To lektioner i tro

En dag lagde Jesus til land i en båd. Der stod mange mennesker og ventede på ham, og de råbte højt af glæde, da han kom. Igen og igen råbte de hans navn, indtil han havde sat sig ned på en lille bakke. Så samlede de sig tæt omkring ham og lyttede opmærksomt til alt, hvad han sagde.

Disciplene sad henne ved båden hele den lange eftermiddag. De tænkte på skygge og kølige drikke, for der var varmt, hvor de sad i solen. De tænkte også på forskellige slags mad, for det var snart aften, og ingen af dem havde spist endnu.

Til sidst gik Filip og Andreas hen til Jesus og hviskede i hans øre: »Herre, send folk væk nu. Dette er et øde sted. For deres egen skyld må du sende dem hjem til deres landsbyer, hvor de kan få noget at spise.«

Men Jesus svarede ved højt at spørge: »Filip, hvordan vil du foreslå, at vi skal skaffe folk noget at spise?«

Alle tilhørerne hørte, hvad Jesus sagde. Filip syntes, det var pinligt. »Vi?« hviskede han hæst. »Jamen, det kan vi da ikke, Herre. To hundrede dages arbejdsløn ville ikke være nok til at købe brød til så mange!«

»Hvor meget brød har vi?« spurgte Jesus højt.

Andreas hviskede: »Der er en dreng her, som har fem bygbrød og to små fisk. Jeg tror desværre, det er al den mad, der er.«

»Men jeg er her også,« sagde Jesus roligt. »Og jeg ved lige, hvad jeg vil gøre nu. Få alle til at sætte sig ned.«

Filip gav lydigt hans ordre videre til de andre disciple, og snart havde de fået folk til at sætte sig ned i grupper på halvtreds eller hundrede.

Da alle havde sat sig, tog Jesus brødet, så op mod himlen og takkede for maden. Så brækkede han brødet i stykker og gav sine disciple det, for at de skulle dele ud af det. På samme måde gjorde han med fisken. Der blev delt ud til alle, alle spiste, og alle blev mætte. Mere end fem tusind mennesker blev mætte den dag, da Herren med sine egne hænder delte fem brød og to små fisk.

»Filip!« kaldte Jesus. Da Filip kom, hviskede Jesus i hans øre: »Saml alt det, der bliver tilovers, så intet går til spilde.«

Da folk så kurvene fulde af rester, gik miraklet ved deres måltid først rigtig op for dem. Hver af disciplene bar en kurv ned til båden. Tolv disciple, tolv kurve! Der var altså mere mad nu, end da de begyndte at spise, og dog havde de alle spist sig mætte!

Jesus sendte nu disciplene af sted i båden. Han ville selv sige farvel til alle folk og sende dem hjem.

Disciplene roede ud på søen, og der var de i seks timer – i mørke. Larmen fra folkemængden var væk, men i stedet var vinden og bølgerne begyndt at larme. Vinden hylede hen over båden – en ensom og uhyggelig lyd.

Pludselig hviskede Jakob med en stemme, der skælvede af frygt: »Se!«

De så alle i samme retning som han. Alle holdt op med at ro, og båden begyndte at dreje rundt og drive.

En utydelig, spøgelsesagtig skikkelse syntes at komme svævende hen over vandet.

»Hvad er det?«

»Jeg ved det ikke! Jeg ved det ikke!«

»Se! Det kommer herhen!«

»Det er et spøgelse!« råbte Jakob. »Et spøgelse!«

Båden vippede kraftigt i bølgerne. Disciplene greb fat i rælingen og skreg af rædsel. Så talte skikkelsen til dem.

»Vær ikke bange. Det er mig.« Den stemme, kendte de godt. Det var Jesus, der kom gående hen imod dem, hen over vandet.

Straks rettede Peter sig op og sagde frimodigt: »Herre, hvis det virkelig er dig, så lad mig komme ud til dig på vandet!«

Jesus svarede: »Kom!«

Simon trådte så ud af båden ud på vandet og begyndte at gå hen imod Jesus!

Men halvvejs mellem båden og Herren gik det pludselig op for Peter, hvad det var for noget umuligt noget, han var i gang med. Han standsede og så sig nervøst omkring – og pludselig begyndte han at synke.

»Herre!« råbte Peter. »Frels mig!«

Og Jesus rakte hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Så førte han fiskeren tilbage til båden.

Nu døde vinden hen, og disciplene kastede sig ned for Jesus og sagde: »Du er sandelig Guds søn.«

Lagt på nettet 29.01.2001