07.02.2005 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Hans Jørn Østerby

Vildfarne får

Gud siger et rungende "JA" til alt det vi er, og det skal vi også gøre over for hinanden. Men Gud siger nogle gange et rungende "NEJ" til det vi gør. For det vi gør, er godt på vej til at lægge jorden øde, destruere livet og give kærligheden umulige vilkår at trives under. Og ingen burde være mere opmærksomme på det, end vores biskopper. De er om nogen sat til at tjene Gud og hans kirke og vejlede os almindelige mennesker; men hvis ikke engang Bibelen er en autoritet i en forvirret og forkvaklet tid, hvor forestiller de sig så, at kirken skal have sine absolutter fra?

Hyrde 100

Hyrde 210

På vores breddegrader kender vi næppe længere til billedet af en hyrde, der leder sine får til de bedste græsgange og i sikkerhed for rovdyr. Det moderne danske landbrug ligger uendeligt langt fra de bibelske billeder af den trofaste hyrde, der ikke tænker på sine dyr som et produktionsapparat men som et levende væsen, han er sat til at vogte og passe på.

Men i disse tider trænger billedet af en flok vildfarne får sig på, for hvis hyrden svigter, går det galt. Ikke alene har rovdyrene frit spil; der sker også det mærkværdige, at fårene vender sig hver sin vej og styrter i alle retninger uden mål og med. Ud over skrænter og ned i afgrunde og ind i tjørnekrat, der river til blods.

Det er det, vi ser i Folkekirken i dag. Vores hyrder - biskopperne - svigter os i en så grundlæggende grad, at det skal gå galt. For de siger samstemmende, at Bibelen, at Guds Ord ikke kan danne autoritet for spørgsmålet om homoseksualitet. De skulle ellers lede os alle, homofile såvel som heterofile, til de stille vande og de fredfyldte sletter, og så lader de i stedet rovdyrene gå løs på os, og ser stiltiende på, at vi vender os hver sin vej, og måske sågar ryger i uldtotterne på hinanden.

Hyrden svigter.

Fælt.

Det er så svært

Jeg har spekuleret i flere nætter på, hvordan jeg skulle skrive denne artikel. For hvordan er det lige, at jeg får skrevet, at jeg mener Bibelen – og for mig at se dermed Gud – siger, at homofili er en unaturlig og forkert ting? Hvordan kan det opfattes anderledes end at jeg føler mig bedre end andre? At jeg er for god til at sidde i kirke sammen med homoseksuelle, der måske hele deres liv har kæmpet med deres følelser, og som gang på gang har siddet tilbage med fornemmelsen af at være anderledes? Har jeg nogen som helst ret til at smide med sten, når jeg selv bor i et glashus?

Nej, det har jeg ikke, og det er heller ikke derfor, jeg anklager vores biskopper for at svigte. Min situation er ikke anderledes end alle andres. Jeg er ustandselig på gale veje. Skønt noget i mig vil alt muligt godt, så er der desværre en alt for stor del af mig, som er egoistisk, egenkærlig, selvhævdende, snæversynet, svigtende, fuld af had, nøjeregnende og meget andet, som ikke bør nævnes på dette websted. Jeg kan bare ikke komme uden om, at meget af det, jeg gør, i Bibelen bliver erklæret for forkert og i strid med kærligheden. Men her er det, at det kniber for mig på en ordentlig og forståelig måde at få sagt, at kirken skal møde vi mennesker, sådan som vi er og række os det bedste, der kan rækkes et menneske. Men kirken skal ikke velsigne det, som i Bibelen kaldes forkert. Og forkert er det, når to mænd eller to kvinder vil vies som et ægtepar bliver viet. Kald det kærlighed, de følelser, som to af samme køn kan have for hinanden, men et ægteskab kan det aldrig blive. Vi skal møde den, der er homofil med al vores omsorg og kærlighed, som vi i øvrigt skal møde alle mennesker, præcis som vores mester, Jesus, gjorde, men vi svigter hinanden, hvis ikke vi forsøger at vise retning og vejlede.

Et ægteskab er og bliver et forhold mellem en mand og en kvinde. Og familien har fra skabelsens morgen været kærlighedens grundpille i et samfund. Den er at sammenligne med en celle i en krop. Det er de enkelte celler, der skal fungere, for at kroppen er sund.

Vi er alle i samme båd

Men jeg kan ikke klandre nogen for at råbe "fordømmende" efter os, når vi siger sådan. Vi får let fremstillet os som dem, der har vores på det tørre. "De frelste". Gud fri os fra dem!

Det forstår jeg, for vi har aldrig været gode til at vejlede hinanden i rigtigt og forkert mens vi samtidig viser, at det er kærligheden, der får os til det. Jeg kunne aldrig drømme om at fordømme hverken den homoseksuelle, den fraskilte, luderen, morderen eller den til tider hårde og ukærlige Jesus-freak i Bredgade. For skal jeg fordømme andre, kan jeg ikke gøre det uden at fordømme mig selv. Jeg har intet at komme med i forhold til nogen som helst andre. Gud siger et rungende "JA" til alt det vi er, og det skal vi også gøre over for hinanden. Men Gud siger nogle gange et rungende "NEJ" til det vi gør. For det vi gør, er godt på vej til at lægge jorden øde, destruere livet og give kærligheden umulige vilkår at trives under. Derfor skal vi også hjælpe hinanden til at se, om det, vi gør, bærer os op ad eller ned ad. Og ingen burde være mere opmærksomme på det, end vores biskopper. De er om nogen sat til at tjene Gud og hans kirke og vejlede os almindelige mennesker; men hvis ikke engang Bibelen er en autoritet i en forvirret og forkvaklet tid, hvor forestiller de sig så, at kirken skal have sine absolutter fra?

Jeg håber, at jeg er i stand til at møde mennesker i kærlighed, for det er det, Jesus har lært mig at gøre. Det lykkes langt fra altid. Men jeg må – i kærlighedens navn – melde klart fra, når nogle, der ellers er sat til at tænde håb i mørket, i stedet slukker lys i Guds børns øjne.


Skrevet af:
Hans Jørn Østerby

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også