09.02.2017 12:54 Alder: 103 days
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Voldsom virus

Virussen er over Danmark. Det er rigtig træls at gå ned med flaget. Men det kan lære os noget meget vigtigt om os selv og andre; og om Gud.

Foto: paolo81

 

Jeg er ikke læge, så jeg tør ikke sige, om jeg er ramt af virussen. Men jeg har det der ”Ondt over det hele, svedeture, total træthed, mærkelig mave, svært ved at samle tankerne”.

Et sted mellem frisk havørn og død sild

Jeg burde have forudset det. Jeg har gået en god uges tid og passet mit job på kodimagnyler og kaffe og følt mig rigtig vintertræt. Da min kone og jeg dansede tango, svedte jeg meget mere end de andre dansere. Og da vi kom hjem, var det bare i seng. Træls.

Alle mine planer må rykkes, og jeg besvarer kun mails, der har anstrøg af katastrofestemning, mens jeg hver dag håber på at være frisk som en havørn næste dag. Well, i dag er jeg så på arbejde igen. Ikke som en havørn, men heller ikke som en død sild. Jeg sidder her med to tankefølelser, der blev rigtig store for mig, mens jeg lå i sengen.

Rigtige mænd bruger ikke selvmedlidenhed

Indrømmet, jeg fik en del medlidenhed med stakkels mig. Over hovedpinen, over alle opgaverne, der nu tårnede sig op. Over de ting, jeg gik glip af. I de mere klare perioder fik jeg, Gud ske lov, brugt tiden på at snakke med Gud. Blandt andet om en gammel ven, som har fået at vide, at han har en meget voldsom kræft.

Da jeg bad for ham og hans familie, slog det mig pludselig, hvad forskellen er på hans og min situation. Han har det garanteret meget værre end mig. Men der er måske især den forskel, at min sygdom går over om nogle få dage. Måske går hans ikke over, før han selv går over – fra livet gennem døden til opstandelsen.

Så mon ikke min selvmedlidenhed skulle blive til taknemmelighed over, at mit kun er midlertidigt.

Rigtige mænd bestemmer ikke alt

Jeg ved godt, at jeg ikke bestemmer alt. Men når jeg planlægger og jonglerer rundt i kalenderen, så forudsætter jeg hele tiden, at jeg har den samme tilgang af tid og kræfter, som jeg hidtil har haft.

Sådan er jeg vel også nødt til at planlægge. Men et vers fra Bibelen rumsterer alligevel i baghovedet. Noget i retning af: ”I, som siger: 'I dag eller i morgen vil vi ...' I, som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; …  I skulle hellere sige: 'Hvis herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det'.” (læs Jakobs Brev kapitel 4).

Hvis ikke virussen har gjort andet godt, så har den mindet mig om noget, jeg indimellem kan glemme: ”Hvis Herren vil …”. Der ligger en begrænsning i det. Men der ligger vist også en befrielse: alting afhænger dybest set slet ikke af mig og det, jeg kan yde.

Gør mig en tjeneste: Hvis du møder mig, når jeg er blevet rask igen, så mind mig lige om det. 


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også