Har du kommentarer til denne artikel: Pladderromantik? Så klik på svar her ovenfor.

Mon ikke Peter Belli vil købe teksten som opfølger til "Ingen Regning"?

Personlig synes jeg ikke ret godt om den artikel - de fire første afsnit synes jeg er uden interesse. Hvad skal jeg med dem ?
Det minder mig lidt om de prædikener, hvor præsten bruger det meste af tiden på at referere en bog hun (eller måske endda han!) har læst, eller en film hun har set, eller en mere eller mindre interessant drøm hun har drømt i nat. Og så lige når at få sagt et par ord om, at Gud elsker os under alle omstændigheder.
Der er ikke megen forkyndelse i det, synes jeg.
Hvad synes du selv, og hvad synes I andre ?

Det kræver en høj grad af både kunnen og indsigt at uddybe billeder, som er så almene og også går så dybt, som forholdet mellem mor og barn.
Det bliver meget nemt så sukkerstrøet, at det kolliderer med min tandlæges forbud ^..^
Sagt på en anden måde: Forskellen på væsentlige eksistentielle spørgsmål og pladderromantik er både åbenbar og subtil. Det kræver både dybde og nuancering at fastholde de eksistentielle spørgsmål uden at de sovser til i sentimentalitet.
Bortset fra det: Hvis alle husker alle, hvad er så forskellen? Det er jo i forladtheden, at Gud finder os.
Paradiset er den store samhørighed, hvor adskillelse er et ord, som endnu ikke er opfundet. Først, når man har en fantasi (og en virkelighed!), som rummer adskillelsen, giver det mening, at Gud husker os. For dér slås der bro - ikke så meget over adskillelsen som over det, der skiller.

Ja, jeg er desværre nok nødt til at give dig lidt ret. Det er for os, der står i en forkyndende tjeneste et evindeligt tilbagevendende problem, at vi både skal gøre forkyndelsen letforståelig, men også få afleveret budskabet i løbet af meget kort tid.

Sådan er kravet særligt i dag, hvor vi bombarderes af reklamer og budskaber fra alverdens medier og det gør desværre, at ethvert budskab må leveres som en appetitvækker på bekostning af selve det budskab, der skal leveres.

Men spørgsmålet er så bare: hvad skal vi så stille op?

Per

---

Personlig synes jeg ikke ret godt om den artikel - de fire første afsnit synes jeg er uden interesse. Hvad skal jeg med dem ?
Det minder mig lidt om de prædikener, hvor præsten bruger det meste af tiden på at referere en bog

---

Jeg synes nu nok, at det er lidt overdrevet, det du skriver der! Tonny (forfatteren til artiklen) er utrolig kortfattet, og han når frem til sin pointe i løbet af en tekst, som kun tager 2-3 min at læse. Det virker derfor lidt pudsigt på mig, at du siger, at hans artikkel minder dig om en langtrukket prædken! De varer nogle gange 45 min!

Min påstand er, at man ikke kan stille så meget op! Det publikum man står overfor kan ikke rumme mange pointer, når de ikke er aktivt med i mødet, men blot sidder og hører fra deres stol! Alligevel forventes det ofte, at taleren bruger mellem 30 og 45 min på en almindelig tale i IM-LM regi! Det er svært ikke at gentage sig selv, når man skal fylde så meget tid ud! Jeg tror, at man må ændre lidt på mødets almindelige struktur, hvis man vil løse det problem!

Jeg har tit oplevet i KFS, at folk tager notater. Det er en god ting der skaber overblik for lytteren, hvorfor taleren kan bevæge sig mere struktureret og hurtigere mod sin pointe! Endvidere har jeg oplevet, at der altid blev afsat tid før, under eller efter kaffen til at stille spørgsmål til taleren! Det er ikke altid at denne kan svare, men det gør jo ikke noget! Det er jo blot med til at understrege for os alle, at denne også blot er på vej gennem livet som vi andre! Man kan jo også hjælpes ad med at svare på hinandens spørgsmål, hvis ikke taleren kan svare! Min erfaring er, at denne form er med til at give større interesse for og medleven i talen!

Jeg tror, at en aktiv forsamling er vejen frem! Jeg ved ikke, om talerne generelt ønsker at ændre mødestrukturen! Mit umiddelbare indtryk og min erfaring fra IM er, at IndreMissionæererne ofte er meget konservative på dette felt, somom at mødeformen er hellig eller på anden måde fredet! Det synes jeg er ærgeligt, da jeg tror at man taber mange især unge på den bekostning! Det går også ud over fællesskabets styrke og kærlighed, hvis man ikke er villig til kompromis selv på dette område! Jeg mener, at debat er mangelvare i IM! Mange IMU'ere lærer aldrig at bruge og værdsætte de ældre (50-80 årige) og deres erfaring, da intet i mødestrukturen lægger op til dette! En frekvent debat om forskellige emner kan styrke dette forhold og modne såvel unge som ældre! Det giver også en ekstra udfordring til taleren! Men til gengæld kan man sige, at hvis han får formuleret noget kritisk forkert, så at det resulterer i et ubesvaret spørgsmål hos en lytter, så er sprøgsmålsrunden en mulighed for at få samlet op! Derfor kan taleren også på en anden måde slappe af i sin tale!

Det er mit forslag!

Da jeg læste dit indlæg følte jeg mig som en gammeldags nikkedukke, for jeg blev blot ved med at erklære mig enig. Om de talere, I bruger i IM og LM generelt er imod forandrig´nger i mødeformen kan jeg ikke udtale mig så meget om, men det, jeg har hørt fra forskellige talere er, at de MEGET gerne vil have respons på deres tale. Har der ikke stået noget om dette i IMT?

I hvert fald lægger jeg selv meget vægt på at en forsamling skal være aktivt medvirkende, når jeg er ude at tale i IM-regi, men for det meste er det ikke noget, forsamlingen er helt med på. Det er nok i virkelgheden et spørgsmål om vanetænkning, tror jeg. I "de gode gamle dage" var det almindeligt at præsten holdt en slags undervisningsmøder ude i landdistrikterne. Der var nok mere tale om en konkret undervisning end en egentlig samtaleform, men efterhånden gik man mere og mere over til at der skulle holdes en tale, hvor der ikke skulle stilles spørgsmål, måske fordi det betragtedes som at stille spørgsmål til præstens/missionærens autoritet.

Hvorom alting er, er det i hvert fald helt sikkert, at spørgerunder er overordentligt gode til at få udryddet misforståelser og til at f¨å uddybet den eller de dele af talen, som man ikke fik helt fat i og det er af meget stor værdi, at vi bruger hinanden til at nå videre i vores tro, så der ikke opstår nogle kulturelle "holdninger," som folk tror er en del af vores tro.

Per

Hej Chedde, du citerer mig for noget, jeg faktisk ikke har skrevet. Jeg har ikke noget imod l a n g e prædikener, hvis de altså er gode. Hvis en prædiken belyser og beliver teksten, må den for mig gerne vare i timevis. Når jeg skrev kritisk om Tonnys arkikel, var det kun mit eget helt subjektive indtryk, jeg prøvede at sætte ord på.

Det kan da godt være, at andre kan bruge den som en indgangsvinkel til teksten, det kan jeg ikke vide.

Men for mig afsvækkede den altså teksten, som jeg synes stod stærkere alene.
.
Til Pers (Holbys) spørgsmål:: Hvad skal vi så gøre ? vil jeg sige - igen meget subjektivt - at det, der gør indtryk mig og styrker min tro, er præstens eller prædikantens helt personlige tale (eller skrift) om, hvad han selv tror på, og måske hvordan han er kommet til det, og hvad i hans eget liv han er kommet til at tænke på i forbindelse med den pågældende tekst.
Det er væsentligt at prædikanten giver noget at sig selv, og brænder for at give budskabet videre, fordi han mener det er livsvigtigt. Alt andet er at holde evangeliet ud i strakt arm, synes jeg.
Et forsøg på at gøre alle tilpas, og slippe for at give sig selv til kende, gør som regel ingen tilpas ?.