15.08.2004 12:00 Alder: 14 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Udvalgt til det største

Verdens største idrætsfest er startet. Vi har fulgt mange af idrætsudøverne i deres kamp for at deltage og deres nervøsitet for at blive “vejet for let”. Det er en præstation af de største at komme her til. Jeg er også udvalgt – af Gud – til en langt større fest en OL, men ikke gennem præstationer og forskellige tests.

OL2004_lille

OL2004_stor

Verdens største idrætsfest er startet. En imponerende åbningsceremoni, startskuddet og det hele er i fuld gang, som et kæmpe festfyrværkeri – som en hyldest til potentialet i en veltrænet menneskekrop. Vi har fulgt mange af idrætsudøverne i deres kamp for at deltage og deres nervøsitet for at blive “vejet for let”. Det er en præstation af de største at komme her til, og nogle har betalt en høj pris af afsavn til fordel for målrettet træning. Tårer og skuffelser, ærgelser og usikkerhed har været en del af spændingen inden udvælgelsen lå der. Svømmeren Mette Jakobsen røg ind i dyb fortvivlelse over en doping anklage, som angiveligt var en helt uskyldig fejltagelse. Først få dage inden, var hendes deltagelse sikker. Cykelrytteren Bo Hamburger er også i klemme på grund af doping mistanke, der uanset resultatet er endt i mistillid fra hans eget forbund, og hans deltagelse hang længe i en tynd tråd. Andre er den anden vej, blevet total overrasket over at blive ringet op: Er du klar til OL??

Fortjent at deltage

Men nu er de her, de har gjort sig fortjent til at deltage. Jeg gider ikke nævne noget om alt det “mudder” der tilslører en del af OL-glansen. Ikke nu. Ikke her. Nu vil vi se vores helte bevæge sig stolte rundt i Ol byen. De har skiltet om nakken: udtaget - værdig – anerkendt – værdsat ikke kun på præstationer, for ifølge Jyllands Posten (13/8) siges der i det Olympiske Charter, at udvælgelsen ikke kun skal være baseret på den enkelte udøvers præstation, men også på “hans evne til at tjene, som eksempel for sit lands idrætsungdom.” Ikke sært at cykelrytteren Bo Hamburger, der efterhånden har deltaget i meget, udtrykker: “OL er bare det største, fordi man er udtaget til at repræsentere sit land” - og tilmed være forbilleder ... Waooo.

Bevis det ... eller ud

Jeg så en testkamp i kvindehåndbold, lige efter at udvælgelsen af OL-holdet var offentliggjort – dog med mulighed for justeringer. Sikke et pres for pigerne, der skulle gøre sig fortjent til udvælgelsen for at beholde den. Så skuffende for en stjernespiller som Christina Roslyng at være tilskuer og fravalgt. Så nervepirrende for Line Daugaard, som ikke lige kom helt op i omdrejninger. Så fedt for Henriette Mikkelsen, at hun bragede igennem og beviste hendes værd. Lige nu synes jeg udvælgelsen er den største sejr. Men når først kampene begynder, er det medaljer, det drejer sig om. Og for kvindehåndbold er der OL-Guld at forsvare. Præstationsangst er et velkendt begreb i sportens verden, og Idræts-psykologer har travle dage. Forventningspres er også et velkendt begreb, men uden den ville det hele jo være en tam fornøjelse. Det er trods alt en sejr der motiverer og en sejr der tæller.

Udvalgt uden test

Al denne indlevelse i de enkelte idrætsheltes situation lige nu, er kun drømme for mit vedkommende. Dér når jeg aldrig til. Men jeg er nået til noget andet ... der ligner og alligevel er en kæmpe kontrast. Guds budskab til mig er, at jeg er “udvalgt” til en langt større fest en OL. Ikke gennem præstationer og forskellige tests. Jeg var helt spæd, og jeg blev båret frem til dåben. Dér blev jeg mærket til at være hans barn – han sluttede en pagt med mig – jeg er sikret en medalje – der allerede er indgraveret. Jeg får den når jeg passerer målstregen en dag. Når mit liv her på jorden er slut – og det er uanset om mit liv ligner en lang stribe af kiksede præstationer. Han laver ikke stikprøve kontrol eller udholdenhedstester. Han rækker mig blot muligheden for at leve mit liv som hans barn. ... En OL-medalje er stadig noget stort – og jeg vil følge vores helte i Athen – jeg ved trods alt hvad det vil sige, at være udvalgt.


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også