03.06.2004 12:00 Alder: 13 yrs
Holger Skovenborg

Skrevet af:
Holger Skovenborg

Skriftemålet

Der er stor trøst og hjælp at hente i skriftemålet. Specielt for den, som er blevet bange for, at Gud ikke længere vil tilgive. Men også for den, som er gået i stå og ikke længere kan se sin synd og sit behov for frelse ved tro på Jesus. I forbindelse med skriftemålet kan man også få råd og vejledning i de ting, man går og tumler med.

PS: De indrykkede afsnit er Luthers forklaringer fra hans "Lille katekismus"

TROENS ABC Skriftemålet er ikke så almindeligt kendt og brugt i kirken som de andre dele af Luthers lille Katekismus. Men der er stor trøst og hjælp at hente i skriftemålet. Specielt for den, som er blevet bange for, at Gud ikke længere vil tilgive. Men også for den, som er gået i stå og ikke længere kan se sin synd og sit behov for frelse ved tro på Jesus. I forbindelse med skriftemålet kan man også få råd og vejledning i de ting, man går og tumler med.

Skriftemålet er i katekismen placeret imellem dåben og nadveren, fordi man tidligere havde pligt til at »gå til skrifte«, før man gik til alters. Sådan er det ikke i dag. Skriftemålet er ikke en pligt – men et godt tilbud. 

 

 

Hvad er skriftemålet?

 

Skriftemålet består af to dele. Den ene er, at man bekender synderne. Den anden er, at man tager imod tilgivelsen (absolutionen) fra skriftefaderen som fra Gud selv og ikke tvivler på den, men fast tror på, at synderne derigennem er tilgivet af Gud i Himlen.

 

 

(Luther)

 

 

Når der her tales om »skriftemålet«, tænkes der på det »private skriftemål«, hvor man personligt bekender (»skrifter«) sin synd over for en anden (»skriftefaderen«), som så kan tilgive synden på Guds vegne. Det kaldes også »hemmeligt skriftemål«, fordi skriftefaderen ikke må fortælle til andre, hvilke synder der er bekendt, men har tavshedspligt.

Skriftefaderen bør normalt være en præst. En præst er på en særlig måde kaldet og indviet til at handle på Guds vegne. Og han har en lovbestemt tavshedspligt. Men enhver moden kristen leder kan være skriftefader for en anden. Det er vigtigt, at man tror på, at tilgivelsen er fra Gud. Derfor skal skriftefaderen være én, som man har tillid til, og som vil rådgive og tale i overensstemmelse med Guds Ord.

Jesus gav sine disciple magt til at tilgive synd på hans vegne. Han sagde: »Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« (Joh. 20,23. Jf. Matt. 16,19 og 18,18). Derfor må vi regne det for sandt og gyldigt over for Gud, når vor skriftefader tilgiver os. Og hvis vi ikke vil tro det, er det bedre slet ikke at gå til skriftemål. For så foragter vi den gave, som skriftemålet er. Gud har nemlig givet det private skriftemål som en hjælp til at tro på, at hans tilgivelse gælder for netop dig og mig og lige præcis for vor synd.

 

 

 

 

 

Hvilke synder skal man bekende i skriftemålet?

 

Over for Gud skal man give sig selv skyld for alle slags synder. Også dem vi ikke tænker over. Sådan som vi gør i Fadervor. Men over for skriftefaderen skal vi kun bekende de synder, som vi ved af og føler i hjertet.

 

 

(Luther)

 

 

I vore tanker og følelser overtræder vi i virkeligheden alle Guds bud. Måske kan man ikke se det på os. Men inden i os har vi en modstand mod Gud. Og vi holder mere af os selv end af andre mennesker. Synden har meget mere fat i os, end vi forstår.

Denne bundløse synd er det godt at bekende for Gud i sin daglige bøn og bede om tilgivelse for. Sådan som vi gør i Fadervor, når vi beder: »Forlad os vor skyld«.

Men det private skriftemål er givet som en særlig hjælp til at få gjort op med de synder, som specielt piner og frister os. Og som en stor hjælp til at tro på, at Guds tilgivelse også gælder lige præcis det, som jeg har gjort imod Guds vilje. Derfor skal man i skriftemålet først og fremmest bekende det, som man ved af, at man har gjort – og specielt det, som man har svært ved at tro på tilgivelse for.

 

 

Hvilke synder er det?

 

Se på din egen situation i forhold til De ti bud. Se, om du er far, mor, søn, datter, arbejdsgiver, arbejder. Og se så efter, om du har været ulydig, manglet trofasthed, været doven, vred, sjofel, stridslysten, om du har gjort nogen ondt med ord eller gerninger, eller om du har stjålet, forsømt noget, været uforsigtig eller gjort skade.

 

 

(Luther)

 

 

Det onde bor så dybt i os, at vi for det meste slet ikke opdager, hvad vi har gjort forkert. Eller også prøver vi på at bortforklare det. Og når vi ikke indser vor synd, ser vi heller ikke, hvor meget vi trænger til Guds tilgivelse.

Derfor er det godt at sammenligne sig selv med Guds Ord. F.eks. De ti bud eller bjergprædikenen (Matt. 5-7). For så bliver vi afsløret.Når Ordet bruges på den måde, kaldes det et »skriftespejl«.For så spejler man sig i det for at se, hvordan man ser ud. Og man gør det for at få hjælp til at indse og bekende (»skrifte«) sin synd. Fordi man ønsker at få Guds tilgivelse og se, at Guds nåde er stor.

 

 

En kort vejledning i skriftemål

Sådan skal du sige til skriftefaderen: »Jeg beder dig om, at du vil høre mit skriftemål og tilsige mig tilgivelsen efter Guds vilje.«

 

»Sig frem!«

»Jeg arme synder bekender mig over for Gud skyldig i al slags synd. Særligt bekender jeg for dig, at jeg er arbejder (eller hvad man nu er), men jeg tjener desværre ikke min overordnede trofast. I den og den situation har jeg nemlig ikke gjort, hvad de har bedt mig om. Jeg har gjort dem vrede og fået dem til at bande.

 

 

Jeg har forsømt noget og er skyld i, at der er sket skade. Jeg har også været skamløs i ord og gerninger. Jeg har skændtes med mine kolleger og knurret og bandet imod min overordnede. Osv. Jeg fortryder det alt sammen og beder om nåde. Jeg vil forbedre mig.«

 

 

En arbejdsgiver kan sige sådan:

»Særligt bekender jeg for dig, at jeg ikke trofast har ledt mine børn og tjenestefolk eller hustru til ære for Gud. Jeg har bandet og givet et dårligt eksempel med sjofle ord og gerninger. Jeg har gjort min nabo skade, sladret, solgt for dyrt og givet falske eller mangelfulde varer.« Og hvad han ellers har gjort imod Guds bud og sin stilling osv.

 

 

Men hvis en eller anden ikke har den slags eller endnu større synder, som giver ham dårlig samvittighed, så skal han ikke være ked af det. Han skal heller ikke lede efter, om der skulle være andre ting eller opdigte noget og dermed gøre skriftemålet til en slags tortur. Men så skal du bare fortælle en eller to ting, som du ved af, at du har gjort forkert. F.eks.: »Særligt bekender jeg, at jeg engang har bandet. Jeg har også engang været hensynsløs med mine ord. Jeg har forsømt det eller det.« Osv. Og lad det være nok.

Men hvis du slet ikke ved af, at du har gjort noget forkert (men det er vist nærmest umuligt), så skal du ikke nævne noget specielt, men tage imod tilgivelsen efter den generelle syndsbekendelse, som du aflægger over for Gud gennem skriftefaderen.

 

 

Derefter skal skriftefaderen sige:

»Gud være dig nådig og styrke din tro. Amen.«

 

 

Og så skal han spørge:

»Tror du også, at min tilgivelse er Guds tilgivelse?« »Ja, kære skriftefader.«

 

 

Derefter siger han:

»Det skal ske dig, som du troede. Og på vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Gå bort med fred!«

Men den, som har store samvittighedskvaler eller er bedrøvet og anfægtet, bør en skriftefader sørge for at trøste og lede til troen med flere bibelord.

 

 

Dette skal bare være en almindelig måde at holde skriftemål på for ganske almindelige mennesker.

 

 

(Luther)

 

 

Den vejledning i skriftemål, som er givet ovenfor, skal ikke forstås som en regel om, at det skal foregå lige præcis på den måde. Men den giver et eksempel og viser, hvad der er hovedpunkterne i det private skriftemål.

Det ene hovedpunkt er syndsbekendelsen. Vi kan ikke nævne alt det, som vi har gjort forkert. For der er meget mere ondt i os, end vi ved. Men ved at nævne nogle bestemte ting, som vi ved gælder for os selv, så vil vi også bedre kunne forstå, at tilgivelsen gælder for os.

Det andet hovedpunkt er tilgivelsen. Det er normalt, at skriftefaderen lægger hånden på hovedet af den, der har bekendt sin synd, samtidig med at han siger, at synden er tilgivet. Håndspålæggelsen hjælper med at gøre det tydeligt, at tilgivelsen gælder helt personligt. Og det er vigtigt at tro på, at den tilgivelse, som skriftefaderen udtaler, står fast og gælder. Ellers har vi ingen trøst og glæde af skriftemålet.

Det private skriftemål er ikke på samme måde som dåben nødvendigt for at være en kristen. Men det er en stor hjælp til at tro på Guds nåde. For her bliver tilgivelsen sagt lige præcis til den enkelte af os. Tilgivelsen »tilsiges«.

Det betyder, at den siges til os udefra, nemlig fra Gud. Den afhænger ikke af, om vi er gode nok i os selv.

Samtidig er det en stor hjælp i det private skriftemål, at vi kan få talt med en anden om de ting, som vi har svært ved at tro på, at Gud vil tilgive. Og man kan få råd og vejledning i forskellige problemer, som man ikke kan finde ud af.

Ud over det »private« eller »hemmelige« skriftemål findes også andre former for skriftemål, nemlig:

»troens skriftemål« (at bede Gud om tilgivelse, uden at en anden hører det og tilsiger syndstilgivelse),

»kærlighedens skriftemål« (at bede et andet menneske om tilgivelse, hvis man har gjort ondt imod det),

»offentligt skriftemål« (at bekende sin synd højt i f.eks. kirken, hvor præsten bagefter tilsiger tilgivelsen på menighedens vegne),

»almindeligt/liturgisk skriftemål« (fælles skriftemål i kirken, hvor præsten bekender synden på menighedens vegne og bagefter tilsiger tilgivelsen).


Holger Skovenborg

Skrevet af:
Holger Skovenborg

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også