16.05.2007 12:00 Alder: 12 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Sølvbryllup

Min kone og jeg har lige fejret sølvbryllup. Det har fået mig til at tænke over livets skrøbelighed. Lige pludselig kan det hele være slut. Men vi skal ikke leve livet i angst og bæven for hvad, der sker. Vi skal leve hver dag i taknemmelighed til Gud og glæde os over alt det, som er godt i vores liv netop i dag.

Sølvbryllup

”Tillykke med det – det er der sgu ikke mange, der når frem til i dag!” Sådan sagde en smilende dame til mig i supermarkedet, da jeg forklarede hende, hvorfor jeg havde 30 liter juice i indkøbsvognen: vi skulle fejre sølvbryllup. Og ja – ifølge statistikken er det slet ikke alle ægteskaber i Danmark, der holder i 25 år. Så det er virkelig noget at fejre.

Det gjorde vi også - Hanne og jeg. For fuld udblæsning. Men i tiden op til den store dag oplevede jeg ofte en ængstelse: ”Bare vi nu når det. Bare den ene af os ikke dør inden. Bare der ikke kommer alvorlig sygdom ind og ødelægger dagen.”

Livet er skrøbeligt

Nu gik det godt – godt nok havde jeg brug for skadestuen aftenen før sølvbryllupsdagen, men det var på ingen måde livstruende. Men alt dette mindede mig om hvor skrøbeligt livet egentlig er. Der skal så lidt til – så er livet skadet eller afsluttet.

Hvad kan jeg bruge det til? Leve hver dag i angst og bæven? Det er næppe en god ide. Men leve hver dag i taknemmelighed til Gud: ”Tak for det liv, jeg har fået også i dag!”. Leve hver dag i bøn til Gud: ”Lad mit liv være i din stærke hånd!”.

Og så kan jeg bruge det til én ting til: glæde mig til den dag, hvor Gud – som han har lovet – skaber en helt ny verden, hvor livet ikke længere er en skrøbelig ting. En verden, hvor livet varer evigt!

Glæd dig over livet

Hvad så nu på den anden siden af festen – nu, hvor vi ”Går efter guldet” som vore venner siger: altså går efter guldbrylluppet om 25 år? Nu nåede vi jo dagen – er alle følelserne så forbi? Nej, hver eneste dag kan stadig både blive en ængstelse og en glæde. I tiden op til sølvbrylluppet dykkede jeg ned i nogle minder fra de 25 år. Ofte slog det mig: ”Nåede du virkelig at nyde det hele den gang? Gled disse gyldne oplevelser bare forbi, eller fik du virkelig oplevet dem og sagt tak for dem?” Var du nærværende, eller var du bare?

Hvad kan jeg bruge det til? Til det, der skal være min opfordring til dig i dag: vær nærværende! Glæd dig over det, der er godt i dit liv netop i dag! Glæd dig over at du lever! Glæd dig over hvis du er rask! Glæd dig over, hvis du betyder noget godt for et andet menneske! Ingen af disse ting er selvfølgeligheder. Glæd dig, tak din Gud og smil til dine medmennesker!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 16.05.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også