Hej Forum,
I anledning af
tråden "Intelligent Design" vil jeg gerne opridse, hvad jeg anser som grundlæggende problemer med teorien om Intelligent Design, både på det videnskabelige og filosofiske plan. Da tråden lukker bringer jeg en opsummering af to indlæg som starten på en ny debat.
Jeg håber I har nogle reaktioner - specielt vil jeg gerne høre fra Leif Asmark og Ove Høeg Christensen, der før har deltaget i diskussioner om ID her og andre steder.
Mine indlæg, sammenlagt:Den mest sandsynlige teori om intelligente designere i dette univers er bogstaveligt talt teorien om, at livet kom fra rumvæsener. Også en slags ID, men nok ikke den, der forsøges indsat som generel opfattelse. Og da slet ikke noget, der pt. kan understøttes af nogen som helst (natur-)videnskabelig disciplin.
Når det er sagt, så vil jeg gerne gentage problemet med definitionerne og begreberne:
Design identificeres ved at adskille sig fra ikke-design, så det ødelægger begrebet "designet" hvis man hævder, at alt er designet.Det er slet ikke nødvendigt at inddrage videnskaben, hvis logikken er fejlagtig. Og det bliver den, så snart man vil snakke om alting som intelligent designet.
Dette udgør samtidig en filosofisk fejl. Når man invaliderer begrebet design som beskrevet ovenfor, så bliver selve beskrivelsen "Intelligent Design" meningsløs.
Altså er "Intelligent Design" forfejlet som argument, både videnskabeligt og filosofisk. Det overtræder rammerne for begreberne og bygger endda på et begreb, der automatisk ville være ugyldigt hvis ID var sandt.
[...]
Der må være tale om to forskellige typer af designs, hvis "designerens" designs adskiller sig fra menneskets designs ved netop at være det direkte modsatte af, hvad mennesket opfatter som designet. Det, ID vil påpege som designet, er netop det, mennesket bruger som antonym-begreb til design (altså naturligt forekommende planeter, tyngdekraft, lys, varme, entropi, etc).
Fordi menneskets designs er formationer af naturlige forekomster, så giver det ingen mening at overføre denne formations-teori, som design er, til netop de objekter der ikke er formationer af naturlige forekomster.
Et design er "rodet bragt i orden", kan man sige. ID er som at sige, at rodet rent faktisk er orden. Alt, man troede man vidste om "rod og orden" er fuldstændig omvendt nu, så resultatet er selvfølgelig en teori om "rod og orden", der overhovedet ikke svarer til virkeligheden.
Begreberne "tilfælde" og "planlagt hændelse" kan også bruges. Hvis "tilfælde" er "planlagte hændelser", så eksisterer "tilfælde" rent logisk ikke.
Når der er så grundlæggende fejl i logikken - altså at den modsiger observation - så kan den ikke blive en videnskab baseret på observation.
Filosofisk bliver det i bedste fald meget mudret. Jeg tror ikke, at nogen filosof nogensinde har haft held med at fremstille en teori om, at op er ned fordi ned er op...
Jeg håber virkelig, at jeg gør mig forståelig her. Og håber som sagt at der vil være nogen reaktioner på betragtningerne.