20.09.2004 12:00 Alder: 14 yrs

Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

Til deres dages ende

Tiden må vise, om Alexandra og Joachim definitivt skilles, eller om de finder en vej. Skilles de, vil det i hvert fald ikke være usædvanligt. Over 15.000 par valgte den løsning i 2003. Hvilket er trist. Måske er det så trist, at nogen kunne få den ide, at det nok var bedre slet ikke at gifte sig. At det var bedre at hoppe fra forhold til forhold uden at få papir på det.

bryllup kryds lille

bryllup kryds stor

Annonceringen af en vis kongelig skilsmisse kom til at sætte sit præg på sidste uge. Eller rettere annonceringen af en separation. En egentlig skilsmisse kan først foregå om et halvt år. Tanken er, at den mellemliggende tid skal bruges til at finde ud af, om de alligevel kan finde ud af det sammen.

Tiden må vise, om Alexandra og Joachim definitivt skilles, eller om de finder en vej. Skilles de, vil det i hvert fald ikke være usædvanligt. Over 15.000 par valgte den løsning i 2003. Hvilket er trist. Måske er det så trist, at nogen kunne få den ide, at det nok var bedre slet ikke at gifte sig. At det var bedre at hoppe fra forhold til forhold uden at få papir på det.

Den konklusion vil jeg gerne advare mod, blandt andet ud fra en personlig erfaring af, hvor godt et ægteskab kan være, selv efter 15 år! Den slags skal man godt nok være forsigtig med at udbasunere offentligt, det kunne jo være, at det gik galt i det 16. eller 17. år. Eller hvad med alle dem, der ikke klarede den, vil de ikke bare opfatte det som pral og hån?

Sådan er det absolut ikke ment! Derimod som en opmuntring til at give det livslange ægteskab en chance, trods risikoen for fiasko. At ægteskabet er en væsentlig del af meningen med livet, kan man forvisse sig om på de allerførste sider i Bibelen. Gud skabte os som mand og kvinde, for at vi skulle leve sammen som par og ”opfylde jorden”, dvs. få børn. Skilsmisser var ikke med i planen, men blev dog tilladt på grund af vores hårdhjertethed, siger Jesus i Mattæus-evangeliet, kapitel 19, vers 7. Paulus strammer den i 1. Korinterbrev, kapitel 7, vers 10-11 til, at gifte mænd og kvinder slet ikke må lade sig skille. Samme Paulus antyder, at det i virkeligheden overhovedet ikke er smart at gifte sig, men det er en anden historie.

Et forbud mod skilsmisser vil selvfølgelig ikke have mange chancer i dagens samfund, og det er heller ikke nogen god ide, for der kommer sjældent noget godt ud af at sætte tvang på kærligheden. Det er dog værd at overveje, hvorfor ægteskabet sættes så højt i Bibelen og så lavt hos os. Nogen vil sige, at for 2000 år siden var det næsten umuligt for kvinder at klare sig uden en mand til at forsørge sig, mens situationen i dag er en helt anden. Dagens kvinder har mange andre indtjeningsmuligheder end prostitution. Sandt nok, men ægteskab handler ikke kun om forsørgelse, ligesom det ikke kun handler om forelskelse. Det handler om fællesskab, det bedste værn mod ensomhed. Og så handler det for øvrigt om børns tryghed og opvækst.

I eventyrene lever prinsen og prinsessen lykkeligt til deres dages ende, men det er netop kun i eventyrene. I virkeligheden sker det ikke. Vi sætter lighedstegn mellem forelskelse og lykke, og når forelskelsen glipper, betragter vi det som en ulykke, og så ryger ægteskabet. Hvis vi ville holde op med at definere lykke som gode følelser og forelskelse, var der måske en chance for, at man kunne komme til at leve lykkeligt til sine dages ende med sin mand eller kone. Hvis man i stedet ser på sit ægteskab som et fællesskab, et fælles projekt, så ville flere af dem overleve.

Forbilledet for de menneskelige ægteskaber er Guds ”ægteskab” med mennesker. I Bibelen beskrives den kristne kirke som ”bruden” og Jesus som ”brudgommen”. De fleste troende vil kunne skrive under på, at det kan gå op og ned med følelserne og troen, men det ændrer slet ikke på det væsentlige – at Gud elsker os uden ophør! Bedre fundament fås ikke, ej heller for et livslangt parforhold mellem en mand og en kvinde.


Skrevet af:
Henrik Hoffmann-Hansen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også