16.10.2019 21:37 Alder: 4 yrs

Skrevet af:
Stefan Vase

Tag hjerne og hjerte med i troen

Mange tror, at for at være en (rigtig) kristen skal man grave sin forstand ned og afvise alle videnskabelige opdagelser med et “Jeg har min bibel - jeg behøver ikke andet”... Sådan behøver det ikke at være

Foto: Annatsach

Big bang, evolutionsteorien, genmodificering, et univers, vi opdager mere og mere af…

Tidligere har den eneste forklaring på livet og alt det andet været Gud, men mange tror, at vi ikke behøver den forklaring mere, fordi evolutionsteorien udelukker Gud.

Det tror jeg ikke, den gør, men selv, når man tror på Gud, kan man måske have en tendens til at tænke, at mens vores viden om livet og universet vokser, forsvinder behovet for Gud.

Så langt fra!

Genmodificering fortæller f.eks., at vi kan rokere rundt på strengene i gener. Men genmodificering kan ikke skabe nye gener og nyt liv. Vi er stadig ikke i stand til at gøre det, som Brorson så malerisk beskrev det i en salme:

“Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mægted ej det mindste blad

at sætte på en nælde.”

De mægtigste konger kan ikke efterligne Guds tryllekunst og kreativitet i begyndelsen af universets og jordens historie.

Videnskaben har grænser

Evolutionsteorien er et andet eksempel på videnskabens grænser. Teorien registrerer alene, at livet udvikler sig. Men den har ikke noget bud på, hvordan denne udvikling begyndte. Og den har heller ikke noget bud på, hvordan det kan være, at livet udvikler sig.

Hvad så med Big bang – eller Det store brag? Teorien registrerer alene, at universet begyndte med en lille kugle og et brag, som dannede planeter, stjerner og galakser.

Det store brag kan man måske også finde i de fantastiske vers, som indleder Bibelen: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Hvordan? Muligvis ved et stort brag…

Videnskaben kan forklare rigtig meget. Tag derfor endelig din forstand og sunde fornuft med i troen. Men videnskaben har også grænser, så hav både hjerne og hjerte med i din tro!


Skrevet af:
Stefan Vase

Lagt på nettet 16.10.2019

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også