07.09.2018 15:03 Alder: 72 days

Vi har brug for rod

En blomst, der er skilt fra roden, er en død blomst. Sådan er det også, når et menneske er skilt fra Jesus. Den gode nyhed er, at Gud ikke ønsker den adskillelse


Jeg var i gang med at plante blomster i nogle krukker. Alle planterne stod i en plasticurtepotte. Der skete et uheld, idet en af planterne knækkede af roden, da min datter ville tage den ud af plasticpotten for at placere den i en krukke med dejlig frisk jord.

”Mor, den ser stadig fin ud! Den fejler ikke noget!” udbrød hun.

Men planten var og blev skilt fra roden og dermed død. Sådan så det ikke ud. Den strålede stadig lige så fint som de andre planter, der ikke havde lidt samme skæbne.

Mangel på rod er noget rod

Bibelen taler om, at vi er som planter uden rod. Uden på ser vi fine ud – men virkeligheden er en anden. Vi mangler rod, og det er noget rod!

Konsekvensen af den manglende rod er, at vi er ude af stand til at komme og være i kontakt med Gud. I mødet med ham bliver vi brændt, som planter uden rod visner hurtigt. Her hjælper rodbehandlinger ikke! Vi er og bliver skilt fra roden og kan intet gøre!

Jesus min nye rod

Den gode nyhed er, at Gud elsker os så meget, at han ikke kunne holde ud at være adskilt fra os. Derfor skabte han en ny rod til os. Det skete, da han sendte sin søn, Jesus. Alle, der ønsker det, kan blive podet ind på Jesus. Når vi bliver døbt, sker denne podning.

Her er der masser af næring at tage til sig, og her genskabes muligheden for kontakt med Gud. Det er også her, vi kan komme med alle vores bekymringer og behov, og han vil tage sig af det. Du får glæde af din nye rod, når du tror på Jesus. Du kan lige nu bede ham komme ind i dit liv.

 

Skrevet af Lilian Holm Kofod


comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også