvert fald ikke selv præsteret at komme til målet endnu. Jeg er kommet til stadiet: "jeg ønsker det bedste for en person selvom personen hader mig." men at elske er et stort ord.

Jeg tror at det kun er muligt at elske en der ønsker død over mig ved at blive 100 % uselvisk. Det er ikke noget jeg kan opnå.

Venlig hilsen Michael Nygaard

Ah, hvor ville jeg ønske, at jeg var i stand til at elske ud af et frit hjerte, og ikke ud af frygten for, hvad Jesus vil sige. Jeg synes tit det er tanken på, at Jesus synes jeg skal gøre noget, som får mig til at tage det sidste skridt, i stedet for at det er noget som 100% kommer indefra. Det kommer måske 80% eller 90% indefra, men jeg mangler godt nok stadig det sidste for at være fuldkommen.

Jeg har det bare helt på samme måde! Det er som om det sidste stykke er umuligt.

Men hvad mener du med, at du frygter hvad Jesus vil sige P-sniksnak?

Jamen, det handler om, at jeg jo ved, at Jesus vil dømme os efter vores gerninger. Vi skal være "klædt på" med hellige/gode gerninger, især i forhold til vores kristne familie. Jeg vil helst ikke være blandt dem der står på den forkerte side. Men jeg ville jo ønske, at kærligheden til kristi legeme var stor nok i sig selv. Men det bliver den måske, når man beslutter sig for at gå ind i det. Fx ved at deltage i hjælpemissioner eller lignende.

Jeg tror, at den allerede er givet dig, den tilgivelse som du snakker om, at du vil opnå igennem hjælpemissioner. Det er i hvert fald det håb jeg klamre mig mere eller mindre febrilsk til. Gud dømmer mig, men ser ikke andet end Jesus rene og perfekte liv. Men troen skulle gerne have en effekt på dine og mine gerninger. Det at vidne om Jesus kærlighed igennem sine handlinger er ikke et frelse krav.

Guds fred Michael

Hej Michael
Nej, der er ingen krav omkring frelsen, andet end at vi tror på, at Jesus er Guds søn.

Når jeg nævner det omkring, hvad Jesus kræver, så handler det om de 4 lignelser i Mattæus 24,42-25,46. De 4 lignelser taler for mig at se om, at hvis vi ikke efter frelsen lever et liv med Jesus, så vil vi falde igennem på en eller flere eller alle af de parametre, som Gud kigger på. For mig at se er det sådan, at

• - Årvågne tjenere: hengiv dig ikke til et svireliv, hvor du samtidig kritiserer alt som du finder for godt.
• - de 10 brudepiger: olie på lampen er at have kristus til at lyse for sig, og det sker vel gennem bøn
• - de betroede talenter: lad gaven i dit liv vokse og udvikle sig
• - verdensdommen: hjælp dine brødre i nød (det er denne del som jeg omtalte).

Så er der også en lignelse om himmeriget som en bryllupsfest, hvor der tales om, at man skal have nogle festklæder på. For mig at se, kunne man umiddelbart opfatte denne lignelse som en sammenfatning af de 4 ovenstående, eller man kan se den mere isoleret som at klædningen består af de hellige gerninger. Om ikke andet, så antyder metaforen klædning ihvertfald, at det er noget som kan ses udenpå, og altså at det sandsynligvis er kendeligt for andre, at du er kristen (om ikke andet så for åndsmagterne ).

Men for at vi lige kan holde fast i den med "ingen krav" så bør jeg selvfølgelig nævne, at Jesus også siger noget om, at der skal blive krævet af os efter, hvad vi har fået givet. Så hvis du fx er helt nyfrelst, jamen så er det sandsynligt at du ikke har fået så meget givet, at man kan forlange en omfattende buket af kristi frugt i dit liv. Det er nu engang sådan, at Guds rige vokser i dig langsomt, og bærer frugt til rette tid ... men altså ikke tidligere end det.

Er vi ikke enige om at lige meget hvor lang tid man har været kristen så er gerninger ikke et frelse kriterium?

I princippet er det vel ligemeget, om du og jeg kan snakke os tilrette, for det er Gud som har ret i sidste ende. Men altså ... hvordan læser du de 4 omtalte lignelser i Mattæus?

Ja det har du ret i. Der er kun Gud til at dømme levende og døde.

Jeg mener ikke der i nogle af teksterne er grundlag for at vi skal fortjene os til frelse. De 4 lignelser (matt. 24,42-25,46) handler for mig om, at vi ikke skal blive lunkne kristne. Der står: Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det når han kommer.
Men det betyder ikke at det er et frelse krav.


Derimod tror jeg, at Peter beskriver det godt i hans 1 brev 1,13:
Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares. Gerninger kan ingenting. Til sidst er der kun nåden som kan modtages af alle. Også selvom de har defineret sig kristne hele livet uden at gøre gode gerninger.
Jeg mener dog også, at gode gerninger er vigtige og jeg tror at de gode gerninger som vi udfører, giver Gud os kræfterne til at udføre.
Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt(2. Korintherbrev 9,8)

Jeg tror altså ikke gerninger har noget at sige for om man bliver frelst.

Guds fred Michael Nygaard

Jeg tror ikke at vi læremæssigt er uenige. Men er du iøvrigt enig i min specifikke udlægning af de 4 historier? Jeg synes især den med jomfruerne og olien er lidt metaforisk, og jeg synes den kan tolkes både som at have "lys på lampen" (jf I er verdens lys), eller lidt mere metaforisk som at have "Helligåndens salvelse", fordi olie er et billede på salvelse. Eller måske en helt tredie tolkning?

Jeg tror, at jeg personligt gennemgår en revurdering af, hvordan jeg vil leve mit kristne liv, og der har jeg fået øje på, at det kristne liv som sådan udspringer af at være på legemet. Ja, det med kristi legeme er et af mine fokuspunkter lige nu. Og der tænker jeg på, at 25,31-46 netop taler om nogle ting som relaterer til, hvordan vi skal agte på legemet. Det var det der var grunden for, at jeg netop trak 25,31-46 frem. (længere oppe i tråden).

Hej P sniksnak

Det er jo ikke sådan, at vi ligefrem skal lede efter et sted, hvor vi kan gøre gode gerninger, fordi vi mener, at Jesus kræver det af os; men vi skal reagere dér, hvor muligheden gives os, med de midler, som vi har i den situation.

Jeg tør næsten ikke trække flere lignelser ind i denne tråd; men den barmhjertige samaritaner red jo ikke rundt og ledte efter et menneske i nød. Det var tilfældigt, at han kom forbi; men han handlede i situationen, og gjorde det så godt, som han kunne.

Budet om at elske sin næste som sig selv kan ikke efterfølges passivt. Med mindre man bor på en øde ø, så er det ikke nok at sidde hjemme i sofaen og elske alle mennesker i hele verden.

På den anden side skal man jo heller ikke hæve hele sin opsparing og lede efter en hjemløs, som man kan forære det hele til.

Jeg tror, at det gælder om at gribe de muligheder, som ens hverdag giver og udnytte de evner og muligheder, som man har.


venlig hilsen

Kirsten

For en ordens skyld vil jeg lige tilføje, at jeg med muligheder ikke umiddelbart tænker på penge.

Hej P.



Det tror jeg du har fuldtstændig ret i, Det med tro og/eller gerninger (= var det hønen eller ægget der kom først?) har voldt mange spekulationer.

Her er jeg så glad for Jesu ord i Joh. 15,4-5:
Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.
Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Så de gode gerninger er en konsekvens af, at vi er grene på vintræet (= lemmer på Kristi legeme), og ikke en forudsætning for at blive grene på træet.

Det er jo ikke grenene, der hænger frugterne på træet.
Hvis det var sådan, det skulle være, ville vi jo selv have noget at rose os af!

Desuden tror jeg vi skal være opmærksomme på, at når vi som Jesu disciple er ved at blive bekymrede og mismodige, fordi vi synes det kniber med frugten, så kan der godt være masser af herlige frugter, som vingårdsejeren høster, helt uden at vi får dem at se!
Jesus siger jo, at det ér der!
Når vi altså bliver i ham, som er det træ, der sender sin livssaft ud i os grene.

Og hvordan sikrer vi så, at vi ikke visner og knækker af?
Ikke ved at gøre os umage for at gøre gode gerninger, men ved at bede vor Herre om at vejlede os, og ved at møde ham der, hvor han har sat os stævne: i Ordet og Sakramenterne.

Hvis vi gør det, kommer vi aldrig til at høre de forfærdende ord:
Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt. 7,23)

Her er en bøn, som jeg er glad for at bede - den er fra Davids salme 139:
Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker,
se efter, om jeg følger afgudsvej!
Led mig ad evigheds vej!

kristina