09.07.2013 12:00 Alder: 6 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Sol og smerte

Nu er solen endelig over os solhungrende blege danskere! Nu skal den nydes. Jeg elsker den varme berøring af solens bagende stråler. Men med det samme kommer alle advarslerne op i mit sind: "Solen er farlig!" "Husk solcreme og hat og skygge!" Bare jeg dog kunne nyde solen i fred!

Solen

Humøret stiger, når solen skinner. Krop og sind går i ferie-mode, når solen bager ned og varmer alting op. Dejligt. Men desværre er solskin ikke bare en ven, der bringer varme og kulør. Det er også en fjende, der kan bringe skoldning, ældet hud og hudkræft.

Solcreme og stopur

Selvfølgelig gælder det om at finde en sund balance, så man kan nyde solen uden at komme til skade. Men for mig er det et stort skår i glæden, at jeg skal stille stopuret når jeg lægger mig ud i solen. Og at smøre sig med fedtet creme er ikke ligefrem en af mine yndlingsbeskæftigelser. Hvorfor kunne det ikke bare være sådan, at jeg kunne nyde al den sol, jeg har lyst til?

En venlig sol

En dag bliver det faktisk sådan! Bibelen lover os, at når Gud nyskaber verden, vil han også lave et nyt lys. Ja, faktisk vil han selv være lyset. Og det lys vil aldrig skade os. Siden denne verden fik virus i sit styreprogram ved syndefaldet, er der rigtig meget, der ikke fungerer optimalt. For eksempel min solbadning.

Men på den nye jord vil jeg kunne bade mig i vidunderligt varmt lys hele tiden uden at frygte for hverken skoldning eller kræft. Det glæder jeg mig til. Jeg lå faktisk i min have i solen i går og læste fra Bibelens sidste blade om hvor godt det bliver! Og da uret ringede, gik jeg pænt ind i skyggen igen - for jeg lever jo stadig på denne jord.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 09.07.2013

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også