Hej Joppe
I din situation har vi et dilemma der er skabt af staten. De statsligt ejede hospitaler er overbookede. Den syge har, ifølge dit eksempel, kun én valgmulighed tilbage. Det er at tage ind på et privat hospital han ikke har råd til. En af grundene til at han ikke har råd til det, er at staten har taget halvdelen af hans indkomst.
Ja, det ville jo være ganske træls om det forholdte sig sådan, men ser du på en lang række lande i verden
udenstatsejede sygehuse, eller høj trækpct. da forholder det sig jo ikke stort bedre. Her står valget ikke mellem et overbooked offentligt sygehus og et privathospital, man ikke har råd til. Her står valget ofte mellem et privathospital, man ikke har råd til eller at dø.
Hvis han var klog, så havde han nok for længst tegnet en forsikring der ville sikre ham behandling til en meget lavere pris end hvis han kom ind direkte fra gaden. Hvis han var dum og havde valgt at bruge pengene på andre ting, så ville det være andre (hans arbejdsgiver, hans familie, hans venner, eller en privat velgørenshedsorganisation) som kunne hjælpe ham.
Hvad nu, ifald det ikke handler om intelligens, men om en økonomisk umulig situation, hvor det handler om mad på bordet
eller at tegne en forsikring?
En af de største grunde til at mennesker ikke vil yde hjælp og penge i et socialistisk samfund er, at staten allerede har taget halvdelen af deres indkomst oven i at staten for 1/4 af det man betaler når man køber varer og tjenester. Staten siger at pengene går til at hjælpe dem der har brug for det. Hvorfor skulle man så give endnu flere penge? Er det ikke nok med over halvdelen af det man ejer?
Et højt etisk niveau er ikke afhængig af skatteprocent. Mærsk M.M. der er en ganske god skatteyder,
behøvede rent faktisk ikke bidrage med noget som helst ud over skatten. Der findes mennesker, der aldrig ville hjælpe eller bidrage til andre menneskers velfærd, og så er der de der vil - uanset samfund. Men jeg tror, eller måske rettere
håber, at et samfund, der i det mindste har et socialistisk præg, som i det danske, er solidaritets-begrebet så indbygget (eller også er det lutherdommen ;)), at man ville finde det
dybt uanstændigt med en fattigdomsgrad som i det afrikanske, indiske eller amerikanske.
En socialistist stat handler ofte udfra princippet at hvis nogen har det godt, skal denne trækkes ned til de andres niveau. Han skal straffes for at give de svage en større mulighed for at senere blive straffet.
Nej, det handler derimod om, at de stærkeste skuldre skal bære det største læs - og ikke omvendt.
Nemlig. Det kan ikke lade sig gøre hvis man er stavsbunden af en stat. I en socialistisk stat er valgmulighederne yderst begrænsede. I et liberalistisk samfund, hvor frihed kun bliver begrænset hvis det går ud over andres frihed, er valgmulighederne næsten ubegrænsede. Det kræver, selvfølgeligt, at individerne tager ansvar. Dette er en direkte modsætning til socialismen hvor staten fratager individerne frihed og ansvar.
At valgmulighederne er "yderst begrænsede" i et socialistisk land, er en påstand. Det kommer vel an på, hvad man putter i det, hvordan man udformer det.
Det er immervæk mennesker, der skaber og udformer et socialistisk samfund.
At skabe et sikkerhedsnet, til at værne om de svageste i samfundet, fordi ingen andre kan/vil tage sig af dem, er ikke hæmmende,- tværtimod, det giver en grad af værdighed til de svageste.
Dernæst er det ikke uvæsentligt at få med, at når noget alene skabes som
modtræk til noget andet, vil der være, specielt i starten, en grad af ekstreme synspunkter, der vil dominere....dette indtil man får skabt en balance, hvilket så igen forudsætter en grad af etisk el. religøs oplysning; et klogt hoved tænker: "Er det lige det her vi vil"? - el. "Er det her sandheden"?.
Vi kender det alt for godt fra Kristendommens historie - modtræk på modtræk, der har udformet nogle ekstreme synspunkter i div. kirker (udtalelse i Tridencilerkoncil, som
modtræk til Reformationen, Reformerte kirkers
modtræk ifht sakramenter, og div. Protestantiske kirkers
modtræk ifht helgene)
Og det samtidig denne form for modtræk, vi har set under Jerntæppet.
Jerntæppet var et modtræk til en ekstrem og uhyggelig grad af fattigdom og massiv undertrykkelse fra Zaren, kirken og adlen, som så eksploderede under Zar Nikolaj - og bredte sig. Som en modpol til dette fattigdomsuhyre, blev Jerntæppet en ekstrem udforming af had imod al form for noget, der blot kunne minde
lidt om tidligere tider,- imod kongehus (zar), imod kirken og imod tidligere adel og rige i det hele taget.
Men der er vi jo ikke længere. Vi hverken et undertrykkende Kongehus, kirke og adel eller en så ekstrem grad af fattigdom som i det gamle Rusland. Vi er et ganske andet sted, der gør at en socialistisk udformning får et andet ansigt og indhold.
Det er ganske væsentligt at have
forhistorien med, når vi taler socialisme, så folk ikke alene forholder sig til, hvad de har set på besøg i Berlin eller andre steder under Jerntæppet.
Nemlig, at denne epoke var et ekstremt
modtræk til noget andet.
Miljøet er på banen fordi det er politisk korrekt. Det er det politiske miljø, ikke verdens miljø, der er på dagsordenen. I kigger man rundt om i verden så er det ikke kun socialistiske partier der taler om miljø. Det er kun socialistisk partier der taler om at man skal tvinge individet til at tænke på miljø. Man skal begrænse individets frihed. Miljø bliver endnu et argument for at opretholde tvangsopkrævning af individets midler
Det er tilsyneladende nødvendigt, siden ingen af de rige, ansvarsbevidste og frihedselskende mennesker gør det af sig selv.
Bemærk iøvrigt, at USA er det land i vesten, der konsekvent trækker
ned i miljø-debatten. Så meget for menneskets indbyggede gode vilje, når det har "frihed".
Guds fred,
Malli